Dig elsker jeg, September!

Billede lånt fra: https://www.fugleognatur.dk

Sorgagre. Sorten muld synlig, alt for synlig mellem markens golde stubbe under en skyfri himmel. To små hjerter, bankende tæt ved mit. Der var en høst, da livets alvor slog ind over mig, næsten ubarmhjertigt, som når havet æder sig ind på kysten og river menneskers varme og engang så trygge boliger med sig.

Det var det år, hvor jeg var blevet mor for anden gang, en vår og en sommer var gået med bleskift, barnegråd og madlavning, med èt var efteråret kommet, og for første gang så jeg ikke dets pragt, jeg så alene trøstesløsheden, påmindelsen om, at de to små hjerter, som havde banket under mit eget, at vore tre hjerter en dag skulle høre op med netop dette, at banke. Hvem ved, måske det var en forsinket reaktion på min faders død nogle år før. Forældre lever ikke evigt. Det år var vi flyttet til Langeland og gik hver dag tur langs Nedergårds marker og enge. 

»Der stod en hest med samme hvide hår,

som vore arme unger engang får.«

Efteråret, høsten, tilhører Frank Jæger, ikke blot fordi han beskrev sorgen og vemodet ved årstiden, men fordi han knyttede evighedshåbet til den. For efteråret minder os nok om forfaldet, naturens og vort eget, men det minder os også om noget andet:

 »Som om det ganske år er indeholdt

i denne måned, hvor det blæser koldt

og dog er lunt bag gærdets grønne stene.

Forsinket står en blomst og blomstrer ene.«

Ja, det er igen september, hvor sikkerhed og viden vejres hen. Også Alex Garff måtte undre sig:

 »Den unge rug af mulden gror

med grønne lyse klinger

men storken længst af lande fór

med sol på sine vinger.«

Der var en høst, hvor al min sikkerhed og viden blæste bort som agner for vinden, hvor jeg blev mindet om, at hverken jeg selv eller mine kære er udødelige, mindet om, at lige så vidunderligt, kraftfyldt og sikkert, det skabte liv fremstår for os, så må det dog forgå. Men som tiden gik, lærte jeg også efterårets livgivende sider at kende.
Vi var fattige, da vi boede på Langeland, men om efteråret gjorde naturen os rig. Ikke blot omgav den os med sit farveflor, den gav os også mad på bordet, vel at mærke den overflødige mad, som gør livet godt at leve midt i alle hverdagens bekymringer; kilovis af brombær blev til syltetøj og tærtefyld, hyldebær til suppe og saft, slåen og vilde æbler til kryddersnaps, kastanjer blev stegt og fortæret med smør og salt.

Og hver dag i høstens tid gik vi ad vejens lange asfaltå og sang:

 »Ham takke alle vi med sang

for alt, hvad han har givet,

for hvad han vokse lod i vang,

for ordet og for livet.«

Marianne Wagner