Bære dette højt!

Bære dette højt, da skal I sejre!
Ærkebiskop Anders Sunesen bliver bønhørt.

Salmer: 257, 447, 709, 710, 266

2 Mos 17, 8-16; Joh 3, 1-15

Gud Faders Ånd! Kom til os ned med Himlens ild: Guds Kærlighed. Læg på vor tunge nådens røst med livets ord til evig trøst! Amen.

Når Gud sætter sig et mål, kan ingen modstå hans vilje, heller ikke amalekitterne, som stod i vejen for det udvalgte folks kurs mod det land, Gud havde lovet dem. Det kan godt være anfægtende for kristne og nationale sjæle at læse gamle testamentes beretninger om, hvordan Gud af en eller grund lovede jøderne et land, hvor der allerede boede nogen, som – forstås det – så måtte drives ud for at skabe en form for Lebensraum for andre. Men det var altså fra dette udvalgte folks midte og dermed fra det land, de fik, at Gud lod sin egen søn udgå til frelse for hele verden.

Næsten ligeså anfægtende kan fortællingen om Dannebrog være, for den minder ikke så lidt om historien om Moses og kampen mod amalekitterne. Legenden vil, at Valdemar Sejr drog på korstog i Livland, det nuværende Estland, flankeret af Anders Sunesen, den aldrende ærkebiskop af Lund (vi skal huske, at Skåne var dansk). Livlænderne lod sig ikke frivilligt kristne, så de gik til modstand ved Lyndanisse, og det så længe mørkt ud for den danske konge. Da afgav kongen det løfte, at han ville forbedre sig mod sine undersåtter, hvis han sejrede i slaget. Sunesen placerede sig sammen med nogle af sine præster på et højdedrag og bad nu om sejr for danskerne med sine arme rakt op mod Gud. Når han blev træt, holdt præsterne hans arme oppe, og de hedenske livlændere blev overvundet. I en anden fortælling hører vi så om, at Gud belønnede danskernes bøn om hjælp ved at sende en rød dug med et hvidt kors ned til dem, som de sejrede ved. Hvorom alting er, så siges det, at »den sejrende konge blev et andet menneske«, altså blev også han omvendt, så hvem ved, måske kongen i Kristus mødte sin overmand ved Lyndanisse.

Guds veje er i sandhed uransagelige; som det blev sagt i evangeliet: »Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen.« Vi kan ikke se vinden, men vi hører den og vi ved, at der er noget, eller nogen, der driver den. Sådan er det også med et folks historie; Vi ved ikke, om legenden om Dannebrog er sand, da den er skrevet ned længe efter slaget, men et sted kommer flaget fra, og det har været vort i 800 år. Det fejrer vi i dag, og kun forhærdede tidselgemytter kan have noget imod det, for vi har længe været gode venner med esterne, og de fleste er glade for, at kristendommen er en væsentlig del vor fælles arv.

Flaget udtrykker både det nationale og det guddommelige som en del af vor selvforståelse, men hvad er forholdet mellem disse to størrelser? Det er det spørgsmål, der optager Nikodemus, da han i ly af natten opsøger Jesus: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« Nikodemus er from, han venter på Guds salvede, Messias, og der er ingen tvivl om, at han og rådet forventer, at den, Gud er med, også er med det jødiske folk. Nikodemus var jo vokset op med historier som den om sejren over amalekitterne.

Jesus, derimod, ved, at både han og det udvalgte folk skal gå under for at noget nyt kan opstå, for at porten til Guds rige kan åbne sig for de fortabte, og hans svar er derfor dunkelt. »Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Det forstår Nikodemus naturligvis ikke; han forholder sig til svaret ud fra sin erfaring, og han ved, at en voksen ikke kan blive født på ny. Jesus uddyber da med nogle ord, som næppe gør den skriftlærde klogere. »Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige.« Det er dåben, Jesus taler om, og vi, der lige har døbt en lille dreng, ved, hvad det handler om, for netop dåben er vor indgang til det evige liv, genfødelsens bad, som man kalder det. I dåben forenes det konkrete, vandet, som symbol på fødsel og liv med Kristi løfte om, at han vil være med sine døbte alle dage, helt til verdens ende. Det jordiske og det himmelske er i kristendommen tæt forbundet, fordi Kristus selv var Gud og mand, jord og himmel. Som han siger: »Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.« Gud kom til jorden som vor bror, den bror får vi i dåben og dermed får vi Gud til fader. I dåben vokser vor egen slægt dermed sammen med Guds slægt. Og når Kristus er vores bror og Gud vores far, så kan intet skille os fra dem, og derfor skal vi på vores dåb altid tro, at vi aldrig i evighed skal se døden, ja, vi skal vide, at vi i dåben samles med alle vore kære, både dem, som lever og dem, som gik forud for os, fordi de samme ord om livets sejr over døden har lydt til os i slægt efter slægt. – Ord, som blev talt til os på vort eget modersmål i vort eget land.

Jesu komme varslede, at der ikke længere skulle være ét guddommeligt folk men mange, som dog alle er samlet i Kristus Jesus, vor Herre. Jeg tror, at der ligger en pointe i, at Valdemars sejr i 1219 ikke resulterede i, at Estland blev dansk, men derimod at Danmark fik sit smukke flag, så vi synligt har været under korsets mærke gennem så mange slægtled. For det er jo således, at ikke bare har vi en bror og en far i himlen, vi har også et fædreland, og vi kan ikke forstå, hvad det himmelske fædreland er, hvis ikke vi kender vort jordiske fædreland og skønner på det.

I næsten al den tid, jeg kan huske, har der i samfundet været en stærk skepsis overfor nationale følelser, og der hersker stadig en udbredt angst for, at det skal udarte til noget, vi så i trediverne i Tyskland. Men det, vi så dengang var jo en nationalisme uden Gud, en nationalisme, som ikke anerkendte andre menneskers gudbilledlighed, og som ikke kendte forskel på mit og dit. Herhjemme har vi bl.a. takket være Grundtvig haft en anden tilgang til det nationale, en kristen tilgang. Og vi skal huske, at den tilgang betød utrolig meget for en del af de unge mennesker, som deltog i modstandskampen under besættelsen. At kæmpe for landet mod uretten og nazismens afgudsdyrkelse var en reaktion, som fødtes ud af kærligheden til fædrelandet. De frihedskæmpere, som var bevidst kristne, så også det personlige offer, martyriet, som den pris, de skulle være villige til at betale. En af de unge mænd, som måtte lade livet for sin kamp, Christian Ulrik Hansen, skrev således i afskedsbrevet til sin mor: »Fortalte Gud mig ikke i livet, at kærlighedens pris altid er offeret?« Menneskesønnen, som steg ned fra himlen og ofrede sig selv, var således afgørende for Christians forståelse af sit land og sin opgave. For Christian var det jordiske fædreland tæt forbundet med det himmelske, de afspejlede hinanden, og over det hele lyste korsets mærke. Christian Ulrik Hansen skrev således til veninden Inge kort før sin henrettelse en tak og en bøn, som jeg i dag vil lade være vor bøn til Gud om at lade Danmark bestå som kærlighedens rige:

»Nu går jeg for sidste gang op på bjerget. Først ser jeg ud over det mindernes land, Gud i nåde gav mig i mit liv. Et skønt land med dal og bakker fagre - dér en kirke, dér et lille dansk bondehjem. Jeg ser jer alle, I store og I små, som vandred i Danmarks rosengård sammen med mig, som ville kæmpe sammen med mig i kærlighed og troskab. Så vender jeg blikket mod det land, som Gud havde bestemt, at jeg kun skulle se ind i: fremtidens og fredens Danmark, som det ligger der i Guds vingers skygge. Den nye tid i det nye Danmark.

Så begiver jeg mig ud på min allersidste rejse til landet, »hvor issen ej gråner, hvor fuglen ej dør, hvor lykken er skinnende klar, men ej skør.«

Men I, der skal vandre ind i landet – det nye Danmark – bøj knæ i solopgangen og bed til ham, som er i himlene, at han vil velsigne denne lille plet på jorden, at han vil velsigne korsets tegn i blodets flammelue.«

- MW