Den ormstukne frugt

Sødmefulde Nicola Pagett som Anna i BBCs serie fra 1977.
Billede lånt fra: http://www.open.edu

Udgangspunktet for Leo Tolsjojs roman er en banal kærlighedshistorie: Smuk, gift kvinde (Anna) møder storcharmør (grev Vronskij) og indleder forhold. Ægtemanden (Karenin) har ingen forståelse for det og stiller sig i vejen. Der kunne romanen være sluttet i almindelig ugebladslængde. Men nu er det altså Tolsjoj, vi har med at gøre, og derfor er der mere at hente.

 

Tolstoj giver et enestående indblik i den russiske adels dårskaber; dens enorme rigdom, som for en stor del af den betyder, at den bare skal have tiden til at gå. Den troende og mest sympatiske del af adelen går op i velgørenhed, men ellers handler dens største udfordringer i livet om garderober, baller, kærlighedsaffærer, kurophold, væddeløb og spil. Embeder og bestyrelsesposter gør man sig ikke fortjent til, man får dem gennem forbindelser. Den russiske administration er ineffektiv og korrupt. Tolstoj lader ane, at der i visse dele af samfundet trives kommunistiske ideer. Det forstår man.

 

Anna bliver som ganske ung gift med den noget ældre embedsmand, Karenin. Hun er en varm, smuk og sød kvinde, han er gammel, stiv, moralsk og følelsesblokeret. De bor i Sankt Petersborg og har sammen sønnen Sergei, som er Annas et og alt. Under et besøg hos sin broder i Moskva møder Anna den smukke og kække grev Vronskij, og de to forelsker sig hovedkulds. Hun kæmper længe imod, men han er pågående, og de indleder et forhold, som bærer frugt i form af en lille pige. Og nu bliver det hele kompliceret. For nok har den udsvævende del af Annas omgangskreds budt hendes affære velkommen, og nok kan en skilsmisse lade sig gøre også uden at man bliver udstødt. Men hvis manden ikke vil begære skilsmisse, kan konen ingenting gøre, og hun ændrer tilmed status fra ærbar hustru til frille. Og så sætter hykleriet ind, for netop som frille kan etablissementet ikke acceptere Anna.

 

Karenin vil ikke skilles. Til at begynde med handler det om hans egen stolthed, men da han endelig accepterer, at Anna ikke elsker ham, elsker han hende så meget, at han ikke kan lade hende styrte sig i fordærv, hvad han er sikker på hun vil. Karenin stoler nemlig ikke på, at Vronskij vil bevare interessen for hende, når først hun er blevet skilt. Det gør Anna heller ikke, og hele hendes liv kommer nu til at handle om, hvordan hun kan holde på ham.
Det tragiske er, at både Karenin og Anna tager fejl i dette stykke. Nok er der noget ustadigt og tildels upålideligt over Vronskij, men Anna er han tro, selv da han begynder at finde hende anstrengende. Og anstrengende er hun; hun bryder ud af sit kærlighedsløse ægteskab med Karenin for at få kærlighed, men kærligheden degenererer, fordi den kommer til at dreje sig om sig om sin egen akse, jo mere Anna griber efter den, jo mere mister hun grebet. Kærlighedens frugt viser sig at være ormstukken. 

 

Sideløbende med Annas og Vronskijs historie følger vi Konstantin Ljovin og den unge, smukke Kitty, hvis kærlighed begynder ulykkeligt, fordi hun vrager ham til fordel for Vronskij, der på det tidspunkt kurtiserer hende uden at have reelle hensigter. Som bekendt falder han for Anna, og efter megen modgang får Ljovin og Kitty endelig hinanden og bosætter sig på hans landsted, hvor de lever i pagt med naturen.

 

Ljovin er optaget af at effektivisere sit landbrug, og det har han store problemer med, da hans bønder ikke er synderligt interesserede i det og modarbejder det. Ljovin er ren af hjertet og idealist; han ønsker at indrette samfundet, så det er til gavn for alle, og så alle arbejder sammen om det, og han udarbejder planer og hele filosofier for, hvordan det kan lade sig gøre. Men da få er så ukorrupte som han, og da de fleste bare ønsker, at tingene fortsætter, som de plejer, får han ikke rigtigt noget ud af sine anstrengelser. Ljovin er et følelsesmenneske, som bliver dybt ulykkelig, hvis han føler noget forkert (f.eks. for sin nyfødte søn), men han er også et pligtmenneske, og når hans og Kittys forhold bliver lykkeligt, så er det fordi de begge finder glæden i at arbejde sammen om ejendommen og landbruget og i at bygge hjem. De har altså - til forskel fra Anna og Vronskij - noget uden for sig selv at forholde sig til.

 

Anna Karenina er en i høj grad aktuel roman; udover det eviggyldige tema, kærlighedens veje og vildveje og ægteskabet som ramme for det gode liv, giver den en forståelse for Rusland før revolutionen, og hvorfor revolutionen kom. Den giver også en forståelse for, hvorfor Rusland også i dag ser sig selv som en stormagt. Det gør Rusland, fordi det har været vant til at være stormagt. Således diskuterer Karenin ved en middag russificeringen af Polen, og meget af hans tid går med at udrede de ikke-russiske undersåtters rettigheder og pligter.


Tolstojs roman er - foruden at være elementært spændende - en drøftelse af moralske dilemmaer og en guldgrube af viden, så bare kom i gang!

 

Marianne Wagner