Hjertets hårdhed, hjertets kulde

Douzi og Shitou.
Billede lånt fra:http://ndla.no

Forestil Dem, at De fra den ene dag til den anden skal lægge alt, hvad de har lært, og hvad De har kært på hylden, fordi De vil blive arresteret og pint og plaget, hvis nogen får nys om, at De skulle interessere Dem lidt for meget for hjemstavnsforfatterne, guldaldermalere el.l. Ganske vist formår vi her i vesten helt af os selv at smide historiens og kulturens arv over bord, men der er dog forskel på åndelig ladhed og selvhad (man kan dog vække både ånd og kærlighed i hhv. den lade og den hadende) og på et voldeligt opgør, hvor et nyt regime forlanger at blive betragtet som begyndelsen til en ny tidsregning.

For nylig læste jeg en artikel om en dansk journalists oplevelse af den kinesiske kulturrevolution og fik således en fornemmelse af, hvordan det har været. Flemming Poulsen havde arrangeret ture for andre journalister til Kina i 60erne, og under en af disse ture havde de oplevet den stemningsændring, som fandt sted blandt almindelige kinesere. Hvordan ethvert fremskridt blev hyldet som Maos fortjeneste, og hvordan det blev umuligt at tale med folk om, hvad der skete i landet. Den mindste mistanke om kritik af Mao kunne få frygtelige konsekvenser for den enkelte.  

Det er ganske vanskeligt at sætte sig ind i, hvordan man kan knægte et helt folk, og hvad det gør ved et folks måde at tænke og handle på, men filmen Farvel min konkubine giver et godt indtryk af det og er tilmed en medrivende historie.

Den lille Douzis prostituerede mor afleverer ham på en operaskole i 20ernes Kina. Her oplæres drenge i den ældgamle operakunst, og det er en ganske brutal oplæring. Douzi er lille og sårbar, men den ældre, både sjæleligt og legemligt stærke Shitou tager sig af ham og bliver hans beskytter, dog formår han ikke at beskytte Douzi for ethvert overgreb. Et stærkt venskab knyttes mellem de to, der som voksne bliver stjerner i den sagnomspundne Pekingopera. Alle roller spilles af mænd, den feminine Douzi har prinsesserollerne, medens Shitou spiller helten. De to venner oplever både den japanske invasion, kommunisternes magtovertagelse og kulturrevolutionen.

Da Shitou forelsker sig i den skønne prostituerede Juxian bliver det tydeligt, at Douzi nærer mere end venskabelige følelser overfor sin ven, og da kulturrevolutionen kommer, og der skal gøres op med deres metier, den gamle operakunst, sniger forræderiets gift sig ind mellem vennerne, og mellem Shitou og hans kone. Hjertets renhed forgiftes og bliver til kulde. Kærligheden ender med at tabe. Det er i sandhed en tung arv at bære.

Chen Kaiges film er et stærkt vidnesbyrd om dette og står som en af mine største filmoplevelser.

- Marianne Wagner