Skeletter i historiens skab

Mads Mikkelsen og Thure Lindhardt som Flammen og Citronen. Billede lånt fra: http://www.bt.dk

Danmark har en lang, rig og spændende historie, som nok kunne tåle at blive filmatiseret. Hver gang jeg ser (endnu) et amerikansk, engelsk eller fransk, historisk drama ærgrer jeg mig over, at danske instruktører er så tilbageholdende på dette område. Der findes få danske, historiske dramaer, og som oftest bærer de præg af, at hverken instruktør eller skuespillere har vidst, hvordan de skulle forholde sig til sagen. DRs store satsning, Gøngehøvdingen, viste dilemmaet; Søren Pilmark m.fl. så både de psykologiske dybder og dramaet i historien, Per Pallesen mente, at det var en folkekomedie, og resultatet blev derfor en noget blandet fornøjelse.

Efter årtusindskiftet begyndte der imidlertid af ske noget. Besættelsestiden blev et varmt emne, ikke mindst p.g.a. Peter Øvig Knudsens bøger om bl.a. modstandsbevægelsens stikkerlikvideringer. Og besættelsestiden er elementært spændende, fordi Danmark var i den særlige situation, at modstandsbevægelsens kamp ikke alene rettede sig mod besættelsesmagten, den var også et oprør mod den danske samarbejdspolitik, som vel at mærke havde et folkeligt flertal, d.v.s. demokratisk legitimitet bag sig. Det voldte mange af de nationalt sindede modstandsfolk en del brydninger.

Kommunisterne gik som bekendt først ind i modstandsarbejdet, da Hitler brød ikke-angrebspagten med Stalin, og forholdet mellem de konservative/nationale og kommunisterne var ikke altid godt. Da den danske regering i 1943 gik af, blev forholdene endnu mere mudrede, for nu begyndte politikerne for alvor at blande sig. Man var angst dels for en kommunistisk magtovertagelse, dels for de konservative, demokratikritiske kræfter. Angst for bevæbnede, antiautoritære borgere. Modstandsbevægelsen var ikke stor, man færdedes i de samme kredse de samme steder, og det var ikke altid let at skelne ven fra fjende. Det besværliggjorde også stikkerlikvideringerne, for der var mange forskellige interesser, der skulle varetages, det var ikke altid, modstandsbevægelsen fik de rette informationer, og de havde ikke mange muligheder for selv at tjekke, om ofret var skyldigt. At arbejde under sådanne forhold og bagefter gå med en viden om, at man måske har skudt uskyldige mennesker, kan de færreste holde til. Samtidig skærpedes tyskernes jagt på modstandsbevægelsen, og de sidste mange måneder af besættelsen var de aktive jaget vildt.

Det er på denne baggrund, dramaet om Bent Faurschou-Hviid og Jørgen Haagen Schmidt, bedre kendt som Flammen og Citronen fra modstandsgruppen Holger Danske, skal ses. Ole Christian Madsen havde allerede i sin fremragende thriller Edderkoppen gjort de første studier af de hårfine grænser mellem heroisme, forræderi og simpel kriminalitet, modstandsfolkene bevægede sig imellem, og her møder vi så et par af heltene, lækkert filmet og stramt komponeret.

At skildre virkelige personer er altid en balancegang. Hvad ønsker man at vise: personernes historie eller at belyse en tid ud fra deres eksempler? Ole Christian Madsen lader til at have ønsket det sidste, og derfor har han ændret lidt på personerne, især Haagen Schmidt, som i filmen er lidt af en knudemand. Folk, der kendte ham, har udtalt, at han ikke var så »forkvaklet« men derimod glad og humørfyldt, men de fleste bar også over med det, fordi filmen viste, hvordan det havde været. Og dermed er filmen lykkedes.

Flammen og Citronen foregår i 1944, hvor hovedpersonerne er nogle af de mest effektive likvidatorer. De har et tæt samarbejde med politiadvokaten Aksel Winther, som giver dem oplysningerne om de enkelte opgaver. Bent Faurschou-Hviid forelsker sig i den gådefulde Ketty, og da han beordres til at skaffe hende af vejen, begynder han for alvor at tvivle på, hvem han kan stole på. »Alt er gråt« som Ketty siger på et tidspunkt.

Det er filmens fortjeneste, at den tager sine personer alvorligt; Flammen og Citronen skildres uproblematisk som fædrelandskærlige, deres etiske overvejelser og bøvl i privatlivet går lige til hjertet. En aktion, som ender galt, og hvor de kommer til at skyde en tysk chauffør og dennes lille dreng i stedet for en højtstående officer er et af mange hudløst ærligt skildrede optrin. Flammens og Citronens møde i Sverige med en repræsentant fra den lille generalstab, som synes parat til at dræbe dem medens en sleben Frode Jacobsen får dæmpet gemytterne, viser, at det må have været vanskeligt ikke at udvikle et gedigent forfølgelsesvanvid i krigens sidste måneder.  

Ole Christian Madsens film er den første i en række af ærligt skildrende film om besættelsestiden, hvortil Hvidstengruppenog 9. april smukt føjer sig. Dem bør man se, hvis man vil have historisk drama uden forudfattede meninger, som ikke har så meget med virkeligheden at gøre. Og så er alle tre film topaktuelle, for hvorfor bliver vi ved med at interessere os for besættelsestiden? Et svar kan være, at den aldrig sluttede, fordi de gamle politikere atter kom til magten efter krigen, hvor man blev enige om at begrave skismaerne og fortælle historien om, at alle danske - nogle få pånær – deltog i den store frihedskamp. Intet er længere fra sandheden, og skeletter har det med på et tidspunkt at komme ud af skabet. De tre nævnte films fortjeneste er at åbne for skabet.

- Marianne Wagner