Når hjertet sidder mest beklemt

Zakarias og Elisabeth
Billede lånt fra: http://www.vfka.dk

Salmer: 2, 84, 308, 109, 80

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 40, 1-8; 2 Kor 4, 5-10; Luk 1, 67-80

Gud griber af og til ind i historien, han griber ind i helt almindelige menneskers liv. Det har han gjort fra tidernes morgen, og vi lytter gerne til disse historier i kirken, men når det sker for nulevende mennesker, har de fleste af os det nok lidt svært med at greje det. Lige for tiden tales der meget om religiøse oplevelser på grund af journalisten Charlotte Rørths bøger om hendes eget og andres konkrete møder med Jesus, og for ikke så længe siden kunne man på fjernsynet se en kvinde få fjernet nogle uudholdelige smerter fra sin arm ved kristen forbøn. Jeg hører til dem, der byder den slags beretninger velkommen, for man skal ikke gå og putte med, at Herren gør underfulde ting, som overgår vor forstand. Er han Gud, kan han gøre, hvad han vil, og når han vil.

Problemet ved den megen fokus på religiøse oplevelser kan dog være, at der opstår et A- og B-hold i menigheden, at der kommer mere fokus på den, der har oplevelsen end på Herren, og vi er jo mange, som ikke har den slags oplevelser. Hvad skal vi dog gøre? Elsker Gud så ikke os, når han ikke viser sig på en eller anden måde i vort liv? Til det er der kun at sige, at det, at Gud viser sig for nogle og ikke for andre, ikke har noget at gøre med, om han elsker nogen mere eller mindre, hans veje er blot uransagelige, hans trøst og glæde skal også findes i kirken, hvor præsterne efter fattig evne er sat til at forkynde ud fra den autoriserede skrift. Her er Zakarias, Johannes Døberens far, et godt eksempel – også for moderne mennesker – at spejle sig i.

For Zakarias var præst, en ganske almindelig en af slagsen, som læste op af den hellige skrift og bragte røgelsesofre til Gud. Han levede et fromt og gudfrygtigt liv sammen med sin kone, Elisabeth. Mere var der ikke at sige til det. De blev normalt ikke hjemsøgt af varsler eller lignende. Men en dag, da Zakarias stod i templet og bragte det påbudte røgelsesoffer til Herren, skete der noget utroligt. En Herrens engel, Gabriel, viste sig for ham og bebudede, at fru Elisabeth skulle føde en dejlig dreng, som skulle berede Herren »et velskikket folk«. Nu kunne man tro, at Zakarias med sin baggrund ville være den helt rette til at tage imod den besked, men han viste sig at være som folk er flest; han blev rædselsslagen og kunne ikke tro det utrolige, for han og Elisabeth var barnløse, nu var de også gamle, og også dengang vidste man, at naturen har sine ubønhørlige love. For – hvor kan man finde roser, hvor ingen roser gror?

Englen blev rasende og slog Zakarias med en stumhed, som først blev ophævet ni måneder senere, da Johannes var kommet til verden.
Da var der ikke længere tvivl i Zakarias` sind; han brød ud i den skønne lovsang, som vi netop har hørt. Gud havde besøgt sit folk, og Johannes` opgave skulle være at bane vejen for »Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge.«

Gud vil være hos dig og hos mig, og når vi møder ham, så skal vi som sagt ikke gå og putte med det, vi skal synge det ud. Det skal vi om lidt, men først må jeg fortælle en lille historie: 

En jul for længe siden var der afgrundsdyb sorg i præstegården i Randerup i Sønderjylland. Her boede Hans Adolph Brorson sammen med sin kone Katrine, og selv om det var et lykkeligt ægteskab, oplevede parret netop i tiden i Randerup nogle af deres livs største sorger, idet de mistede fire ud af de syv børn, der kom til verden hér. Sorgen var ganske ved at overmande dem, og Brorson skriver i et brev mange år senere, at de en bestemt jul i den grad behøvede at glæde sig. Brorson var m.a.o. så plaget af sorg, at han frygtede, den ville drive ham ud i en fortvivlelse, der ville fjerne ham fra Gud. Hvad skulle han gøre? Brorson havde det held, at han ejede poetisk talent, og derfor skrev han sig til glæden i salmen I denne søde juletid, tør man sig ret fornøje. Det lille ord »tør« betyder simpelthen »behøver«, og derfor er denne salme en voldsom insisteren på budskabet om Guds søn, der kom til jorden for at være menneske, en insisteren, der kan virke næsten trodsig. For når man behøver noget, så må der af og til trods og vilje til, for at man kan få det. Og netop i forhold til evangeliets glæde, må man gerne insistere.

Midt i den trodsige vilje til glæde, der kommer til udtryk i begyndelsen af salmen, aner man derfor evangeliet, det glade budskab, af egen kraft bryde frem af sorgen, som natten, der flygter fra solens stråler. Brorson skrev i den oprindelige salme:

»Når hjertet sidder mest beklemt, / da bliver frydens harpe stemt / at den kan bedre lyde. / Så korset selv / når Jesus vil / må også hjælpe sjælen til / med salmer at udbryde.«

Brorson forkynder her i lyset, hvad der hviskes til ham i fortvivlelsens mørke. Hans og Katrines børns død var en tilskikkelse, som de hellere end gerne havde været foruden, og alle ville have haft forståelse for, hvis de havde opgivet alt og var sunket hen i sorg. Det skete bare ikke. I stedet blev sorgen en forkyndelse af, at Gud selv er kommet til jorden for at dele alt med os, de gode dage og især de onde, som kan synes at fylde et helt liv. Glæden og fryden fik det sidste ord, og det åg, det unge par måtte bære, blev med ét let, omend det aldrig forsvandt. De erfarede, hvad det vil sige at være slået til jorden men ikke gået til grunde.

Vuggen stod tom i det brorsonske hjem, men der var til gengæld et barn i krybben i Bethlehem, og det barn gik igennem lidelse og død, for at vi kunne vinde livet, små som store. Brorson synger i denne salme himlen med de mistede børn ind i stuen. Der er ikke længere noget skel mellem dem og ham, for Gud rummer dem alle. Brorsons lidelse får værdi gennem frelserens lidelse, fordi korset også er opstandelsens symbol. Og da fødes håbet og glæden.

Man skal ikke gå og putte med, at man har mødt Gud eller en af hans engle, det lærer historien om Zakarias os, men for os, som ikke er blevet velsignet med en særlig oplevelse, forkynder Brorson, at vejen til Gud ikke er lukket; vi må bare kæmpe os frem ad den, insistere på at blive trøstet og mødt af ham, hvis han synes borte. Og så kan det ske, at han dukker op. Derfor er det så godt at vide, at her i kirken lyder ordene igen og igen om Herren, som har besøgt og forløst sit folk for at lyse for os, der sidder i mørke og dødens skygge og lede vore fødder ind på fredens vej.

- Marianne Wagner