Lad mig nu gyse, det snart forgår

Kom at skue! Bag gærdet hist, dèr skal du finde forsommers minde.
Billede lånt fra: http://da.tubgit.com

Kristendommen hævder, at verden ligger i det onde; således udstødte verden Guds søn, der var den ene gode. Sandheden, vejen og livet. Den kristne må – når han altså følger Kristus – også føle verdens kulde, fremmedheden, og det kan være en ganske tung byrde at bære, for den kristne er ikke Kristus.

Men betyder det, at livet er en pine, som skal overstås hurtigst muligt med himmelfærden for øje? Nej, og netop i disse tider, hvor broder synes at vende sig mod broder, og hvor landets og folkets fremtid synes mere dyster end nogensinde, er der mere end nogensinde brug for at lytte til Kristi røst, hvis ikke de anfægtede sjæle skal ende i fortvivlelse og undergangens angst. Netop i disse tider mærker mange verdens kulde og fremmedheden, og til dem er disse linjer skrevet. For at bringe trøst, livsmod og varme tilbage i livet og dermed også handlekraften. For hvis vi skal overvinde lidelsen, må vi kunne tage imod den og forstå den gennem Guds frelsergerning i Jesus Kristus, og da må vi gå til salmedigteren Brorson.

Hvis man kort skal sammenfatte Brorsons ærinde ud fra hans salmer, så har Gud skabt himmelen og jorden, dig og mig. Gud meddeler sig til os, men vi forstår kun ham og hans skaberværk ret, hvis vi tror på hans søn. I troen vendes vort blik mod himmelen, hvor det ellers har det med at vende sig mod materien, vore umiddelbare lyster og behov. I troen får vi barnekår hos Gud, Abba, vor fader, og derfor kan vi allerede her på jorden glæde os over Guds sindrige skaberværk og deltage i den himmelske lovsang. »Af spæde og diendes mund har du beredt en lovsang« lod Brorson være overskrift til Op! Al den ting, som Gud har gjort, og denne, hans vel mest kendte salme formidler forholdet mellem Gud og hans lille skabning, der går undrende gennem hans skaberværk: »Hvad skal jeg sige, når jeg ser?« Mennesket har kun begrænset indsigt i Guds visdom, som står bag skabelsen, så ja, »Hvad skal jeg dog sige?« Jeg kan alene lovsynge Skaberen: »Halleluja, vor Gud er stor!« og dertil svarer himmelen, d.v.s. Gud og hans engle: »Amen!«

Brorson fortæller os, at vi aldrig er alene, ikke på noget tidspunkt; Gud er tilstede altid, også – ja, måske ikke mindst – i lidelsen. For Brorsons salmedigtning er vokset ud af lidelse og anfægtelse; Brorson og hans første kone mistede syv af de tretten børn, de fik sammen, og en blev sindssyg. På et tidspunkt var fortvivlelsen ved at fjerne dem fra Gud og gøre dem handlingslammede. Hvad gør man da? Så skriver man en salme, der insisterer på glæden, I denne søde juletid tør man sig ret fornøje. Stod vuggen tom i det brorsonske hjem, så var der et barn i vuggen i Bethlehem, og det barn gik igennem lidelse og død, for at vi kunne vinde livet, små som store. Brorson synger i denne salme himlen med de mistede børn ind i stuen. Der er ikke længere noget skel mellem dem og ham, for Gud rummer dem alle. Brorsons lidelse får værdi gennem frelserens, fordi korset også er opstandelsens symbol. Og da fødes håbet og glæden.

Tiden er vigtig for Brorson. Evigheden giver menneskets endelige tid kvalitet. Når Gud gik ind i tiden som et menneske, kan også vi gribe dette menneske i troen og få del i evigheden. Det betyder, at vi bliver samtidige med dem, vi mistede, og sorgen vendes til glæde. Men det betyder også, at vi i troen får den indsigt, at Gud er os nær allerede her i en kold og ubarmhjertig verden, evigheden bringer varme ind i den, og den varme er det vor opgave at bære med os, så andre får del i den: »Kom min due, lad dig skue med olieblad« siger Jesus til den ængstede og livstrætte sjæl i Her vil ties, her vil bies, hvor sjælen klager sin nød over trængslerne og tiden, som føles lang. »Dagene længes, vinteren strenges, og det er svart« som den siger til Jesus. Og Jesus kalder den til sig og viser den bag gærdet »forsommers minde«, at der selv i den strengeste vinter er tegn på vår. Brorson bruger den knugende vinter som et billede på sjælens tilstand, tynget som den er af lidelser og trængsler. Således trøstet bliver sjælen i stand til ikke alene at være i lidelserne, men ligefrem at byde dem velkommen. »Lad det nu fryse, lad mig nu gyse, det snart forgår« svarer den.

Sådan kan vi se på den korsfæstede. I hans lidelse ser vi nemlig samtidig sejren over synden og døden, han er forsommers minde, førstegrøden, der viser os, at sommeren er på vej. Og da får vi kræfterne til holde ud og gøre det, vi skal, også selv om vi måske ikke kommer til at se resultaterne af vore anstrengelser. Tiden, den der går, er dødens tid, ondskabens tid, men den skal forgå, for den er underlagt evigheden, som er Guds. Når vi indser det, svækkes kulden, varmen breder sig, og vi kan, som Noahs due, vise os med oliebladet og virke i verden for det gode, det sande og det skønne, alt det, som Gud har gjort, og som vort hjerte elsker.

Marianne Wagner