Men HERREN forhærdede Faraos hjerte

Billede lånt fra: https://en.wikipedia.org

En scene fra Der Untergang har gjort varigt indtryk på mig, og det er øjeblikket, hvor resterne af Hitlers regime brutalt henretter alle, der ikke slutter op om folkestormen, mobiliseringen af våbenføre mænd mellem 16 og 60. Skønt alle kan se, at Tyskland ikke længere kan holde stand mod den sovjetiske overmagt. En general beder Joseph Goebbels om at standse dette vanvid, og dennes svar fik det til at isne i mig: »Jeg fornemmer ingen medfølelse.« siger Goebbels»Jeg gentager: Ingen medfølelse. Folket selv har valgt sin skæbne. Det kommer som en overraskelse for mange. De skal ikke nære illusioner. Vi har ikke tvunget det tyske folk. De har selv bedt om det. Nu får de endda deres lille hals skåret over.« At stå overfor så gennemført en kynisme og ondskab er til enhver tid anfægtende, og netop det ondes problem har igennem tiderne været en anstødssten for såvel teologer som filosoffer.

Jeg er ingen tilhænger af Luthers lære om den trælbundne vilje, men der er ingen tvivl om, at han i dette skrift netop tager livtag med ondskab i den helt store liga. Vi taler altså ikke om smårapseri el.l. men derimod om en forhærdelse, hvor ondskaben tager til og ikke lader sig standse, en ondskab, hvor der ikke længere er noget godt at tale til i den, der begår ondskaben, og hvor Gud er ophav også til denne ondskab. Han har jo i sin godhed skabt alt (Gud så, at det var godt), også de onde skabninger (den træske slange er Guds skabning), altså handler Gud igennem gode såvel som onde. Det er selvfølgelig en provokation i en verden, hvor man tror på menneskets grundlæggende godhed, og hvor også Guds godhed nok mere forestilles i henhold til vore egne forestillinger, end hvad den almægtige selv måtte mene om den sag. Skal man følge Luthers tankegang, har Hitler og Goebbels m.fl. hele tiden været forudbestemt til at gøre ondt, og i det øjeblik, de får magten, vil de ikke være til at standse.

Det er ikke en forklaring, Luther forsøger at komme med, men snarere et forsøg på forståelse af både bibelens og livets brydninger og modsætninger. Eller måske et forsøg på at finde fred for tanken, at mennesket selv skal være Gud og frelse verden. Det har ofte vist sig at slå fejl. For nogle gør det ondskaben lettere at bære, at Gud også er at finde her, for andre - heriblandt undertegnede - er det anfægtelse af de store. For hvis ikke mennesket er i stand til at vende om ved en fri viljesakt, hvad er vi så andet en marionetter, deltagere i et grotesk teater? Ikke desto mindre aktualiserer Der Untergang problemstillingen, og Luther kan i den sammenhæng ikke forbigås. Det anbefales hermed både at se filmen og læse Luther.  

- Marianne Wagner