Jag såg ett folk, som kunde allt blott ej sin ära svika

Framom främsta linjen. Billede lånt fra: http://dvd-shoppen.com

Jeg nærer en næsten mytologisk ærefrygt for finnerne. De er på en gang fremmede og kendte, og så kan de slås. Filmen Vinterkrigen er et must for Finlandselskere, men her skal det handle om en lidt anderledes film, nemlig Framom främsta linjen, om det finlandssvenske kompagni IR 61 under fortsættelseskrigen. Det er tydeligt, at det er det dokumentariske, som har ligget instruktøren på sinde, og derfor er den anderledes end Vinterkrigen, men den giver en fin indsigt i mange forhold. Den er heller ikke helt så blodig som Vinterkrigen, og det passer denne dame godt. To ting falder mig ind, når jeg skal anbefale den.

1) Hvis nogen - efter at have set den - stadig mener, at små stater uden videre skal acceptere stormagternes geopolitiske interesser, så bør de tale om det til nogen andre end mig. Jeg kan forstå af debatten i Danmark, at russerne ikke længere er imperialistiske, og det er da en absolut glædelig meddelelse. Så kan de jo begynde med at tilbagelevere Karelen til Finland med en undskyldning til finnerne for de lidelser, de har måttet udstå p.g.a. russernes geopolitiske interesser. 

2) Kompagniet får i filmen en finsktalende officer, Mattinnen (vidunderlig type; han smiler ikke en eneste gang og er helt indædt i sin strategiske planlægning, selv om granaterne hagler ned over ham og hans folk dør som fluer omkring ham), som til at begynde med er meget vred over, at der kommunikeres på svensk. Men da han bliver klar over, at alle soldaterne er svensktalende, får han så stor respekt, at han pudser sit rustne svenske af for at kunne tale deres sprog. Ind i mellem taler de hvert sit sprog, men forstår hinanden alligevel. Og den svensktalende minoritet i Finland, som også i høj grad var sammenfaldende med den herskende klasse, er i disse dage stærkt presset i Finland, hvor det ser ud til, at der er ved at være politisk flertal for at udfase det svenske sprog. Det er meget sørgeligt; de kårede selv for få år siden den svensktalende Mannerheim som århundredets finne, deres smukke nationalsang er skrevet på svensk, og det er en del af deres historie. Men det svenske sprog er også Finlands tilknytning til norden. Ophører de med at tale svensk, er det tvivlsomt, om man kan kalde landet nordisk længere. Og det vil være et stort tab for både dem og os, synes jeg. Alligevel vil jeg slutte af med Churchills ord om finnerne, holdt i en tale i januar 1940. De citeres også i filmen:

"Only Finland-superb, nay, sublime-in the jaws of peril-Finland shows what free men can do"

 

- Marianne Wagner