Anders Jeppesen - et vindue til en kendt, ukendt verden

Hans Jeppesens hus på Sandøy. Billedet er fra omkring 1900, og det er muligvis Hans som står udenfor. Hans giftede sig i sin tid med husets datter, som døde efter at de havde fået en søn. Så giftede han sig med konens niece, og ejerskabet gik videre helt til vore dage.
Tak til Jorid Langskjær for billede og fortællinger og oplysninger om Jeppesenslægten.

Da jeg første gang skulle have begravelse på Træna så jeg fra korets vindue en stor havodder komme spadserende ned ad gaden, som var den på vej til butikken. For mig, hvis største eksotiske oplevelse indtil da havde været at se citrontræer i Italien, var dette så overraskende, at jeg et øjeblik ganske var ved at glemme den alvorlige situation, jeg havde ansvaret for.

Siden har jeg set både søpapegøjer, urfugle, edderfugle og havørne, og på et tidspunkt bliver det så normalt, som det kan blive for en dansker, der er født på sletten, men selv efter fire år står så stærke naturoplevelser stadig som lidt af et under for mig hver gang, de bliver mig til del. For her på Helgelandskysten bliver man dagligt mindet om den Gud, hvis agre er hele verdener, for hvis fodtrin himlen skælver, den Gud, som har stormen til ganger. Det er af og til som at træde ind i en anden dimension af tilværelsen.

Det var den verden, odenseaneren Anders Jeppesen og hans bergensiske kone, Elsebet Ibsen (af samme slægt som digteren), kom til i 1826 på sin broder Hans` foranledning. Træna og Lovund hørte nemlig til godset Åkvik på Dønna, som Hans` kone, Kassi, arvede i 1825. Anders skulle bestyre Træna, hvor mange tilrejsende både i forskellige fiskesæsoner lagde til, han styrede jordbruget, krævede skatter op og drev efter sigende også gæstgiveri.   

Hvad der bragte Anders og Hans fra Odense til Bergen i første omgang er ikke til at vide; de var vokset op i Skibhusene, og deres barndomshjem på Skibhusvej 433 findes stadig der. Begge brødre var sømænd, og da de stiftede familie i Bergen og siden flyttede nordover, kom de aldrig hjem igen. Hans endte sit liv på havet, Anders og Elsebet sled sig måske op; de døde i hhv. 1834 og 1835. Han var da bare 48 år gammel, hun 51. Men de nåede altså at lægge grunden til en stor slægt, som stadig er meget bevidst om sin danske oprindelse. Din egen dag er kort, men slægtens lang, siges det af Jeppe Aakjær, og for en dansker er Anders` skæbne et lille vindue til en verden, som er meget anderledes end hvad vi er vant til, og som vi samtidig kan kende os selv i. Træna er jo - på godt og ondt - et lille samfund, som ikke er så forskellig fra andre små samfund i norden.

Kilde: Gunnar Molden, Arendal

Marianne Wagner

Og jeg ser vandet drive af din krop

Alma Holmen er her selv blevet fanget foran kameralinsen, medens hun bader lille Arne Olsen. Storebror Inge ser på. Arne omkom på havet i 1959, og Inge begravede jeg i 2014. Brødrene hørte til Jeppesen-slægten.

Derpå sagde Gud: »Vandet under himmelen samle sig på ét sted, så det faste land kommer til syne!« Og således skete det; og Gud kaldte det faste land jord, og stedet, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Og Gud så, at det var godt. 1. Mos 1, 9-10

Når man ser klipperne på øgruppen Træna rejse sig af havet, er det som at være vidne til skabelsens morgen. Og dog, hvordan skulle Guds skabninger dog kunne bo og leve på et så tilsyneladende goldt og stormombrust sted? Træna er ikke rig på træer, det meste af øens træbevoksning er kommet inden for de sidste 40-50 år. Fjorden, som adskiller det fra fastlandet er lunefuld og har krævet sine ofre gennem tiderne. Ikke desto mindre har Træna været beboet omkring 9000 år, som man daterer de ældste fund til. Nu var det jo således med den gode Gud, at han også lod vandene vrimle med levende væsener, som trænværingerne altid har levet af. Som det var for 9000 år siden, er det også i dag, blot mere effektivt og ikke så lidt hyggeligere end hulen i Kirkehelleren, hvor de ældste fund er fra, lader vide.

Og hvordan er de så derude på den yderste nøgne ø? Mon ikke så hårde kår gør folkene barske og fåmælte, og hvordan var det dog for den milde fynbo, Anders Jeppesen og fru Elsebet fra det livlige Bergen at komme til et sådant sted? Tja, to af sønnerne, Hans og Jeppe, slog sig ned på stedet og stiftede familie, så de fandt sig nok til rette. Men for at få en fornemmelse af livet på Træna må vi gå en lille omvej.

Hans slog sig ned på Sør-Sandøy, og en af hans efterkommere, Anders Johan Sandøy giftede sig med Alma Pauline Mekiasdatter Holmen, som havde en ganske særlig interesse. Hun fotograferede, og fra hendes fotografier kan vi se, hvordan livet på Træna udfoldede sig i de sene 20ere og i 30erne. Alma var ud af en stor søskendeflok, og en ældre bror, Theodor rejste til søs og kom ad den vej til Honolulu, hvor han fik sig en fotoforretning. Alma var født i 1901, hun og Theodor fik aldrig set hinanden, men de skrev flittigt sammen, og i 1924 sendte han et fotografiapparat, så hun kunne tage billeder fra hjemegnen og sende til ham. Alma blev en flittig og ganske flink fotograf, og hun formåede - måske fordi hun var kvinde - at få det varme og kærlige til at stå frem i alt det barske. Således står hendes værk i dag på en gang som en kærlighedserklæring til Træna og en hilsen til resten af verden om, at jo, man kan leve herude, og det endda ganske godt. Alma åbnede med sine fotografier et vindue til trænværingernes hverdag, og de viste, at nok er Træna ikke Fyn, og vilkårene har været ganske hårde, men Anders` og Elsebets mange efterkommere har dog også mærket mildheden og godheden i livet.

Kilde: http://helgelandmuseum.no/archives/9796

Marianne Wagner

Træna og krigen

I påsken 1945 fløj to nedkastningsfly til Helgelandskysten med våben. Over Træna kom det ene under voldsom beskydning og blev truffet 56 gange. Mirakuløst kom ingen til skade. Her gennemgås togtet.
Billede lånt fra Forsvarets museer: https://digitaltmuseum.no

Når man får børn, får man det af og på Guds nåde; det er ikke en selvfølge, at man får dem, og det heller ikke en selvfølge, at man får lov at beholde dem eller får mulighed for at skærme dem for alt ondt. Anders og Elsebet levede i en barsk verden, men der var fredeligt på Træna, det er der næsten altid, og det er godt sted for børn at vokse op. Dog er det ikke altid at fredelige steder kan undgå at blive blandet ind i store begivenheder, og det skete for Træna under 2. verdenskrig.

I Konsvikosen bor Elomine Haarvik, som jeg har besøgt nogle gange. Hun voksede op på Sanna hos en onkel og tante i trygge kår, og hun føler sig stadig tæt knyttet til øen. Men en efterårsdag i 1943, medens hun og andre af øens børn sad i skolestuen, brød krigen ind i klasserummet. Elomine og hendes kammerater blev gennet udenfor af tyske soldater med geværer, og på stranden så de øens mænd samlet ligeledes med tyske geværer rettet mod sig. Mændene blev, som alle andre mænd i Træna, taget med til Husøy skole, hvor de blev forhørt. Hvad ville tyskerne mon?

Sagen er, at Helgelandskysten var omdrejningspunkt for modtagelse af både våbenleverancer og agenter. Jeg har i Det ene fornødne allerede nævnt Lurøyaffæren, men på Træna var man også stærkt involveret. Både med våben, radioudstyr og agenter udgik jævnligt fra Shetland til Træna. På de mange øer og holme var det muligt at gemme materiellet blandt sten og klipper, og fiskebådene bragte det til videre distribution andre steder i landet. Men i høsten 1942 fik tyskerne fat i en radiotelegrafist i Majavatn og oprullede derefter den lokale modstandsorganisation. 23 mænd blev henrettet, men inden da havde Henry Rinnan, Norges svar på Ib Birkedal Hansen, fået en del informationer ud af dem, bl.a. at der foregik noget ude på Træna. Der gik imidlertid en god stund, før tyskerne for alvor satte ind,og det kom Elomine altså til at opleve. Ved denne lejlighed røbede ingen noget, intet mistænkeligt blev fundet, og alle blev derfor frigivet.

Men Træna var kommet i søgelyset, og nogle af de aktive modstandsfolk, bl.a. Jeppesens efterkommere Fritjof Holmen, Trygve Jensen og Ingvald Iversen, endte senere på Grini, den berygtede fangelejr i Øster Bærum. Samtidig indtog angsten også folks liv; i krigsårene var den en ukjær gæst, som man ikke slap af med før befrielsen den 8. maj 1945.

Det er senere kommet frem, at den store allierede aktivitet på Helgelandskysten var en del af en afledningsmanøvre, som skulle holde tyskerne beskæftigede i Norge, og det kan man have sine holdninger til. Krigen har sin egen logik, men den tager ihvertfald ikke noget fra det mod, som mange helgelændinge lagde for dagen.  

Man får børn af og på Guds nåde, derefter lægger man deres liv i hans hånd. Således også for Anders og Elsebet, som ikke kunne vide, hvad der ville ske med deres mange efterkommere. Men de har gjort det ganske godt, de mange unger, Gud til ære, Træna og Norge til gavn.

Kilder: Elomine Haarvik og Olav Kjell Sørhaug Træna i krig Norge 2016. Sørhaug er også efterkommer af Jeppesen.

Marianne Wagner