Erindringer fra en rejse i Norge

Christian den 6. og hans følge på tur i Norge. Billede lånt fra: http://www.kongernessamling.dk

I 1733 gjorde Christian VI og hans dronning, Sophie Magdalene, en rejse i Norge. Afsted over stejle stier i karet gik det, og det blev der skrevet og tegnet et helt værk om.

Gubben og jeg er ikke kongelige, men i 2015 gjorde vi også en rejse i Norge sammen med vore børn, og jeg skrev en lille beretning på fjæsbog, som en slags postkort til venner og familie. Disse "postkort" vil jeg bringe her sammen med billeder fra rejsen. Vi begynder dagen før rejsen, den 25. juli:

I morgen tidlig går turen "sørover", som de norske siger, og vi glæder os helt afsindigt til at se Tordenskjolds og Holbergs fødebyer og alt det fantastiske, som helt sikkert vil dukke op på vejen.
Alligevel sniger bekymringerne sig let ind: Holder bilen? Bare vi ikke kører galt. Bare det hele nu går godt. Men nu skal jeg bare pakke, og så vil jeg tage afsted med ordene fra Matthæusevangeliet:

Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?

- Marianne Wagner

 

 

På vej mod Norges spisekammer

Tore Hund, Olavs banemand, opdager, at såret i hans hånd heler ved berøringen af Olav. Hund bliver klar over, at han har begået helligbrøde og drager på pilgrimsfærd. Man hører ikke mere fra eller om ham.

27. juli 2015

I går var udpræget rejsedag med ophold i Mosjøen, hvis fine og velbevarede Sjøgaden er værd at se. Mosjøen har også Norges ældste, bevarede benzinstation.
Et kort ophold ved krigsmindet i Majavatn fortalte historien om optrevlingen af et hold soldater fra Kompagni Linge, som endte livet i kampen for et frit Norge.
At køre gennem Trøndelaget er for en dansker en rørende oplevelse. Store, velholdte og smukke lader. Dejlige agre. Her er Norges spisekammer.
Nu går turen til Stiklestad og Olavsmarked.

Vel ankommet til Trondhjem, som minder om en mellemting mellem København og en engelsk universitetsby, tænker vi tilbage på gårsdagen, hvor vi så åndens spor i form af nogle gamle helleristninger, en hvalfangst, tror vi det var. De var desværre dårligt holdt. Vi rejste gennem et landskab med den ene herresædelignende gård efter den anden. I Steinkjer så vi en utrolig flot stensætning. Der har været omkring 20 af den slags i området. Nu er de gamles grave forsvundet til fordel for moderne bygninger. Så blev der plads til os.
I Stiklestad var kirken den ubetinget største oplevelse. Indrømmet, jeg har det svært med helgenlegender, men i kor og alter ser man nogle utroligt flotte nyere kalkmalerier fra sidste Olavsjubilæum i 1930.
Der er et godt museum og noget så eksotisk som en russisk ortodoks kirke, bygget af en gammel stald af en norsk bonde, som blev russisk ortodoks præst. Katolikkerne har et kapel i området. Hellig Olav forener her de stridende?

- Marianne Wagner

 

Den lille Gudruns blomster

Stemningsbillede fra vakre Trondhjem.
Foto: Marianne Wagner

28. juli 2015

Gudrun følger trolig med, når vi ser på fæstninger, kronregalier, kirker og våben. Men det, som virkelig har hendes interesse er til hver en tid blomster og dyr, det være sig vilde, dyrkede eller afskårne i opsatser. Vi er nu så langt sydpå, at hyldene dufter i stuen ind. I dag fik Gudrun øje på afgnavne kogler og en egernrede. Det var absolut mere interessant en Kristianssten, en umådelig velbevaret fæstning, som var så solid, at svensken opgav at indtage den. Tilbagetoget foregik over fjeldene, hvor karolinerne løb ind i en snestorm samtidig med, at deres forsyninger blev afskåret af norske skijægere. 3000 mand omkom på den tur.
Ellers må jeg bare sige, at Trondhjem er en vidunderlig, smuk by. Den kan vel bedst beskrives som en blanding af Nyhavn, til dels Christianshavn og en engelsk universitetsby. Nidarosdomen er en storartet oplevelse, og så er den stedet, hvor den sidste kroning i norden fandt sted : nemlig af Haakon og Maud. Olav og Harald blev signet. Jeg håber, at Haakon fortsætter den tradition.

- Marianne Wagner

 

På vej til Røros

Røros. I slutningen af juli var der 7 graders varme. Ikke et sted for tøsedrenge.
Foto: Marianne Wagner

29. juli 2015

"Fortæl krigen!" siger junior, og det betyder, at han vil høre om 2. verdenskrig. I dag fortalte hans far så under kørslen til minebyen Røros og han begyndte fra 1. verdenskrig og Versailletraktaten, hvorfor han også blev træt, før vi nåede 1942. Da havde han end ikke nået angrebet på Pearl Harbour. Men krigen fik mig til at tænke på det Norge, vi kører igennem. Jeg tror, at mange danske tænker på Norge som fattigt. Da vi skulle flytte herop, var min mor f.eks. nervøs for, om jeg ville få en vaskemaskine. For hun huskede, at vi havde sendt havregryn og spegepølser op til de sultende nordmænd, og selv tænker jeg på Margrethe, Danmarks og Norges frue og husbond, som også led sult, da hun havde født sin søn. Og på Terje Vigen, som kommer hjem fra prisonen blot for at erfare, at hans hustru og datter er endt i fattigfolks grav p.g.a. sult.

Men landet er jo så rigt på alting, hvordan er disse perioder af forarmelse så opstået? Krigen giver jo sig selv, men svaret må vel også være, at slog høsten fejl, så var der ikke nok landbrugsjord til at mætte alle. De, som var afhængige af hø som foder til husdyrene, kunne i dyrtid ikke brødføde dem. Landet var uvejsomt mange steder, og man har ikke bare kunnet gå efter mad.

På godt og ondt har man været selvforsynende. Heldigst har de været, som boede ved kysten med adgang til fisk. Men stærk og sej skulle man være for at klare sig. Mon jyden anno 1800 ville kunne hamle op med en nordmand fra samme tid?

- Marianne Wagner

 

 

Hvor mon Isak Sellanraa bor?

Minen i Røros. I baggrunden slaggebjergene.
Foto: Marianne Wagner

30. juli 2015

Vi har længe spekuleret over det og kom til det igen efter at vi bevægede os fra Trondhjem og omegns frodighed gennem de største skov- og fjeldlandskaber, hvor ingen hvid mand kan have sat sin fod, til de uvejsomme egne omkring Røros med både velholdte og knap så velholdte gårdsbrug med fadebure og sæterhytter. Røros er en stor oplevelse, en utrolig velbevaret mineby fra umiddelbart før Christian den 4s død (1644). Der var minedrift, af kobber og zink, indtil 1977. Nu lever Røros af minderne, man sælger dem gennem et meget fint museum dels i en smeltehytte, dels i en nedlagt mine. Og så sælger man oplevelser i form af pittoriskhed og madsafari, fra 850 nkr. pr. voksen, børn halv pris.

Men tilbage til Sellanraa; han bor tæt ved fjelde, hvor driftige mænd en tid forsøger sig med minedrift, det er tæt ved grænsen til Sverige. Han rydder jord, han dræner, han sår, og rejser han en dags tid, kommer han til byen, hvorfra man kan sejle. En nabo kommer fra Helgeland .
Han må altså bo, hvor Norge er smalt, men ikke så langt oppe, at han ikke kan dyrke korn.
Isak lever af sine hænders frugt, i dag lever vi af, at nogen har penge til at fylde deres tid ud med oplevelser. Lidt trist at tænke på.

- Marianne Wagner

 

Vreden, Gudinde, besyng!

Kvindedøren i Urnes stavkirke.
Billede lånt fra: http://www.nesgard.no

1. august 2015

I går var vredens dag. Jeg overså to fartfælder, og jeg havde naturligvis en god grund dertil; bilisten bag mig pressede mig op på 90. Han var i øvrigt en farisæer, som kendte området, sagtnede farten i rette tid for så at genoptage sin hensynsløse kørsel bagefter. Hm, jeg tvivler på, at det norske færdselspoliti vil acceptere den begrundelse for at have kørt for stærkt, så jeg må finde mig i, at en sikkert to fartbøder ligger og venter på mig derhjemme.

Senere spildte min mand kaffe på mig, og da ungerne sidst på dagen nægtede at adlyde 4. bud, så var det vanskeligt at holde humøret oppe.
MEN der er vakkert i Norge, og nu er vi i stavkirkernes land. Vore forfædres evner som skibsbyggere blev brugt til at bygge kirker, og det er en forunderlig oplevelse at stå i en kirke, som første generation efter vikingerne har bygget, og som stadig er i brug. Vi har set Lom, Urnes og Borgund. Sidstnævnte er gjort til museum.
Vi så også Ridderspranget, hvor ridder Sigvat drev sin hest over elven på flugt fra den skønne Skårvangsols forsmåede bejler.

Ellers er det som at køre her som på kystvejen til Amalfi; vidstrakte fjorde, frugtlunde, elve og fosser. I går kørte vi ad Nordeuropas højest beliggende vej, hvor der stadig er sne.
Vi overnattede på et helligt hotel med skriftsteder på dørene i stedet for numre og kors malet på væggene i pastelblåt. Sågar et hæklet kors på spritdispenseren i spisesalen var der. Jeg så ingen bruge den, så folk må have sat deres lid til, at Gud klarer at holde bakterierne borte.
Med Grieg og Hoven Droven på CD-afspilleren går turen nu til Bergen.

- Marianne Wagner

 

 

Hver glans, hver plet vil jeg bære

Sagasøjlen set fra Elveseter hotel.
Billede lånt fra: https://www.tripadvisor.com

Ved hotellet Elveseter kan man beskue Sagasøylen, et 34 meter højt kunstværk, som viser Norges historie fra Harald Hårfager til Eidsvoll. Der blev taget initiativ til den allerede i 1836, da Henrik Wergeland skrev under på et opråb om en statue for Norge. Først i 1920'erne udskrev man dog en konkurrence, som Wilhelm Rasmussen vandt foran så kendte kunstnere som Dyre Vaa og Gustav Vigeland.

Arbejdet blev sat i værk, men det tog tid, og pludselig gik der politik i det; for Rasmussen havde i 1933 meldt sig ind i Nasjonal Samling, under Quisling blev han udnævnt til rektor for kunstakademiet og efter krigen og en dom på omkring tre års fængsel var det ikke længere comme il faut at have søjlen stående. Og foran stortinget kunne den slet ikke stå. Debatten rasede længe for og imod, og i 1965 døde Rasmussen, to tredjedele af søjlen var færdighugget og resten støbt i gips. Men så sent som i 1971 sagde stortinget nej til at rejse den.

Imidlertid havde Rasmussen opholdt sig en del på Elveseter hotel, som ejedes af Åmund Elvesæter, en gammel modstandsmand, og han tog sagen i egen hånd. Han lagde 2,6 millioner kr. af egen lomme på bordet samt al sin autoritet som modstandsmand ind i projektet, og i 1992 blev den flotte og imponerende søjle rejst i Elvesæters egen baghave.
Man skal kunne rumme sit lands historie på godt og ondt, men man skal ikke tilgive alt. At Elvesæter og Rasmussen kunne finde hinanden, selv om de havde stået på hver sin side, er dog en utrolig fin fortælling om forsoning, og om et delt Norge, som - i hvert fald for en stund - fandt sammen på trods af dystre minder.

- Marianne Wagner

 

Så længe bøgen spejler.....

Nina og Edvard Griegs gravsted på Trollhaugen.
Billede lånt fra: http://greatcomposers.nifc.pl/no

4. august 2015

»Taler de dansk eller norsk?« spurgte Sønnike, da vi havde indtaget en overdådig morgenmad hos et særdeles gæstfrit par, Margot og Harald, hvis hytte vi låner under vort ophold her i Bergen. Det pudsige er, at nynorsk er meget udbredt på Vestlandet, men i Bergen har man en nydelig, distinkt udtale, som ligger tæt op af dansk.
Og vi føler os også tættere på hjemmet nu både hvad angår fauna og flora; her er flåter, eg og bøg. Bøgen skal jeg vende tilbage til.

Bergen er en køn by med gamle smøger nede ved bryggen og et kolossalt fiskemarked, hvis lige jeg ikke har set. Og så har byen et originalt Hansekontor. Jeg forbinder hanseaterne med evige problemer, fordi vore kongers beslutninger altid kom på tværs af hanseaternes interesser. Men i disse gamle stuer fik man et indblik i deres mere fredelige sysler, når de drev med handel. Og vi så, at vort eget Nordland havde haft tæt kontakt til Bergen, når de forskellige bygder sendte en jekt ned med fortrinsvis tørfisk, for at sælge det og for at købe varer med tilbage.

Men den ubetinget største oplevelse var at besøge Trollhaugen, hvor ægteparret Grieg holdt til. Vi hørte også en koncert med Rune Alver, som var en krukke på den fede måde. Der er daglige lunsjkoncerter af en halv times varighed. Rigtig godt for børn også.
Edvard blev gift med sin kusine Nina, som var vokset op i København. Egentlig ville han have bygget hus på Hardangervidden, men fru Nina ville være tættere på det pulserende liv. Altså slog de sig ned uden for Bergen, hvor de var tæt på både by og natur. De fik lille Alexandra, som døde 13 måneder gammel af hjernehindebetændelse. Aldrig kom de sig over tabet af datteren, de fjernede alle minder om den lille, og gæster skulle ikke nævne hende i parrets nærvær.

Nina og Edvard var tæt forbundne; hun sang og han akkompagnerede. I stuen med flygelet hænger et billede af en bøgeskov fra Vejle, vi gættede på Grejsdalen eller Vingsted. For fru Grieg savnede af og til Danmarks bøgeskove, og udover billedet fik hun bragt bøgetræer herop, så der nu står en række store, knudrede bøgetræer på vej op til Trollhaugen.
Jo, fru Nina havde Danmark i sit hjerte, og vi har hende og hr. Edvard i vore efter dette besøg.

- Marianne Wagner

Femten mand på en død mands kiste

Slaget på Bergens våg.
Billede lånt fra: https://no.wikipedia.org

5. august

En afskedssalut skal lyde her fra det vidunderlige Bergen, der har vist sig fra sin absolut bedste side; den silende regn, byen er kendt for, har vi kun oplevet en enkelt eftermiddag, og da tog vi det som en af byens turistattraktioner. Salutten skal lyde fra vigen Vågen, som nu stort set kun huser krydstogtskibe og diverse motorbåde. Sådan har det ikke altid været.

For 350 år siden var en del af den hollandske handelsflåde på vej hjem fra Østen, lastet med ufattelige rigdomme. Der var bare det lille aberdabei ved færden, at Holland var i krig med England, og på et tidspunkt stødte handelsskibene ind i 21 engelske krigsskibe, som satte efter dem. Hollænderne måtte sejle nord om Skotland og søgte ind til Bergen i Vågen. Kommandanten i Bergen var i vildrede. Han vidste ikke, hvem af de stridende parter danskekongen, og dermed Norge, holdt med, men han besluttede sig for at forsvare hollænderne og gav sig til at besvare englændernes ild inde fra land. Slaget varede i flere timer, og en engelsk kanonkugle borede sig ind i domkirkens mur. Men englænderne måtte til slut give op og sejle hjem med uforrettet sag.

Fem dage senere kom der bud fra Frederik III om hvem, kommandanten skulle have holdt med. Kongen havde nemlig aftalt med englænderne, at de skulle få fat i de hollandske rigdomme, derefter skulle rovet deles. Hiv-o-høj og en hel flaske rom!
Jeg glæder mig over kommandantens beslutsomhed og over, at moderne kommunikation ikke var opfundet på den tid. For sørøveri er ikke kønt. Heller ikke, når det drives af stater og den ene stat er Danmark.

- Marianne Wagner

Det danske folk har ikke altid god smag. ...

Fram museet.
Billede lånt fra: http://www.viajaratope.com

18. august 2015

I går var vi på Ejer Baunehøj, og selv om en sten på stedet bekendtgør, at man nu står på Danmarks højeste punkt, har "det danske folk" altså i 1924 rejst et gigantisk, grimt tårn, ad hvis trapper man kan stige endda højere. Det danske folk var så stolt af denne bedrift, at det valgte at sætte sin signatur på bygningsværket. Siden har senere slægtled opført parkeringsplads, bænke, kiosk og toiletter på stedet, så ingen del af folket skal føle den mindste anstrengelse ved at nyde den gode udsigt.

I troede måske, at min lille rejseberetning var færdig, men den har kun holdt pause. Efter vidunderlige dage i Øster Hurup, Holsted (med afstikkere til Mandø og Ranvunge-Tues fantastiske mindesmærker over sin moder og dronning Thyra) og Svendborg med rund fødselsdag, vendte vi i går næsen mod nord og besøgte altså den omtalte høj samt gravpladsen Lindholm Høje. Vi sejlede med Stena Line fra Frederikshavn, hvilket bedst kan betegnes som en flydende syndens hule.

Dagen i dag tilbragte vi i et solbeskinnet Oslo. Med ærefrygt besøgte vi museerne for Fram og Kontiki. At betræde Fram er en helt særlig og storslået oplevelse. Tæt på en vanhelligelse vil jeg næsten sige (men ikke så meget, at jeg ikke gjorde det).
Besøget sluttede på det monumentale Akershus. I morgen er det Eidsvoll. Godnat til jer alle.

- Marianne Wagner

Riflerne hænger ej mere på væg

Sinclairs landgang i Romsdalen, malet af Adolph Tidemand og Morten Müller
Billede lånt fra: https://no.wikipedia.org

hist søger gråhærdede skytte. Nøkken opløfter sit våde skæg, og venter med længsel sit bytte.

I 1612 drog skotske George Sinclair ud med sine lejesvende for at hærge i Norge. Gustav II Adolph havde p.g.a. sit opgør med Christian IV betalt ham derfor, og Sinclair gik i land i Romsdal, hvor hverken grædende enker eller barnet på moders skød kunne standse hans brutale fremfærd. En havfrue havde på vejen advaret ham, men han havde blot hånet og truet hende.
Nu brændte baunene, og budstikken gik gennem Gudbrandsdalen, hvor bønderne fra Våge, Lesje og Lom (andre siger Froen) samlede sig på et smalt sted og gav Sinclair og hans 900 mænd deres bekomst. Kun ganske få vendte hjem.
Nøkken gik ikke sulten i seng den aften.

Vi er på vej mod Oppdal og fik denne historie med på vejen. Hør gerne sangen i både dansk, norsk og ikke mindst færøsk udgave. Gudrun og jeg synes, at sidstnævnte er bedst.

- Marianne Wagner

 

Ja, i kærlighedens rige magt og ret går hånd i hånd

Eidsvoll.
Foto: Marianne Wagner

20. august 2015

knytter som hinandens lige frit fuldkommenhedens bånd, knytter på en yndig måde så nødvendighedens gåde.

I 1814 sagde verdens nødvendighed af stål, at Norge skulle tilhøre Sverige. Men vi skal ikke frygte denne nødvendighed, og det gjorde hverken prins Christian Frederik eller en stor del af Norges mænd. De mødtes i Carsten Ankers hjem på Eidsvoll, og medens almuen sultede, trakterede Anker for egen regning omkring 150 mennesker (de 112 Eidsvolls-mænd + det løse) hver dag i seks uger med kalvesteg.

En lille gruppe med præsten Nikolai Wergeland i spidsen var realpolitikere og ville forhandle direkte med Sverige om de bedst mulige forhold. Men går man ærbødigt og underdanigt til overmagten, har man intet at forhandle med. Det var de andre klar over. Derfor endte mødet på Eidsvoll med, at man erklærede Norge selvstændigt, vedtog grundloven og valgte Christian Frederik til konge. Derudover valgte man at kæmpe mod svenskerne, indtil det stod klart for kongen, at han måtte nedlægge kronen. Dette gjorde han dog kun mod at få svenskerne til at acceptere Norges grundlov og indre selvstændighed. Samtidig havde man på Eidsvoll haft en dygtig sekretær, Christie, som kunne sit politiske håndværk, og som sørgede for, at grundloven forblev næsten uændret.

En del af Eidsvoll-mændene var i løbet af de seks uger blevet dødeligt uvenner, men da arbejdet var slut og fjenden stod for døren, lod de kærligheden til landet og ikke frygten for verdens nødvendighed af stål sejre. Sammen dannede de kreds og svor, at de ville være enig og tro til Dovre falder. Carsten Anker gik nogle år efter konkurs, men aldrig skal hans generøsitet glemmes, sålænge Norge og det norske elskes.

- Marianne Wagner

Vil selv du fatte dit væsens rod

Bølarenen
Foto: Marianne Wagner

21. august 2015

Vi rejser ind i Nord-Norge, karakteriseret ved en port, som skal alludere nordlys (lad det trøste os, som sukker over Ejer Baunehøj), mere nøgne fjelde og en svagere internetforbindelse. Men solen skinner, der er over 20 graders varme, og vakre Helgeland venter forude.

Vi overnattede i skønne Grong efter at have set Norges sidste ærkebiskops fæstning, Steinvikholmen, og Bølarenen, en meget velbevaret helleristning i helt vidunderlige naturomgivelser: birk, lyng, blåbær og en rislende elv. Tænk, der gik de gamle for 4.000 år siden og tænkte ikke på, at vi en dag skulle se og undres over de spor, de lagde.

Turen er næsten til ende. Bilen, ægteskabet og sandsynligvis økonomien holdt. En smuk og lærerig tur, som blev ekstra god, fordi jeg kunne dele den med jer.

Har I lyst til at læse en anden hyldest til Norge, så klik her

- Marianne Wagner