Jeg ser de slægter, som gik hen

Billede af Humble kirke, tegnet af Johannes Ulrik Plesner, efter et maleri af Wegener.

Forholdet til landet er åndens tilgang til det konkrete; hver spån, du finder i Danmarks jord, er sjæl af dem, der har bygget riget. Så man må ud og se på landet, røre ved det, dufte det, for at finde folkets og dermed sin egen sjæl. Dertil er slægten et vindue til både landet og historien, og derfor er det lærerigt at gruble over slægternes gang. Jeg vil her forsøge mig med en lille meditation, som jeg håber kan inspirere andre til at meditere videre.

Min meditation begynder på Langeland ved langdyssen, som kaldes Kong Humbles grav. Humble var ifølge sagnet søn af kong Dan, altså Danmarks anden konge. Det kan selvfølgelig ikke verificeres, men traditionen placerer ham altså der, hvor man endnu ud på høsten kan finde buketter lagt af de lokale. Da familien og jeg besøgte graven for seks-syv år siden, lå der således en fint bundet buket af hyldebær, strå og markblomster. Hvorfor nogen gør det, er ikke til at vide; hvorfor går vi rundt om juletræet eller binder ris til fastelavn? Traditioner fortaber sig vel ofte i en fjern fortid eller en fælles erindring, som er gået tabt, men som man ikke vil give køb på, fordi man har fornemmelsen af, at man så vil miste noget værdifuldt. Således er det også med slægten. Af og til går en holdning eller en vane igen, som man har fra en fjern forfader, og som har vist sig så stærk, at den bliver ved med at trives uden at man tænker over hvorfor.

At besøge kong Humbles grav var for mig en ganske særlig oplevelse, for i mit barndomshjem hang der et billede af Humble kirke set netop derfra. Jeg fornemmede, at billedet betød meget for min mor, selv om vi aldrig havde været i Humble. Billedet hænger nu i mit hjem, i Humble kirke blev jeg indsat som præstevikar i mit første embede, og Humble kirke var det sidste sted, hvor min tiptipoldefader, Ulrik Adolph Plesner, havde embede. Da jeg blev præst i Humble, vidste jeg ikke meget om ham, men nu fik jeg lyst til at vide mere om denne præst og provst, som havde været kongevalgt medlem af østifternes stænderforsamling i Roskilde fra 1842-1844, hvor han havde gjort bekendtskab med den smukke, veltalende og radikalt tænkende Orla Lehmann.

Særligt skal vi følge Plesners ældste søn, Johan Frederik, som fulgte i faderens fodspor som præst, og som friede til datteren af den velhavende Julianus Hastrup på Hjortsholm i Fodslette, Lucie Marie; hun sagde ja, og Johan Frederik gav hende en kostbar vielsesring, som hun dagen før brylluppet mistede i haven på Hjortsholm. Ulykkelig var hun, men hendes far vidste råd. Han sendte fluks en karl til guldsmeden i Rudkøbing, som i al hast smedede en ny, så Lucie kunne stå brud med ring på fingeren. Senere, fortælles det, voksede en Rhododendron op med den tabte ring på en af sine grene.

Det unge præstepar flyttede til Vedersø, hvor Johan Frederik var blevet præst, og sørme om ikke Lucie her mistede den nye ring, som denne gang ikke blev erstattet. Den skulle nu ligge under mulde i over 100 år, før den igen så dagens lys. Både Johan Frederik og Lucie Marie kom fra nationale hjem, begge havde brødre, der havde deltaget i treårskrigen, og forsvarssagen var den eneste grund til, at Johan Frederik beskæftigede sig med politik. Ellers passede han sin præstegerning, dog afbrudt af en tvungen orlov, fordi han led så svære anfægtelser, at han blev en plage for både sognebørn og kolleger. Men han fandt troen igen, i det grundtvigske dåbssyn, og siden blev han en meget elsket præst.

Johan Frederik og Lucie Marie fik en del børn; den mest kendte er nok arkitekten, Ulrik Adolph Plesner, som satte sit stærke præg på Skagens arkitektur, f.eks. Christian Xs og dronning Alexandrines sommerhus, Klitgården. En anden søn, Johannes Ulrik, blev forstander på Birkerød kost- og latinskole, og en tredje, min oldefar, Julianus Plesner, blev præst og fik bl.a. min morfar, Ulrik Adolf, som blev forpagter på en forsøgsgård i Brøndbyvester. Han var konservativ og med i modstandskampen under krigen. To af hans brødre, Carl Johan og Poul Tvede, var medlemmer af Dansk Samling og ligeledes aktive i modstandskampen.

Så fik jeg da forklaringen på kærligheden til billedet af Humble kirke, og på hvorfor min mor ikke var rolig, før hendes børn var blevet døbt. Hendes oldefar var jo blevet sjæleligt reddet af Grundtvigs tale om dåben, og derfor helmede han aldrig med at understrege dens betydning for menneskets frelse for sine børn, som igen fortalte det videre til deres børn. Og hvor kom forsvarsviljen, interessen for Sønderjylland, som jeg som barn opfattede som en lidt bedaget interesse, ja, alt det nationale arvegods, mon fra? Måske findes svaret hos provsten i Humble og Hastrupfamilien på Hjortsholm, hvis sønner havde sat livet ind for den sønderjyske, og dermed Danmarks sag. Det er i hvert fald en del af forklaringen, for jeg har her slet ikke fået fortalt om min faders bidrag til slægtens historie, der ellers ville blive alt for lang.

Og ringen, som blev borte i Vedersø, hvad skete der med den? Ja, da klinger i muld….. Den blev fundet i begyndelsen af 70erne af en bonde, der pløjede sin ager, og det blev besluttet, at Johannes Ulriks sønnesøn, Ulrik Plesner, som var arkitekt i Israel, skulle have den. I dag er ringen hos hans søn, Yohanan Plesner. Og fordi jeg ville fortælle om den ring, kom jeg også på en rejse i historien; omkring stænderforsamlingerne, treårskrigen, Vedersø præstegård, hvor Kaj Munk mange år efter skrev sine dramaer, og hvorfra han en sen aften under besættelsen blev hentet af tyskerne, den besættelse, som også min morfar og to af hans brødre spillede en rolle i.

- Marianne Wagner