Dig elsker jeg

Du gav os den himmel, hvor skyerne iler til leg og til kamp under vindenes råb,
til atter i ro og i højhed den smiler,
lyksalig og genfødt af strålernes dåb.
Helge Rode
Udsigt fra Ejer Bavnehøj. Fotograf: Marianne Wagner

Emnet danskhed er in, det er hot, alle synes at ville være danske, men ikke alle er det, og deri ligger just det fine eller oprivende, alt efter gemyt. Ja, danskhed er et brandvarmt emne, som nok kan sætte sindene i kog, for hvornår er man dansk? Er det - med Niels Lillelunds ord - fra den første frikadelle eller fra det øjeblik, man kan udtale ordene »Skal du bruge en regning på det?« I disse tider synes det, som om danskhed er, hvad vi gør det til, en følelse og et sæt værdier. Men som vi alle ved, kan både følelser og værdier ændre sig, og Danmark er der dog alligevel og kræver et folk, som giver svar. Helge Rodes sang fra 1921, Du gav os de blomster, slutter med at lade havet, hvis bølger fletter en evighedskrans om landet, udtale bønnen: »Lad Danmark bestå!«

Rode udtrykker hermed noget meget vigtigt for forståelsen af danskheden, som kærligheden til fædrelandet; sangen er nemlig rettet mod et du, og det du er selvfølgelig Gud. Kun til den almægtige Gud kan vi rette vor tak for alt, hvad han har givet, og vor bøn om, at dette givne må bestå. For Rode er Danmark ikke noget, han indtager eller vælger, endsige vurderer, hvad det kan være, nej, det er der, og han elsker det. Derfor er sangen en lang, elskovslignende beskrivelse af landet, blomsterne, engene, lærkerne, skovene, himlen og de lyse nætter, og - som nævnt - havet og kysterne, som alt sammen må præge det folk, som bor her. Selv den hvidklædte jul, som vi alle ved, vi ikke har, men som alligevel er en del af vor folkekarakter, fordi vi alle længes efter den, er med i sangen.

Det er typisk for sange om Danmark, selv de ironiske, ikketroende og kritiske, at de ikke kan beskæftige sig med landet uden en hvis ydmyghed eller ved at drage Gud ind i det; den gode Gud svæver bestandig over vandene hos  den ateistiske Jeppe Aakjær, hos kommunisten Otto Gelsted bringer fremstillingen af Danmark som liggende med blodig mund den 9. april i digtet De mørke fugle fløj, mindelser om den nødstedte i fortællingen om den barmhjertige samaritaner; »aldrig har vi elsket dig som nu!«, ja selv Shubidua og Peter A. G. Nielsen kan ikke komme uden om, at de elsker Danmark, og derfor er de nødt til at lange ud efter danskernes selvglæde og selvtilstrækkelighed med ironisk distance. De kan ikke blive vrede for alvor og smække med døren. Alle som en opererer digterne med et folk og et land, der hører sammen, og som derfor har en fælles forståelse, som man kan tale til eller skælde ud på. Det kan man kun, hvis man har været et folk meget længe på det samme sted og dermed deler en historie. Det er i sandhed en kærlighedshistorie, hvis rigdom, vi slet ikke har fattet dybden af, når vi i ramme alvor kan gøre danskhed til et spørgsmål om følelser og værdier.

Kærligheden kan ikke forklares, så dør den, og det samme gælder for danskheden, danskheden er m.a.o. et kærlighedsforhold på godt og ondt, som skal leves. På disse sider vil jeg skrive om glæden over Danmark, mit fædreland, og sproget, min moders bløde stemme.

Øv Dem på at synge første vers af Du gav os de blomster her.

Marianne Wagner