Kærlighedens rige

Danmarks riges grundlov.
Billede lånte fra http://danmarkshistorien.dk

»De elsked ungt, de drømte langt, de så kun alt for kort, men frem af dem stod folket, og dette folk er vort.« At Danmark fik en grundlov skylder vi i høj grad de nationalliberale, og at den blev så gennemtænkt, som den gjorde, skylder vi især D. G. Monrad og Orla Lehmann. Jeg synes, at Thorvald Aagaards beskrivelse af det danske folk fra sangen Jeg ser de bøgelyse øer, passer godt til netop grundlovsfædrene, fordi de skrev grundloven ud af kærlighed til Danmark, en næsten ungdommelig forelskelse, som fostrer store fremtidsplaner for de elskende, og som endte i tragedien med 1864 og partivæsenets opkomst. De så jo alt for kort. Og så måske alligevel ikke. Det skal vi vende tilbage til.  

I hvert fald blev det de nationalliberale, der formåede at få kongen til at give os en grundlov, som for sin tid var en af de mest vidtgående i verden, idet den gav stemmeret til omtrent 15 % af befolkningen. Grundloven talte ikke om partier, tanken bag den var, at modne, formuende mænd (de - med Lehmanns ord - begavede, dannede og rige) skulle tage landets ledelse på sig, og den sikrede borgerne en række frihedsrettigheder. Grundlovens eksistensgrundlag var et Danmark med en kristen enhedskultur; den evangelisk-lutherske kirke blev stadfæstet som det danske folks kirke og fik sin plads i lovens første afsnit.

Monrad var ikke teolog for ingenting, og her er det grundlovens kristne grundlag, der skal udforskes og hyldes. For nok overtog partierne og klassetænkningen ganske raskt folkestyret, men tanken om folket, der arbejder og tager beslutninger til gavn for Danmark, er stadig grundlovens grundtanke, og det er værd at tænke over i en tid med politikerlede. Danmark er et kristent land, med et styre baseret på Luthers tanker om den verdslige og den åndelige øvrighed, men hvor folket, ikke fyrsten, skal tage etiske beslutninger for landet. Her i reformationsåret er en kort repetition af Luthers tanker derfor på sin plads; var vi alle børn af Guds rige, behøvede vi ikke love, for da ville vi af os selv elske næsten. Men de fleste af os tilhører verdens rige, og derfor er der brug for en fyrste, som giver love til beskyttelse af næsten. Det formulerer Luther således: »Det verdslige regimente skal sikre ydre fred og hindre onde ugerninger. Lader man åndens regimente herske, da får ondskaben frie tøjler og alskens ugerninger frit slag.« (Fra Om lydighed mod den verdslige øvrighed)

Man kan ikke regere et land, hvis alle skal være med i beslutningsprocessen, og derfor vælger vi repræsentanter til at varetage vore interesser. Det kræver et vælgerkorps, som er politisk modent og bevidst om sit ansvar. Man kan m.a.o ikke nøjes med at lægge sit ansvar i lommen på et folketingsmedlem, man bliver nødt til at holde vedkommende i ørene også efter valgdagen. Man er som vælger nødt til at tænke på landet som helhed, for nok er man individ, men man er også del af et fællesskab, et fællesskab, som man er ansvarlig for fungerer.
Når folketinget tiltræder efter sommerferien, begynder man altid med en gudstjeneste. Det er der god mening i, for netop dette sætter folketinget på plads som den kristne fyrste, der skal tjene sine undersåtter. Og fordi det er et folkestyre, så er undersåtterne også fyrster, de har pligt til at overveje konsekvenserne af deres kryds. Ethvert valg er derfor et etisk valg, for DU er fyrsten, DU, som står ude i stemmeboksen. Du skal ikke tænke i interesser, du skal tænke på, hvad der er godt for dit land og dit folk.

»De elsked ungt, de drømte langt, de så kun alt for kort. « Så de nationalliberale alt for kort? Det gjorde de i den forstand, at de hverken politisk eller militært var ordentlig forberedt ved forfatningsændringen i 1863, hvis resultat blev den anden slesvigske krig og tabet af Sønderjylland. Og siden er de blevet hånet for Orla Lehmanns tanke om de begavedes, de dannedes og de riges naturlige ret til at lede landet. Da Lehmann udtalte ordene, var det imidlertid som en reaktion på bøndernes ønske om at føre interessepolitik. Lehmanns ærinde var at tænke på helheden. På Danmarks rige. Og det var langsigtet tænkning, en tænkning, som Grundtvig forsøgte at udmønte i praksis med sine tanker om det oplyste folkestyre. Hans store salme Kærlighed til fædrelandet handler netop om, hvem der har arveret til landet. Er det bønderne, arbejderne, akademikerne, de selvstændige? Nej, det er folkets kærlighed til landet, som afgør dets ret til at eje det. Og kærligheden kæmper for sit land og ønsker at regere det i pagt med Ånden, Guds kærligheds ånd.

Set i bakspejlet, hvordan klarede interessegrupperne (ingen nævnt, ingen glemt) så egentlig at regere Danmark? Vi fik et udsultet forsvar, som gav os en 9. april, en samarbejdsregering, som længe holdt os ude af de allieredes selskab, vi fik et nej tak til et Sydslesvig, som ønskede at vende hjem efter anden verdenskrig, et ja tak til medlemskab af EU, som langsomt med sikkert ophævede vor selvstændighed, en udlændingepolitik, som giver landet store, interne spændinger. Sådan er vi blevet regeret af klasserne, interessegrupperne.

Måske det er tid at prøve noget nyt. Prøve at tænke som et folk i et samlet rige under Guds ord og befaling. Grundlovsdag kunne passende være den dag, hvor vi forlader vore partier og glemmer vore særinteresser og drager ud i den lyse friske sommer, som Johannes Jørgensen digtede så dejligt om i sin grundlovssang. Og i stedet fejre forelskelsen i vort land.

Så derfor skal denne opfordring lyde: Elsk vort land, ær vor grundlov, elsk hinanden som brødre og søstre. Sammen kan vi drømme langt og nå vort mål; at Danmark skal være kærlighedens rige, hvor magt og ret går hånd i hånd.

Tillykke med Danmarks riges grundlov!  

 - Marianne Wagner