Jeres glæde skal være fuldkommen

Charlotte Brontë
Billede lånt fra: https://en.wikipedia.org

Femte søndag efter påske 2017

Salmer: 747, 45, 756, 725

1 Mos 32, 25-32, Joh 16, 23b-28

Der skulle være stor middag i en af Londons fashionable litterære kredse, og salen summede af forventning. I aften var der nemlig indbudt en særlig gæst, en kvindelig forfatter, som just havde skrevet en af de mest sanselige og dybest tænkte kærlighedshistorier, litteraturen endnu havde set, og som af samme grund var blevet en bestseller. Nu, NU ankom forfatterinden, og der blev helt stille, som af andagt,da hun trådte ind i den festsmykkede sal, hvor middagen skulle afholdes. Denne stilhed kom til at vare aftenen ud; det blev kort sagt en af de kedeligste sammenkomster, gæsterne havde oplevet. Forfatterinden syntes ude af stand til at konversere selskabeligt, og ikke nok med det. Hun var mildest talt ikke som trådt ud af sin egen dampende kærlighedsroman, rødmosset, som hun var og med en stor mund, hvor tandsættet ikke var intakt. Hun var faktisk kedelig og uskøn, og man kunne slet ikke forbinde hende med den verden, hun havde ladet sine læsere skue ind i.

Denne verden tilhørte romanfigurene, guvernanten Jane Eyre og godsejeren mr. Rochester, forfatterinden var Charlotte Brontë. Hvad de belæste mennesker i London ikke tænkte på, var, at de denne aften mødte en kvinde, der havde levet det meste af sit liv i dødens skygge, og at hendes tilværelse ikke var en roman men en konstant kamp, ikke alene for at overleve, men for at bevare skønheden og kærligheden i sit liv, hvor trist og gråt det end måtte se ud for den, som var tilskuer til det.

Charlotte Brontë var ud af en uformuende, børnerig præstefamilie. Hendes mor døde af kræft året efter at hun havde bragt den mindste datter, Anne, til verden. Herefter blev de fire ældste søstre sendt på kostskole. Kun de to, Charlotte og Emily, vendte hjem igen. Engelske kostskoler var ikke for svæklinge. Hjemme ventede en deprimeret far, broderen Branwell og lille Anne. Faderen valgte at isolere børnene fra omverdenen, og overlade dem til sig selv. De havde derpå kun hinanden og det øde hede- og moselandskab omkring Haworth i Yorkshire. Ud af denne isolation voksede fantasiens blomst hos søstrene, en vidunderlig blomst, som resulterede i klassiske, litterære værker fra dem alle tre. Men hverken Emily, Anne eller bror Branwell levede længe, og til sidst sad Charlotte alene tilbage med sin sorgtyngede far. Ikke underligt, at hun ikke var skolet ud i konversationens kunst.

Om lidt skal vi vende tilbage til Charlotte, for nok konverserede hun ikke, men hendes skæbne blev en fortælling til os om liv og skønhed, som vokser frem af mørke og død. Det, der i verdens øjne ser ud som noget, der er værdiløst eller som noget, der ikke fik lov at udfolded sit fulde potentiale, kan vise sig at være et kostbart smykke, et fuldbragt liv. Lad os skænke det en tanke.

Vi lever i en verden, hvor vi tænker i succes og medieegnethed, populært kaldet x-faktor, og når vi taler om kristendom, så synes det største problem for den at være, at den lige netop ikke har den store x-faktor. Kristne oplever ofte, at folk forholder sig til Jesus, som de fashionable londonere til Charlotte Brontë: Hold da fast, hvor er han bare dybt kedsommelig! Og så går man videre til den næste canapè. Det kan godt skabe lidt panik blandt os, der synes, kristendommen har noget at byde på, og så finder vi på mange ting, som skal gøre den lidt lækker. Bag de gode intentioner gemmer sig der dog en angst for, at Gud ikke kan klare sagen selv. Men det kan han.

Lad os blot dvæle ved historien fra det gamle testamente, som vi hørte før; Jakob, patriarken, bliver en nat overfaldet af en, som viser sig at være Gud, og denne gud tåler ikke dagens lys. Det er allerede meget spændende. Da morgenen gryr og han indser, at tvekampen ikke falder ud til hans fordel, bliver han så desperat, at han giver Jakob et slag på hofteskålen, så den går af led. Selv om Gud ender med at velsigne Jakob må denne resten af livet bære et smertefuldt minde om dengang, han så Gud ansigt til ansigt og alligevel reddede livet. Det er denne lunefulde gud, hvis ansigt mennesker ikke tåler at se, som mange år senere vælger at vise sig på en ganske anden måde, nemlig i Jesus Kristus, som lod sig føde ind i den velsignede Jakobs folk. Og så skete der noget: Gud så i denne sin søn ned til jorden, og elskede det menneske, han så. Midt i verdens mørke brød han ud fra sin lyse himmel og lod mulden blomstre, hvor han trådte. Frem spirede godhed, barmhjertighed og nåde, som går for ret. Han kom som vores bror; Gud voksede op i en almindelig familie, han gik til selskab, han fortalte de dejligste historier, som folk blev ved med at genfortælle og digte videre på, han helbredte syge mennesker og vækkede døde til liv. Han gjorde og tog del i alt det, som gør livet godt at leve, og som vi har lov at bede om: det daglige brød, godt helbred, gode naboer o.m.m. Men ikke alle kunne se gudsriget, og langfredag forsøgte man ligefrem at gøre en ende på det. Det lykkedes ikke, for nederlaget vendte Gud til sejr. Det ses imidlertid kun af den, som har øjne at se med. Det kan være svært at se et fuldbragt liv i et forpint menneske på et kors. Og det kan være svært at se sejrens frugter.

For verden er stadig en kampplads, hvor fristelser, lidelser og døden mærker os; vi kan komme på afveje, vi kan bukke under for de sår, livet giver os og miste troen på, at der er håb og glæde tilbage i livet for os. Men så lyder ordene til os: »Bed, og I skal få, og jeres glæde skal være fuldkommen.« Gud taler om glæde midt i alt dette. Hvordan kunne lille Charlotte mon glæde sig, hun som sad derude på sin hede med en åndsfraværende præstefader medens hun så sine søskende falde fra èn efter èn? Mon ikke hun bad til sin far i himmelen, som i hendes ensomhed var mere nærværende end den jordiske? I hvert fald er debutromanen, Jane Eyre, en fabel over paradismyten, en indsigtsfuld beskrivelse af menneskelig ensomhed og lidelse, og om håb og kærlighed, som overvinder hjertets hårdhed og kulde. Det er historien om to forkomne mennesker, som finder sammen, to liv, som bliver en velsignet helhed. Men de bliver det først, da de giver afkald på deres eget og hører et kald andetsteds fra.

»Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.« Om Charlotte bad om evnen til at skrive, kan vi ikke vide, men vi kan se, at hun fik den, at det var den vej, Gud viste hende. Og dermed åbnede hun en vidunderlig verden for sine læsere, en glædens verden. Charlotte Brontë gik med døden, hvor hun gik, men vejen gik til himlen, og der var engle omkring hende for den, som ville læse og forstå.

Verden er en kampplads, og det vil den være ind til Kristi dag, hvor vantro, tvivl og fortvivlelse kan true med at skille os fra Gud. Det kan være, vi går mærkede og halte ud af livets kampe, og dødens greb slipper ingen af os for. Men èn skal vi ikke frygte i alt dette, vi skal ikke frygte en lunefuld Gud, der kommer i ly af natten. For da han endelig viste sig for os, var det som en god og trofast ven, en ven, vi kan bede til og som tager os ved hånden, leder os ud af mørket og kalder sig vor Gud, en Gud, der gør glæden fuldkommen, fordi den er af Ham.

Marianne Wagner