Den sten, bygmestrene vragede

Tyvende søndag efter Trinitatis 2016

Salmer: 747, 352, 187, 730, 7

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es. Kap. 5, vv. 1-7 Matt. Kap. 21, vv. 28-44

Hellige Fader, Hellige du os i din sandhed; dit ord er sandhed. Amen.

Kærligheden er et sted at fæstne blikket ved, siges det i en populær sang, og det sker ikke sjældent, at det populære siger det indlysende, det sande; kærligheden er uden for os selv, og har vi blikket rettet mod den, da ser vi bort fra os selv og hen til en anden eller noget andet. Men det er ganske vanskeligt for mennesker at rette blikket bort fra sig selv ret længe ad gangen, og det er denne tilbøjelighed, Gud kom til jorden for at rette op på, da han viste sig i skikkelse af netop kærligheden og barmhjertigheden og dermed også som befalingen til og dommen over menneskene. For kærlighed, befaling og dom hører sammen, men størst af alt er heldigvis kærligheden. Lad os nu gå til teksten.

Samtalen, som vi netop har hørt, finder sted i templet mellem Jesus og ypperstepræsterne og folkets ældste kort før Jesu grusomme død på korset. Jesus ved, at han skal dø, og man kan sige, at den lignelse, han afsluttende fortæller til folkets ledende repræsentanter er en forudsigelse om, hvordan de om kort tid vil behandle ham. Dermed er det også hans dom over dem; de vil jo korsfæste kærligheden.

I lignelsen hører vi om vingårdsejeren, der planter en vingård, og omhyggeligt omhegner den, graver perse og bygger vagttårn, hvorefter han forpagter den ud. Men hvilke forpagtere! Da høsten er inde, og ejeren vil have sit udbytte, sender han tjenere af sted for at hente det. Det går dem ilde, forpagterne begår vold og mord mod dem, og de næste udsendinge modtages ligesådan. Da vingårdsejeren sender sin søn i håbet om, at han dog må kunne tale forpagterne til rette, smides han udenfor muren og dræbes, så forpagterne kan få hans arv.
På Jesu spørgsmål om, hvad vingårdens ejer mon vil stille op med disse forpagtere, når han selv dukker op, kan ypperstepræsterne og de ældste kun svare det ganske indlysende: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«

At de dermed har fældet dommen over sig selv, har de derimod svært ved at se, og det selv om Jesus til at begynde med har fortalt en lignelse om manden, der havde to sønner, som begge blev bedt om at gå ud for at arbejde i faderens vingård. Den første sagde nej, men fortrød og gik alligevel hen og gjorde sin dont, den anden svarede villigt ja, men blev hjemme. Ypperstepræsterne og de ældste kunne godt se, at det var den første, der gjorde sin faders vilje, ganske som de kunne tænke sig til enden på den efterfølgende lignelse.

På sin vis er det ikke uforståeligt, at det forholder sig således. For ypperstepræsterne og de ældste var ikke specielt dårlige eller onde mennesker, tværtimod, kan man sige, for de havde den bedste vilje overfor Gud, og det kan derfor godt virke uretfærdigt, at Jesus på den måde dømmer disse mennesker, der blot tror, at de er de sande troende, den del af folket, der er Gud særligt velbehagelig, dem, som Gud p.g.a. deres retfærdighed og renhed vitterlig ikke kan sige noget på. Ypperstepræster og farisæere har hos os et dårligt ry, men det er vigtigt at kunne sætte sig i deres sted, hvis man på nogen måde skal forstå, hvorfor hadet til Jesus blev så stort og indædt, som det blev. Vi behøver ikke grave dybt i os selv for at vide, at også dèr findes en farisæer, en rettroende, en, der aldrig gjorde noget galt, en, der så splinten i broderens øje, en der aldrig kunne tilgive en uretfærdighed. Heller ikke vi bryder os om at få at vide, at vi har taget grundlæggende fejl i vor måde at indrette tilværelsen på.
Men for Jesus er det altså denne rettroenhed, som er den afgørende synd hos de gejstlige, og det er den, fordi den i virkeligheden er vendt ind mod dem selv og ikke mod den Gud, de hævder at dyrke. De jødiske lærde og en stor del af folket havde ikke behov for Gud, de havde nok i skrifterne og kulten; det vidnede deres behandling af hans sendebud, profeterne, og til sidst hans søn om.
»Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Således lød dommen, som ypperstepræsterne og de ældste fældede over sig selv, og Jesus understreger den ved at sige, at den sten, bygmestrene vragede, nu er blevet hovedhjørnesten, og at Guds rige skal fratages det udvalgte folk og i stedet gives til et andet folk, der bærer dets frugter. Sådan blev det. Guds Ord blev strøet ud til hedningene, og kristendommen gik sin sejrsgang over den ganske verden. Fordi bygmestrene vragede hovehjørnestenen er vi samlet her i dag.

Se, det er altid rart at være lidt på afstand af sådanne fortællinger; vi ved jo godt, hvordan det gik, og at bygmestrene aldrig skulle have vraget hovedhjørnestenen. Det ville vi aldrig selv have gjort. Vi ville med det samme have set, at her var et ganske særligt menneske, som vi skulle ære og ikke foragte. Og vi har jo forlængst sagt farvel til fundamentalismen og gerningsretfærdigheden, vi holder af at se os selv som levende stene samlet omkring Kristus.
Ja, nok er kirken bygget af levende stene, men disse levende stene har det af og til med selv at ville være hovedhjørnestenen; det er ikke altid at Guds ord er tilstrækkeligt, vi vil gerne fylde kirken ud med os selv, hvis vi kan få lov, omskrive det støvede budskab, så det bliver mere tidssvarende og dermed ikke virker for urovækkende i vor trygge og betryggede tilværelse, hvor vi også gerne vil fylde lidt.
Men netop da ryster evangeliet støvet af sig, for når vi prøver at skabe os et budskab i vort eget billede, da gør vi netop det, den anden søn gjorde ved fortællingens begyndelse; han talte sin fader efter munden, men havde bestemt ikke tænkt sig at efterkomme hans befaling.
Hvad var det da, den første søn gjorde, da han til at begynde med nægte at gøre sin faders vilje? Han fortrød, han angrede, og gjorde derefter, hvad han var blevet bedt om. Og det er netop det at fortryde, at angre, der er det centrale i teksten. Fortryde og angre kan vi kun i mødet med kærlighedens dom og befaling, for det den udefrakommende, ufortjente kærlighed, som gør os opmærksomme på, at vort blik er fæstnet ved os selv, hvad vi kan og vil og tror. Vi kan være nok så flinke til alt muligt, men kærligheden kan vi kun få skænket, den kan vi ikke fremelske af os selv. Ja, havde vi ikke den kærlighed, som kommer udefra, da vi vi rungende malm og klingende bjælde.
Det er det, Jesus vil frem til, da han til sine modstandere siger, at toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før dem. Er det nu fordi toldere, den romerske besættelsesmagts skatteopkrævere, altså 5. kolonnefolk, og ludere var særligt skønne og fortjenstfulde mennesker? Selvfølgelig ikke, men det, der var særligt ved dem, var, at de i mødet med Jesus, hovedhjørnestenen, indså deres skyld og deres forspildte liv, de fortrød, og de tog imod Ham som Guds kære søn, den eneste, der kunne frelse dem fra dem selv.

Og så er vi tilbage ved dommen, for Jesus siger til sidst om netop hovedhjørnestenen: »Den der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.« Fordi Jesus tager al vor skyld på sig og går i døden for vor skyld, kan vi ikke andet end falde og kvæstes ved mødet med Ham. Jesus gjorde det, vi skulle have gjort, levede i kærlighed til sin næste og i lydgihed mod sin himmelske fader, og hans dom er den gåde, at vi bliver dømt i nåde. For det i sandhed glædelige og opbyggelige er, at netop i faldet rejser Han os op og samtidig med dommen skænker os nåden, den nåde, der gør, at vi frit kan elske Herren vor Gud af hele vort hjerte og sind og vor næste som os selv.
Vort daglige liv bliver således værd at leve, hvor uskønt det end måtte tage sig ud, for det kommer ikke længere an på, hvad vi siger, eller hvordan vi tager os ud i andres øjne. Gud interesserer sig kun for én ting, nemlig om vort blik er fæstnet ved hovedhjørnestenen, kærligheden i Kristus Jesus, for da ser han os ikke med alle vore fejl og mangler, men kun sit eget kære barn, som han bestandig kalder og drager hjem til sig. Og hvad der er endnu bedre: Har vi blikket fæstnet ved ham, da er vi godt på vej, for vi er på hans vej og gør hans gode vilje.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen

Marianne Wagner