Se, han som forråder mig

Billede lånt fra: https://www.gucca.dk

I Eksistens behandler jeg forræderiets karakter, og jeg når frem til, at forræderen på en eller anden måde altid ender med at forråde kærligheden, hvad enten det er til landet, til den elskede eller til de mennesker, han eller hun var blevet betroet. Ønsket om at forråde kærligheden er slet ikke udgangspunktet (andet end for de mest skruppelløse), men sagen, forræderen mener at tjene, forblænder og driver ham til at ødelægge de stærke bånd, som kærligheden binder mellem mennesker. Deri ligger forræderiets grusomhed.

Det sovjettiske system levede  af forræderi. Om dette handler den fine film, Brændt af solen, hvis handling udspiller sig i 1936, hvor Stalins rædselsregime for alvor er sat ind. Ved filmens begyndelse befinder vi os hos hr. Kotov, oberst i den røde hær, og hans familie i deres datcha. Familien består af den unge hustru, Marusia, og en lille datter samt af nogle elskelige, ældre familiemedlemmer, som på den lykkelige og varme sommerdag, som filmen fortæller om, forsøger at glemme, at det gamle Rusland ikke er mere. Familien lever tydeligvis på den nåde, den har opnået ved Marusias giftermål med oberst Kotov.

Så ankommer Dimitri, Marusias fætter og hendes ungdoms kærlighed. Han har været borte længe, og man aner, at bruddet mellem ham og Marusia har været traumefyldt, og at hun bestemt ikke har glemt ham endsige kærligheden til ham. Dimitri er charmerende og underholdende, og familien er oprigtigt glade for, at han er tilbage. Men inden dagen er gået, må oberst Kotov sande, at han nu selv må falde som offer for den idè, han troede på. Ved en forræders hånd.

Det er en fremragende film, som lægger sig i fortælletraditionen fra Tolstoj og Pasternak, og fordi den er et vigtigt vidnesbyrd om en russers opgør med en betændt og brutal del af historien. Og hvad der er vigtigere: Den rejser også spørgmålet om, hvad systematisk forræderi gør ved et folk, når det står på gennem mange år. Det ser vi måske svaret på i disse år. 

- Marianne Wagner