Hvor hun var, var Edens have

Michael Fassbender og Mia Wasikowska er uforlignelige som Rochester og Jane. Her får de langt om længe hinanden.
Billede lånt fra: https://the-artifice.com

Er Jane Eyre Barbara Cartland i tiende potens, eller er det stor litteratur? Undertegnede, der i 14-15 årsalderen slugte Cartland-følgetonerne i ugebladet Hjemmet, kan ikke helt undse sig for at sammenligne, og alle Cartland-komponenterne er da også til stede; forældreløs, undselig ung pige bliver guvernante for mystiske, mørke, martrede mr. Rochesters franske myndling, guvernanten og Rochester tiltrækkes af hinanden, og læseren sidder åndeløst og venter på deres fysiske forening. Love, love, love, som var Cartlands evige tema, det er dèt, Jane Eyre handler om! Og så alligevel ikke. Charlotte Brontës roman er ikke alene en flot komponeret historie, den har også teologisk dybde, og den er en aktuel kommentar til både ligestillings- og ægteskabsdebat. Jane Eyre er m.a.o. en lang refleksion over Paradismyten.

Kort fortalt handler historien om den lille, forældreløse Jane Eyre, som opfostres av sin hårdhjertede tante. Tanten føler kun godhed for sin egen, vanartede søn, og da hun får lejlighed til at overlade Jane til en kostskole, skaffer hun sig af med henne på den vis. Kostskolens mandlige leder er stærkt religiøs og sadistisk, men Jane overlever opholdet med sind og moral intakt. Da hun får ansættelse som guvernante for Mr. Rochesters myndling, Adèle, kan hun endelig forlade kostskolen.

Janes barndom skildres som en trist tid, først hos tanten og derefter på den stærkt religiøse kostskole, hvor syndsbevidstheden bogstavelig talt bankes ind i krop og sjæl på de sagesløse piger. Filmen giver i forhold til bogen skolens rædselsregimente en ekstra skrue, som ikke er nødvendig.

Jane er imidlertid kampdygtig; hun er stolt og har en voldsom retfærdighedssans, og måske også et stridbart sind, som nok hjælper hende til at overleve, men som også er ved at forhærde hende. At hun ikke forhærdes skyldes bl.a. en venlig lærerinde, samt en lille veninde, hun får på skolen. Veninden er stærkt troende, og selv om risene daglig hagler ned over henne, insisterer hun på, at hun går blandt engle, hvor hun går. Det er, som om der er en usynlig, guddommelig verden rundt om henne, hvor det onde ikke kan nå hende. Hun lærer Jane at tilgive, og denne evne sammen med stoltheden kommer Jane til gode, da hun begiver sig til Mr. Rochesters gods for at være guvernante.

Jane har på dette tidspunkt ikke mødt andre mænd end sin modbydelige fætter og den fanatiske forstander, så hun er som en anden Eva; et ubeskrevet blad, uforfærdet og nysgerrig, da hun møder Mr. Rochester. Mr. Rochester, derimod, er ikke uskyldig, han har en hemmelighed, som plager ham og gør ham rastløs og opfarende. På trods af klasseforskellen forelsker han sig i Jane, og forholdet udvikler sig. Jane afviser først hans tilnærmelser, netop fordi hun er bevidst om klasse- og aldersforskellen, men da Mr. Rochester i heftigt øjeblik siger: »Hvorfor er det, som om der er bundet en snor fra mit ribben til din lille skikkelse, og dersom du river dig løs, vil jeg forbløde?«, er deres fælles skæbne beseglet. Hvor Jane er, er m.a.o. Edens have for mr. Rochester. To ensomme mennesker, begge med ar på sjælen, finder sammen og bliver en helhed, èt kød. Jane er den medhjælp, som passer til Mr. Rochester. Det er ualmindelig smukt skildret både i bogen og i filmen.

Og var dette skrevet i moderne tid, var de to elskende ganske snart havnet sammen på lagenerne. Men p.g.a. Mr. Rochesters hemmelighed, som afsløres på dramatisk vis, bliver Jane på et tidspunkt nødt til at forlade sin elskede, fordi hun ønsker respekt og ikke bare kærlighed og begær, og man aner ulykken i det for dem begge, savnet og fortvivlelsen, som åbner sig som vidderne på den øde hede, hvor Jane bosætter sig og bliver lærerinde. Det er imidlertid en prøvelse, hun og Mr. Rochester må stå igennem, og som lærer dem begge en ydmyghed overfor tilværelsen og den anden; at lykken ikke er noget, man kan række ud efter og tage, heller ikke selv om man synes, man har fortjent den nok så meget.

Historien slutter ikke her, men det vil jeg gøre i håb om, at man vil læse bogen eller se filmen. Bedre forsvar for ægteskabet som Guds gode ordning for mand og kvinde som ligeværdige partnere findes nemlig ikke.

Marianne Wagner