Værk af din hånd

Skånske dragoner på vej til en frisk dukkert.
Billede lånt fra: http://www.henrikpontoppidan.dk

»Staten gi'r gudskelov penge til kunst -

osse til bil'der af piger og af drukne mandfolk,

der med brunstigt blik river deres tøj af.

Der gør det nemlig ingenting,

når bare maleren hedder Goya.«

I 1967 – et par år før pornografien blev frigivet skrev Ulrich Ravnbøl revyvisen Gyngerne og karussellen, som gjorde sig munter over, at ordensmagten skulle bruge ressourcer på at censurere diverse frække udgivelser, når man bare kunne gå en tur på landets museer og se det ene pikante billede efter det andet. Denne relativistiske tankegang resulterede i, at den konservative Knud Thestrup (sic!) frigav pornoen, som altså i skrivende stund – august 2017 – har været en del af gadebilledet i 48 år. Men der er jo forskel på kunst og porno, og i dag kan man iagttage, hvordan synet på kroppen har ændret sig.

Almindelige mennesker stiller glad og gerne op til reality-TV som Paradise Hotel eller deltager i den årlige Gay Pride, hvor meget lidt overlades til fantasien. Her ser man en skamløs fremvisning af krop og seksualitet, medens mange mennesker føler eller bliver påført skam over deres krop i situationer, hvor man ellers skulle mene, at kroppen, den nøgne krop, turde være helt naturlig. Således støder man oftere og oftere på modstand mod fællesbadning til gymnastik og svømning, fordi man ikke vil vise sin krop frem for andre, og amning, det at give sit barn mad, er ilde set i det offentlige rum.

Men, Gud Herren formede mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen, læser vi i Skriften, og det vil sige, at mennesket er støv og ånd, det ene går ikke uden det andet. Det har vi bare glemt, åndløst dyrker vi kroppen, når vi udstiller den uden tanke for, hvad vort eftermæle bliver, men vi mister også noget, når vi pålægger os selv og andre at dække kroppen til, nemlig glæden ved at vi er skabte, nysgerrigheden overfor skaberværket.

Derfor har jeg fået lyst til at slå et slag for den nøgne krop i kunsten. Fordi jeg tror, den kan lære os noget om en naturlighed, vi har mistet. Og vi skal begynde med en erindring af Carl Nielsen, som i Min fynske barndom skriver følgende:

»Det er min mors blottede bryst. Vi børn fik lov til at die, til vi var henimod et par år, og jeg husker tydeligt fornemmelsen af hendes hud og af et vist ubehag, når min næse var i vejen (…) Min mors brystvorte var blegrød mod en hvid hud, og når vi diede, kunne vi mærke ligesom små ruheder og revner (…) Når min mor sad med den mindste ved brystet, var hun i reglen glad og næsten lystig.«

Glæden ved at give det lille barn mad og ingen skam over at gøre det gav altså Carl Nielsen et dejligt minde, som han ikke var bange for at dele med andre.

I artiklen om Anders Zorn nævnte jeg hans glæde ved nøgne kvinder, som han gerne malede eller modellerede. Zorn elskede sin Emma, og hans fremstillinger af kvinder blev aldrig lumre, man fornemmer blot hans store glæde ved kvindekroppen. Som man f.eks. også gør det i Johannes Larsens Morgensol, hvor en dansk Venus står op af havet med solen i ryggen. Kai Nielsens skulptur af en fornem dame, der gnider sin hofte med kamferspiritus er en mere yppig udgave af Evas slægt; men flot er hun og viser, hvordan kvinder også kan se ud.

Nu lever vi i ligestillingens tid, og der må vel i kunsten også være nogle nøgne mænd, som kvinder kan have lidt glæde af? Jo, tænk bare på officererne ved det skånske dragonregiment i Ystad ridende i bad en søndag i juni. Oscar Matthiesen har fanget friskheden og fandenivoldskheden hos de flotte unge mænd. Ganske som Anne Marie Carl Nielsen så en kæk ung Pan i sin mand, da hun formede monumentet over Carl Nielsen. Men mænd bliver også gamle, og Kai Nielsens skulptur, Gammel mand, fremstiller mindet om det, der var, og som aldrig vender tilbage, fintfølende og alligevel æstetisk.

Ulrich Ravnbøl var som nævnt optaget af hykleriet i censuren, men måske frisindet hykler i dag? For har det ikke jaget det naturlige frisind bort, altså der, hvor man ved, at den nøgne krop hører til i bestemte fora, men når man nu støder på den overalt, så vil man ikke kendes ved den, hvor og når det er naturligt? Jeg kunne frygte det, så derfor skal opfordringen herfra lyde: Gå på museum og bliv glad for din krop!   

Marianne Wagner