Herre ynkes! Herre spar!

Synderinden salver Jesu fødder.
Maleri af Rubens

Salmer: 728, 151, 362, 10

Kom, Herre Jesus. Amen.

Rom 10, 4-13, Luk 7, 36-50

Det vidunderlige ved bibelen er, at den byder os indenfor. Lige fra begyndelsen får vi indblik i Guds glæde ved at skabe, vi kommer til Abrahams gæstebud, Davids salving, vi er med ved Jesu fødsel, hans forunderlige dåb og opvækkelsen af synagogeforstanderens datter, bare for at nævne nogle eksempler. Men ikke bare det gode og smukke får vi lov at se; vi er også vidner til uddrivelsen fra paradiset, brodermordet, kongers fald, forræderi og grusom død. Intet lades ude, fra glædens og guddommelighedens tinde styrter vi lige ned i afgrunden af menneskeligt armod og ondskab, og det er derfor, at netop denne bog bliver ved med at tale til os. I dagens evangelium hører vi om det højeste og det laveste i en og samme historie. Men hvem som er i det lave, er ikke nødvendigvis den, vi tror, det er.

Vi er budt indenfor hos farisæeren Simon sammen med mesteren selv. Jesus har stadig nyhedens interesse over sig, og som det er i vore dage, såsnart noget nyt melder sig, at så må man da lige se, hvad det er for noget, sådan var det også dengang. Selv om Jesus allerede på dette tidspunkt har udfordret nogle af jødedommens mange regler og love - han har både plukket aks og helbredt på sabbatten - så har han kunnet svare for sig og tilmed talt forstandige og gode ord til folk om tilgivelse og godhedens frugter, og folk lader til at kunne lide, hvad de hører. Så jo, ham må Simon have hjem til en let anretning, et gæstebud, ja, men måske nøje afmålt i forhold til det, Simon mener selv at kunne få ud af visitten. Skulle Jesus vise sig at være en profet, står man sig bedst ved at have været indladende, synes tanken at være.

Og så kommer hun anstigende, kvinden, der lever i synd. Skamløst trænger hun sig på, hende med de mange mænd og børn, som går for lud og koldt vand, og som bærer alle tegn på menneskeligt og moralsk forfald i sit slidte, solariebrunede og tatoverede ydre. Hun går bare lige ind og direkte hen til gæsten, og Simon lader kvinden fuldføre sit ærinde i stedet for at smide hende på porten. Måske er han for lamslået til at reagere, måske vil han se Jesu reaktion på kvindens nærvær. Hvad enten det er det ene eller det andet, der gør Simon tilbageholdende, så bevirker det ihvertfald, at vi får at se, hvad eller hvem, der har drevet kvinden til denne nærgående adfærd.

Skamløs synes Simon og de tilstedeværende at kvinden er. Men det er lige netop, hvad hun ikke er. Hun græder, stortuder, en strøm af tårer vælder ud over Jesu fødder, som kvinden kysser og salver med olie. Hvad er der mon sket? Det ved vi ikke helt, vi får bare fortalt, at kvinden har hørt, at Jesus er i huset, og det har altså fået hende til at brase ind. Hun kunne ikke vente pænt ved døren, til han forlod huset igen, nej, hun måtte ind i selskabet vel vidende at hun ville udstille sig selv blandt alle de fine herrer og måske endda risikere at blive smidt ud. Men det har hun slet ikke øje for, for det er nu, lige i dette øjeblik, hun har chancen. Chancen for at fortvivle over sit forspildte liv hos frelseren selv og få lov at begynde på en frisk. Få lov at blive set på med kærlighed uden begærlige blikke og jernnæver, som griber ud og tager, hvad de har betalt for. Nej, kvinden er ikke kommet for at vise sig selv frem, hun har erfaret noget helt nyt og afgørende i sit liv, nemlig tilgivelsen, og hun reagerer prompte på det. Med tårer og omsorg for den, som hun ved, står bag tilgivelsen.

Det har Simon ikke forstået, han ved, at kvinden, skøgen, er uren, og nu lader den mulige profet sig berøre af hende, får del i hendes urenhed. Så kan han ikke være profet! Sådan tænker Simon, den moralsk uangribelige. Men Jesus ser, hvad hjertet gemmer, og han henvender sig straks til sin vært og fortæller ham den lille lignelse om de to skyldnere, hvor den ene skyldte meget, den anden lidt. Begge fik de eftergivet deres gæld, men hvem mon elskede mest? Simon svarer lidt mut: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Nu har Simon for alvor fået noget at tænke over; for han har lært, ganske som sine forfædre, at hvis man holder Guds bud, så er alt godt. Guds forjættelse om landet, som Jakobs folk, Israel, skulle leve i, afhang således af, om folket overholdt det gudgivne reglement, og dette reglement sagde bl.a., at ingen af Israels døtre måtte være skøger. Og nu stod hun dèr, en Israels datter, som var blevet skøge, i hans, rene Simons rene hus.

Men hun var en skøge, som angrede, og hvem kunne tilgive hende uden Gud? Da viste Jesus, hvem han var med ordene: »Din tro har frelst dig!« Gud står midt i din stue, Simon, ser du det, tror du det? Gud er ikke en lov, han er den levende Gud, som har åbenbaret sig for dig, så du kan gå direkte til ham med stort og småt!

Der blev vendt op og ned på meget den dag. Skøgen, der øste sin kærlighed ud over Jesus, blev frelst, og Simon blev afsløret i sin afventende, portionsanrettede kærlighed, som han kun ville dele ud af, hvis han fik noget igen.

Lær mig at elske, thi deri er livet, sang vi tidligere, og det er netop det, vi skal. Elske. Farisæerne og de skriftkloge på Jesu tid glemte at elske, fordi de havde budene. Budene er gode, for de er givet af Gud, men de kommer så let til at skygge for den, som gav dem. Budene er jo til at opfylde, og så har jeg gjort mit. Sådan tænkte Simon i sit hjerte. Men Gud gennemskuede ham og viste ham, at loven kan føre til kassetænkning og forhindre livet i at gro.

»Gå bort med fred« sagde Jesus til kvinden, og vi ved ikke, hvor hun gik hen, eller hvad der blev af hende. Men det er vanskeligt at forestille sig, at hun, som fik livet tilbage, fortsatte som om intet var hændt. Det skal vi måske ikke spekulere så meget over, men hvis evangeliet skal tale til os i dag og den situation, vi er i, så er vi nødt til at stille et væsentligt spørgsmål: »Hvad med moralen? Hvor bliver den af i alt dette« I dag ved vi til hudløshed, at vi ikke må dømme andre, og der har sågar henover sommeren været ført en heftig diskussion om kristendom og moral. Findes der en kristelig moral? Det er der ingen formel på, fordi den kristne moral altid er personligt ansvar, men vi kan nærme os svaret ved at se på, hvor farisæismen har bevæget sig hen i dag.

Hos Simon forhindrer moralen, den guddommelige lov, ham i at unde synderinden tilgivelse og en ny begyndelse. Hun har jo ved at bevæge sig ud i prostitutionen en gang for alle sagt farvel til det gode selskab. Simon og hans ligesindede forhindrer hende i at vende tilbage til fællesskabet. I dag har farisæismen nærmest bevæget sig hen i den modsatte grøft; loven i dag hedder tolerance, tolerante må vi alle være, også overfor skamløsheden. Køn, krop og seksualitet vises frem i det offentlige rum for at fremtvinge tolerancen. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt med en stille accept af livets mange gåder, nej, man skal favne det uanset om man finder diverse optrin ganske grænseoverskridende.  

Farisæismen er kommet til at dyrke skamløsheden, og det er den, fordi den er så glad for sig selv, at den ikke behøver Gud. Hvad skal man med tilgivelse, hvis ikke man skammer sig eller føler skyld over at kaste sin krop i grams på gader og stræder for snurrende kameraer men egentlig bare synes, man er en mangfoldig gave til menneskeheden og dermed den stolte bærer af tolerancens fakkel? Så har man hverken behov for en kærlighed, der kommer udefra eller for en offentlig moral.

Moral kan imidlertid være en ganske god ting, noget, der hænger sammen med kærlighed, noget, der hjælper med til at gøre livet godt at leve, fordi moral sætter grænser for min personlige udfoldelse overfor andre mennesker. Moral kan faktisk også beskytte mig selv og hvad jeg gør med det skaberværk, som min krop er. Der er en god del moral i de ti bud, og Gud gav dem for at beskytte os og vore medmennesker. De ti bud er på mange måder livets lov. Altså kan moral være den skærm, som holder liv i vågeblusset, selv om den i sig selv ikke er noget uden dette blus.

Jeg tror, at kvinden i Simon farisæerens hus græd sine modige tårer, fordi hun ved sin livsførelse havde ladet livets flamme dø ud. Vi ved ikke, hvem eller hvor mange, hun havde svigtet, vi ved ikke, hvad hun havde gjort mod sin krop, men erfaringen giver os dog en anelse. Derfor behøvede evangelisten heller ikke at udpensle hendes meritter. Han behøvede blot at beskrive hendes tårer og efterfølgende godhed mod Jesus, så aner man den afgrund, hun var blevet frelst op af. Og allerede der var hendes liv beseglet og lagt om. Så behøver vi ikke at vide hvilke frugter, hendes omvendelse kom til at bære. Midt i det mørke, hun selv havde skabt, så hun pludselig livet og lyset stråle imod sig, medens Simon - måske - blev tilbage i kassetænkningens mørke.

Kan vi mennesker mon lære at elske? Sådan rigtigt, i troskab og sandhed? Det ved vi først, når vi erkender og fortvivles over vort eget mørke og derfor griber ud efter lyset. Men lykkeligvis har vi en Gud, der er rig nok for alle, en Gud, der er tilstede nu og her, som han var det i Simons hus. Det er bare at række ud, så har du ham, så elsker du ham. Elsker du ham kan du elske din næste, for det er til din næste, Gud sender dig. Og just deri er livet og det lys, vi skal bære frem i verden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

Marianne Wagner