Store Frith!

Billede lånt fra https://www.grevebibliotek.dk

Ganske kort: Læs Kaninbjerget!


Og så den lidt længere version: Kaninbjerget handler om Hassel og hans kammerater, der flygter fra deres gamle koloni, da Hassels synske bror, Femmer, har forudset en katastrofe, som stort set ingen vil tro på, vil finde sted, og da slet ikke førerkaninen. Det viser sig selvfølgelig, at Femmer havde ret, men da er det for sent. Det lykkes den lille flok efter mange farefulde tildragelser at grundlægge en ny koloni, og vi følger dem gennem en sommer, som jo for kaniner er meget lang tid. Kaninerne har deres eget sprog, de har en gud, Frith, og de har en mytologi omkring den store urkanin, El-ahrairah, som sammen med sin gode ven, Kaninpil, udfører de største og snedigste bedrifter. At kaninerne kan fortælle hinanden om El-ahrairah styrker deres mod og deres fantasi.  Ja, ikke nok med det, El-ahraihrah er også den, der ofrer sig selv og dermed overvinder den sorte kanin fra Inlè, som ellers har hersket over dødsriget. Nu hersker El-Ahrairah der, som en Kristusfigur, der giver håb til de jordiske kaniner. Det skal mere end en gang redde Hassel og Co. ud af en knibe.


På deres færd støder kaninerne på andre kolonier, kaninen Kabbelejes velfærdsstat og General Galtetands fascististe Efrafra. Kabbelejes koloni ligger tæt ved en gård, hvor gårdmanden fodrer kaninerne. Og lægger snarer ud. Alle er velnærede, men ingen er rigtig glade, de har glemt deres egne fortællinger, og har i stedet udviklet deres egen »kultur«, hvor de synger vuggesange for ungerne, digter moderne digte, danser og former skulpturer. Og så skal man ikke stille spørgsmål om væsentlige ting, som hvor maden kommer fra, og hvorfor der ikke er flere kaniner i det engang så store bo.


Hos den ekstremt voldelige general Galtetand er alt sat i system; alle kaniner har et mærke, som de skal holde sig til, og som hører under en flok officerer, mærkerne skiftes til at være oppe og spise, hvilket betyder, at nogle aldrig får set solen, fordi deres spisetid er om natten. Galtetand er imidlertid ved at miste grebet om kolonien, da vore helte dukker op på scenen, og mere skal jeg ikke røbe.


Det særlige ved Hassel er, at han - som noget helt nyt - begynder at hjælpe andre dyr. Han redder en mus fra en spurvehøg og en såret måge fra at dø af sult. Denne form for næstekærlighed forstår de andre slet ikke, men den viser sig at være fornuftig, da både musen og mågen kommer til hjælp senere. At Adams ikke bare vil skildre ateistens idè om, at hvis næstekærlighed er godt for overlevelsen, så bliver den en naturlig del af arternes måde at leve på, viser han ved, at hos Hassel lades ingen tilbage, hverken sårede eller svage kaniner. Hassel ser kvaliteterne hos alle, og derfor bliver han idealbilledet på en førerkanin. Adams skildrer kaninernes »folkeliv« på en betagende måde; de fortæller historier, de spiller bobsten, de glæder sig over at få unger, de har et kammeratskab. Og så sætter de friheden i fællesskabet meget højt. De holder sammen, men Hassel lærer dem glæden ved at være herre i eget hus og ved at drive stordåd. Hver gang, de har noget for, siger de til hinanden, at det skal blive en god historie at fortælle. Mytologien bliver således ikke noget, der engang var, den bliver levende af, at der bestandig føjes nye bedrifter til.
Jo, store Frith, det er en god bog. Hvem der bare selv havde en historie at fortælle.

Marianne Wagner