Tør du være fri og dansk?

Billede lånt fra: http://www.ole-hyltoft.dk

»Axel søgte ikke sit eget« skrev Socialdemokraten om Axel Hyltoft, leder af kooperativet Arako, som solgte radio- og fjernsynsapparater. Men det gjorde alle andre, derfor gik forretningen dårligt, tilsidst kunne Axel ikke udbetale løn til sine ansatte, og derfor hængte han sig. Ole Hyltofts flotte, humørfyldte og arbejdsomme far var blevet slidt op af at holde fanen løftet, medens alle andre i partiet blev en del af magten og alene hyldede idealismen ved festlige lejligheder.

Ole Hyltofts barn- og ungdomserindringer er en sand fornøjelse at læse. Hans socialdemokratiske familie skildres med ømhed og et vågent øje for deres særheder. Og blinde vinkler. Det er personal- og Danmarkshistorie på højt, litterært niveau, som ansporer til mange tanker. Jeg har det, som man måske har fornemmet andetsteds på denne side, dobbelt med arbejderbevægelsen, finder den på èn gang imponerende og kvælende. Føler, at jeg står i en taknemmelighedsgæld til den samtidig med, at jeg har behov for at kaste dens lænker af smålighed og misundelse af mig. Og det er den samme konflikt, Ole Hyltoft befandt sig i, både overfor familien og partiet, bevægelsen. En stor del af hans liv har været en higen efter »de lyse stuer«, hvor der var højere til loftet, større udsyn og moralen mere flydende end i hans eget hjem på to og et halvt værelse med billede af Fuglesangssøen på væggen. Den lille Ole havde fantasi og et evighedshåb, og han ville så gerne indvi sine forældre i den verden, han bar i sit indre. Men de ville ikke med, de kunne ikke, for de var præget af deres baggrund, livets kampe og et ægteskab, som måske ikke altid var lykkeligt. Så Ole voksede fra dem, men han flygtede ikke. Glemte aldrig sin baggrund. Arbejderkampen var en revolution; i løbet af èt slægtled fik arbejdernes børn en mængde andre muligheder, og verden blev aldrig mere den samme.

Det er altid vanskeligt at sætte sig ind i en anden tid og tankegang. Når vi har så gode kår i dag på arbejdsmarkedet og så forholdsvis nemt ved at bryde sociale skel, som i øvrigt ikke er meget tydelige, er det svært at forestille sig, at det ikke altid har været således. Men engang var der brug for arbejderkamp, og det, at arbejderne stod sammen, hævede deres niveau, menneskeligt og kulturelt. Hyltoft er ud af en kulturelt interesseret familie, og det var kulturen, der var deres drivkraft. De ville have del i den, del i den viden og dannelse, de velhavende ejede som noget selvfølgeligt, langt fra den strøming, som Ritt Bjerregaard repræsenterede, og som lod dumheden og grådigheden sejre. Oles forældre er idealister og mener, at det er snobberi, når nogen gerne vil bo godt. De har andre mål i livet, men måske netop fordi de er idealister, føler de et meget stærkt skel mellem sig selv og »burgøjserne« og de »hellige«, ja, kommer måske ligefrem til at dyrke skellet. Men Ole lærer børn at kende fra mange samfundslag, og han kan ikke altid følge sine forældre i deres vurdering af »snobberne«. Da han begynder på Gl. Hellerup gymnasium vil han gerne være spejder. Spejdere er hellige burgøjsere siger hans mor. Det er det værste, man kan være, så Ole får ikke lov.

Ole begynder at få den opfattelse, at det ikke er den store lidenskab, men ideen, drømmen om bevægelsen, der holder hans forældre sammen, og dermed er han måske ikke frugten af en indbyrdes kærlighed, men i stedet barn af partiet. Det plager ham. Alligevel lades der ingen tvivl tilbage om, at Ole er et elsket barn og barnebarn i en varm og god familie, hvis verden går under, da Oles far tager sig selv af dage. Han var personificeringen af alt det gode, de troede på. Og det bringer læseren til at tænke over, hvordan Socialdemokratiet egentlig sejrede? Var det ved idealisme? Nej, det var fordi det opstod i en verden, hvor de herskende klasser var så overbeviste om deres evige ret til at herske, at de slet ikke lagde mærke til, at en slagkraftig arbejderbevægelse var på vej, ja, at den allerede havde overtaget. På Gl. Hellerup gymnasium terpes der, og »flid«, skriver Ole, »fører automatisk ansvar og ære med sig«. Kan eleverne deres lektier, vil de nærmest automatisk blive direktør for ØK, formand for Det Konservative Folkeparti og statsminister. Intet ligger længere fra virkeligheden. I de dage bliver det blevet nødvendigt at have den røde partibog i orden for at få et højere embede. Rektoren på Gl. Hellerup Gymnasium havde engang søgt stilling som skoledirektør i Århus, og et socialdemokratisk byrådsmedlem havde sendt ham et telegram med følgende ordlyd: »Er De Socialdemokrat? Svar ja eller nej. Svar betalt.« Han svarede ikke, trak i stedet ansøgningen tilbage og søgte mod Hellerup. Rektor er ikke særligt dygtig eller anset, og det siger noget om både den ene og den anden verden; det handlede måske ikke så meget om talent som om forbindelser. Og den havde sosserne luret; derfor den intimiderende adfærd med at spørge folk om deres politiske ståsted, som der også er et andet eksempel på i bogen.
Det gav pote, Socialdemokratiets æra er vel den længste i det danske folkestyres historie, og partiets tankegang har på godt og ondt gennemsyret de fleste af os.

For Ole Hyltoft var og blev det dog kulturen, som var det afgørende, socialdemokratiske projekt. Derfor hans næsegruse beundring for Julius Bomholt. Men som bekendt endte Oles historie i Socialdemokratiet på grund af partiets håndtering af indvandringsspørgsmålet. Kærligheden til Danmark og det danske er hans hjertesag og drivkraft, og derfor endte han nok som noget naturligt i Dansk Folkeparti. Samtidig kan det undre, for partidisciplinen finder han bestandig snærende, og netop den er ganske stram i folkepartiet. At han har haft afgørende positiv indflydelse på Danske Folkepartis kulturpolitik, er der ingen tvivl om, men den socialdemokratiske nisse er fulgt med. Når kulturen, den danske, hæftes fast til èt parti, så bliver den omklamret og omklamrende. Og egentlig er Hyltofts projekt, at vi skal være èt folk med del i den samme kultur på tværs af interesser og partiskel, en opgave hverken Dansk Folkeparti eller noget andet parti magter. Det burde have været læren.

Hyltofts første bog fik titlen Tør du være fri? og mange år senere skrev han Tør du være dansk? Men at turde være dansk er også noget med at turde være fri. Fri af partiet, fordi vi må være et frit folk, hvis vi skal kunne være danske sammen. Det synes jeg, Hyltofts egen familiehistorie viser. Bare han turde indse det.

 - Marianne Wagner