Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til - med Marta og Maria i Petter Dass` fodspor

Udsigten fra Aldersund kapel.
Foto: Marianne Wagner

Aldersund kapel er hverken Nidaros eller Kölnerdomen. Men det er bygget og lagt med kærlighed af de lokale, og de har tænkt sig godt om, da de gjorde det. Når kisten ved begravelse bæres ud fra kirken, er der således udsigt til øen Aldras monumentale fjelde med den karakteristiske kløft, og således steder man sin kære til hvile i en katedral, som intet menneske kan gøre efter, nemlig Guds eget store skaberværk.

Aldersund er en del af Helgelandskysten, det, der var Petter Dass` hjemland, og her er jeg præst. Lad mig tage jer med på en lille rejse i Dass` fodspor. Fra kapellet tager vi nu lidt mod syd, til Grønsvikfortet, under krigen en del af tyskernes atlanterhavsvold, som gik fra Nordkap til Pyreneerne. Netop på dette sted kan jeg ikke lade være med at gøre mig nogle tanker over Lukasevangeliets Marta. Hende kender jeg på godt og ondt fra mig selv (hvilken kvinde gør ikke det?); der er jo det med denne Marta, at hun er både dygtig, flittig og omsorgsfuld, men hun kan også være hoven og selvretfærdig, og når hun bliver grænseløs, er der virkelig fare på færde. Så kender hun ikke forskel på dit og mit, på omsorg og tyranni, og var det ikke en sådan Marta i forvrænget udgave, tyskernes regime var udtryk for? Når man går på Grønsvikfortet, som blot var et ud af omkring 350 af samme slags i Norge, så er det nemlig helt utroligt at tænke på hvilke ressourcer, tyskerne brugte på at føre krig. De kom med al deres flid og dygtighed, og man skal ikke undervurdere, at de - som alle ideologer - har ment, at det, de gjorde, var det bedste for alle. Og så må der nødvendigvis luges ud blandt dem, som står i vejen for ideen, ikke passer ind i den, eller som ikke kan lide den. Det fik beboerne at mærke.
På Grønsvikfortet stod fire store kanoner + en lille, der var enorme lyskastere, et hav af barakker, en stald, en smedje, et lazarat, ja, sågar en tandlæge, som også lokalbefolkningen fik lov at bruge. Grønsvikfortet blev bygget af russiske krigsfanger og lokale nordmænd, som man tvang til at stille med både arbejdskraft og heste, hvis de havde det. Jo, der blev bygget og arbejdet, men lige fedt hjalp det, for når Martha ikke længere kender sin eller sin næstes grænse, så er hun en belastning og en tyran uanset hvad hun disker op med.

I dag er der på Grønsvikfortet næsten kun ruiner tilbage; der er museum og rekreativt område, og mellem ruiner og løbegange står der blomster og tyttebær. Det er mærkværdigt at gå rundt mellem fjelde, elve og træer, som har set alt dette, de, som var der længe før os, og som stadig vil være der, når vi for længst er borte. Og bag dem skaberen, som var der, før noget af det blev til. Det var Ham, Martas søster, Maria, genkendte i Jesus, og så måtte hun lytte.

Men når Marta er sig selv, så kan hverken hun eller Maria undværes, og her på Helgelandskysten går de heldigvis op i en højere enhed til velsignelse for mange, Guds ord bæres i høj grad frem af disse to søstre. I Aldersund bl.a. af Åslaug Finseth, menighedsrådsformand og søndagsskoleleder; de børn, som kommer i hendes børneklub, hvor der fortælles og synges og spises, bringes dertil af mødre, som selv har gået i søndagsskole hos Åslaug. »Sakkeus var en liten mann, en bitte-bitte liten mann. Han klatret opp i et morbærtre, for han ville Jesus se.« Sådan har de alle sunget og lært historien om den lille tolder, som fik guddommeligt besøg.

Marianne Wagner

Fra Aldersund til Selvær

Selvær. I baggrunden Sanna med Trænstaven.
Foto: Marianne Wagner

Fra Åslaugs søndagsskole tager vi en tur op på en af de mange høje, hvor udsigten over havet er klarest. Hvad er nu det for klippeknolde derude i havet? Det kan Petter Dass svare på: »Jeg finder på Globo hvor Trænen er sat / hand lige har Circulum Articum fat./ Thi bør ham tillægges den Ære;/ Hand Nøgelen haver til Norder Climat,/ hans klumpede Knolde er alle parat / at tage mod Havsens Besvære.«

Ja, derude ligger Trænen eller Træna, mit andet sogn, og fra Stokkvågen tager vi hurtigbåden, Helgeland, som på vejen lægger til ved Onøy, Sleneset og Lovund. Petter Dass, sognepræst i Alstahaug, ville have taget sin egen båd, og det er der stadig præster, der gør heroppe, men nu er bådene motordrevne, og for en landkrabbe som mig er de offentlige transportmidler svært vigtige. Alligevel kan man godt leve sig ind i Dass` sørejser, når sejlet var sat og marsvinene legede foran bådens stævn:  »Ja, før Gud sin ære skal forlise,/ før skal hav og grummen hval ham prise, / samt og tanteien som løper leien, / steinbit og seien og torsk og skreien og nise« På vejen ud til Træna passerer vi bl.a. Lurøy, hvor jeg har min embedsbolig. Onøy og Lurøy var hjemsted for Lurøyaffæren; kommandosoldaten og radiotelegrafisten, Jon Kristoffersen, holdt til i en hule på Onøy, hvorfra han rapporterede om tyske skibes færden på helgelandskysten til England via radiostationen Erna. Hans aktiviteter blev dog afsløret af Sonderabteilung Lola; det lykkedes Kristoffersen at flygte, men omkring 40 lokale, deriblandt Kristoffersens egne forældre, blev arresteret, og for nogle betød det pinefuldt forhør og fangenskab. Den tyske Marta viste endnu engang sin effektivitet og brutalitet. Men for alt er der en tid, Gud har lagt evigheden i menneskenes hjerter, og Maria fik kaldt Marta til ro; efter krigen tog flere beboere i området imod tyske børn, som led under følgerne af krigen. Således har mange små forhutlede sjæle oplevet på egen krop, at forsoning, håb og kærlighed er en mulighed i verden.

Men tilbage til Træna, Norges eldste fiskevær, der var målet for turen. Træna består af mere end 418 øer, holme og skær, og man har fundet tegn på beboelse fra omkring 9000 år siden. Den faste bosætning begrænser sig i dag til øerne Husøy, Selvær og Sanna, men på Sandøy, Holmen og Dørvær ligger der fritidshuse. På Træna findes en vidt forgrenet slægt, som stammer fra danske Anders Jeppesen, odenseaneren, som omkring 1825 bosatte sig på Husøy med sin bergensiske kone, Elsebeth. Det er her, Ida Jessen boede en årrække og fandt inspirationen til ungdomsbøgerne om Jan og Eva. Der er meget at fortælle om alle øerne, men da det er Marta og Maria, som er omdrejningspunktet for denne epistel, tager vi ud til Gerd Jakobsen på Selvær, som jeg overnatter hos, når jeg nogle få gange om året skal prædike i bedehuset. Gerd er fra Lurøysundet, og hun giftede sig med en fisker fra Dørvær. De to bosatte sig på Selvær og stiftede familie, hvor Gerd passede hjemmet. Gerd sanker edderdun og laver sine dyner selv, så hendes gæster sover i vintermånederne som grever og baroner. Da Gerd havde hjemmeboende børn, var Selvær et driftigt fiskersamfund, nu er der kun få fiskere tilbage og bare et par børnefamilier.

 I Gerds barndom og ungdom havde hver familie et kartoffelstykke, lidt høns, får, måske en ko eller en gris. Og så fiskede de. De mest driftige havde så meget, at de kunne give til dem, der ikke havde så meget. Det er ikke usædvanligt, at folk bor i hyggelige huse, som de selv har bygget; det begyndte med køkken og soveværelse, og så byggede man ud efterhånden, som man fik råd eller fandt materialerne til det.

På Selvær (og i området i det hele taget) er det skik at lade nøgelen sidde i døren, når man rejser hjemmefra. Er Gerd ude, skal jeg bare gå ind og lade som om, jeg er hjemme.

Der går meget tabt med de gamle. Kundskaber og den selvfølgelige omtanke for hinanden, som måske kommer af en kombination af nøjsomhedens nødvendighed og den kristendom, som stadig lever herude, og som bæres videre af alle de små Marta-Mariaer. Hver gang jeg begraver et gammelt menneske, tænker jeg på alle de kundskaber og den naturlige godhed og hjælpsomhed, som kom fra dem. Alt det begraver jeg også. Derfor er Selvær en lille perle, et levende vidnesbyrd om det liv, Roy Jakobsen skildrer så fint i De usynlige. Et samfund, som - trods sin lidenhed - insisterer på at være der alligevel og leve, som om det skulle bestå for evigt.

Og hvem ved? Måske bliver det her, på disse øer, at det ene nødvendige kommer til at overleve. Takket være Marta og Maria, som lever fredfyldt side om side, og hvor den ene ikke ville være noget uden den anden.

Marianne Wagner