Mit hjertes hjem hernede

"Det ånder himmelske over støvet, det vifter hjemligt gennem løvet."
Billede lånt fra: http://www.bike-berlin-copenhagen.com

»Og englen førte mig i Ånden op på et stort, højt bjerg og viste mig den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen, fra Gud, med Guds herlighed. Dens stråleglans er som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis.« Således beskriver Johannes sit strålende syn om enden på Guds historie, og for ham var det himmelske Jerusalem altså en by beklædt med ædelstene. Jeg tager mig selv i ikke at ønske enden på historien, for jeg forstår simpelthen ikke, at det, der begyndte med en dejlig have, hvor naturligheden var det gode vilkår, Gud havde givet sine skabninger, skal ende i en by med bling.

Jeg tror, at Johannes så, hvad han ønskede sig, og derfor tillader jeg mig at ønske mig et andet sted hen, når den sidste lur gjalder, nemlig til et Danmark, befriet for sine dårskaber, et smukkere og dybere Danmark i en intens udgave, måske som når C.S. Lewis i den sidste beretning om eventyrlandet Narnia beskriver himlen som en helt enestående udgave af England. Og hvorfor gør jeg (og Lewis) nu det? Det har noget med Helligånden at gøre, og hvordan den virker. Gud taler nemlig til vore hjerter med sin ånd, den ånd, han pustede ind i os i Edens have, og når man som jeg er flasket op med salmer og sange, så er det her, Gud har talt og fortsat taler til mig, sin lille jordklimp i Danmark. Den danske salme- og sangskat er m.a.o. pinseunderet på dansk jord, og dog, for at forklare, hvad det er, der sker i salmesangen, så må jeg ty til Pauli ord til kolossenserne (kap. 3, 16-17): 

»Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud.  Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!«

Kristi ord bor i vore hjerter i salmesangen. Den evige Gud tager bolig i os, når vi synger sange til hans ære. Hans Christensen Sthen (1544-1610) beskriver underet på denne måde i salmen Du, Herre Krist (DDS 52): »Jeg være vil, o Jesus mild, hvor du mig helst vil have; jeg lukker ind i sjæl og sind dig, Herre min, med al din nådegave.«

Sthen er en af vore tidligste salmedigtere fra reformationen, og den nævnte salme, samt Den mørke nat forgangen er (DDS 736) og Den lyse dag forgangen er (DDS 757), er alle stadig elskede og i brug, fordi de taler hjemligt og enkelt om Gud som den, der nænsomt våger over sin skabning i alle livets forhold. Og Sthen blev ikke den sidste danske salmist:

»Thi de danskis Aand er dog ikke saa fattig og forknyt, at den jo kand stige ligesaa høyt mod Himmelen som andris, alleigevel at dend ikke bliver ført paa fremmede og udlændiske Vinger.« Således skrev Thomas Kingo i forordet til første del af sit salmeopus, Aandelige Siunge-koor. Her er det ikke bare den fromme salmist, der skriver, men den nationalt (selv)bevidste digter, hvor helligånden og de danskes ånd næsten flyder sammen og bliver den stærke enhed, værket udgår fra.

Nu var Thomas Kingo kun et menneske, og vi mennesker er, som vi er, forfængelige, hvad den gode Kingo dog også havde blik for. Forfængeligheden - eller ærekærheden - til trods: Kingo har fat i noget. Han ved, at skal de danske hjerter vindes for Gud, da må det ske på modersmålet.

Med Kingo gik dansk salmedigtning ind i en ny og storladen æra, som har frembragt den ene mægtige salmedigter efter den anden, og som i mange slægtled har vækket, trøstet og formanet danskerne. De danskes ånd og Helligånden forenes på smukkeste vis i vor salmetradition og dermed i vore hjerter, og så er vi ved pinseunderet. For hvad er det, der sker i pinsen? Ja, det er jo her, Åndens susen lyder over de angste og af Kristus forladte disciple, tunger af ild viser sig over deres hoveder, og pludselig taler de alle tungemål. Dansk var ikke et af dem, men meningen er god nok: Guds ord skal bringes ud til alle folkeslag på deres eget tungemål. Ikke mere hebraisk, eller som senerehen latin (eller som i islam, arabisk), som det eneste hellige sprog, nej, hjertesproget, modersmålet, er det sprog, Gud vil tale til os. Og hvorfor ikke? Når Gud blev et kødeligt menneske, da må også hans ord materialisere sig i menneskers sprog, og mennesker tilhører forskellige folk og nationer. Jerusalem er derfor ikke længere forlagt til Israel, det er på Englands grønne bakker, Italiens sletter, de svenske skove og de danske kyster og så fremdeles - mit hjertes hjem hernede.

At hjertet hører til et sted rummer ganske vist den fare, at man retter blikket mod dette sted og bliver til den muld, man er skabt af. Fædrelandet bliver da med Grundtvigs ord mængde, muld og strand, det bliver åndløst, det bliver ligegyldigt, om man bor her eller et andet sted, bare man kan få noget ud af det. Eller det kan ske, at fædrelandet bliver en afgud, og nat og dag stirrer vi da på vort eget med velbehag.  

For Grundtvig hører altså det jordiske og det himmelske fædreland sammen, de indgår i en afgørende vekselvirkning. »Han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær«, man må elske noget for at kunne forstå det, men for at forstå det ret, må man oplyses, og det er ikke rationalismens kolde lys, Grundtvig taler om, men evighedens varme glans: »Med øjet, som det skabtes, himmelvendt, lysvågent for alt skønt og stort herneden, men med de dybe længsler vel bekendt, kun fyldestgjort af glans fra evigheden

Mennesket er skabt, Guds ånd har gjort, at vi i vor længsel efter Ham løfter blikket mod himmelen. Da får vi muligheden for at ane noget af den dybde og skønhed, vi skal opleve i sin fulde intensitet, når vi engang forenes med Gud. Men kun noget af den. For vi er her i den skønne, men faldne verden, og Gud er sin himmel. Verden har sin nødvendighed af stål, som så ofte får os til at fortvivle. Kærligheden har imidlertid også sin nødvendighed, den virker bare i det små og skjulte, og hvor den blusser, bor livsgrøden og hjerteglæden. Helligånden vækker denne kærlighed, den knytter jords og himmels hjertebånd, til trøst for de ængstede samvittigheder:

Du, som af den »liden flok«,

svag og bly og bange nok,

gjorde kæmper stærke,

skab nu og af os en hær,

som tør svinge Åndens sværd

under korsets mærke!

N.F.S. Grundtvig DDS 292

 

Glædelig pinse!

 - Marianne Wagner