Grave for glemte mænd

Christian Ulrik Hansen, født 26. maj 1921. Stud. theol. og medlem af Dansk Samling. Aktiv i Holger Danske. Henrettet i Ryvangen 23. juni 1944.

»Nok var det det modstandsbevægelsen, der vandt slaget om Danmark, men i kampen om folkets sjæl var det de forsigtige gamle, mænd, politikerne, dem som snusfornuftigt havde samarbejdet med tyskerne, som havde »tilpasset sig forholdene« og i erkendelse af nazisternes overmagt affundet sig med besættelsen og bekæmpet den aktive modstand - i denne kamp var det dem, der var de sejrende. Danmarks første statsminister efter krigen blev en mand, som et par år i forvejen i en skændsel af en radiotale havde opfordret befolkningen til at angive sabotører og andre modstandsfolk, til at blive tyske stikkere.«

Således beskrev modstandsmanden Knud Christensen sin oplevelse af befrielsen i bogen Their finest hour, og det udsagn fortæller, at der var noget, der ikke blev afsluttet 5. maj 1945, nemlig de politiske strukturer, som en del af modstandfolkene også havde kæmpet imod. Knud Christensen skriver: »Vi havde bekæmpet tyskerne, besættelsestropperne, undertrykkerne; javel, men dybest set var det nok i lige så høj grad bekæmpelsen af nazismen og den uværdige og selvopgivende, danske samarbejdspolitik, som for mange af os havde været hovedsigtet med frihedskampen.«

Ja, modstandskampen var også for nogle et oprør mod det bestående. En revolution? Det ville politikerne sige, og derfor hader de modstandsfolkene. Jeg ser modstandskampen som et tiltrængt åndeligt oprør, som måtte udmønte sig i handling. Kaj Munk prædikede, at uden langfredag er der ingen påskemorgen, og for den kristne betyder langfredag opstandelse. Det gælder også et folk og et land. Man kan ikke bjerge sig ved at samarbejde med gudløsheden. Frihed koster noget, den frihed vel at mærke, som er bundet til Kristus og hans sonoffer. Derfor forstod mange af frihedskæmperne betydningen af det personlige offer, og derfor er de en sten i skoen for enhver politiker. Ethvert forsøg på bagvaskelse strander på de lidelser, mange af modstandsfolkene gennemgik, og på, at de gjorde det rigtige, hvad historien snart skulle vise. Jo, de begik fejl, af og til skæbnesvangre fejl, men de kæmpede. På den rigtige side. I modsætning til politikerne.  

Knud Christensen har aldrig vaklet i forhold til det, der var målet for hans kamp, nemlig Danmarks frihed og selvstændighed. Det gør noget ved et folk, hvis det bøjer nakken for at redde flæskepriserne eller hvad verdens nødvendighed af stål nu tilsiger os af grunde, og derfor har han kæmpet mod den europæiske union siden den blev en realitet. Knud Christensen er forpligtet på et selvstændigt Danmark. Det burde vi alle være. Især fordi gode danske mænd og kvinder ofrede sig for det. Men de ligger nu i »grave for glemte mænd«, som Knud skrev i et digt nogle år efter befrielsen. Så samles man om disse grave en gang om året, den 4. maj om aftenen i Mindelunden og andre steder i landet for at mindes, og måske for at sikre sig, at de bliver liggende dèr. Ved de mon, alle de som kommer, hvilken ædel, hvilken forpligtende gave, de glemte mænd gav os?

Jo ældre jeg bliver, desto mere er jeg kommet til at holde af Christian Ulrik Hansen, Knuds kampfælle, som en tid var nærmeste medarbejder for Flemming Juncker, og som blev arresteret, pint og endelig henrettet en junidag i 1944. Og det er pudsigt, for han er så ungdommelig og drømmende, at man skulle tro, at man som moden dame måtte have lagt den slags bag sig. Men Christian Ulrik Hansen er et blodvidne for det kristne Danmark, som jeg selv er rundet af, det Danmark, som jeg elsker og for hvis beståen jeg beder. Derfor skal dette lille opus om 4. maj afrundes med nogle af Christian Ulrik Hansens afskedsord til gymnasiekammeraten Inge:

»Nu går jeg for sidste gang op på bjerget. Først ser jeg ud over det mindernes land, Gud i nåde gav mig i mit liv. Et skønt land med dal og bakker fagre - dér en kirke, dér et lille dansk bondehjem. Jeg ser jer alle, I store og I små, som vandred i Danmarks rosengård sammen med mig, som ville kæmpe sammen med mig i kærlighed og troskab. Så vender jeg blikket mod det land, som Gud havde bestemt, at jeg kun skulle se ind i: fremtidens og fredens Danmark, som det ligger der i Guds vingers skygge. Den nye tid i det nye Danmark.«

Jeg håber, at Christian Ulrik og alle, der kæmpede ved hans side, får lov at se det Danmark.

- Marianne Wagner

Kilder:

Knud Christensen, Their finest hour - fragmenter fra modstandskampen, Dansk Samling 2015. Bogen kan købes her.

Elith Olesen: Jeg har levet mit liv i lyset Christian Ulrik Hansen 1921-1944, Poul Kristensens forlag 2001