Den grænseløse

Billede lånt fra: http://www.cinemazone.dk Anmelderen her er knap så begejstret som undertegnede.

Det, at en historisk hændelse aldrig kan siges at være afsluttet, fordi den altid er begyndelsen til noget nyt, bliver ved med at optage mig. Man kan godt blive modfalden over at studere historien, fordi den synes at gentage sig så ofte uden at nogen lærer noget af den. Den giver dog også håb, når man står i en brydningstid som den, vi står i nu, hvor man har på fornemmelsen, at den gamle verden, som vi kender og elsker, er ved at bryde sammen. For måske der i verden findes en ældgammel orden, som nok lader sig ryste, men som ikke kan forgå. 

Historien om krigsherren og kongen, Alexander den store, er fascinerende, fordi hans liv og virke var så kort og så vanvittigt grænseløst, og alligevel bærer store dele af verden hans præg i form af byer eller rester af byer, som han grundlagde på sin vej og måske også af den kultur, den græske individualitetskultur, han og hans generaler bragte med sig.

Oliver Stones film er en storfilm på alle måder, med fremragende skuespilspræstationer og iøjnefaldende slagscener. Slagscenerne bærer store dele af filmen, synes jeg. Det homoerotiske aspekt fylder en del, og denne seer måtte bl.a. gøre en indsats for ikke at forveksle Alexanders elsker (og stærk kriger i felten), Hefaistion, med en popsanger fra firserne, fordi han bærer øjenskygge og eyeliner, men da skildringen af dette aspekt også forekommer at være realistisk for tiden, må man bære over med det.

Fortællingen er tro mod den virkelige historie, og konflikten går mellem Alexanders grænseløse visioner og hans trofaste mænds bundethed til hjemstavnen. Mellem den babylonske dekadence og tvang, de møder i det fremmede, og "fri mands arv". Alexander kan i mødet med det fremmede ikke styre sig, og derfor ender hans mænd med ikke at være så trofaste, uden at jeg skal afsløre alt for meget.

Colin Farrell spiller hovedrollen aldeles overbevisende. Før slaget ved Gaugemela ser man ham tale fortroligt med nogle af soldaterne, som står i deres slagrækker, og man fornemmer, hvorfor han nyder så stor respekt blandt sine folk. Han er nærværende, husker navne og historier, han sparer ikke sig selv, og hans strategiske planlægning er uforlignelig. Moralen er derfor høj, og Alexander kan med en hær i stærkt undertal i forhold til fjendens vinde slaget mod perserkongen, Dareios.

Imidlertid kender Alexander ikke til grænser. Han fortsætter utrætteligt sin færd mod nye triumfer, indtil han bliver endeligt standset i Indien. Efter et nytteløst slag med store tab, hvor også Alexander bliver alvorligt såret og mister sin elskede hest, Bukefalos, har mændene fået nok, og han tvinges til at drage hjem. Selv den grænseløse har en grænse. Når mænd, der blot elsker deres land, hjem og familie, ikke længere kan se meningen med store kulturmøder, gør de oprør, og selv om magten korrumperer også gode ægtemænd og krigere, så er moralen i historien ganske opmuntrende.

- Marianne Wagner