Du skal ære din far og din mor

Familierne Plesner og Olsen forenet til barnedåb. Fra venstre ses Morbror Ole, Mormor Dagny, Farfar Niels og Far Ib. Mor Gudrun sidder med lille Elisa, opkaldt efter Farmor Hulda Elisa.

»Jeg vil ikke synge sådan en kommunistsang!« erklærede min søn, da jeg 1. maj valgte, at vi som aftensang skulle synge Når jeg ser et rødt flag smælde. Hans far og og jeg forklarede, at da to af hans oldefædre havde været socialdemokrater, så var også arbejderbevægelsen en del af slægtens historie. Og slægtens historie er som bekendt Danmarks historie.

Nu vil jeg fortælle lidt om min farfar, Niels Olsen (født 1877), som i 1906 var med til at agitere for Thorvald Stauning, den senere landsfader uden hvem kaos ville herske. I 1906 blev alle sejl sat til i Faksekredsen, hvor Stauning havde været opstillet siden 1901, for at få ham på tinge, hvilket lykkedes. Resten er i historie. Og Farfar blev altså en del af den. 24 år senere kom min far, Ib, til verden som den sidste i en stor børneflok, og han voksede op under depression og Kanslergadeforlig på Elisabethsvej i St. Heddinge med Stauning hængende på væggen, en arbejdsledig far og sin svenske mor, Hulda Elisa, som vaskede for folk.

Da Farfar døde i 1973, blev han gravlagt på »Niels Olsens gravsted« i St. Heddinge; gravstenen med indskriften var blevet rejst allerede, da Farmor døde mange år tidligere. Farfar var medlem af kirken men kom der sjældent. Farfar fyldte selv sin plads ud, i livet såvel som i døden. Min far begyndte sin karriere i flyvevåbnet og var national og kongetro, men når Farfar var på besøg f.eks. nytårsaften, insisterede han på at læse avis på en meget støjende måde, når kongen holdt nytårstale, og klokken 21 lød det på klingende østsjællandsk: »Nu hæver vi!« Farfar var vant til at gå tidligt i seng, og da han skulle sove i stuen, måtte resten af familien forføje sig til soveværelset, hvor de ved midnat var henvist til at viske et Godt Nytår til hinanden.

Med Farfar holdt arbejderbevægelsen sit indtog i min moders nationalliberale præstefamilie, og Plesner og Olsen blev forenet. Det fjerde bud befaler som bekendt, at du skal ære din far og din mor. Jeg læser budet på den måde, at man skylder sine forældre sin eksistens, og at man derfor ikke kan ryste slægten af sig, men må lære af både dens fejl og dens dyder. Farfars dyder var arbejderens dyder - at arbejde ikke skal underbetales, at man skal holde på sin ret og ikke finde sig i dårlig behandling.

Min far fortalte således engang, at der uden for hjemmet på Elisabethsvej var vejarbejde, hvor arbejderne havde en ualmindelig grov sjakbajs, som også var korpulent. Farfar havde flere gange sagt til dem, at de ikke skulle finde sig i hans urimeligheder, men det gjorde de. Så en dag var Farfar på vej hjem, og på vejen mødte han sjakbajsen, som gik i modsat retning og som ikke havde til hensigt at flytte sig for Farfar. De to så hinanden an. Så tog Farfar med sin store næve fat i sjakbajsens rigelige maveskin og begyndte at skubbe ham tilbage. Han slap først taget, da han stod uden for havegangen til sit hjem. Og arbejderne havde set det hele. Den dag lærte de, at man ikke altid skal bøje af.

Jeg var tre år, da Farfar døde, og for mig har han næsten mytologisk status. Det havde han ikke for sine børn, som nok alle var taknemmelige for, at milde Hulda Elisa blev deres mor. Om hun fortalte dem om den smældende røde fane, når hun tog dem på skødet, ved jeg ikke. Måske lærte hun dem snarere Lina Sandells Ingen er så tryg i fare, som vi sang ved Fars bisættelse, og som han selv havde ønsket skulle synges.

Da vi den aften for nylig sang Oskar Hansens tekst fra 1923 om sliddets slægter og grænserne, der skulle falde, blev både søn og datter oprørte. For slægter har brug for grænser, ellers mister vi vor historie. Socialdemokratiet ville nedbryde grænser, og samtidig begrænsede de selv arbejderne ved at insistere på partiet som noget, der skulle følge en arbejder fra vugge til grav. Men med til historien hører det, at arbejderbevægelsen med tiden blev mere national, noget, som samme Oskar Hansen få år senere, i 1934, udtrykte i Danmark for folket, hvor de danske arbejderes kor skal blive en stemme i verdenskoret. Men den skal klinge fra nord! Nu var man noget i egen ret.

Ja, frem af præster, adel, borgere, bønder og arbejdere stod folket, dette folk er vort, og Danmark er vort fælles anliggende, hævet over partier og klasseskel.

- Marianne Wagner