Syvende søndag efter trinitatis 2020

26-07-2020

Salme: Ingen er så tryg i fare, DDS 49

Kom, Herre Jesus. Amen.

Præd. 3, 1-11, Rom. 8, 1-4, Matt. 10, 24-31

»Gud er ikke en puslespiller, der lægger livets brikker i spredt orden. Han er midt imellem os altid. Et par spurve sælges altså for mindre end en øre, og dog falder ikke en af dem, uden vor himmelske far er med også dér.« Sådan svarer fængselspræsten Frikorps Danmark-officeren, Obersturmbannführer Bennedsen, i Aalbæk Jensens roman, Kridtstregen. Den dødsdømte Bennedsen har spurgt om netop dette skriftsted om spurvene, der ikke falder til jorden uden vor himmelske faders vilje. For sådan blev det oversat engang. Det lader ikke til, Aalbæk Jensen har brudt sig om den oversættelse, og så tilpas mange har været enige med ham, at det nu oversættes mere tekstnært, så viljen er faldet bort, nu falder spurvene ikke til jorden uden vor himmelske Fader, forstået som »Gud er imellem os altid«. Når man er kommet frem til den oversættelse, så har det noget at gøre med, at mange teologer ikke har lyst til at skulle stå på mål for den tanke, at Gud kan bestemme, at et barn skal køres over, at en ung mand skal dø af kræft, eller hvad der nu ellers sker af forfærdelige ting i verden. Det er da også en ubehagelig tanke, for hvis det skulle være sandt, så er Gud vilkårlig, skæbnen fastlagt og mennesket selv bliver fritaget for ansvar. Man må imidlertid spørge, om den tanke, at »Gud er imellem os altid« er mere opbyggelig. Er det en trøst for de forældre, der mister et barn, eller for det menneske, der oplever sygdom og lidelse, at Gud svæver ubestemmeligt rundt om deres sorg og fortvivlelse? Nej, det er det ikke, så der må en anden tolkning til. En nøgle til forståelse ligger måske i de ord, vi hørte prædikeren sige for lidt siden:  

»Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.«

Gud har i udgangspunktet gjort alting godt og rigtigt og til rette tid. Han er den gode skaber, der har givet os alt, og gjort os optaget af det, der sker i verden, men vi vil aldrig kunne se ham i kortene. Og så alligevel, for én gang lod han os se sig i kortene, og det var, da han sendte sin søn til jorden, den søn, der levede hele sit liv i kærlighed til andre og i lydighed mod sin himmelske far. Og det var altså hans himmelske faders vilje, at han skulle dø og opstå for at drage os hjem til sig. Siden Gud kom til jorden, har himmeriget været nær. Vi beder »komme dit rige« i fadervor, og det gør vi, fordi Guds rige endnu ikke er her, altså er han ikke altid imellem os, men han er på vej. Så Gud har lagt det store, overordnede puslespil, kan man sige, da han skabte verden og så, at det var godt. I den verden falder spurve til jorden ved Guds vilje, fordi de er en del af skaberværket. Men i forhold til mennesker har han ikke fastlagt nøjagtigt, hvad der skal ske, fordi vi mennesker ellers ville være at ligne med marionetdukker i et guddommeligt teater. Det ville være ligegyldigt, hvordan vi teede os, hvis alt var forudbestemt. Dog har han i Jesus Kristus åbenbaret sin vilje, og den tale, vi netop har hørt, er en tale til hans disciple, dem, der skal gå i hans fodspor. De står for at skulle ud at helbrede og forkynde Guds riges nærhed, og de er bange. Dén gerning er heller ikke let, for disciplene vil blive mødt med modstand, de vil blive som får blandt ulve, de må lide for deres tros skyld, man vil bringe dem for domstole, og man vil straffe dem legemligt for deres oprør mod religionen og samfundet. Det vil gå disciplene, som det senere går deres mester; pinsler og død vil komme som en følge af deres forkyndelse. Så sent som i fredags hævede imamen et sværd i den gamle katedral, Hagia Sophia til vidnesbyrd om sejren over de kristne i 1453. Så der er intet nyt under solen for dem, der følger Jesus.

»Men frygt ikke«, siger han, »menneskene kan tage jeres legeme, men de kan ikke tage jeres sjæl, det kan kun Gud, så frygter I Ham, skal I ikke frygte noget eller nogen som helst.«

»Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene«, siger Jesus videre, og det vil sige, at selv i det dybeste mørke finder han os, og derfra kan og vil lyset og evangeliet udgå. For det er Guds vilje. Ligesom spurven falder til jorden, fordi skaberværket nu engang er indrettet på den måde, så vil evangeliet, der forkynder Guds rige, altid finde et sted at udgå fra.

Vi lever i et endnu fredeligt land, hvor vi kan prædike evangeliet nogenlunde uforstyrret. Det giver så bare nogle andre problemer; ligegyldighed over for Guds ord, fordi vi mennesker meget hurtigt bliver overbeviste om, at vi sagtens kan klare os uden vor himmelske Fader. Vi får verdens gang på sinde, og vi spekulerer ikke engang længere over, hvad Gud mon tænkte, da han skabte den. Nej, vi bliver i stedet overbeviste om, at vi kan klare alting selv. Bare se på dagens politikere; Jeg tror ikke, jeg kan nævne én, der ikke mener, at han eller hun har et værktøj i redskabskassen eller nogle knapper i maskinrummet, der kan trykkes på, så ordner det hele sig. Det gør det imidlertid ikke, og når det viser sig, at vi ikke kan klare alting selv, så bliver vi angste for, hvordan alting skal gå, vi bliver fortvivlede og glemmer, at Gud kan have planer med verden og med menneskene, planer, der er så meget større end hvad vi kan udtænke. Vi glemmer, at hans rige er nær, at det er på vej, og at vi skal holde os åbne for det, når det kommer. Men Guds riges nærhed viser sig på de mærkeligste måder, det findes der en historie om, en historie, som fandt sted i Humble sogn, nærmere betegnet i Ristinge på Langeland. Den vil jeg nu fortælle.

I foråret 1826 bankede en fortvivlet barnefader på døren til Humble præstegård. Hans kone havde netop født, og barnet var – hed det sig – født uden underkrop og af så godt som ubestemmeligt køn. Lægen var blevet tilkaldt og havde erklæret barnet for mandkøn, og han havde samtidig foreslået, at man søgte om tilladelse til at aflive barnet. Præsten satte sig imidlertid imod det, idet han forklarede faderen, at man aldrig kunne vide, om barnet ville blive til velsignelse. Her stod videnskaben, der har verdens gang på sinde, over for forkynderen, for hvem Guds rige er nær. Præsten fik sin vilje, så drengen blev døbt, Hans Pedersen kom han til at hedde, og han blev ganske rigtig til velsignelse. Hans Pedersen tilbragte sit liv halvt stående, halvt liggende i en særligt indrettet stol, og han kom aldrig uden for Ristinge. Han var kvik og begavet, havde let ved at lære, og han kom til at tilhøre en grundtvigsk vakt kreds. Han førte en ivrig brevveksling med grundtvigske præster forskellige steder i landet, bl.a. med præsten i Vedersø, Johan Frederik Plesner, der i sine første år som præst led af så svære anfægtelser, at han var på randen af sindssyge. Til ham skrev Hans Pedersen følgende:

»Den korsfæstede og genopstandne Herre og frelser har været mit liv i mørke tider… Ja, kære Plesner, De har til visse erfaret, hvor god og venlig Herren er. Tro ham kun vel, om han også skjuler sig for Dem, det varer dog kun en liden stund, han elsker Dem, han vil ingenlunde slippe Dem.«

Således skrev et forkrøblet menneske uden nævneværdig skolegang til en trosfælle. Hvad der blev hvisket til ham i fortvivlelsens mørke, forkyndte han i lyset: »Den korsfæstede og genopstandne Herre og frelser har været mit liv i mørke tider« Naturen havde været Hans Pedersen ugunstig, men han kunne tage imod Guds ord og give det videre, og det blev til velsignelse for mange. Hans Pedersen var mere værd end mange spurve, og forstår vi ikke dybden af de ord, forsøger vi i vor frygt for verdens gang at indrette den, så vi kan færdes i den med færrest mulige knaster, da gør vi den øde og kold. Trøsten i alt dette er, at det er til den kolde og øde verden, Guds rige kommer, og med dets komme blomstrer de øde vange. Så er en krøbling ikke en knast, der skal fjernes, han kan løfte sin røst og forkynde fra tagene, hvad der hviskes ham i øret. En spurvs liv udgår fra Guds skabervilje, og det vender tilbage til ham. Sådan er det også for os, men Gud vil mere med os, uanset om vort liv bliver langt eller kort. Men for at mennesker kan tro det, må hans vilje med os forkyndes, og det kan godt være skræmmende, for Guds godhed og kærlighed har det med at samle sig modstandere. Det kan være almindelig ondskab, der reagerer ved at slå forkynderen af det gode budskab ihjel. Det kan være almindelig forhærdelse, der nægter at se, at også et tilsyneladende mislykket liv kan vidne om lyset og glæden hos Gud. Men midt i ondskaben og forhærdelsen er der altid nogen, der vil lytte, fordi de trænger til at høre, at Guds rige er nær. Og for at de skal få lov at høre det, er vi nødt til at forkynde trods fare og spot, trods kold fornuft, der vil fjerne knasterne i verden, og derfor skal vi gå herfra med de glædelige ord:  »På jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

19-07-2020

Salme: Hil dig frelser og forsoner 192

Kom, Herre Jesus. Amen.

2. Mos. 20, 1-17, Rom. 3, 23-28, Matt. 19, 16-26

Det debatteres af og til, hvor kirken var under nedlukningen af Danmark. Det er min opfattelse, at langt de fleste præster forsøgte at udføre deres arbejde under vanskelige forhold, men når sandheden skal frem, så tror jeg ikke, at kirken var meget savnet. Og når det glider ud af menighedens bevidsthed, at Gud er den, der giver evigt liv, så er der heller ingen grund til at henvende sig til kirken, selv om man i mange uger har været præget af sin angst for døden i stedet for glæden over, at den er besejret. For mig afslørede coronakrisen for alvor, hvor langt borte Gud er fra vor bevidsthed. Det er blevet endnu mere tydeligt efter, at Black Lives Matter-bevægelsen har sat skub i en alarmerende udvikling, der allerede har været i gang i nogle år, nemlig fokuseringen på »det gode« og ikke »den gode«. For det med Gud handler jo ikke bare om en evighed, der kan synes langt borte og derfor irrelevant, nej, det med Gud handler i høj grad også om, hvem der skal herske over os i vor dagligdag, hvad vi siger og tænker. Det oplevede vi et grelt eksempel på i ugen, der gik.

En lille virksomhed på Fyn, der producerer rom af høj kvalitet, meddelte, at den ville omdøbe sin rom, Ron Esclavo, fordi man udover stærk kritik på de sociale medier havde modtaget trusler. Ron Esclavo er nemlig spansk for Slave-rom, og egentlig havde virksomheden fundet på det som en hyldest til »de mennesker, der har betalt den højeste pris for, at vi i dag kan nyde denne fantastiske drik«, som der står på hjemmesiden.

Man kan mene om påfundet, hvad man vil, men udgangspunktet har altså været at ære dem, der æres bør. De gode intentioner blev bare ikke taget for gode varer af folkedomstolen, som man så endte med at komme i møde. Ligesom Hansens is, der beklagede, at de havde kaldt deres eskimo-is for Eskimo og derpå døbte den om.

Vi skal tale om gode gerninger og holdninger i dag, for der kommer hele tiden nye påbud om den rette opførsel og sprogbrug – ikke fra myndighederne, men fra alle mulige interesseorganisationer og privatpersoner, der med en enorm selvbevidsthed lægger låg på enhver selvfølgelighed, der har hersket iblandt mennesker, og truer virksomheder til at rette ind, så produktnavne ændres og bøger redigeres til ukendelighed. Der er ikke tale om en debat, hvor sagligheden har det afgørende ord, nej, dommen er afsagt på forhånd, og så retter de fleste ind. Og hvorfor retter vi ind? Jo, det gør vi dels for ikke at støde nogen, dels af angst for at blive udskammet eller få taget vort levebrød fra os. Angsten for ikke at være en del af det pæne selskab er kommet til at fylde så meget i vort liv, at det ikke alene sætter en stopper for vor evne til at tænke rationelt, det gør også medlemskabet af det pæne selskab til målet for vort liv. Det resulterer i, at folk, der vil sætte en dagsorden for os, har let spil. Den dagsorden splitter folk op i dem med de rene og de urene holdninger, minoriteter og majoriteter. Det viser sig allerede nu, at det vil få afgørende betydning for ens mulighed for at drive virksomhed og for ens jobmuligheder, f.eks. hvis man er kommet til at lufte de forkerte holdninger offentligt, eller hvis man bliver udsat for omvendt/positiv diskrimination. Det rene fællesskab kommer således til at blive udgjort af dem med rette holdninger og med et politisk korrekt præsteskab, der til hver en tid er parat til at slå ned på dem, der forsynder sig mod den gode tone, som præsteskabet selv sætter.

Kristendommens tale ind i alt dette er klar:

»Du må ikke have andre guder end mig« siger den, og den Gud, vi har, har åbenbaret sig som den eneste gode i en verden, hvor alle har syndet og mistet herligheden fra Gud. Vi skal – som vi hørte Paulus sige - »ufortjent gøres retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus«. 

Det er et budskab, vi ikke kan lide at høre, men det rummer en overvældende frihed i sig. Når vi vil være med i fællesskabet for enhver pris, så handler det jo om, at vi klynger os til det, vi kender, og som vi tror er helt afgørende for, at vi kan have det godt, både materielt og åndeligt. Vi er som den rige unge mand, vi hører om i dag, men der er en afgørende forskel. Vi spørger nemlig: »Hvad godt skal jeg gøre for at få et godt liv?« Han spørger: »Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Jesus stiller ham et modspørgsmål, »Hvorfor spørger du mig om det gode?« Jesus har nemlig gennemskuet den unge mand og set, at han ikke er oprigtig. Ikke fordi den unge mand ikke vil arbejde for sagen, men fordi han med sit spørgsmål afslører, at han tror, at det er en overkommelig opgave at komme ind i Guds rige.

Derfor er Jesus heller ikke i første omgang interesseret i, hvad den unge mand ønsker at gøre af godt. Han siger: »Én er den gode, men vil du gå ind til livet, så hold budene.« Og på spørgsmålet om hvilke bud, det drejer sig om, kommer Jesus ganske forfriskende ikke med et identitetspolitisk regelsæt. Han kommer bare med det, den unge mand kender til hudløshed: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹«  Den unge mand havde nok håbet at høre noget nyt, for de bud holder han jo allerede, de keder ham, han har ikke nok i dem, så han spørger, om han kan gøre mere. Og så er det, Jesus fortæller ham, at hvis han vil være fuldkommen, skal han give sin formue til de fattige og så følge Jesus. Da må den unge mand gå nedbrudt og bedrøvet bort, for lige netop dét kunne han ikke.

Det er her, vi ligner den unge mand; som ham hænger vi ved det timelige, men hvor han ville gøre sig fortjent til det evige fællesskab med Gud, vil vi gøre os fortjent til fællesskabet med mennesker, men resultatet bliver det samme: både han og vi beskæftiger os mere med »dét gode« frem for »dén gode«. Det gode mener vi nemlig selv at kunne magte, »den gode« minder os om, at der er virkeligheden kun var en, der magtede »det gode«. Et provokerende men befriende budskab i en politisk korrekt tid.

Jeg bruger altid en del tid på at lære konfirmanderne de ti bud, og de fleste lærer dem udenad. »Du må ikke«, og »du skal« er befalinger, der går igen, og det kan lyde hårdt, men det er jo egentlig dejligt enkelt. For når vi ikke må have andre guder end Gud, så er det ikke kun fordi han bliver vred over troløshed. Det handler så sandelig også om, at ingen andre skal herske over vor samvittighed med vilkårlige påfund og regler. Når vi er bundet til Gud, så er det alene ham, vi skal lytte til, og vi kan heller ikke gøre os selv til guder over andre.

Jeg vil næsten sige, at det er lettere at holde de ti bud end alle de regler der i dag pålægges os af andre, men i begge tilfælde opstår der omkring bud og regler let et præsteskab, der dikterer, og derfor opstår der hykleri, fordi vi mennesker så ikke gør det gode af et rent hjerte. Vi vil opnå noget med det, vi gør. Det er også derfor, disciplene bliver forfærdede, da Jesus siger, »det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« For hvem kan så komme ind? Hverken disciplene - eller vi for den sags skyld - er kommet længere end den rige, unge mand. De ved godt, at de ikke kan give afkald på alt deres eget. Da svarer Jesus: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« Og her ser vi forskellen på at blive frelst af sine gerninger og rene holdninger eller ved Jesu Kristi offergerning. Gud lægger sig med sin søn imellem os og sine bud. Han skænker os det evige liv og bliver derfor udgangspunktet for det gode, vi måtte gøre. Hvor Gud er vort udgangspunkt, den, for hvem alting er muligt, der skal vi ikke adlyde nogen anden herre, og vi skal slet ikke gøre os til herre over andre. Det er frihedens evangelium, og det kan ikke blive forkyndt nok i disse dage. Den fynske romfabrikant og Hansens Is tænkte på deres virksomhed, og det er der ikke noget at sige til. Men man skal ikke være så angst for at miste det, man har, så man lader sig kue. Den rige unge mand var så bange for at miste sin formue, at han gav afkald på den gode, skal vi huske. Derfor er der ikke andet at sige til de krænkede, end at de ikke må vidne falsk om deres næste og derfor ikke skal vove at mistænkeliggøre ens motiver; romfabrikanten burde således have meldt dem, der truede ham og hans medarbejdere, til politiet. Hansens Is skulle have holdt på, at Eskimo-is er et fasttømret navn på en bestemt is, som ikke har gjort andet end at glæde danskere i flere generationer, uden at de har tænkt så meget som en racistisk tanke om den. Det mod og den frimodighed kan kun den have, der ikke har andre guder end den eneste gode Gud, for hvem alting er muligt.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

12-07-2020

Salme: Mægtigste Kriste, DDS 266

Kom, Herre Jesus! Amen.

Jer 1, 4-9; 1Pet 2, 4-10; Matt 16, 13- 26

»I, Hvem siger I, at jeg er?« spørger Jesus sine disciple, og det er evangeliets højdepunkt. Afgørelsens time er kommen. Hvad vil de svare? Det er vigtigt, hvad de mennesker, der er allertættest på Jesus, de, der en dag skal forkynde budskabet om ham, vil svare.

På dette tidspunkt i Matthæusevangeliet befinder Jesus og disciplene sig i Cæsarea Filippi; der er et stykke vej til Jerusalem, hvor Jesus senere skal gøre sit indtog under folkets hyldest for senere at dø, foragtet på et kors. Det vil sige, at disciplene både i tid og rum endnu er et stykke væk fra påskens begivenheder. Hvad disciplene hidtil har oplevet af Jesu gerning er, at han har udført en række mirakuløse helbredelser af vanføre, og han har mættet 4.000 mennesker med ganske få brød og fisk. Oven i det har han talt dunder til farisæerne, altså gjort op med den tids præsteskab, og på baggrund af alt dette har han vundet mange for sig. Men da Jesus viste sig på en tid, hvor der var mange forventninger og religiøse forestillinger i det jødiske folk, så kom der også mange bud på, hvem han kunne være: Johannes Døber, Elias, Jeremias eller en anden af profet. Disciplene derimod, Jesu venner, burde vide, hvem han virkelig var. Simon Peter svarer rigtigt: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Jesus kvitterer for svaret ved at udnævne Peter til at være den klippe, som Guds kirke skal bygges på.

Sådan blev kirken til, kan man sige, men det går hurtigt ned ad bakke med den. Peter var ingen klippe. For da Jesus kort efter betror sine disciple, at han skal til Jerusalem og ende sine dage i lidelse og død, forfærdes den ellers så tro Simon Peter, trækker mesteren til side og går i rette med ham. »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Og her viser Peter, at han i sin bekendelse havde lagt noget helt andet i titlen Kristus, Guds søn, end Jesus gjorde. Peter havde set en guddommeligt inspireret mand, der med myndighed kunne virke i verden og bevæge masserne med sine undere og sine ord og derved genrejse Israel. Denne mand skulle da ikke lide og dø som en forbryder? For hvad var der så tilbage af den kirke, som Peter allerede var blevet lovet, han skulle være direktør for? Hvad var der tilbage af den levende Gud, hvis han lod sin søn krepere på et kors? Peter ville ikke stå i spidsen for en tabersag. Men Jesus lod sig ikke lokke; »Vig bag mig Satan! Du vil bringe mig til fald, for du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Her blev det klart for Peter, at Guds rige ikke er af denne verden, og når han skulle være den klippe, som kirken skulle bygges på, så var det ikke i kraft af hans særlige karakter, dén var der ikke så meget ved, men fordi Gud ville det. Peter skulle senere sande, at han som kirkens klippe ikke gik en strålende fremtid i møde, han måtte træde samme tornegroede vej som Jesus, gennem lidelse, døden på et kors.

Peter blev dog imidlertid - ifølge traditionen – den første pave og dermed et forbillede for den kristne hyrde, pastoren, som der jo findes en del af i alle kirker verden over. Det er kendetegnende for Peter, at selv om han kunne være fej, ærgerrig og af og til direkte dum, så tog han sit ansvar alvorligt, og da det virkelig brændte på, og korset ventede ham, flygtede han ikke. Men det var efter påskens begivenheder.

Peter, som vi kender ham før opstandelsen, findes i dag overalt, hvor Guds kirke er, og den konflikt og forståelseskløft, der er mellem Jesus og ham, er i dette forår blevet særdeles tydelig herhjemme.

Det begyndte med en annonce, som biskopperne i påsken indrykkede i landets aviser. Den bestod af en næsten blank side med et lille påskedigt på midten. Digtet omtalte én, der midt i hudsult, håndsprit og åndenød vender sig om og smiler, og så er det påske. Sim sala bim. Man kunne gætte på, at det var den opstandne Jesus Kristus, det handlede om, men det stod ikke i teksten, og da det mig bekendt ingen steder i biblen er beskrevet, at Jesus vender sig om og smiler til nogen som helst, så kan det ikke undre, hvis lægfolk ude i landet havde svært ved at finde ud af, hvad annoncen gik ud på. Københavns biskop forsvarede annoncen, fordi den skulle møde mennesker, der hvor de er. I påsken, skrev han, »sidder de og læser deres morgenavis til morgenkaffen, solen skinner, og om lidt skal de skal ud i haven og grave. Det er den sekulære sammenhæng, vi må tale til dem i, for det er der, de lige nu befinder sig. For Jesus kommer til mennesker dér, hvor de er, og forlanger ikke, at mennesket skal møde op i hans kirke og have tilegnet sig hans sprog, før han vil tale til dem.« Nu kunne folk faktisk ikke komme i kirke denne påske, selv om de havde villet, men det er kendetegnende for påsken, at det er folk i bevægelse, der møder den opstandne. Jeg har f.eks. læst, at det var kvinderne og siden disciplene, der kom til graven, og dér fik de at vide, at de skulle gå til Galilæa, hvor Jesus ville møde dem og tale til dem, for ikke at tale om vandringen til Emmaus. Men lad os nu gå ind på tankegangen: At kirken skal møde mennesker, når de graver have eller sidder på café. Til det formål har Helsingør stift med støtte fra syv andre af landets ti stifter trykt et magasin, der hedder Folk og Kirke. Redaktøren af bladet har i Kristeligt Dagblad givet udtryk for, at hverken Jesus, bibelen eller Grundtvig giver kirken autoritet i dag, og derfor er den nødt til at tale om det samme, som alle andre taler om, på fællesskabets præmisser, og fællesskabet står helt af, når man nævner Gud eksplicit.

Vi har altså en kirke, hvis ledere helst ikke vil tale om Gud, fordi han ikke længere giver autoritet i et sekulariseret samfund, hvor ingen i øvrigt forstår, hvad kirken taler om. Da en stor del af fællesskabet imidlertid betaler kirkeskat, så skal de have noget for deres penge, og så kommer man dem i møde med annoncer og glittede magasiner.

»Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« udbrød Peter, da han hørte, hvad han skulle forkynde i Guds kirke, og det er blevet folkekirkens bekendelse.

Der er m.a.o. ingen forskel på Simon Peter og folkekirkens Peter når det kommer til den virkelige forståelse af, hvem Kristus egentlig er. Men på deres efterfølgende gerning er der sandelig forskel. Fiskeren Peter fornægtede sig selv, tog sit kors op og forkyndte den opstandne frelser, folkekirkens Peter samtaler på fællesskabets præmisser.

Men fællesskabet er ikke hovedhjørnestenen i vor kirke, det er Jesus Kristus. Det er ham, vi har vor autoritet fra, og vi stikker os selv og vore menigheder blår i øjnene, hvis ikke vi holder fast på, at der er én, der er sandheden, vejen og livet, og at vi kun kan møde ham, hvis vi ind i mellem ser op fra den spade, vi har stukket i jorden eller det glittede magasin på cafeen. »Omvend jer, for himmeriget er kommet nær« råbte Johannes Døber i ørkenen, og så kom folk, eller de blev væk, fordi de ikke brød sig om budskabet. Det har ikke ændret sig; når vi hører nogen kalde, så kan vi vælge at komme, og det kræver, at vi rejser os og går hen til den, der kalder. Og så er det vigtigt, at kirken gør det tydeligt, at det er Kristus, der kalder. Hvis vi for at opretholde den gode stemning bøjer af i at hævde sandheden om Gud, så går vi ikke hans ærinde, men menneskers; så ender vi med at lefle for det sekulariserede fællesskab og svigter den herre, vi er sat til at tjene.

Et sådant svigt kan få den konsekvens, at Kristus forsvinder fra os, at kirken bliver til tomhed, ord og bekendelse til sand, der løber ud mellem vore fingre. Fordi kirken så bliver til menneskeværk. Kun hvor Gud selv vil det, dér er hans kirke, hans ord lyder fra små og uformående menneskers læber, og det til dem, der siges: »I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt.« 

Tænk at være blevet betroet at forkynde guddomsmagten i ordene: »Det er fuldbragt«. At stå som dem, der ikke har andet at give, end hvad Gud giver os, nemlig det største offer, sig selv. Gud gav sig selv, for at vi skulle have fællesskab med ham. Gud sætter således rammerne for fælleskabet, og det har indtil videre været alt rigeligt til at holde kirke på. Det skal ikke klattes bort i indholdsløs samtale.

Skal folkekirken tages alvorligt, må den begynde med at tage sig selv alvorligt, og det vil sige besinde sig på, hvem det er, der skaber kirken. I dag bliver det klart, at Gud i Kristus har bestemt sig for, hvordan han ville vise sig, nemlig som den korsfæstede og opstandne frelser. Det er ham, der kalder hver søndag, det er ham, der skal forkyndes. For uden ham er kirken kun jord af jord, som den vi stikker spaden i derhjemme.

Det kimer til gudstjeneste i dag, og vi kommer som dem, der intet har, men skal have alt skænket af Gud. Alt, det vil sige syndernes forladelse, ja, livet selv skænker han os, og som sådan er vi velsignede, velsignede i en grad, at vi kun kan takke og bekende: »Du er Kristus, den levende Guds søn!«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

 

05-07-2020

Salme: Nu blomstertiden kommer, DDS 722

Kom, Herre Jesus. Amen.

5 Mos 24, 17-22; Rom 14, 7-13; Matt 5, 43-48

Vi kan godt sige, at danskerne er vanekristne, og vanekristendom er meget bedre end sit rygte. Vaner har det imidlertid med at få os til at se alting som en selvfølge, og det er der ikke noget i livet, der er. Af og til må man tænke over, hvorfor man er kristen og hvad det betyder for et samfund som det danske, at kristendommen er den bærende religion.

Derfor vil jeg tillade mig at bruge lidt tid på nogle historiske og principielle overvejelser, som er vigtige for at forstå aktualiteten af dagens evangelium.

Da kong Harald gjorde danerne kristne, og kirkerne begyndte at skyde op i landet, var en af anstødsstenene for de endnu asatroende, at der var kirkeklokker, der bimlede. Klokkerne forstyrrede nemlig de underjordiske, som man mente gerne ville have fred og ro. De underjordiske lærte tilsyneladende at leve med dem, eller også forsvandt både de og de asatroende.

I dag tror vi ikke længere på underjordiske, men gerne på så meget andet, og kirkeklokkerne forstyrrer dem, som gerne vil krybe sammen under dynerne søndag formiddag. Da det for nylig blev foreslået, at det muslimske bønnekald skulle forbydes, opstod der straks modkrav om, at det samme måtte gælde kirkeklokkerne. Nu er det ikke tilladt at kalde til muslimsk bøn med mindre, man har fået tilladelse, og da folkekirken har en særstatus i grundloven, som tillader klokkerne at kime, løb det hele ud i sandet.

Det er dog næppe sidste gang, vi skal føre diskussionen, og det varer heller ikke længe, før vi skal til at tale om, hvad vi dog skal stille op med de middelalderkirker, klokkerne ringer fra. Mange steder, hvor folk flytter fra landet, opfattes kirkebygningen som en økonomisk byrde, og der er derfor nu overvejelser om det, man kalder differentieret vedligeholdelse, at man overvejer hvilke kirker, der skal gøres mest ved, så kan man samle ressourcerne der, hvor der bor folk. Rives ned kan kirkerne nemlig ikke, fordi de hører til blandt de få middelalderbygninger, vi har, men hvad skal man stille op med dem? Måske bruge dem til noget andet end kirke? Jeg kan godt afsløre, at jeg finder overvejelserne uheldige, især fordi de falder ind i en tendens, hvor folkekirken taler mindre og mindre om Kristus, dens herre. I Aalborg har man f.eks. bygget Folkekirkens hus for ca. 60 millioner kr. Der er mellem 25 og 30 ansatte, og i værdigrundlaget nævnes Kristus end ikke. I stedet tales der om livet, fest, mangfoldighed og dialog. Hvad en kirkelig fest kan gå ud på, fik jeg en smagsprøve på fornylig, da jeg fik et lille hæfte ind ad døren, som handlede om, hvordan man kunne formidle Højsangen for kirkefremmede, De ved, det erotiske digt fra Gamle Testamente. Det foreslås, at man arrangerer en aften i kirken, hvor man kan ligge i Sulamiths seng og male billeder med rødvin medens folk fra menigheden vandrer omkring og visker kærlighedsord. Hæftet er forfattet af en præst og en organist, som er løskøbt af Haderslev stift til at eksperimentere med den danske gudstjeneste. For mig at se er tiltagene et vidnesbyrd om, at folkekirken prøver at tilpasse sig et afkristnet samfund, og jeg skal indrømme, at jeg af og til tænker, at der nok kunne vedligeholdes en del med de penge, der bruges på kirkelige aktiviteter og produktudvikling, og at de slet ikke ville være dårligt givet ud; lyd og rum betyder jo noget: Klokkerne kalder til kirke i glæde og sorg fra de smukke landsbykirker, som med lind hånd er blevet strøet ud over landskabet. De har ringet Guds sol op og ned, den sol, der skinner over retfærdige og uretfærdige, i mange, mange år, og kirkerne er i sig selv en manifestation af, at i Danmark er vi underlagt Kristus. En middelalderkirke lader slet ikke en i tvivl om, hvad det er, der skal foregå inde i den, og derfor står mine kolleger og jeg søndag efter søndag og forkynder Kristi opstandelse og syndernes nådige forladelse. Det er nu kristendommens vane, vi forkynder.

Egentlig er der jo mennesker nok, der kunne fylde alle kirkerne. Det er hverken kirkernes eller Kristi skyld, at de ikke kommer, men vi mennesker har for vane med at samles med nogen, der minder om os selv og for at høre det, vi gerne vil høre. Og vi vil gerne drikke rødvin, feste, samtale og høre kærlige ord. Vi vil helst ikke høre, at vi er underlagt nogen andre end os selv, og vi vil ikke mødes med den dødirriterende nabo, som spiller høj musik til ud på de lyse timer, den nabo, som vi i øvrigt har en hegn og skel-konflikt med, og som helt sikkert stemmer forkert ved hvert eneste valg.

Men ordene til os i dag er ikke vanskelige at forstå: Hvis vi kun elsker dem, der elsker os, så er der ikke forskel på naboen og os. Alle kan elske den, der elsker en selv, men få, hvis nogen, kan elske fjenden. Det var der kun én, der kunne og gjorde, og det var Jesus, da han blev naglet til korset af brutale soldater. Da bad han Gud tilgive dem.

Vore tidselgemytter forbyder os at gøre det samme, men vi kan forsøge, vi skal faktisk forsøge, og lur mig, om ikke det har betydet noget, at dette budskab er blevet forkyndt igen og igen i vort land, forkyndt for slægter, der fulgte hinanden, fra kirker, der står endnu. Man kunne også spørge: Hvorfor nøjes du med at brokke dig over naboen og eventuelt slæbe ham i retten, når der er problemer med skellet? Hvorfor slår du ham ikke ihjel? Det kunne være fordi det ligger så dybt i dig, at selv din fjende er skabt i Guds billede, og at du ikke kan gøre med ham, hvad du vil. Jesus siger, at du skal elske din fjende, og at du derfor skal bede for hans liv og velvære. Det gør de færreste af os, og i krig slår vi ligefrem fjenden ihjel. Men vi har alligevel regler og normer for, hvordan fjenden skal behandles, om det handler om din egen eller om landets fjende. Det er ikke en selvfølge. Jesus talte ind i en tid, hvor princippet om øje og for øje og tand for tand var fremherskende. Og læser man Saxo, så var de gamle asatroende heller ikke behagelige bekendtskaber, når de stod over for en fjende. Læs bare historien om Regnar Lodbrogs sønner og deres afstraffelse af kong Ella. Sådan tænker mennesker generelt, og når vi ikke gør det i dag, så vil jeg vil vove den påstand, at det er fordi Kristi ord om, at du skal elske din fjende og vende den anden kind til, har lydt i vort land i over tusind år. At budskabet er blevet en vane.

At det vedbliver at lyde eller være en vane er heller ingen selvfølge. Gud kan flytte sin lysestage og overlade os til troen på de underjordiske og selvtægten, såfremt vi ikke passer på. Hedenskabet kan sagtens vende tilbage, og selv om det lyder harmløst, at man bruger kirken til at male rødvinsbilleder fra Sulamiths seng, eller mødes et kirkeligt forsamlingshus for at feste og fejre egne og andres talenter, som der står, så har det meget lidt med kristendom at gøre; det er i bedste fald ligegyldigt, i værste fald medvirkende til afkristningen af landet.

Det betyder nemlig noget, om man tror på de underjordiske eller den gode Gud i hans lyse himmel, det betyder noget, om imamens bønnekald eller kirkeklokkerne lyder over hustagene. For det er vidt forskellige bønner og budskaber, de kalder til. Hvorfor skelner islam mellem rent og urent, og vi ikke? Hvorfor skelner islam mellem kønnene og vi ikke? Hvorfor råbes der Allahu akbar, når terror begås i islams navn, medens vi synger Gud er stor, når vi ser hans skaberværk?

Noget er m.a.o. bedre end andet, og når kirkeklokkerne ringer solen op og ned, ringer de også til bøn, de minder os om, at vi skal elske vor fjende og bede for ham, at han må lære den levende, barmhjertige Gud at kende, og for at vi må være vor himmelske faders børn.

Som vor himmelske faders børn »lever ingen af os for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren. Derfor døde Kristus, og blev levende igen, for at han skulle blive herre over både levende og døde.«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

28-06-2020

Salme: Guds igenfødte, ny-levende sjæle, DDS 472

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 65, 1-2; Ef 2, 17-22; Luk, 15, 11-32

»Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Sådan gav farisæerne og de skriftkloge ondt af sig, når de så Jesus omgive sig med toldere og syndere. Og de havde en pointe, for toldere og syndere var det, de var: brogede i kanten, de var ikke ordentlige mennesker, det ville de heller ikke være i dag. Hvis Jesus virkelig var Guds søn, gav det ingen mening, at farisæerne gik og tilbad en gud, der skelnede mellem ordentlige og uordentlige mennesker, når han så endte med at vende dem ryggen til fordel for samfundets udskud. Øjne, I var lykkelige, I som så Guds søn på jord, hedder det i en salme, men der var mange, der bestemt ikke var lykkelige for at se ham. Siden har farisæerne haft et dårligt ry, men egentlig står vi dem nærmere, end vi bryder os om at tænke på.

Netop nu lever vi i farisæernes verden, vel at mærke en verden, hvor farisæerne ikke engang har en gud, de påberåber sig, nej, nutidens farisæere har netop travlt med at rive gudebilleder ned; krucifikser, hvor Kristus er hvid, kræves fjernet, og man skænder statuer af mænd, som fortiden fandt så agtværdige, at de fortjente et mindesmærke. Monumenter, som har stået i fred i mange år, overmales, væltes og ødelægges. Det er for tiden slavehandlen, der spøger; mange hvide mænd var på et vist tidspunkt af historien involveret i slavehandel, og intet er for småt til at blive en sag – selv Ludvig Holbergs finanser er blevet gennemgået med lup, og man har fundet ud af, at han et års tid ejede en aktie i Vestindisk-Guineisk Kompagni, som benyttede sig af slavearbejde. Derfor skal Holberg i skammekrogen.

Der er ikke noget godt at sige om slavehandel, men jeg tænkte i min enfold, at vi for længst havde gjort op med det, idet slaveriet på de danske vestindiske øer blev endeligt ophævet i 1848. Nu er det altså blevet en sag, til et oprør. »Ingen retfærdighed, ingen fred« råbes der i Washington, og i Stuttgart og Brixton er ordenshåndhæverne jaget vildt. Det uhyggelige ved oprøret er, at det udadtil handler om retfærdighed, medens det bliver mere og mere tydeligt, at der under kravet om retfærdighed ligger et ønske om en ny orden, hvor dødelige mennesker kræver gudestatus. Hvor mennesker kræver gudestatus, er der ikke plads til nuancer, for så kræver man retten til at skrive historien, og dermed skabe verden i sit billede, ganske som farisæerne på Jesu tid. Farisæerne havde opnået stor status i en fin fortælling, som mere og mere var blevet formet efter deres smag. Men nu kom Jesus altså og fortalte en anden historie, nemlig den, at der hos ham er plads til selv den værste forbryder, ja, måske er den forbryder, der oprigtigt angrer sin synd, Gud nærmere end bedsteborgeren, der forhærder sig i sin retfærdighed. Det kald, der lød til Adam i paradisets have, det lyder også nu i evangeliet, og Gud kalder på en måde, vi aldrig selv kunne have forestillet os.

Gud kommer til os i dag som den nådige konge, den milde fader med de to sønner. På den yngstes forlangende deler han betingelsesløst sin ejendom mellem sønnerne. Den yngste drager straks derefter ud i verden for at slå sig løs, medens den ældste vælger at blive hjemme hos faderen for at tjene ham.

Den yngste ender sultende blandt svinene i et fremmed land. En rettroende jøde kan ikke synke dybere, og det vidste Jesus, da han valgte netop det billede. Skulle han have fortalt historien i dag, kunne den yngste søn have mistet sine penge i misliebige foretagender som slavehandel. 

Sønnen fornemmer imidlertid, at faderen vil forbarme sig over ham og dog lade ham arbejde blandt sine daglejere, der trods alt får mad hver dag. Han begiver sig derfor hjemad, og da faderen kommer ham i møde, bekender han sin brøde. Og så ender det hele med en fest, noget, drengen bestemt ikke havde fortjent. Det er dog en mærkelig fader, der gør den slags. Det synes den ældste broder også, for da han kommer træt hjem fra marken og hører fra en af tjenerne, at den yngste broders hjemkomst bliver fejret, bliver han rasende af skinsyge og nægter at gå ind og deltage i festivitasen. Da hans fader forsøger at hente ham ind, kommer al hans forurettede vrede ud: Her har han gået og passet sit arbejde og været tro mod faderens bud i al den tid, hvor Lillebror har slået sig løs med billige damer for faderens penge, og hvad har han fået ud af det? Har faderen måske nogensinde holdt en fest for ham og hans venner? Det er fortællingens højdepunkt, for nu er der ikke længere forskel på storebroderen og de farisæere, som Jesus taler til. Han taler netop til dem fra sin plads fra spisebordet blandt den tids kæltringe, medens farisæerne stod og kiggede vrede ind ad vinduerne. Jo, farisæerne forstod pointen, de blev krænkede, og så blev det farligt, for en krænker skal man lukke munden på, man må skaffe ham af vejen; her betød det, at den uforståelige og uantagelige godhed skulle dø, fjernes. Sådan er der, hvor farisæerne hersker. Der sættes magt bag de krænkede følelser.

Hvor Gud hersker, er derimod kærligheden og sandheden dommer, forstået på den måde, at hvor den fuldkomne kærlighed viser sig, kaster den lys over alle sider af menneskelivet, sandheden om mennesket kommer frem, og så bliver det vanskeligt at håndhæve sin egen retfærdighed. Man bliver nødt til at forholde sig ædrueligt til ethvert emne.

Taler man således om slavehandel, så bliver man – kristeligt set – nødt til også at tale om, at sorte blev solgt til hvide af sorte, man er nødt til at tale om, at slavelignende forhold stadig findes i den arabiske verden. Man er nødt til at forstå, at de hvide slaveejere rent faktisk holdt op med at holde slaver, en del under pres, men de holdt op. Man er måske ligefrem nødt til at erkende, at opgøret med Ludvig Holberg, Hans Egede og mange andre er absurd i en tid, hvor der i Hong Kong, i Mellemøsten eller i den brasilianske regnskov findes mennesker, som forfølges og undertrykkes på grusomste vis. Det kan være ganske sundt at se bort fra sin egen navle, for det kan det hænde, at man får øje for, at Gud også har skabt ens næste uanset hvilken farve, han måtte have, og at man derfor ikke har ret til at tvinge ham til at acceptere en ny historieskrivning, ødelægge hans ejendom endsige forlange ham dømt uden en retfærdig rettergang, sådan som det sker for tiden. Bare fordi næsten er hvid.

Guds kærlighed er ikke retfærdig på en måde, som vi ønsker og forestiller os det, og således slår han ethvert selvskabt gudebillede i stykker. Den ældste broder forestiller sig i fortællingen, at faderen er streng og retfærdig, og dermed tror han også, at han ved sine handlinger kan opnå noget hos ham. Han ville have anerkendelse for at gøre det, han egentlig blot var skyldig at gøre – at være en god søn. Hans hjerte hang ikke ved faderen, men ved det billede af ham, som han selv havde skabt, og hvor han mente, han skulle spille en meget større rolle end bare at være søn. Dermed var han lige så langt borte fra faderen som den yngste søn, der fulgte sine lyster og endte i en svinesti. Til denne storebror er det, faderen må sige: »Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit

Et slag over nallerne til den tids farisæere, ja, men så sandelig også et stormløb mod vore kolde og hårde hjerter, der higer efter en retfærdighed uden Gud. Det er måske endda værre for os at høre en historie som denne, fordi den insisterer på, at der er en Gud, hvor vi fornægter ham, en Gud, der også vil være Gud for familiens sorte får, og som til selvretfærdigheden siger: »Alt mit er dit, hvorfor har du så alt det had i dit hjerte?«. Evangeliet kaster lys over menneskenes grundsynd: At vi ønsker retfærdighed og ikke nåde, og at vi gør os selv til historiens dommere og guder, der vil herske over andre hvad enten det er med vor religiøsitet, vor ideologi eller vor politiske korrekthed. Det er dette mørke, der i disse dage breder sig omkring os, men vi skal vide, at Gud før har rakt hænderne ud mod et genstridigt folk, der ikke påkalder hans navn. Det gør han også nu.

 Om vi tror os frigjorte fra enhver binding til Gud, eller om vi træller for en indbildt gud, da søger han os og kalder på os og vil, at vi skal tilhøre ham. Gud vil gøre alt - og gerne det modsatte af, hvad vi har tænkt os - for at finde os. I Kristus gik han gennem lidelse og død for at komme os nær, som har fjernet sig fra ham, selv når vi tror, vi dyrker ham. En sådan uudgrundelig kærlighed afslører alle vore mørke sider, men den bliver også begyndelsen til noget nyt, et liv i den kærlighed, der tror alt, håber alt og udholder alt, fordi Gud i Kristus kun vil se os, som var vi hans egen kære søn. I Ham er vi de fortabte, der kommes i møde af en nådig fader, vor himmelske konge.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen