Så lær mig da, Herre, at dig til behag jeg bruger det pund, mig blev givet.

Fru Emma hænger fast og bliver til et af Anders` store kusntværker.
Billede lånt fra: http://www.zorn.se

»Kan du ikke male mig noget nøgent og smukt (nakent och vakkert), som jeg kan se på, når jeg står op om morgenen.« Således bad Anders Zorn sin gode ven, Carl Larsson, om at male et billede til soveværelset. Larsson bragte senere Zorn et billede af en ung, nøgen kvinde, malet foran et spejl, hvori man også kunne se Larsson selv titte frem i baggrunden; så fik Zorn både noget nøgent og noget smukt at se på. Billedet hænger endnu i Zorngården, der står, som Emma Zorn (Anders` kone) forlod det i 1942, og at besøge dette hjem er som at træde ind i en anden verden. For Zorns hjem var et gæstfrit hjem, og selv om det nu har stået tomt længe, så er det, som om Zorns kan træde ind i det hvert øjeblik, det skal være og byde en velkommen.

 

Zorn var resultatet af en sommers forelskelse mellem den tyske brygmester Johann Leonhard Zorn og en svensk pige, Grudd Anna Andersdotter; brygmesteren rejste til Finland og viste sig aldrig siden. Den lille Anders kom altså til verden som uægte barn, men da brygmesteren vedgik faderskabet, fik Anders lov at bære navnet Zorn. Faderen døde, da Anders var 12 år, og han efterlod en arv på 3000 svenske kroner, som var en enorm sum, og som gjorde, at Anders fik råd til at gå på det svenske kunstakademi. Egentlig blev han optaget som skulptør, men det var maleriet, som gjorde ham berømt og overmåde velhavende.

 

Det er sjældent, man møder rennaissancemennesker, men Zorn var en af slagsen; han tog livet ind i fulde drag, rejste, spiste, drak og røg, og hans skildringer af kvinder viser, at han havde udpræget sans for kvindekroppen. Zorn designede selv sine meget lækre klæder, han tegnede selv sit hus, og ikke en genstand i hsuet er tilfældig; han og Emma var optagede af antikviteter, som de erhvervede på deres mange rejser, og samtidig manglede ingen moderne bekvemmelighed; således fik Zorn træk og slip før det svenske kongehus. Men det var ikke alene begejstring over teknikken, det var også et spørgsmål om at lette tyendets arbejde; Zorn var som nævnt umådelig gæstfri (Carl Larsson, som havde fast værelse i huset, kaldte hjemmet for »Hotell Zorn«), og af samme grund havde han et hav at tjenestefolk, som blev lønnet efter antal af børn, de havde. Jeg gætter på, at de ansatte dog også har skullet kunne deres kram for at få lov at tjene hos Zorns, men gode og sikre kår havde de med fri adgang til læge og tandlæge, og da Emma døde 22 efter Anders, blev alle afskediget med et års løn, så de havde noget at leve af, medens de søgte nyt arbejde.

Men selv om Zorn var optaget af det moderne og af verden omkring sig (der blev spist pasta med parmesan og ris i det Zornske hjem), så er hans hus indrettet i gammel svensk stil, og han oprettede et frilandsmuseum med gamle svenske bygninger i Mora, som kan ses den dag i dag.

 

Kærligheden til nøgne, smukke kvinder overskyggedes dog af kærligheden til fru Emma, som stod model mange gange for Anders. Og da han døde som 60-årig af vellevned og muligvis også af et stort arbejdspres (for han var flittig og en ofte brugt portrætmaler; i Det Hvide Hus hænger portrætter af tre præsidenter, signeret af Zorn), stod ikke bare hans kunstneriske værk tilbage, men også mindet om en kærlig ægtemand og en god ven, en mand, som gav ligeså meget, som han tog. Hos Zorns kom tidens store kunstnere, bl.a. August Strindberg og Hugo Alfvèn, og det varmer denne besøgendes hjerte, at Alvèns danske hustru, Marie Triepcke Krøyer, her har fået lov at opleve gode stunder i et ellers ulykkeligt ægteskab. I hvert fald forsøgte hun at indrette deres eget hjem efter inspiration fra det Zornske. Men kærlighed og ånd kan jo ikke flyttes på den måde, det er desværre kun nisser, der holder ved, og det måtte hun bittert erkende.

 

Den kærlighed og ånd, som fandtes hos Anders og Emma, går igen i Zorns malerier. Kærligheden til det skabte og det givne og en nysgerrighed ved det, der mødte ham i den store verden. I Emmas soveværelse hænger et billede af hende som ung på gåtur i skoven. Hendes kjole hænger fast i en tornebusk, måske et brombærkrat, og hun har bedt sin mand om hjælp til at komme fri. Men han tog i stedet sin skitseblok frem og begyndte at tegne optrinnet, imens en veninde blev bedt om at holde fruen med selskab, så tiden ikke faldt hende lang. Det var Emmas yndlingsbillede, og det viser da også en køn, ung og lykkeligt gift kvinde, som endnu ikke ved, at hun og Anders ikke skulle få børn. Men som der står skrevet: »Råb af fryd, du ufrugtbare, du som ikke fødte. Bryd ud i jubel, råb af glæde, du som ikke fik veer! For den enlige kvinde har flere børn end den, der er gift.« Emmas hjem åbnede sig mod verden og gav et vidunderligt frirum for et utal af mennesker, som kunne tænke tilbage på hende og Anders med taknemmelighed. Og hun og Anders var da også enige om at skænke hjemmet til Mora, hans hjemegn, som den dag i dag – takket være hr. og fru Zorn – har en skat at tilbyde verden.

 

Marianne Wagner