Ret og uret lige gælder

En af de ting, jeg ikke skal tænke på, hvis min indre fred ikke skal forstyrres, er Blekingegadebanden og mordet på den unge politibetjent, Jesper Egtved Hansen, i 1988. Som bekendt dækkede de arresterede medlemmer af banden over hinanden, og da man ikke kan idømme kollektiv straf, blev de tre af gruppens medlemmer, som havde deltaget i røveriet på Købmagergades postkontor, blot idømt en straf på ti års fængsel. Det var i 1991. I slutningen af 1995 blev de prøveløsladt. Niels Jørgensen (som nu er død) og Torkil Lauesen blev senere ansat i Københavns kommune som hhv. støtteperson for unge med psykiske problemer og bydelsrådgiver, og flere af bandens medlemmer har siden løsladelsen deltaget i demonstrationer og debatter og holdt foredrag. Intet tyder på, at andre end Bo Weymann har fortrudt. Blekingegadebanden står stadig som helte for en del af venstrefløjen, og da Per Fly valgte at instruere en film over historien, må det have gibbet i nogen i miljøet. For den film er intet helteportræt, og den kaster tilmed et kritisk blik på den ikkevoldelige venstrefløjs revolutionsromantik.

Drabet er historien den midaldrende Carsten, en gymnasielærer, som enhver fra min generation har kendt dem. Han er rød fra ungdommen af, og de revolutionære drømme lever i bedste velgående; blot har Carsten ikke selv fået muligheden for at føre dem ud i livet. Kaj Munk beskrev engang, hvor svært det var at følge efter Jesus, når man nu havde en dejlig kone og et par friske drenge i en hyggelig præstegård. Carsten har svært ved at skabe revolution, fordi han har en god stilling med høj anciennitet, en pæn og begavet kone, pæn og begavet søn samt et lækkert byhus. Og så har en ung elskerinde, en tidligere elev, der er optaget af uretfærdigheden i verden, ganske som han selv.

Elskerinden, Pil, er optændt af den hellige ild, og hun bliver medlem af en venstreorienteret gruppe, der som virkelighedens forlæg begår røverier, hvor pengene skal gå til de undertrykte i fjerne lande. En dag går det galt, og Pil kommer til at skyde en betjent. Gruppen bliver anholdt, og da det kommer til Carstens kendskab, at Pil er blandt de anholdte, ser han endelig sin egen mulighed for ikke blot at prædike ordet, men også følge det. Han støtter Pil under fængsling og retssag, og da hun efter overstået straf kommer ud af fængslet, har Carsten forladt sin kone for at begynde et nyt liv sammen med Pil.

Men ak, alting forandres, og Pil, der har forhærdet sig gennem sit fængselsophold, er ikke længere så interesseret i Carsten, og hun har heller ikke fortrudt sin gerning. Da den dræbte politimands fortvivlede kone begynder at opsøge dem i lejligheden, bliver det Carsten, som må afvise hende og bede hende gå. Det ender konen med at gøre, men også Pil går, til gengæld kommer skylden anstigende; Carsten har ikke deltaget i noget, han har bare støttet, men bevidstheden om prisen for revolutionen i form af den menneskelige tragedie, mordet på betjenten har medført, begynder at nage.

Per Fly er en fremragende instruktør, og både Bænken, Arven og Drabet, som er meget forskellige film, er store og velspillede dramaer. Ægte og vedkommende. For Drabet gælder det, at det også er en modig film, fordi den gør op med idylliseringen af venstrefløjens vold.

- Marianne Wagner