Første søndag i advent

29-11-2020

Salme: Blomstre som en rosengård, DDS 78

Kom, Herre Jesus. Amen.

(Sl 24/100); Rom 13, 11-14; Matt 21, 1-9

»Vorherre, Helligånden, Jesus og Jomfru Maria har altid i min bevidsthed rangeret på samme niveau som nisser« sagde Ritt Bjerregaard engang. Jeg tror ikke, hun har skiftet mening, og jeg tror også, at mange er enige med hende. Når vi læser om fortiden, f.eks. de gamles forståelse af sundhed og sygdom, så griner vi over deres vilde teorier, af lægerne, der under pesten gik iført pestnæb, og af almindelige mennesker, der i deres forsøg på at afværge sygdom og ondskab slog korsets tegn for sig eller på et marked købte en splint af Kristi kors, som de så lagde under puden eller hvad de nu kunne finde på at gøre med det. Hvis man tror, vi er blevet meget klogere siden da, kan man køre forbi det stinkende søle ved massegravene i Nordjylland, hvor millioner af mink samt nogle katte, der også var blevet testet positive for corona, er havnet. Det er ikke rart, slet ikke fordi det fra højeste sted skråsikkert hævdes, at der ikke var andet at gøre. Folkesundheden krævede det. Jeg er af og til lige ved at tænke, at der ikke er nisser, men noget andet på loftet i hele systemet, der synes at leve i sin egen fortælling, sin egen virkelighed, hvor der ingen forskel er på fornuft og galimatias, ret og uret, sandt og falsk. Og dog er sagen nok den enkle, at vi i disse dage og uger ser, hvad der sker, når mennesker handler uden evigheden for øje. Uden evigheden findes nemlig kun livet her og nu, derfor skal alting løses her og nu, og når det så ikke går som det skal, må virkeligheden tilpasses den fortælling, man har skabt. Men virkeligheden er jo den evige Guds, og den gør oprør, når man vil lave om på den.

Derfor er det så godt her på kirkeårets første dag at høre om himlen, der besøger jorden. Der er ikke den mindste lille nisse i den, men historien fortæller, at Gud er kommet for at kæmpe for dig og for mig. Han kommer sagtmodig, ridende på et æsel, og vi længes efter at høre det. Det gør vi, fordi de begivenheder, der bliver sat i gang med dette optrin, endnu ikke har fundet deres afslutning, og derfor kan det se ud, som det hele ender galt. Det gør det imidlertid ikke. Coronaen kan intet stille op imod Gud, vi er ikke ved historiens ende.

Vi trænger imidlertid til håb, det gjorde jøderne også, og det var derfor ingen tilfældighed, at Jesus valgte at ride ind i Jerusalem på denne måde. Han red simpelthen ind i en forventning, jøderne havde næret i århundreder: Israel, der med den legendariske Kong David var blevet et blomstrende rige, havde oplevet et væld af nederlag over mange år; først gjorde assyrerne en ende på den ene del af riget, og omkring 200 år senere gjorde babylonerne arbejdet færdigt og sendte en stor del af det jødiske folk i eksil. Nu var landet besat af romerne, der havde indsat deres egen lydkonge, den dekadente kong Herodes. Midt i alt dette foregik der en indre oprustning; mange vendte sig mod skrifterne og forsøgte at opretholde et rent gudsforhold ved at være tro mod de hellige bud og ellers afholde sig fra at blande sig med de vantro. Blandt andre foregik der en ydre oprustning; de mente, at et opgør med romerne måtte være af væbnet karakter. Men uanset hvilken vej man valgte, den fredelige eller den ufredelige, så var der altså et håb om, at der skulle ske noget, at der skulle komme nogen, der kunne sætte gang i tingene, og den nogen kunne ikke være hvem som helst. Israel var nemlig for længe siden af profeten Zakarias blevet spået, at Gud i tidens fylde skulle sende sin udvalgte, sin konge, sin salvede. Der skulle ikke være ende på hans rige, og tegnet var, at han skulle komme ridende på et æsel, sagtmodig, retfærdig og sejrrig.

Historien foregår under den jødiske påske, hvor Jerusalem fyldes af pilgrimme, lykkeriddere, oprørere, romerske soldater, der skal holde masserne i ro. Ja, selveste Pontius Pilatus, den romerske landshøvding, var kommet for at gyde olie på de oprørte vande. Ind i dette hvepsebo rider Jesus som spået, og reaktionen udebliver da heller ikke; folket er ikke i tvivl om, at nu, NU sker det, de har ventet på, besættelsens åg skal tages af deres skuldre, og Israel skal genopstå i glans og herlighed. Nu gælder det om at være sejrherrens side. Man kan kalde det en form for spin, men det holdt ikke længe under datidens politiske forhold; få dage senere ender triumftoget i tortur og døden på et kors. Hænderne, der holdt palmegrenene, formes til knyttede næver, og hyldestråbene afløses af taktfaste råb om dødsstraf. Hvordan kunne noget, der begyndte så smukt dog ende så grimt og sørgeligt? Det er der en ganske enkel, psykologisk forklaring på, nemlig den, at når der hersker en forventning, og forventningen ikke indfries, så kan den gode stemning hurtigt vendes til det modsatte, til skuffelse, til had, og det er det, der sker her. Jesus vendte sig ikke mod romerne, han vendte sig mod religionen, den religion, som var jødernes ideologiske boldværk mod alt udefrakommende, og de ville bestemt ikke have fjernet det, der gav dem retten til at være Guds udvalgte folk. Judas ville ikke følge en verdensfjern sektleder, derfor forrådte han ham, Pilatus ville have ro på bagsmækken, så han dømte Jesus til døden, selv om han ikke fandt nogen skyld hos ham. Alle forventningerne til Jesus handlede i virkeligheden om at bevare magten, både blandt de fredelige og ufredelige af jøderne, ja, selv for dem, der mente, at jødernes tro var samme niveau som nisser og derfor ikke havde nogen forventning til ham.

Jesus vidste imidlertid hele tiden, at hans opgave var at gøre sin himmelske faders vilje, og den var ikke, at han skulle frelse jødefolket som sådan, han skulle frelse menneskene, føre os hjem, hvor vi hører til – i vort himmelske fædreland. Men menneskene er af denne verden, for os handler alting altid om os selv og hvordan vi bedst kan nå vore mål. Derfor kunne menneskene ikke andet end møde Guds himmelske søn med had og spot og mord, og således endte triumftoget tilsyneladende med to tabere; på den ene side et jødisk folk, som ikke ville vide af den Gud, de ellers tilbad, og som få år senere endegyldigt blev løbet over ende af de forhadte men stærke romere, på den anden side Guds søn, der måtte lide og dø på en forbryders kors, udstødt af sit eget folk, foragtet af alle andre. Og det var så enden på historien, skulle man tro.

Men nej, det var jo ikke en vattet pacifist, der red ind i Jerusalem. Sådan har vi det med at se Jesus. Vi vender dagligt Gud ryggen, fordi han skuffer vore forventninger, vi lader ham hænge på korset som den slapsvans, vi regner ham for at være, og så tror vi mere på os selv og vor egen magt. Vi vil finde forløsning i dette liv, i denne verden, og i denne verden er døden naturligvis vor værste fjende, som vi konstant forsøger at fortrænge eller flygte fra. Når man er bange for døden, tager man beslutninger i panik og holder op med at tænke rationelt. Gud tænker klarere end vi gør; han sendte derfor en krigerkonge, der skulle kæmpe mod døden, for den kamp kan intet menneske vinde.

Påskemorgen sluttede kampen, graven brast, og den korsfæstede stod ud af den som sejrherre. Gud viste dermed, at hans kærlighed og tilgivelse varer ud over døden, og at han vil angribe alt, der vil ødelægge det gode, han spreder han omkring sig. Hverken dæmoner, sygdom, tvivl, uvejr eller døden har en chance, hvor han viser sig. Netop derfor var det ikke Guds sag at kæmpe mod den romerske besættelsesmagt, for den slags kampe kan aldrig blive andet end en sag for mennesker, og på den måde skuffede han alle jordiske forventninger. Imidlertid skabte han en ny forventning, forventningen om, at hans grænseløse kærlighed faktisk har en virkning på os og de mennesker, vi er i berøring med, en forventning om, at Guds virkelighed er vores virkelighed. Nok er hans rige ikke af denne verden, men det er dog i verden. Gud kom jo ind i verden. Dét er frugten af indtoget i Jerusalem og de begivenheder, der fulgte efter. Begivenhederne sluttede nemlig – som antydet – ikke på Golgata. De satte gang i en historie, som vi stadig deltager i, og som er ganske anderledes end nogen fortælling, et menneske kan finde på. Det er vigtigt at vide i en tid, hvor mørket tager til, og hvor vi i aviserne får daglige bulletiner om, at det ikke er sikkert, julen bliver til noget i år. Det kan gøre det svært at tro på en sejrrig konge, for også her i kirken hænger manden på korset, og har han virkelig noget afgørende at byde ind med, som man siger i moderne sprogbrug?

Her skal vi huske, at Jesus ikke længere hænger på korset, det skal blot minde os om, hvad vi gjorde med ham. Jesus anes bag alt, hvad vi ser; vi har netop døbt en lille dreng til at høre Jesus til, og vandet er et tegn på, at Jesus er en levende kilde. I dag var noget af vandet fra Helligbæk, hvor Harald Blåtand ifølge sagnet lod sig døbe. Kongen havde erfaret, at Kristus var stærkere end både Odin, Tor og nisserne, og han bestemte derfor, at både han selv og danerne skulle være kristne. Hos Kristus er livet, lyset, godheden og varmen, og vi, der hører ham til, skal selv vidne om det liv, det lys, den godhed og den varme, vi skal bære det som rustning. For sådan skaber vi den gode forventning i stedet for at sprede angst for døden.

Det nye år er begyndt. Livets konge kommer til os, det vil også sige, at det bliver jul i år uanset hvad virologerne og statsministeren måtte mene, og der er derfor intet andet at gøre end at glæde sig og istemme:

»Hosianna, Davids søn. Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

22-11-2020

Salme: Krist stod op af dødey, DDS 218

Kom, Herre Jesus. Amen.

Mika 4, 1-3; 1 Kor 3, 10-17; Matt 11, 25-30

Jesus beder i dag de trætte om at tage hans åg på sig, men han siger også, at hans byrde er let. Det kræver et enfoldigt sind at kapere det; vi vil helst være forstandige og bruge forstanden til at undgå åget, som har en ubehagelig klang. Vi vil have mad på bordet, tag over hovedet og et langt liv uden knaster. Det er forståeligt, men ikke så let endda, det har det sidste halve års tid vist; da regeringen i marts bad sundhedsmyndighederne om at fravige proportionalitetsprincippet, var det ud fra et oprigtigt ønske om at frelse folket fra en ubehagelig sygdom, og det lykkedes i første omgang så godt, at stort set alle var villige til at se igennem fingre med regeringens kreative omgang med sandheden, da den begrundede den skrappe nedlukning med netop sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Djævlen ligger som bekendt i detaljen, og når man underminerer fagfolks autoritet, så de begynder at lytte mere til den fortælling, de ledende politikere ønsker at skabe, end til deres samvittighed, så bliver det skæbnesvangert. Systemet bliver metaltræt, signallamper, der blinker, overses. Proportionalitetsprincippet er vigtigt, fordi det handler om, at man altid skal opveje konsekvenserne af en given handling over for handlingens effekt. Princippet omhandler altså både helheden og individerne og inddæmmer statens indgriben over for borgerne. Men man havde og har fortsat blikket stift rettet mod én ting, nemlig coronaen og den ekstreme forsigtighed. Virkeligheden derude taler nu sit eget sprog; rådne mink, der ikke bliver afhentet, fordi man ikke havde en plan, da man ulovligt beordrede dem slået ihjel, sygdomme, der ikke bliver opdaget i tide, fordi man alene har haft fokus på én sygdom, små og store erhvervsdrivende, der må give op, fordi handelen svigter, tvangsforanstaltninger, hvis virkning man kun kan gisne om. Alt sammen for folkesundhedens skyld, siger man, men også dén lægger et åg på vore skuldre, skrækkens åg. Skrækken for at blive smittet, skrækken for at smitte videre, skrækken for at lide og dø. Og forskrækkede mennesker er lette at styre. Det vil jeg fortælle en historie om.

Der findes en bog, Krabat hedder den. Den er skrevet på baggrund af et gammelt vendisk eventyr og foregår for ca. 250 år siden i fyrstendømmet Sachsen. Det er historien om tiggerdrengen Krabat, som i drømme bliver kaldt til en gammel mølle nær byen Koselbruch. I møllen er der elleve svende, som ledes af Mester, en ubarmhjertig herre med ét øje. Krabat bliver læredreng på møllen, og han er til at begynde med ganske godt tilfreds med aftalen, for den sikrer ham mad på bordet og tag over hovedet. Men snart opdager han, at det ikke er en almindelig mølle, han er kommet til; der drives nemlig sort skole, og hver nymånenat kommer der en sortklædt mand med en ildrød hanefjer i hatten. Den Gamle bliver han kaldt. Med sig har han et vognlæs sække, hvis indhold skal males: Hvad der er i disse sække antydes kun, idet Krabat efter et af de natlige besøg finder lidt benmel og tandsplinter ved en af møllens kværne. Det er endvidere tydeligt, at Mester er underlagt manden med hanefjeren. Mester, som til daglig tryner svendene, er angst for denne mand. Krabat opdager også, at livet i møllen kræver ofre; hver nytårsnat må en af svendene lade livet, den udvalgte graver selv sin grav, som han nytårsmorgen bliver stedt til hvile i. Uden præst og kors, uden så meget som et fadervor.

Mester underviser i den sorte magi hver fredag aften, og Krabat opdager, at den kan være god for meget; den letter arbejdet i møllen, man kan antage andre skikkelser, drille folk, og man kan få magt hos fyrster og konger. Mester opdager, at Krabat er lærenem, og han lader ham få indsigt i, hvor langt man kan drive det, hvis man mestrer den sorte trolddomskunst. Mester færdes nemlig ubesværet hos kurfyrsten af Sachsen, som altid lytter til hans råd og følger det. Krabat ser altså, at han gennem den sorte magi kan leve et tilsyneladende ubekymret liv og tilmed få magt og indflydelse. Da Mester tilbyder ham at overtage møllen samt aftalen med manden med hanefjeren, er Krabat fristet, men noget holder ham tilbage. For Krabat har i sin tid på møllen opdaget, at han er blevet dens fange, han har mistet to af sine bedste venner, som er blevet ofre for den pagt, Mester har indgået med Den Gamle, og så har Krabat mødt en pige, som han har forelsket sig i. Han hørte første gang hendes stemme en påskenat, da hun sang en påskesalme, og siden har han ikke kunnet glemme hende. Krabat ved, at får Mester kendskab til hende, vil det blive hendes død. Men pigen elsker også Krabat, og hun er villig til at hjælpe ham, for hun er den eneste, der kan løse ham af Mesters greb.

Krabat afslår altså Mesters tilbud om at overtage møllen, men Mester giver ham en betænkningstid på en uge, hvor han rigtigt skal få at mærke, hvordan livet kan forme sig uden den sorte magi. Fra da af har Krabat glemt al sin visdom udi den sorte kunst, han må pukle på møllen med sine egne kræfter, og i drømme hjemsøger Mester ham og viser ham hvilket liv, han kommer til at leve uden for møllen: Krabat ser sig selv som krøbling, armen er blevet knust i en møllekværn, og nu må han tage til takke med det arbejde, han kan få med kun en arm. En uge martres han altså af disse syner, hvor han ser sig selv som værkbrudden på alle måder, men da ugen er omme gentager Mester sit tilbud. Krabat takker nej og får at vide, at han godt kan gribe hakke og spade og grave sin grav. »Det skal være dit sidste arbejde« siger Mester. Imidlertid får Krabats elskede besked om at komme, for nu er hun den eneste, der kan frelse ham. Pigen går til Mester og beder om, at Krabat må blive løst, og hvordan det ender, skal jeg ikke afsløre her. Det, vi skal beskæftige os med, er de to verdener, Krabat skal vælge imellem, møllen med dens visdom og adgang til magt, eller verden uden for med alle dens trængsler og afmagt. Det er tilsyneladende et let valg, men så alligevel ikke, for hverken møllen eller verden udenfor er magtfri tomrum: I møllen hersker Den Gamle, der hvert år kræver sit menneskelige offer, i verden udenfor hersker Han, der gav sig selv som offer. Det er ingen tilfældighed, at det er lyden af en påskesalme, der vækker Krabats længsel mod verden uden for møllen.

Hvis vi skal overføre eventyrets budskab til vort eget liv, kan vi sige, at vi sagtens kan bilde os selv ind, at vi har styr på tingene, at vi har magt over dem, men vi skal vide, at vi i vor higen efter magt altid kommer til at trælle for nogen; Vor egen visdom fører os altid dét sted hen, hvor Den Gamle hersker, for han forstår at udnytte vor forfængelighed eller vor angst for lidelse og tab af kontrol. Den problemstilling har aldrig været mere aktuel end nu. Vi har forkastet troen på Gud med troen på vor egen formåen, og derfor mener vi, at vi har krav på at blive forløst i dette liv. Men så bliver vi ikke alene fanger i trædemøllen, vi begynder også at mene, at det er i orden, at livet i denne mølle kræver sine ofre. Det åg har vi ingen ret til at lægge på andre, og derfor skal vi lytte til påskesalmerne om dødens banemand og forstå, Gud sendte sin søn for at vise os, at selv i den yderste nød og pine, ja, selv i døden, da hersker han, fordi han er kærligheden. Og kærligheden tjener ved at ofre sig selv, ikke andre.

Det er netop Guds selvopofrende kærlighed forkyndt af en ung pige påskenat, der får Krabat til at vende om. Kærligheden tager ikke åget fra ham; Mester har jo vist ham, hvordan livet vil forme sig uden brug af trolddom, men den lægger et andet åg på ham, kærlighedens åg. »Der findes en slags trylleri, som vokser ud af hjertets dyb, af omsorg for nogen, man holder af« bliver det sagt til Krabat i eventyret, og man kan sige, at det er den slags trylleri, Gud giver sig af med. Han tog kærlighedens åg på sig af omsorg for os, og det er et åg at elske, det kræver noget af os, men det er også et åg, ingen af os ville undvære, for så ville al varme og godhed i verden forsvinde og alene gold beregning være tilbage.

I ethvert menneske lever en politiker, der gerne vil frelse menneskeheden fra verdens byrder. Men fordi vi tror på vores visdom og forstand kommer vi så let til at føle os almægtige. Den almægtige Gud, der ejer al visdom og forstand, afgav sin magt for at frelse hver enkelt af os. Han ville frelse os fra verdens åg og byrder, fra vor angst eller vore ambitioner, som altid fører bort fra Gud og leder os ind i mørket, hvor Den Gamle hersker. Billederne, vi har set i de seneste uger, taler deres eget, tydelige sprog om, hvordan der er i den verden.

Kærlighedens åg gør os i stand til at bære de byrder, som ingen kan undgå i et levet liv, fordi Jesus Kristus vidner om, at intet, ikke engang døden kan skille os fra Gud. Guds søn gennemgik og led et menneskeliv, og så sandt som vi lider med ham, fordi vi er arme, skrøbelige mennesker, skal vi også herliggøres med ham. Om det er lyse eller mørke tider, så er vort liv lagt i Guds faderarme, hvor tungt og ubegribeligt livet synes os, så slipper Gud os ikke, for han er selv gået hele vejen forud for os, og den vej fører til himlen. Livets fortræd, ja, døden selv, har ikke det sidste ord, det har Gud, for han sejrede over den påskemorgen. Vi skal sejre sammen med ham, og da vil vi sande, at åget var godt, og byrden let.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

08-11-2020

Salme: Nu titte til hinanden, DDS 750

Kom Herre Jesus. Amen.

Es 49, 13-18, Ef 4, 30-32, Matt 18, 1-14

»Du må ikke have andre guder end mig.« Sådan lyder det første bud, og det er det vigtigste af alle, for det sætter grænserne for menneskets udfoldelse, styrter enhver afgud fra tronen. Den eneste, sande Gud er i himlen; forsøger man at trække himlen ned på jorden og gøre evangeliet til lov og sig selv eller noget andet til gud, går det galt. Forestil jer f.eks. at man gjorde disse ord til jordisk lov:

»Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; duer bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild.«

Så ville jorden være et frygteligt sted at være. Jeg skal imidlertid indrømme, at det er det skriftsted, der er dukket op på min nethinde, når jeg i den seneste tid har set billeder af containere med aflivede mink. Det er i disse tider, som om folket er ét legeme og »folkesundheden« dets gud og dets tro. Nu risikerer minkavlen - hævdes det - at bringe ikke alene det danske folk men alle folk i verden til fald, fordi man har fundet en virusmutation i mink, eller også vil der komme en anden mutation, og derfor må denne del af legemet fjernes. På et spinkelt, videnskabeligt grundlag river man nu tæppet væk under tusindvis af borgere, som er afhængige af den danske minkavl; det er jo ikke kun avlerne, der står for skud, det er også dem, der arbejder for dem, samt underleverandører, buntmagere og transporterhvervet. Men når folkesundheden trues, er det bedre for folket i overført betydning at gå vanfør ind til et langt, sundt liv.

Vi har nu levet i over et halvt år i Covid-19s skygge, og fordi man fra politisk side har valgt en strategi, der handler om at styre virussen, indtil en vaccine er fundet, så er der ikke plads til at standse op og tænke over, om det er den rigtige måde, man gør det på; i stedet forfalder man til drakoniske tiltag for at være på den sikre side, og man spekulerer oven i købet koldt politisk i tiltagene, ved at promovere sig på de sociale medier, medens folket indretter sig med afværgeritualer som mundbind og albuegnidning, den albue, vi alle sammen nyser og hoster i, vel at mærke.

Sygdommen er alvorlig, og jeg finder en del tiltag fornuftige. Jeg efterlyser imidlertid proportioner. Den seneste beslutning om minkene og talen om folkesundheden har simpelthen gjort mig alvorlig angst for, hvad der kan blive besluttet fremover, for hvis man kan bestemme sig for noget så voldsomt som aflivningen af millioner af mink, hvor går så grænsen? Er alt tilladt i folkesundhedens navn?

Hvis folkesundheden er blevet vor gud, er der ingen grænse. Vi må også spørge, hvad denne guddom gør ved os? Den skaber splittelse, for vi er nu begyndt at overvåge hinanden; overholder vi nu reglerne og ritualerne? Vi beskylder hinanden for at ødelægge hele folkesundhedsprojektet, så snart der stilles spørgsmålstegn ved strategien. Men der er grund til at stille spørgsmålstegn, for hvad skal vi overleve for, hvis vi skal gå både menneskeligt og økonomisk rabundus, evt. med udsigt til at blive dræbt af en terrorist. Så trøsteløst er der, hvor der ingen grænser er mellem jord og himmel.

Disciplenes spørgsmål til Jesus i dag er udtryk for denne grænseløshed; de kan ikke forestille sig, at himlen kan være så meget anderledes end jorden. Den jordiske erfaring, de har gjort sig med stærke hierarkier, får dem til at tro, at der også er en rangordning i himlen, og den vil de have styr på. Med deres spørgsmål: »Hvem er den største i Himmeriget?« afslører de, at dét vil de selv gerne være. De spørger oven i købet den største i Himmeriget, nemlig Gud selv, personificeret i Jesus Kristus. Disciplene kender simpelthen ikke grænsen for deres egen formåen, og afgudsdyrkelsen ligger derfor lige om hjørnet. De vil nemlig gerne selv sidde på tronen.

I himlen er der imidlertid kun Gud på tronen og hans søn, der sidder ved hans højre hånd; os er der plads til, hvis vi bliver som børn, tager imod Gud som et barn kommer sin far i møde. Det betyder ikke, at vi skal være barnlige eller opføre os uansvarligt som børn, der ikke endnu har gjort sig livets erfaringer. Det betyder, at vi skal kende vore begrænsninger, tænke over, om det er os eller Gud, der bærer verden og dens fortrædeligheder, tænke over, om vi kan tilbyde et andet og bedre paradis end han kan. Er »folkesundheden« f.eks. en bedre udsigt end det evige liv hos den levende Gud, han, der har os kær og ikke glemmer nogen sjæl? Det synes jeg personligt ikke, »folkesundheden« bringer tværtimod menneskelige tragedier med sig i disse dage.

Jesus sætter en grænse i dag; han dømmer dem, der bringer hans børn til fald. Det var bedre – siger han – at de fik hængt en møllesten om halsen og endte på havets bund. Det er – som de første ord vi hørte - ikke rare ord, heller ikke for en præst, men hvis budskabet ikke skærpes, forstår vi det ikke. Hvad vil det sige at bringe nogen til fald? Vi kan prøve at tænke på, hvordan vi ville se på forældre, der lærte deres børn, at de intet var værd, forældre, der tog ethvert håb fra børnene om, at de skulle få noget godt ud af livet, forældre, der lod deres børn sejle deres egen sø, når de mødte modstand i livet. Vi ved godt, hvad vi tænker om den slags opdragere, jeg behøver ikke at sige mere om det, men som gode forældre er for deres børn, sådan skal vi også være over for andre. Vi har ikke ret til at tage håbet, livsglæden og troen fra noget menneske, om det et spædt eller gammelt. Den enkelte betyder nemlig noget hos Gud. Selv når forældre glemmer deres børn, så husker han os.

Når jeg taler til forældre og faddere ved en barnedåb, plejer jeg at sige, at de skal se på barnet med Guds – d.v.s. kærlighedens - øjne. Det falder dem sjældent svært. Men vi skal faktisk i alle forhold se på vore medmennesker med Guds øjne, og når vi tager store beslutninger, er det umådelig vigtigt, om vores gud er folkesundheden eller den kristne Gud. Er vor gud folkesundheden, bevirker talen om at hugge hånden af og rive øjet ud, at man fjerner det, der bringer ens projekt til fald. Er vor Gud Jesus Kristus, bevirker de samme ord, at vi ser på den enkelte og de konsekvenser, vor beslutning vil have for dem, og vil beslutningen fjerne håbet og troen fra den enkelte på, at han eller hun har værdi i sig selv og fjerne fremtidsudsigterne for dem, så bør man tage en anden beslutning. Lade den hævede hånd falde og slå blikket ned. Ellers ofrer man mennesket for menneskeheden. Det har vi set talrige eksempler på i lande, vi ellers ikke ynder at sammenligne os selv med.

Livet er større end mennesket, og det kan ikke styres. Det er – som vi skal synge om lidt – en farlig vandring, fordi vi vandrer i verden, hvor der både er fristelse, sygdom og ulykker, der kan true os. Og dog skal vi gå igennem livet med samme tillid til Gud, som et barn har til sine forældre. Det er godt at få at vide i en tid, hvor mistilliden til og ringeagten for den enkelte trives. Måske vi skulle tro lidt mere på Gud end på folkesundheden og vide, at vi går i fare, hvor vi går. Det betyder, at vi skal være opmærksomme, men vi skal også vide, at når det er Gud, der er den største i Himmeriget, så er alt også i hans gode hænder. Så går vi med Jesus blandt engle, hvor vi går, og mens vi går, går vi som Guds kære børn til himlen, ind til hans glæde.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

01-11-2020

Salme: Tunge, mørke natteskyer, DDS 785

Kom Herre Jesus, Amen.

Es 49, 8-11; Åb 21, 1-7; Matt 5, 13-16

Der er noget mærkværdigt ved Alle helgen; vi kommer til kirke, fordi døden har afsluttet et menneskeliv, som var tæt knyttet til vort eget liv, og som derfor nu mangler. Og samtidig bliver vi måske mere end på nogen anden dag opmærksomme på, at livet ikke slutter ved døden, døden er derimod en overgang til livet, fordi Gud er liv. Hvor han er, bliver der til fanger sagt »Gå ud!« eller »Kom frem!« til dem, der sidder i mørke, og den vi går ud til, er Ham, der skal tørre hver en tåre af vore øjne. Hos ham findes hverken død eller sorg længere. Det modsiger alle vore erfaringer med døden og sorgen, men vi trænger til at høre noget, vi ikke kan sige os selv. Når vi mister, går det op for os, hvor magtesløse vi er over for livets barske realiteter; vi ser jo som regel hinanden som saltet og lyset i hinandens liv, men nu er lyset gået ud, saltet har mistet sin kraft, og vi formår ikke selv at bringe det tilbage. Det må en anden, en mægtigere magt, nemlig Gud, gøre. Det er ikke altid, vi synes, Gud lytter til os, men han er der, og han lader høre fra sig på de mest utrolige steder.

Det er sket mere end én gang, at jeg ved et dødsfald har hørt pårørende sige, at det var, som om den døende havde trøstet dem, selv om det var dem, der burde trøste den døende. I disse situationer er jeg ikke i tvivl om, at der har været lindet lidt på døren til evigheden, at de pårørende har fået et glimt at hemmeligheden om Guds rige, fordi den døende selv har følt, at det var nær.

En af de smukkeste fortællinger om netop denne trøst, jeg kender, er Knut Hamsuns historie om Victoria og Johannes, som foregår omkring år 1900. De to er barndomsvenner trods sociale skel; han er møllersøn, hun datter af en godsejer. De elsker hinanden hele livet, men fordi Victorias far ønsker, at hun skal giftes med en fra hendes egen stand, og fordi de begge er for stolte til at insistere på at få hinanden, er det en dag for sent. Victoria dør ganske ung af tuberkulose. I et afskedsbrev til Johannes skriver hun:

»Kære Johannes! Det er mærkeligt at tænke paa, at jeg ikke har faaet nogen anden Ting gjort, end at komme på Jorden og elske Dem, og nu sige Farvel til Livet. (...) Ja, Johannes, jeg har elsket Dem, elsket bare Dem i hele mit Liv. Det er Victoria, som skriver dette, og Gud læser det over min Skulder.

Og nu maa jeg sige Dem Farvel, det er bleven næsten mørkt, og jeg ser ikke længer. Farvel Johannes, Tak for hver Dag. Naar jeg flyver ud fra Jorden, skal jeg takke Dem endnu til det sidste og nævne Deres Navn hele Vejen for mig selv. Lev da vel for hele Deres Liv, og tilgiv mig det, jeg har gjort Dem imod, og at jeg ikke kunde få kaste mig ned for Dem og bede Dem om Forladelse derfor. Jeg gør det nu i mit Hjærte. Lev da vel, Johannes, og Farvel for altid. Og Tak endnu engang for hver eneste Dag og Stund. Jeg kan ikke mere.

Deres Victoria«

Der findes næppe nogen mere dækkende beskrivelse af det væsentlige i et menneskes liv end i Victorias afskedsbrev; at vi er til for at elske. Sorgen over at skulle forlade jorden, livet og Johannes er næsten knusende. Men midt i alt dette har Victoria forstået, hvad meningen med hendes liv var, den var at elske Johannes og takke for alt han gav hende i den tid, de fik lov at være sammen.

Vi er sat på jorden for at elske, og det ikke bare den eneste ene eller dem, vi kan lide! Vi ved, at det er sandt, men vi ved også, hvor vanskeligt det er. Selv når vi må sige farvel til menneske, som stod os uendelig nær, selv når vi har levet mange år sammen med nogen, så vi kendte ham eller hende næsten bedre end vi kender os selv, så ved vi, at det var ting vi ikke gjorde, ting vi skulle have gjort, og døden har nu for altid forhindret os i at gøre det forbrudte godt igen. Og så er der jo savnet, savnet af den kæres fysiske tilstedeværelse, savnet af det, der var, en barndom, en ungdom, et driftigt liv som var godt, en stemme, der fyldte hjemmet, men som nu ikke lyder længere. Alt dette kan få os til at fortvivle, for hvordan skal vi være jordens salt og verdens lys, når den, vi holdt af, er forsvundet fra vort liv, og intet kan blive som før? Så har vi jo ikke noget at give af, tænker vi. Sådan kan det umiddelbart virke, men vi harstadig kærlighed, den bærer blot sorgens gevandter. Den kærlighed, vi modtog i livet, den vi selv gav, den har ganske vist med døden mistet sin genstand, men vi er stadig forbundet med dem, vi har mistet i savnet, ja selv i fortrydelsen over det, der ikke blev gjort godt igen.

Savnet og fortrydelsen er af kærlighed, det vidner jo om, at vi ved, hvad kærlighed er, og så findes den. Vi kan kalde det kærlighedens byrde, men det er en byrde, der vidner om, at kærligheden var, at kærligheden fortsat er. Og her i kirken tilføjer Gud selv, at kærligheden også vil være fremover, fordi den er af Gud, og Gud er evig.

Så er vi tilbage til den døende, der trøster de pårørende. Det kan den døende kun, fordi han eller hun har forstået, at Guds evige kærlighed til os er det salt og det lys, vi kan både leve og dø på. 

Det er den erfaring, Victoria gør sig, da hun ligger på sit dødsleje og ønsker, at alt skulle være anderledes. Men det kan det ikke blive, og hun forstår derfor, at hun må forsone sig med sin skæbne og sin elskede. Det gør hun ved at bede om forladelse og ved at takke ham for det han var, og for det, han gav. »Gud læser det over min Skulder« siger hun om brevet, som hun skriver til Johannes. Fordi Gud læser med, ved Victoria, at hun må få bragt i orden det, som ikke var i orden, og det letter hende i den tunge stund. Hun afslutter brevet:

»Nu har jeg faaet Lampen tændt, og det er meget lysere for mig. Jeg har ligget i Dvale og atter været borte fra Jorden. Gudskelov, det er ikke saa uhyggeligt for mig som før, jeg hørte endog lidt Musik, og fremfor alt var det ikke mørkt. Jeg er saa taknemmelig. Men nu har jeg ikke Kræfter mere til at skrive. Farvel, min elskede....

Victoria linder lidt på døren til himmeriget med sine sidste ord til Johannes; der er lyst, hvor hun skal hen, hun fornemmer musik, og hun fyldes af taknemmelighed. Med de ord rækker hun ud mod Johannes og trøster ham. Men hun lærer også os noget.

At være jordens salt og verdens lys handler om at se sig selv i lyset af Guds evige kærlighed, for han kan bære både vort savn og vor fortrydelse. Vi kan i overført betydning – f.eks. i vore tanker - skrive breve med alt det, der fylder os, og Gud vil læse med over skulderen. Det er det håb, han giver os, når vi tror, at døden har sat punktum. Når sorgen rammer os, rammer den så hårdt, netop fordi vi er sat på jorden for at elske, og nu tror vi, at kærligheden er borte. Men vi har ikke mindre kærlighed, fordi vi sørger, tværtimod, vi forstår måske først nu for alvor, at vi fik noget givet, som vi ikke kunne give os selv, og nu er det hos Gud. Han beholder det imidlertid ikke for sig selv, han giver os løftet om, at der kommer en tid, hvor han vil tage bolig blandt os. Det betyder, at vi skal være hos ham, sådan som det er bestemt. Gud satte sig selv ind på netop dette og overvandt døden. Dermed åbnede han døren på vid gab til sit rige. Vi har det bare med at glemme det, og ind i mellem kan vi næsten ikke tro det. Men det alene er saltet og lyset, vi har brug for, det er det lys vi skal bære, så det lyser for andre, og det kræver øvelse.

Vi skal øve os i kærlighed, leve for de levende, og tænke på de døde som levende, og det gør vi bl.a. ved at mindes og nævne vore kæres navne hver dag, takke for dem hver dag. Sådan som Victoria takkede for Johannes og nævnte hans navn hele vejen op til Gud. Da hun lod kærligheden råde, vendte lyset selv i døden tilbage, og det vil det også gøre for os; livet har med sorgen fået kant, men det har ikke fået mindre mening, for hvordan kan det være meningsløst at have elsket og have været elsket? I dag nævner vi »alle gode navne, som bedst vi ved«. Vi nævner dem i håbet om, at Gud læser med over skulderen, og for at mærke, at ikke bare de, men også vi selv hører til hos lyset og livets Gud, han som er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

25-10-2020

Salme: Se, nu stiger solen, DDS 754 

 Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 5, 1-7; Rom 11, 25-32; Matt 21, 28-44

»Gud har vigepligt« hører man af og til visse politikere sige, når de skal forklare herboende udlændinge, særligt af islamisk observans, at deres religion ikke kommer før grundloven. I det sekulære Frankrig har man netop erfaret, at dette princip er vanskeligt at håndhæve; en skolelærer, der i en time om ytringsfrihed havde fremvist nogle tegninger af Muhammed, blev for nylig dræbt og hovedet skilt fra kroppen af en ung herre, der mente, at hans gud ikke havde vigepligt. Samuel Paty, som læreren hed, er ikke det første offer; man husker måske den norske forlægger, William Nygaard, som ville udgive Salman Rushdies bog, De sataniske vers, og som derfor blev forsøgt dræbt. Eller filminstruktøren Vincent van Gogh, der endte med en kniv i brystet, fordi han havde instrueret en film, der forholdt sig kritisk til profeten. Eller præsten Jaque Hamel, der alene ved at holde en kristen gudstjeneste var en fornærmelse mod islam. Han fik halsen skåret over, mens han stod ved alteret. Og husker man ikke dette, så husker man måske attentatforsøgene mod Lars Hedegaard, Kurt Westergaard og Lars Vilks. Det var under forsøget på at dræbe Lars Vilks, at filminstruktøren Finn Nørgaard og den jødiske vagtmand, Dan Uzan, mistede livet. Dertil kan man lægge de mange, mange islamiske terrorangreb rundt om i hele verden, hvor den åbne, vestlige livsstil synes at være Gud så vederstyggelig, at den må udryddes med krudt og bomber af de rettroende.

Den slags mennesker forstår ikke udsagn som »Gud har vigepligt«, og faktisk passer det heller ikke. Gud har ikke vigepligt, end ikke i grundloven; her er han skrevet ind i paragraffen om folkekirkens særstatus i Danmark. Det vil sige, at man i landets øverste lov, som alle politikere skriver under på, at de vil følge, anerkender, at danskerne i det store hele er et kristent folk. Ethvert kristent folks kirke er bygget på den hovedhjørnesten, der hedder Kristus, og han står over enhver menneskelig lov. Det gør han, fordi han er den skabende Gud i menneskeskikkelse, han er så stor, at han hævede sig over al hån og spot og endte med at bryde dødens lov. For selv ikke døden kunne holde livets og kærlighedens Gud i sit garn.

Gud er m.a.o. »larger than life«, og man slår sig på ham, hvis man forsøger at komme uden om ham eller sætte sig selv og sin ideologi over ham. Vil man altså imødegå religiøs vold med slagord som »Gud har vigepligt«, så kender man ikke sine egne begrænsninger men forfalder til at tro, at man kan løse alt ved politiske greb, som f.eks. at trække brandesiansk seksualmoral ned over hovedet på de religiøse eller ved at tvinge dem til at anbringe deres børn i daginstitution. »Den danske model« er i integrationsbestræbelserne blevet den Prokrustesseng, som vi alle skal passe ind i, og det kan man så gøre så længe, demografien tillader det. Man kunne også prøve noget andet, nemlig at fæstne blikket ved den kærlighed, der tålte, troede, håbede og udholdt alt og så se, om ikke man kunne gøre det lidt bedre. Det tror jeg nemlig godt, at man kan. Man må derfor håbe, at vore folkevalgte holder en pause fra pressemøderne og  lytter til evangeliet i dag. De kunne måske lære ét og andet.

Samtalen, som vi netop har hørt, finder sted i templet mellem Jesus og ypperstepræsterne og folkets ældste kort før Jesu pinefulde død på korset. Jesus ved, at han skal dø, og den lignelse, han afsluttende fortæller til folkets ledende repræsentanter, er en forudsigelse om, hvordan de om kort tid vil behandle ham.

I lignelsen hører vi om vingårdsejeren, der planter en vingård. Han omhegner den omhyggeligt, graver perse og bygger vagttårn, hvorefter han forpagter den ud. Men hvilke forpagtere! Da høsten er inde, og ejeren vil have sit udbytte, sender han tjenere af sted for at hente det. Det går dem ilde, forpagterne begår vold og mord mod dem, og de næste udsendinge modtages ligesådan. Da vingårdsejeren sender sin søn i håbet om, at han dog må kunne tale forpagterne til rette, smides han uden for muren og dræbes, så forpagterne kan få hans arv. 

Det er en grum historie, og på Jesu spørgsmål om, hvad vingårdens ejer mon vil stille op med disse forpagtere, når han selv dukker op, svarer ypperstepræsterne og de ældste da også: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«

Ypperstepræsterne og de ældste kunne godt tænke sig til enden på den lignelse, men de har ikke indset, at de dermed har fældet dommen over sig selv. På sin vis er det forståeligt, at det forholder sig således. For ypperstepræsterne og de ældste var ikke specielt dårlige eller onde mennesker, tværtimod, kan man sige; når de kunne drage den rette konklusion, så var det fordi, de havde den bedste vilje over for Gud. Det kan således virke uretfærdigt, at Jesus på den måde dømmer dem; de har jo gennem generationer lært, at de er de sande troende, den del af folket, der er Gud særligt velbehagelig, dem, som Gud p.g.a. deres retfærdighed og renhed vitterlig ikke kan sige noget på.

For Jesus er det imidlertid denne rettroenhed, som er den afgørende synd hos de gejstlige, og det er den, fordi den i virkeligheden er vendt ind mod dem selv og ikke op mod den Gud, de hævder at dyrke. De jødiske lærde og en stor del af folket har simpelthen ikke behov for Gud, de har nok i skrifterne og kulten og dermed nok i sig selv; det vidner deres behandling af hans sendebud, profeterne, og til sidst hans søn om.    

»Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Således lød dommen, som ypperstepræsterne og de ældste fældede over sig selv. Jesus understreger den ved at sige, at den sten, bygmestrene vragede, nu er blevet hovedhjørnesten, at Guds rige skal fratages det udvalgte folk og i stedet gives til et andet folk, der bærer dets frugter. Sådan blev det. Guds Ord bredte sig som en løbeild til hedningene, og kristendommen gik sin sejrsgang over den ganske verden. Fordi bygmestrene vragede hovedhjørnestenen er vi samlet her i dag, og vi kan bestemt ikke sige, at vi har låst Gud inde i kulten eller skriften, for vi helst ikke have noget at gøre med nogen af delene, vi er blevet ypperstepræster for en anden kult, nemlig velfærdsstaten. Vi har smidt Gud på porten, fordi vi er bange for at skræmme ængstelige sjæle, der kan støde sig på liturgien og skriftstederne om dom. Vi gør det i den bedste mening, for vi har ikke lyst til at være som ypperstepræsterne og farisæerne. De har et dårligt ry, men det er vigtigt at kunne sætte sig i deres sted, hvis man på nogen måde skal forstå, hvorfor hadet til Jesus blev så stort og indædt, som det blev. Vi behøver ikke grave dybt i os selv for at vide, at også dèr findes en farisæer, en rettroende. Vi har – som sagt - bare skiftet Gud ud med velfærdsstaten, vi er som den ene af de to sønner, vi også hører om i dag; han talte sin far efter munden, men gjorde ellers, hvad der passede ham. Vi kan f.eks. proklamere, at vi hele livet har betalt vor skat, stemt på et socialt retfærdigt parti og liret de rigtige meninger af fra vuggestuen til plejehjemmet. Det betyder bare ikke, at vi gør Guds vilje, det betyder, at vi så mener at have vort på det tørre. Vi bryder os bestemt ikke om at få at vide, at vi har taget grundlæggende fejl i vor måde at indrette tilværelsen eller samfundet på. Men hvis Gud ikke er hovedhjørnestenen i vor eksistens, så lærer vi aldrig at forstå hvor farlig en farisæer er, når han bliver fornærmet på sin guds vegne. Så går han nemlig til angreb mod det skabte, sådan som farisæerne angreb Jesus. For en farisæers gud er så lille, at han ikke kan tåle at blive modsagt, han må til hver en tid have nogen til at hævne sig på sine vegne. Islams farisæere griber til vold, velfærdsstatens farisæere griber til rundbordspædagogik, krydret med kæk retorik, og det har indtil videre ikke skænket os andet end et liv i større frygt og trøstesløs resignation blandt koranklodserne. Farisæisme kan ikke bekæmpes med mere farisæisme, for Gud er ikke med i nogen af delene.

Vi har m.a.o. godt af at støde os på hovedhjørnestenen, for først da lærer vi, at Gud viger ikke; han bliver, hvor han er, og det gør ondt at blive dømt som ulydig, når man nu selv synes, man er så god. Samtidig er det vigtigt at vide, at netop fordi vi alle er indesluttet i denne ulydighed, så har vi også muligheden for at vende om og blive vist barmhjertighed. Og når Gud viser mig barmhjertighed, så lærer han mig at leve som hans skabning, i taknemmelighed for det, han har givet, han lærer mig at elske, thi deri er livet, som vi skal synge senere i dag. At elske, det er opgaven for et kristent folk, og kærligheden kan både være skrap og mild, sådan som Jesus selv var det. For kærlighed er ikke eftergivenhed. Men hvis vi ikke skal ende som Guds eget folk, der jog hans søn bort, skal Guds ord have frit løb iblandt os, og det indebærer også friheden til dem, der ikke vil tro, til dem, der vil modsige Gud. Sådan må det være, for Kristus løskøbte os til frihed, og kun i frihed kan vi lære at værne om næsten og alt det skabte, som Gud i sin godhed og nåde har skænket os. 

 Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenigGud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen