Thi kendes for ret!

Thi kendes for ret! Andy Dufresne idømmes livstid.
Billede lånt fra: http://sesvaret.dk

Hvornår er man skyldig? I hverdagen ved vi, at er der forskel på bedsteborgeren og tyven og drabsmanden, og både for offer og gerningsmand er det vigtigt, at skyld placeres og straf udmåles. Der findes imidlertid en instans, som vi alle - uanset straffeattest - skal stå til ansvar for, og det er Gud. I den forstand er vi alle evigt skyldige, vi har ikke noget at tilbyde, for Gud kender vore hjerter, og han ved, hvad vi der har næret af både gode og onde tanker, hvornår vi levede for os selv og ikke for andre. En verden udenfor handler om netop dette: at være skyldig for Gud, selv om man ikke er det for verden.

Den nydelige bankmand, Andy Dufresne bliver i 1946 dømt for dobbeltmordet på sin kone og hendes elsker, han idømmes fængsel på livstid i det berygtede fængsel, Shawshank. Han er blevet dømt på indicier men fastholder sin uskyld. Dufresne er en enspænder men får dog en ven i filmens (og bogens) fortæller, den sorte Ellis Redding, kaldet Red. Fordi han er irsk. Red er lige så uskyldig, som han er irsk, og alle fanger i Shawshank bedyrer i øvrigt til hver en tid deres uskyld. Men hvad med Dufresne? Jo, han er vist uskyldig (filmen vægter dette tydeligere end bogen), og derfor er fængslets brutalitet en straf oven i straffen. Ikke bare er der det brutale vagtmandskab, som uddeler vilkårlige og korporlige straffe, der er også »Søstrene«, en bande, som bliver Dufresnes mareridt.

Han ejer imidlertid en stor indre styrke, nægter at lade sig kue, og han lærer at spille sine kort godt. Han er - som sagt - bankmand og har indsigt i skattesystemet, og inden længe bliver han brugt som revisor af de ledende fængselsfolk, der i flere år nyder godt af Dufresnes gode råd. Han får forskellige modydelser, som f.eks. at få fred for »Søstrene«, en scene, der tilfredsstillede denne seers gammeltestamentlige følelser, og så bytter han sig til ting, han kan pynte sin celle med, bl.a. en plakat af Rita Hayworth. Den plakat kommer til at spille en vigtig rolle, men inden da skal Dufresne grueligt meget igennem, han har bare ikke fortjent det. Særligt ikke, da det kommer frem, at en mand, som er blevet dømt for anden kriminalitet, har indrømmet overfor en medfange, at det var ham, der gjorde det. Det er ved at tage pippet fra både Dufresne og seeren.

Alligevel kommer han til en anden konklusion; han havde måske fortjent det, for han slog virkelig sin kone ihjel. Ikke ved at skyde hende, men fordi han altid havde været optaget af sit eget, sit job og sin anseelse, og med sin kulde havde han skubbet hende i armene på en anden, der gav hende den kærlighed, han skulle have givet hende.

En verden udenfor er en fremragende film, som beskriver et varmt venskab mellem to ulige mænd og et håb, der – hvor skrøbeligt, det end må være for en livstidsfange – dog lever og måske ender med at blive til virkelighed.

- Marianne Wagner