Forræderiets karakter og verdens nødvendighed af stål

»Historien er aldrig slut, den er summen af alle begyndelser« skrev Torkild Hansen i bogen om Jens Munk. Bedst som man tror, noget er til ende, viser det sig, at det blot var en begyndelse. 25. december 2016 var det 25 år siden, at Rusland meldte sig ud af Sovjetunionen, og at denne derfor ophørte at være til. Det er en enestående hændelse i Ruslands historie, som nok kunne være værd at fejre, men det blev ikke fejret. Og det kan man jo så tænke lidt over; »den kolde krig er slut« er et udsagn, man af og til hører, men den kolde krig var blot en begyndelse på noget andet; også i Sovjetrusland fandtes patriotisme, som gled sammen med den kommunistiske ideologi, og derfor ser ikke så få i dag på den del af historien som noget, de kan være stolte af. De fleste familier har måttet lide og ofre noget for projektet, og hvis man skal holde tanken om det ud, må man også prøve at finde det gode ved tyranniet. Det er en ikke uforståelig reaktion. I hvert fald bør man overveje, hvordan mere end 70 års tyranni har formet et folks karakter og tænkemåde.

Og selv om alle, også de etniske russere, led under kommunismen i det gamle Sovjetunionen, så led de omkringliggende lande dobbelt, idet mange af dem oplevede en herskende, etnisk russisk overklasse, som nød særligt godt af regimet. I dag lever f.eks. de baltiske lande med store, etnisk russiske mindretal, som ikke har assimileret sig, og når både Central- og Østeuropa i sin tid ønskede medlemskab af et stærkt NATO, så kunne grunden være, at de tidligere end Vesteuropa så, at den kolde krig kunne blive varm med et - i historiens lange lys - ofte ekspanderende Rusland som nabo. At underkende de gamle østlandes reelle bekymring udfra en tanke om, at stormagters geopolitiske interesser til hver en tid er mere legitime end deres nabolandes frihed, er for mig at se et kynisk svigt, fordi man så anerkender den stærkes ret. Nok kan man blive nødt til at forholde sig til magtens sprog i en falden verden, men man behøver ikke at hylde det, bedst er det at tale og kæmpe imod det. Grundtvig ville sige: Frygt ej for, hvad verden kalder sin nødvendighed af stål, frygt er ej af kærlighed. Grundtvigs ord bør være vort udgangspunkt som danskere i Vesten.

Vesten svælger i disse år i sin egen dekadence og ønske om opløsning, og det er alt for let at komme til at hade sit eget og se sig om efter noget andet, noget bedre. Man er imidlertid nødt til at elske sit eget, lade det gro, også med de vildskud, der så kommer, og som man ikke bryder sig om og ikke kan se meningen med, for at kunne kæmpe for det. Ellers ender man alt for let som en Judas, denne tragiske skikkelse, som er den eneste af de uslinge, som udgør Jesu disciple, der ikke finder tilgivelse. Og det selv om han angrer sin handling til døden.

Skal man forstå forræderiets karakter, er man nødt til at granske, hvad det er, der driver Judas. Det siges ikke direkte i bibelen, men man fornemmer, at han på en eller anden måde bliver skuffet og forarget over Jesus, idet hans beslutning om at forråde ham falder umiddelbart efter salvningen i Bethania. Og hos Lukas og Johannes besætter Satan Judas. Både den personlige forargelse og det sataniske er vigtige pointer, når man skal beskrive forræderiet; jeg læste og så for nylig Dame, Konge, Es, Spion, hvor det blev det meget klart, hvor grumt og utilgiveligt forræderi er, og også hvordan man kan ende i det, selv om det ikke var ens udgangspunkt at forråde. John le Carrès roman er næsten profetisk, idet forræderiet ikke foregår i venstreorienterede kredse, men kommer fra konservativ, national kant.

Bill Haydon er en højt estimeret løjtnant i MI6; en flot og fædrelandskærlig aristokrat, som man umiddelbart kan lide, fordi han har noget grundlæggende tiltalende og tillidsvækkende over sig. Fordi Haydon har høje idealer for sin fædrelandskærlighed og de værdier eller dyder, som for ham er sande engelske, nærer han en dyb skepsis overfor den amerikanske livsstil og kapitalisme. En skepsis, som fører til et afgrundsdybt had, da han opdager, at England har mistet sin stormagtsstatus og nu er et halehæng til USA. Hvad gør man så? Så ser man derhen, hvor idealerne tilsyneladende blomstrer; mod øst. Her holder Karla, mesterspionen og Smileys ærkefjende, til, han er benhård ideolog, selv om systemet har anbragt ham flere år i sibirisk fangelejr. Karla elsker stadig ideen, og han elsker Rusland. En sådan ubestikkelighed kan være særdeles tiltrækkende. Bill Haydon begynder at samarbejde med ham, først lidt tøvende, men til slut overgiver han sig helt og fuldt, idet han bliver ved med at bilde sig selv ind, at det er i Englands interesse at stække USA.

Haydons kritik af USA er ikke urimelig. Smiley nærer heller ingen illusioner om Vestens moralske overlegenhed, men hvor Smiley forholder sig til de mennesker, han har ansvar for, nemlig sine agenter i både øst og vest, ser Haydon mennesker fra sin ideologiske tinde. Og set i fugleperspektiv er alle små og ubetydelige. Selv Haydons bedste ven, Jim Prideaux, må ofres, da Haydon skal redde sit eget skind. Og her nærmer vi os forræderiets fortvivlende og grove karakter; Haydon ser slet ikke, at man ikke kan bruge mennesker til sit eget formål, og han ser ikke, at hans egne »ædle« intentioner forsvinder i kampen for at redde sig selv, så der til sidst kun er forræderiet tilbage.

I en operation, som Haydon har planlagt sammen med Karla for at narre chefen for MI6, som er på sporet af Haydon, bliver Prideaux således skudt og taget tilfange. Under pinefuldt forhør angiver han alt, hvad han ved, heriblandt flere agenter, som efterfølgende bliver skudt. Haydon får ganske vist reddet Prideaux hjem, men først efter torturen, hvor Prideaux` tilståelser redder Haydon sekv fra at blive afsløret. Da Prideaux konfronterer Haydon med det, svarer han bare, at han jo fik Prideaux ud af suppedasen, og at han i øvrigt er ked af, at han blev skudt. Men det var ikke skuddene, som var problemet. Prideaux elsker England ubetinget, og tilståelsen under tortur og bevidstheden om, at han angav sine kolleger med deres død til følge, plager ham, for dermed har han svigtet både dem og sit elskede England. Han kan ikke leve med, at hans bedste og næreste ven for at redde sig selv har tvunget ham ud i en situation, hvor han selv blev forræder. Nationer og folk lever af en sådan kærlighed hos enkeltpersoner, og det er bl.a. den kærlighed, Haydon forråder.

Da Haydons forræderi afsløres, bliver det et traume for alle i afdelingen; for alle så op til ham og hans idealer, de kunne lide ham, fordi de følte, at han oprigtigt kunne lide dem. I virkeligheden var de bare brikker i det forræderi, som han tilsidst alene levede og åndede for.

Så hvad er læren? Skal man ikke være kritisk eller forarges, når Vesten hykler og spiller dobbeltspil? Jo, kritisk sans er vel en af de vigtigste egenskaber, mennesket ejer. Men forsvinder den kærlighed, som rækker udover ens egen næsetip og bevidstheden om, at djævelen findes og kan fare i en, så forsvinder også sansen for næsten, de mennesker, vi har ansvar for, hvadenten det er vore egne landsmænd eller en aggressiv stormagts naboer. Derfor er historien om Judas (og Bill Haydon) vigtig. For det er historien om os selv.

"I hate America very deeply". Se Bill Haydon retfærdiggøre sit forræderi.

 - Marianne Wagner

»Hvis nu det lys, der er i dig, er mørke, hvor stort bliver så ikke mørket?«

Forræderens sind og holdningsskifte er en kilde til stadig undring. Erik Aalbæk Jensen har beskrevet det på en indsigtsfuld måde i bøgerne Perleporten og Kridtstregen, hvor man bl.a. følger Hardy Bunken og Bertel Kratholm, to meget forskellige skæbner, som begge ender på østfronten. Her vil jeg dvæle ved Hardy.

Hardy Bunken er ikke usympatisk; han har en egen charme og selvsikker fremtoning, han passer sit arbejde, og ingen kan forudse, at netop han skal blive nazist. Hardy er søn af Ida, som giftede sig med Karl Bunken, medens hun endnu ventede sig, men Karl er ikke den biologiske fader. Karl er husmand og har sin gang i husmandsforeningen, hvor han synger sange om, at han en »kulturens soldat«. Hardy tænker, at faderen er en drømmer, han ser slet ikke, at faderen er ét med sit lille jordbrug. At han sanser alt omkring sig af lyde og lugte, at han ikke kunne tænke sig andet i eller af livet.

For Hardy har en uro i sig; når han ikke arbejder, driver han rundt på sin cykel for at se, om der sker noget nogen steder, om nogen har nogle nye historier at fortælle. Det har de ikke. Af kedsomhed, og fordi det kan lade sig gøre og også lidt, fordi han synes, hun er sød, forfører han den missionske familien Mølgaards Ester. Da affæren kommer for en dag, tilbyder Mølgaards ham, at han og datteren kan få et lille husmandsbrug, hvilket er voldsomt grænseoverskridende for dem, men de gør det af kærlighed til datteren, der elsker Hardy. Hardy svarer aldrig. Han er nu værnepligtig, og han har fundet ud af, at livet her passer ham, at han kan lide at træne sin udholdenhed og sine skydefærdigheder. Og så har kaptajnen gjort ham opmærksom på, at faderen og de andre husmandsrotter er slaver af kreditvæsenet, englandspriserne, plutokraterne og de jødiske ågerkarle. Nazisternes blad er forbudt på læsestuen, men Hardy kan nemt få fingre i det, og han pløjer sig igennem det. Hardys uro har fundet et ideologisk mål, og sammen med hans militære træning fører det ham senere til østfronten. Det lys, som kunne have været i Hardy, er blevet til mørke. Hardy har allerede nu - i hjerte og sind – passeret kridtstregen.

Da han uretmæssigt bliver eftersøgt for et mord, han ikke har begået, er han sikker på, at han som en lille mand af folket ikke vil blive retfærdigt behandlet, og han flygter derfor til Tyskland, hvor han får arbejde. Da krigen bryder ud, melder han sig til krigstjeneste. Hverveofficeren tegner nogle kridtstreger, som de frivillige kan fordele sig bag; alt efter om man vil tegne sig for en årrække eller "auf Kriegsdauer". Krigen vil jo ikke vare længe, siges det. Hardy vælger "auf Kriegsdauer" og dermed på østfronten. Han vender hjem til Danmark og fortsætter i Frikorps Danmark, men nytårsaften 1944 stikker han og Bertel Kratholm af. Det er kendetegnende, at det, der binder de to sammen, er det tyske soldaterliv med dets sange og gamle minder fra fronten. De har ikke længere et fædreland. 

Efter en lang og hård flugt tages de til fange af en modstandsgruppe. Den nazistiske idè, som Hardy faldt for i sin ungdom, faldt på østfronten, og han har intet at vende tilbage til. Han er ikke, som Bertel, ud af en velstående, indflydelsesrig familie, som nok skal komme sig over, at de valgte den forkerte side. Hardy, derimod, er uægte barn, opvokset hos en husmand og har ingen forbindelser. Hvad han har, er en gammel anklage om mord hængende over hovedet og nu også landsforræderi. I Danmark anno 1945 levner det ham ikke mange chancer for at komme til at leve et tåleligt liv. Under et flugtforsøg bliver Hardy skudt, et udfald, han angiveligt har regnet med.

Judas må dø ensom, forladt og forhadt. Større bliver mørket ikke.

- Marianne Wagner