og la la luh - la la lih

Ungt, forelsket par. Måske Ilsebil og naboens søn?
Billede lånt fra: https://no.wikipedia.org

Forelskelse skulle efter sigende - medicinsk set- være en ruslignende lykketilstand udløst af kroppens hormoner. Det tror jeg, de fleste kan nikke genkendende til. Alligevel indfanger denne beskrivelse ingenlunde forelskelsens ånd, uden hvilken verden ville være meget mindre besværlig. - Og frygtelig øde. Et menneske, der ikke har prøvet at være forelsket, både lykkeligt og ulykkeligt, vil mangle en modenhed og følsomhed overfor andre menneskers glæde og sårbarhed, er jeg sikker på. Og et ægteskab, hvor den ene ikke længere kan se den anden med det forelskelsens blik, som først førte parret sammen, vil lide skibbrud, med mindre parret forholder sig meget praktisk til tilværelsen. Det er der jo nogle, der gør. Her skal forelskelsen dog hyldes gennem poesien, som netop indfanger dens henrivende ånd.

Jeppe Aakjærs og Steen Steensen Blichers sange vidner om den slags forelskelse, der gør en helt fjollet og dum. Hos Jeppe Aakjær er forelskelsen en naturtilstand; i Alle mine længsler dufter blomsterne om kap med den elskede, hun er som biernes nyn og sødme, og lærken over ploven synger i takt med den elskende. I Anna var i Anders kær og Mads Doss han var en kon koltringsknæjt begynder forelskelsen lidt praktisk i hhv. rugskellet og på heden, men snart er naturen vidne til de elskendes forening - »Lieg kjærrester så di fann o da«, og - »rugen ringled` vidt og bredt om kys og kærlighed«. Både Aakjær og Blicher er midt i løjerne ganske målrettede. Aakjær titter op til alteret, hvor han snart skal stå med den udkårne, og Blicher konstaterer, at »så bløw de (Mads og Mett) gywt og behøwd ett å sønng, som fahr di had gjow, i de båreste lyng.«

Ikke al forelskelse krones med held: »Ja, var jeg nu så lykkelig, jeg kunne rosen få« synger den af kærlighed smægtende i En yndig og frydefuld sommertid, Thomas Kingo måtte lægge sin Sille Balkenborg i graven ikke længe efter, at han havde skrevet sit store digt, Chrysillis, til hende, og i Dansevise findes tilværelsens ro slet ikke længere for savn og fortvivlelse: »Jeg danser og danser og standser og sanser kun dig, hvorfor løb du dog din vej? Kom igen, du min elskede ven.«

Skulle jeg nævne alle gode sange om forelskelsens mange facetter, ville jeg ikke blive færdig, så jeg vil slutte med den fynske forelskelse i Aage Berntsens Den milde dag er lys og lang, som fortæller om den elskendes usikkerhed overfor den attråede Ilsebil, naboens datter. Mon hun tænker som jeg? spørges der, men nej, »jeg er bange, Ilsebil vil ikke det, jeg vil.«

Og dog, da Ilsebil kommer ud med mælk i fad til katten, ser hun op på den elskende nabosøn og gengælder hans smil. Da er det, »som selve solens skin faldt i mit hjerte ind.«

Og hvordan gik det så Anna og Anders, Mads Doss og Mett Kølvro, Ilsebil og naboens søn? Ja, vi må håbe, de faldt lidt til ro uden ganske at glemme den dejlige forelskelsestid, og at deres redebyggeri blev til velsignelse for både dem selv og andre. For som Homer lader Odysseus sige til den smukke fajakerprinsesse Nausikaa:

»For der er ikke i verden en lykke større og bedre end når en mand og en kvinde er èt i sind og i tanke i deres liv med hinanden til ærgrelse for deres fjender, men deres venner til fryd og dem selv til allermest ære.«

Marianne Wagner