Tanker i anledning af 500-året for reformationen

Kristus bærer ikke bare nådens lilje men også dommens og retfærdighedens sværd. En lovgiver (d.v.s. en politiker) i et evangelisk-luthersk land skal frygte Guds retfærdighed og håbe på hans nåde. Udsnit af kalkmalerier i Vrå kirke.
Billede lånt fra: http://aalborgstift.dk

Man hører ikke sjældent en politiker udtale, at i Danmark er religion og politik adskilt, og det er en meget populær tolkning af Luthers to-regimentelære eller af Jesu ord om at give Gud hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er. Her i 500-året for reformationen er det vigtigt at tage disse tanker op til genovervejelse, og jeg mener, at den populære tolkning er en bekvemmelighedens fejltolkning, for snarere må man sige, at politik og kristendom luthersk set aldrig må adskilles og aldrig sammenblandes. Det kræver en forklaring: I Ånd på lærred har jeg beskrevet Niels Larsen Stevns med udgangspunkt i hans maleri, Vig bag mig, Satan! (Mark 8, 31-33), og både maleri og tekst er ganske interessante i denne sammenhæng.

På maleriet ser vi Jesus og Peter forunderligt levende og meget danske. Man fornemmer Jesu voldsomme reaktion på noget Peter har sagt, bevægelsen, da han vender sig om med knyttet næve, og Peter, der viger tilbage. Hvad udløser så voldsom en reaktion? Peter har jo som den første bekendt, at Jesus er den salvede, Guds udvalgte? Men da Jesus umiddelbart efter fortæller om sin nært forestående lidelse og død, tager Peter ham til side og irettesætter ham. Da falder ordene: »Vig bag mig, Satan!« For Peter sanser ikke, hvad Gud vil, men kun hvad mennesker vil.

Jeg er i denne tid optaget af etikken i politik. Findes den? Kan man handle etisk, når man er i politik, eller tilhører politik verden, og må derfor være akkurat så beskidt som verden? Jeg tror ikke, man både kan bedrive politik og bevare sin uskyld, man kan i hvert fald ikke tage Gud til indtægt for det, man gør eller beslutter. Men man kan lade Gud være sin etiske ledetråd, og det vil sige, at det regnskab, man en dag skal aflægge, det gælder også for ens politiske liv. Tog jeg godt nok vare på det, som blev mig betroet? Ville jeg magten, eller ville jeg min næste? De spørgsmål skal man besvare på den yderste dag.

For Danmark ikke er noget, vi selv har erhvervet os, og som vi kan bruge efter vort eget forgodtbefindende; Danmark med de mennesker, der bor her, er en gave, en opgave, vi er blevet betroet, og det uanset om vi er folkevalgte eller vælgere. Formålet med vor gerning er at tjene det betroede, ikke partiet eller fremmede magter, og det er vel netop, når vi lader os lokke af glansen fra et succesrigt parti, en stor union el.l., at vi skal vige tilbage, som var ordene Vig bag mig, Satan! sagt til os. Danmark er ikke himmerige, og Gud er ikke kun danskernes Gud. Men Gud har givet os landet som en forsmag på himmerige, og vi prøves på, hvordan vi forvalter kærligheden til næsten i netop dette land. Derfor er det godt at lytte til, hvad Gud vil, og ikke hvad mennesker vil. For de vil så meget sært. Allerhelst vil de selv være Gud. Gud derimod vil være den mindste orm nær, og hans søn vil bære børnene op til Ham på armen. Husker vi at lytte til Gud, så ved vi også, at omsorgen for det skabte er det eneste virkelig vigtige. Dette er ledetråden, måske især for en politiker, for fører magten en væk fra ansvaret for det skabte, da betyder det, at man må give afkald på magten med et »Vig bag mig, Satan!«   

Marianne Wagner