Skabelse og genløsning

Paradisets have både før og efter, at slangen stillede sit spørgsmål: "Har Gud sagt?"
Billede af Cranach den ældre

En af de smukkeste hyldester til kærligheden mellem mand og kvinde findes i Erik Fosnes Hansens inderlige tale i Salme ved reisens slutt til det unge par, David og Sofia:

»Gå inn i årene, Sofia Melchior og David Bleiernstern. Gå videre. Slik vokser dere sammen. Gjennom sollys og vind blir dere til. Dere lengter etter hverandre når familie, ferier og eksaminer adskiller dere: Ikke redd lengsel, ikke uutholdelig og syk lengsel, men stille og ydmyk. Brever som skrives i rolige sommeraftener ved en sjø, en hånd som rekker brevet ut gjennom posthusets poste restante-luke, slik at det kan leses på sporvognen hjem. Stille, voksende. For deg, David, bliver hun til det, som tar deg med. Det er hennes blikk som står utenfor i gatens rom og venter på deg. Hennes ord er dine bønner. Hendene hennes er klokker som kaller på deg.

Det er dager disse årene, da himmelen rører ved jorden; ute i Wienerwald rører himmelen ved jorden rett som det er uten at noen er klar over det, bortsett fra dere to. Til slutt bliver det nesten daglidags. Vet dere, der dere går, at det er dere to som holder verden oppe? Som redder den fra å gå under i hvert øyeblikk? Vet dere, der dere sitter i Sofias stille værelse og blar i kunstbøker, at det er dere som bærer alt? At når dere lar øynene hvile på van Eycks store altertavle i den boken, da er det så den aldri vil komme til å forgå i ild, aldri knuses til støv.«

Handlingen foregår i begyndelsen af det 20. århundrede, både David og Sofia er ud af jødiske, sekulariserede familier, og denne passus i bogen er en del af forfatterens stille bøn for dem, for han ved, at mand og kvinde sammen kan skabe ånd og liv og føre det videre. Holde alt, hvad der er godt i verden, oppe. Det er ikke et tilfælde, at bønnen eller besværgelsen munder ud i van Eycks altertavle. Et bryllup rummer nemlig både skabelse og genløsning.

David og Sofia hører ham imidlertid ikke. Sofia, mærket af en tidlig forførelse af moderens ældre ven, emanciperes og begynder at kede sig med den unge David, der bare ønsker, at de to skal være sammen som ægtefolk. Sofia vender tilbage til forføreren, og David forsøger i sin fortvivlelse at skyde denne elsker. Han lykkes ikke i sit foretagende, flygter og får hyre i orkesteret, der skal spille på Titanic. Da skibet synker, går David ned med det.

Det er med ægteskabsdebatten som med David og Sofia; første trosartikel er druknet ude i ishavet, tilbage synes alene emancipationen, klædt i kristelige gevanter. Men hvad sagde Jesus egentlig, da han udtalte sig om ægteskabet?

»Fra skabelsens begyndelse skabte Gud dem som mand og kvinde. Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.«

Da himmelen var på jorden i skikkelse af Jesus Kristus, var det fordi han ville hente det fortabte menneske hjem til den skaber, det udgik fra. Det lod til, at han tolkede paradismyten temmelig bogstaveligt, og at han mente, at ægteskabet sagde noget væsentligt om hans faders vilje. I Johannesevangeliet afslører Jesus ligefrem sin guddommelige kraft ved et bryllup.

Ægteskabet er noget helt grundlæggende for menneskelige samfund, kristne eller ej. Således lader Homer den nødstedte Odysseus sige til fajakerprinsessen Nausikaa:

»Måtte da guderne skænke dig alt, hvad dit hjerte begærer, husbond og velbygget hjem og fordragelighed i familien. For der er ikke i verden en lykke større og bedre end når en mand og en kvinde er èt i sind og i tanke i deres liv med hinanden til ærgrelse for deres fjender, men deres venner til fryd og dem selv til allermest ære.«

Eller tænk blot på Njals og Gisle Surssøns sagaer, som bl.a. beskriver det trofaste og tillidsfulde forhold mellem hovedpersonerne og deres koner. Ægteskabet er m.a.o en del af den skabte orden, den naturlige lov, som selv hedninge bærer i hjertet.

Men med kristendommen kommer ægteskabets sande betydning til sin ret. Gud skaber to mennesker, der selv kan skabe, og når vi skal holde fjerde bud, så har det noget at gøre med, at vi skylder vore forældre vor eksistens. Hvorfor bliver vi glade, når et ægtepar venter barn, og hvorfor fortvivles vi, når forældre ikke magter deres børn? Det gør vi, fordi vi i vore hjerter ved, at ægteskab er skabelse, Guds vilje med mand og kvinde, og når de ikke magter opgaven, så ved vi, at noget afgørende er gået galt. Derfor beder vi for, at ægteparret med Guds hjælp må blive sammen og løfte livets byrder sammen, for når et ægteskab lykkes, rører himlen ved jorden, da holdes den oppe.

Deraf kommer længslen efter ægteskabet, tror jeg, og det er forståeligt, men at blive gift bliver ikke os alle beskåret. Og hvor er så alle de enlige, de homoseksuelle, dem, der ikke kunne få børn henne i alt dette? Er de slet ikke omfattet af Guds velsignelse? Jo, det er de. Det er de i dåben og i den kærlighed, som deres forældre har pligt til at omfatte dem med. For i Kristus så Gud ned til jorden og elskede det menneske, han så. Således skal ægtepar vedblive at se den anden med Guds øjne, og bliver de velsignede med børn, skal de elske dem for det, de er, støtte dem, hjælpe dem og lade dem vide, at som de er elskede af forældrene, således er de også elsket af Gud, at vi alle er en del af Guds god skaberværk. Andet og mere kan et menneske ikke gøre i en falden verden. Men det er vel også den fineste opgave, vi har fået.

Derfor er ægteskabet helligt, og derfor bør kirken holde det i ære.

Marianne Wagner