For hos dig er livets kilde

Medens alt endnu er idyl: Familien de Florette på skovtur i det vidunderlige Provence.
Billede lånt fra: https://www.shoutfactory.com

Det kan have katastrofale følger, når breve ikke når frem. Det bør man huske i disse Post Nord-tider. Men historien her begynder et andet sted, brevet vender vi tilbage til.

Den pukkelryggede Jean de Florette har arvet et stykke jord i Provence, og det giver ham muligheden for at forfølge sin drøm, som er at lægge sit fortravlede by- og kontorliv bag sig og leve af jordens fedme. Han ankommer til ejendommen sammen med sin smukke, operasyngende hustru og kønne, lille datter, Manon, og alt synes til at begynde med at lykkes for den lille familie.

I ethvert paradis er der imidlertid en slange, og slangen her hedder Papet, egnens storbonde, der sammen med sin nevø, Ugolin, oprindelig havde tænkt sig at købe de Florettes jord for en slik. Den skal de nemlig bruge til at dyrke nelliker på. At de Florette selv vil overtage gården er en streg i regningen for Papet, som ikke er vant til at blive udfordret. Men han ved råd; en kilde stoppes med cement, og da varmen sætter ind, slår høsten fejl, og de kaniner, Jean de Florette var begyndt at avle, dør af tørst. Familien kæmper en ulige kamp for at hente vand til de døende afgrøder, men de Florette ved, at der skal findes en kilde et eller andet sted på marken. Hvor er den? Han giver sig til at beregne og lede, han slår sig også på flasken, og da han prøver at sprænge sig vej ned til kilden, går det galt. Alkohol og dynamit er en dårlig kombination. Jean de Florette mister livet i sit krampagtige forsøg på at fastholde den lykke, som var blevet tilskikket ham, da han arvede.

Hans enke må nu sælge ejendommen til Papet, og hun flytter bort fra den drøm, der blev hendes og familiens mareridt. Papet og Ugolin bliver til gengæld rige. De kan udvide produktionen af nelliker, som bliver en særdeles god forretning. Gud er livets kilde, hans gode skaberværk levner nok til alle, menneskers grådighed, derimod, slukker alt for ofte livet hos andre. Papet og Ugolin så slet ikke den umiddelbare glæde og taknemmelighed, den lille familie bragte til egnen, de lo af den og ødelagde den.

Men Manon så, da Papet og Ugolin stoppede kilden til, og som voksen tager hun hævn. Og så er vi tilbage ved brevet, som aldrig kom frem, men som til slut dukker op og afslører, hvem faderen til Jean de Florette var. Det får voldsomme konsekvenser også for Manon. For som altid, når mennesker tager andres skæbne i deres hånd uden at eje Guds visdom, vil det have følger, som man ikke havde forudset.

Kilden i Provence og Manon og kilden, bygget på Marcel Pagnols romaner, Jean de Florette og Manon des sources, er film, som jeg har set nogle gange med fremragende skuespil af en endnu ikke frikadellet Gèrard Depardieu, flotte og nådeløse Yves Montand, tragiske Daniel Auteuil og gudeskønne Emmanuelle Beart. Jeg glæder mig til at gense dem sammen med mine børn. Hvorfor? Fordi man aldrig bliver træt af tragedier, der belyser menneskers dårskaber, og nok er denne tragedie fransk, men den er storladen som en græsk.

- Marianne Wagner