Femte søndag efter påske

09-05-2021

Salme: Den mørke nat forgangen er, DDS 736

Kom, Herre Jesus. Amen.

1 Mos 32, 25-32; Jak 1, 22-25; Joh 16, 23b-28

I eventyret om lille Claus og store Claus er der mange kostelige scener; en af dem er, da store Claus har bestemt sig for at slå lille Claus ihjel ved at proppe ham i en sæk og smide ham i åen. På vej til åen kommer han forbi en kirke, hvorfra han hører salmesang. Det lyder så smukt, og store Claus tænker, at »det kunne være ganske godt at gå ind og høre en salme«, inden han skal videre med sit forehavende. Han lader sækken stå og går i kirke. I mellemtiden kommer der en gammel kvægdriver forbi, og han hører lille Claus klage sig i sækken over sin triste skæbne. Kvægdriveren er træt af livet og vil gerne bytte plads med lille Claus, og det gør de så. Da store Claus kommer ud fra kirken igen, undrer han sig over, at sækken er blevet så meget lettere; den gamle kvægdriver vejer nemlig væsentlig mindre end lille Claus, og store Claus tænker: »Hvor er han bleven let at bære! Ja, det er nok, fordi jeg har hørt en salme!« Derpå går han til åen og kaster sækken i den. Der blev tilsyneladende ikke prædiket over teksten om at være ordets gører og ikke bare dets hører den dag.  

Jeg kom til at tænke på denne lille scene, fordi det blandt vore politikere er kommet på mode at bekendtgøre, når de går i kirke. De svælger i salmer, de holder af, og de nyder interiøret i deres barndoms og ungdoms kirker. Også statsministeren glædede sig for nylig over, at hun havde givet os lov til at synge i kirkerne, og hun ville endda selv afprøve det. Så hun hørte en salme og slog et slag for kirkegangen på de sociale medier. Ugen efter var hun ikke i kirke, men havde gjort sig nogle søndagstanker, hun ville dele med folket. Anledningen var, at Kristendemokraterne havde fået et medlem på tinge, og han og partiets formand havde proklameret, at de ville arbejde for at nedbringe antallet af aborter i Danmark. På årsbasis er det omkring 15.000, og det maner jo til eftertanke, når vi nu i et år har levet under parolen, at ethvert covid-19-dødsfald er en tragedie, og at ingen derfor måtte dø af det. Man har oven i købet krænket adskillige frihedsrettigheder for at forfølge dette mål, og man har lagt både skyld og skam på de mennesker, der har anfægtet strategien. For hvem vil være skyld i sin næstes død?

Abort er et ømtåleligt emne, og med fosterdiagnostikken bliver stort set alle gravide kvinder konfronteret med muligheden. Jeg tror, at de færreste synes, det har været den lykkeligste del af graviditeten at have de overvejelser eller presset for at gøre sig dem inde på livet. Denne prædiken skal ikke handle om hvem, der har gjort brug af retten eller ikke. Den skal handle om, at antallet samt følgerne af indgrebet kan og skal diskuteres. Det var også alene det, Kristendemokraterne ville, men statsministerens reaktion var kategorisk: »Enten er vi for. Eller også er vi imod. Der er ikke en mellemvej.« Ansvarets byrde var blevet let af sidste søndags salme, kunne man høre, og opslaget fik da også mange positive tilkendegivelser. Forleden hørte jeg i en radiodebat en kvinde, der selv havde fået foretaget abort, som talte imod, at sagen overhovedet kom til debat. Hun havde aldrig fortrudt sin beslutning, var faktisk lykkelig for den, men emnet var alligevel ømtåleligt, og når det blev diskuteret igen og igen, så påførte det de kvinder, der havde fået en abort, skyld og skam over det, og det var jo ikke til at leve med.

Uden at være bevidst om det formulerede kvinden meget klart, hvad det handler om: at menneskelivet er fuld af beslutninger og handlinger, der hverken kan tages eller gøres om, og ved en del af dem pådrager vi os skyld. Vi kan godt proppe skylden ned i en sæk og forsøge at skaffe den af vejen ved ikke at tale om den og samtidig forbyde andre at tale om den. Det er bare ikke sikkert, at den forsvinder, og det pudsige er, at hver gang der tales om skyld og skam, så langes der altid ud efter kirken, fordi den angiveligt pålægger os alle et åg, som netop forhindrer os i at gå glade og skyldfri gennem livet. Imidlertid viser politikernes brug af kirken i deres private markedsføring, at det næppe er dér, de føler sig under tiltale endsige anklage for noget. Det kunne være et tegn på, at kirken er blevet tandløs, men det mener jeg nu ikke, at den er. Kirken har nemlig noget at sige til os, der bakser rundt med vor tunge bagage. Hvis vi skal blive i billedet fra eventyret, så vil den sæk af skyld, vi bærer på, faktisk blive lettere, fordi kirken har en herre, der hjælper os med at bære den. Og det kunne være det, vi har brug for i stedet for lette løsninger, der tager ansvaret fra os. For den, der vil tage ansvaret fra os, også når vi vitterlig har pådraget os skyld, tager os ikke alvorligt, men overlader os til os selv at slæbe på den sæk, som er så tung, og som ikke bliver lettere med årene.

Dette ansvar minder kirken os om, og derfor stryger den os ikke med hårene; den siger, at vi skal være ordets gørere, såvel som dets hørere, og det vi ved jo godt. Så når vi møder Gud, er det ikke bare som at høre en køn salme, det er en kamp, meget ofte med samvittigheden, og det kan sammenlignes med den kamp, vi hørte om fra alteret, hvor Jakob, patriarken, en nat bliver overfaldet af en, som viser sig at være Gud. Jakob holder ham i sin desperation fast så længe, at tvekampen ikke falder ud til Guds fordel, og han må bede Jakob slippe ham. Men Jakob vil have hans velsignelse for at gøre det. I vrede giver Gud Jakob et slag på hofteskålen, så den går af led, men han ender med at give sig og velsigner ham. Resten af livet må Jakob bære et smertefuldt minde om dengang, han så Gud ansigt til ansigt og alligevel reddede livet. Jakob var ikke et af Guds bedste børn, men han aftvang altså Gud en velsignelse. Sådan kan vort forhold til Gud også tage sig ud. Vi kan føle os angrebet af ham, både med rette og urette, men vi må ikke give op, ikke gå ud af kampen, for han har mange sider. Denne lunefulde Gud, hvis ansigt mennesker ikke tåler at se, viste sig nemlig mange år senere på en ganske anden måde i Jesus Kristus, som lod sig føde ind i den velsignede Jakobs folk. Midt i verdens mørke brød Gud ud fra sin lyse himmel og lod mulden blomstre, hvor han trådte. Frem spirede godhed, barmhjertighed og skyld og skam blev ikke længere tilregnet os. Han viste os hen til det gode liv, nemlig livet i ham, og bort fra os selv. Jesus bragte gudsriget med sig, og derfor elskede så mange ham.

Men ikke alle kunne se gudsriget, de foretrak deres eget selskab frem for livet i Kristus, og langfredag forsøgte man ligefrem at gøre en ende på ham. Det lykkedes ikke, for nederlaget blev af ham vendt til sejr. Han overgav sig ikke i kampen med døden. Det ses imidlertid kun af den, som har øjne at se med. Det kan nemlig være vanskeligt at se et fuldbragt liv i et forpint menneske på et kors. Det kan føles som en dom, fordi den korsfæstede minder os om, at han var alt det, vi skulle være, og som vi ikke var eller er.  

Det er en dom, for vi er alt for ofte ordets hørere og ikke dets gørere, og verden er stadig en kampplads, hvor fristelser, lidelser og døden mærker os; vi kan komme på afveje, vi kan tage beslutninger, som vil forfølge os hele livet, vi kan bukke under for de sår, livet giver os og miste troen på, at der er håb og glæde tilbage i livet for os. Men midt i denne Jakobskamp lyder ordene til os: »Bed, og I skal få, og jeres glæde skal være fuldkommen.« Gud taler til os – ikke om skyld og skam - men om glæde.

Ja, verden er en kampplads, og det vil den være ind til Kristi dag. Det kan være, vi går mærkede og halte ud af kampen. Men èn skal vi ikke frygte i alt dette, vi skal ikke frygte en lunefuld Gud, der kommer i ly af natten. Det er nemlig ikke udtryk for luner, at han taler til vor samvittighed. Det er fordi, han vil noget med os, at han gør det. Og da han endelig viste sig for os, var det nok med en dom over os, men også som en god og trofast ven, en ven, vi kan bede til, en ven, som tilgiver og som tager os ved hånden på vor vandring i livet. Gud rejser os, når vi er faldet, han leder os ud af mørket og hen til vor næste. Han kalder sig vor Gud, en Gud, der gør glæden fuldkommen, fordi glæden er af Ham, hvis åg er godt, og hvis byrde er let.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

02-05-2021

Salmer: Talsmand, som på jorderige, DDS 294

Kom, Herre Jesus. Amen.

Ez 36, 26-28; Jak 1, 17-21; Joh. 16, 5-15

Da Danmark i marts sidste år gik på vågeblus, skete der – i mine øjne – noget meget urovækkende. Af angst for den sygdom, der var kommet til landet, vedtog et samlet folketing nogle vidtrækkende hastelove; man kunne nu blokere hjemmesider, der angiveligt spredte misinformation om covid-19, og det på trods af, at censur og andre forebyggende forholdsregler ifølge grundlovens §77 ingensinde på ny kan indføres. Man forbød endvidere forsamlingsfriheden (§ 79) – på nær ved demonstrationer. Det vil sige, at man godt måtte demonstrere, men ikke forsamle sig under fri himmel til f.eks. et møde. Men det er netop denne forsamlingsret og ikke alene demonstrationsretten, grundloven skal sikre. Endelig blev ejendomsretten (§ 73) i efteråret krænket, da regeringen på efterbevilling eksproprierede minkerhvervet. Jeg er næppe den eneste, der dengang blev chokeret over, hvor redebon politi, militær og andre myndigheder fulgte en ordre, hvis juridiske grundlag ikke var i orden.

Når jeg begynder med at ridse den nære historie op og kommer med en lille lektie i grundlovens frihedsparagraffer, så er det fordi, vi skal tale om frihed i dag. Grundlovens fædre var kristne, Monrad endda teolog, og de forstod, at et velfungerende folkestyre er afhængigt af frie borgere, for kun frie borgere kan tale, tænke og træffe beslutninger med myndighed. Alt må på bordet, også vrøvlet, hvis der skal tages en beslutning, man må kunne forsamle sig for at kunne drøfte en sag, og endelig udgør den private ejendomsret modvægten til staten, som netop p.g.a. denne ikke kan gøre sig til herre over os. Den private ejendomsret sikrer borgeren en personlig frihed. Corona-krisen har imidlertid vist, at mange helst vil være fri for at være fri. Der er længe fra alle lejre blevet råbt på en stærk leder, og det har vi så fået. En liberal tænker formulerede det for nylig således:

»De [borgerlige] bruger deres frihedsparoler for at undgå at bruge statens myndighed. Socialdemokratiet derimod har historisk dna til at bruge statsmagt, uden skyldfølelse.«

Det var tænkeren ganske godt tilfreds med, at Socialdemokratiet gjorde. Men har vi brug for ledere uden skyldfølelse, og hvad sker der, når vi deponerer vor frihed hos statsmagten? Forsvinder sygdom og død, fordi vi har en stærk leder? Det forløb, vi har været igennem viser os, at en stærk leder uden skyldfølelse nok kan få folk til at tro, at vi kan undgå sygdom og død. Netop det er den store løgn, vi har levet på i over et år nu. Men når selv liberale tænkere sukker efter stærke ledere, så er det, fordi frihed er skræmmende, især under kriser. Det er så let at tage friheden fra andre, især når de giver den frivilligt fra sig. Netop det havde grundlovens fædre nok aldrig tænkt at nogen ville. De tænkte i myndige borgere, hvis frihed var bundet til Kristus, og at den frihed ville være gavnlig for landet. Vi ville bare ikke have den, viste det sig, og den kristne frihed er da også en livslang balancegang. Hvor skræmmende den er, hører vi om i dagens tekst:

Jesus taler til disciplene kort før han skal dø, men han kunne lige så godt tale til os. Vi får at vide, at det er gavnligt, at Jesus går bort, gavnligt, fordi Talsmanden, Helligånden, kun kan komme, dersom han går bort. Med disciplene sørger vi over tabet af Jesus, som vi kan sørge over tabet af vore forældre eller andre, der står os nær og betyder noget for os. Det gør vi, fordi vi instinktivt ved, at Han alene er den gode, Han alene ved at handle rigtigt til hver en tid, hos Ham alene er vi trygge. Og vi kan gribe os selv i at tænke: »Gid, Han var her hos os igen«, hvor meget lettere ville det hele så ikke være. Det tager jeg i hvert fald mig selv i at tænke. Men nej, Jesus går bort, og det er det bedste, siger han, for kun hvor Han er borte, findes sorgen og savnet efter Ham, og kun dér kan Helligånden virke og tale. Kun dér kan vi trøstes, kun dér – i længslen – kan vi blive voksne, myndige.

Og Helligånden – siges det - skal tale om synd, som er ikke at tro eller at tro noget andet end på Gud, om retfærdighed, at den retfærdige går til sin retfærdige fader og bort fra vort synsfelt, og om dommen over verden.

Lad os begynde med det sidste: Hvad betyder det mon, at verden er dømt? I vor trosbekendelse siger vi, at Jesus på den yderste dag skal komme at dømme levende og døde, men hér siges det, at verden er dømt. For verden, d.v.s. vi, der hører til i verden, hadede Jesus, vi kunne ikke klare, at hans kærlighed til os også dømte os, fordi vi IKKE var eller er som han, selv om vi burde være sådan. Hans bortgang i lidelse og fornedrelse vidner om, at der ikke var plads til ham her, og den, der forstøder den gode og prøver at sætte sig i hans sted må nødvendigvis være af det onde. Det var disciplenes erfaring Langfredag.

Når vi er forladte af Jesus i denne verden, så er der ikke længere noget synligt, vi kan støtte os til, ingen lærebog, heller ingen grundlov, kun dette, at Jesus var den han var, og at vi skal følge ham efter. Derfor går vi i fare, hvor vi går. Alle vegne er der nok af tilbud, der kan friste, og for tiden er stærk ledelse tydeligvis en af de værste fristelser. Der er mange, der gerne vil bære ansvaret for de svage samvittigheder, ganske uden den mindste skyldfølelse. Men vi skal huske, at ingen jordisk fyrste eller leder er af Gud; også han eller hun står til ansvar og skal undvige fristelsen til at gøre sig til gud. Derfor er talen i dag om at denne verdens fyrste er dømt, en tale både til os og vore ledere. Vi skal ikke vælge verdens fyrste, for så går vi bort fra Gud. At følge Gud er at vente og leve i forventningen om at Herrens Ånd skal komme til os, og at vi er ladt tilbage på eget ansvar, på egen risiko. Man kan sammenligne det med at blive voksen, og det kan være ganske smerteligt, men det er ikke godt, hvis ikke vi vil være voksne. Der er ikke noget så skræmmende, som barnlige voksne, eller for den sags skyld, voksne, der leger voksne, påtager sig en rolle.

Vi går altså i fare, vi går i trængsel og vi går mod døden. Vi lever i en ufuldkommen verden, hvor lidelse og død, både hvor egen og andres er en anfægtelse. Fristelse og anfægtelse er således en uundgåelig del af vor vandring her i verden. Det er her, vi svæver mellem tro og vantro. Man mister let troen, når man ser det onde, men vantro er synd, for vantro adskiller os fra Gud, fordi den slører vore sanser og vender os bort fra Ham. Så begynder vi at tro på egne kræfter i stedet. Vi skal altså tro på Gud, og det er svært, for som troende lever vi her i den dømte, ufuldkomne verden, og det kan netop få os til at fortvivle. Det er imidlertid en trøstet fortvivlelse, for når vi tror, at alt vil ende godt, fordi alt er i Guds hånd, da går vi blandt engle midt i livets fristelser, og vi går med Jesus i livets trængsler, selv døden bliver en dør, der går til Himlen. Fristelser, trængsler og død forsvinder ikke, men i troen på Jesus frelses vi fra elendighed og fare, og vor fortvivlelse trøstes. Heri ligger den kristne frihed, friheden fra verdens herredømme, og den frihed er Åndens gerning. Det er netop det, der tales om, når det siges, at vi får alt godt fra lysenes fader. Det er det lys, vi skal bære ud i verden. Det lys peger bort fra os selv.

For dette er retfærdigheden, som Jesus taler om. Når han går til Faderen, så ser Faderen kun ham, og når vi tror på Jesus, da ser Faderen ikke længere os med al vor synd og uretfærdighed, men han ser sin egen kære søn. Så i vor ensomhed og forladthed skal vi bede om, at Helligånden, Talsmanden, Trøsteren, må komme også til os, så vore kolde og sørgende hjerter må varmes og glædes, og vi selv må blive lysets børn. Det pant fik vi i vores dåb, det kan vi stole på, det gør os til lysbærere for Gud, og så behøver vi ikke længere bekymre os, men lade hver dag være en glædens dag, netop fordi vi går til himlen, hvor vi går, frimodige, trøstede, mod Jesus Kristus, vor Herre, som med sin Fader lever og råder i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

30-04-2021

Store Bededag 2021

Salme: Mægtigste Kriste, DDS 266

Sl 67; Heb 8, 10-12; Matt 3, 1-10

Når en ikke ordineret teolog har fået kald som præst, skal han eller hun til bispeeksamen, og når den er bestået, skal præsteløftet underskrives. I præsteløftet lover man, at man vil forkynde Guds ord rent og purt og forvalte sakramenterne – dåb og nadver - ret, som det kommer til udtryk både i den hellige skrift og i vore lutherske bekendelsesskrifter. Man lover endvidere at bekæmpe lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse samt at undervise og vejlede ungdommen i den kristne lære. Endelig lover man flittigt at studere Guds ord og dygtiggøre sig, at udvise et godt eksempel for menigheden samt adlyde de kirkelige anordninger og opføre sig ordentligt over for sine foresatte og kollegialt over for sine kaldsfæller.

Præsteløftet er ikke slattent løfte, som dem, man afgiver i en valgkamp eller når man i andre forhold gerne vil opnå en hurtig og uforpligtende gevinst. Nej, den sidste del af løftet lyder således:

»Alt dette lover jeg med regnskabsdagen for øje samvittighedsfuldt at ville holde, efter den nåde, som Gud mig dertil vil give.«

Der er intet gyldent håndtryk forude for præster men derimod en regnskabsdag, nemlig dommedag, den dag, hvor Jesus skal rejse sig fra sit sæde i himlen og komme tilbage for at dømme levende og døde. Da jeg genlæste løftet, som jeg selv afgav for snart 11 år siden, var det især afsnittet med forholdet til de foresatte, der begyndte at nage, fordi jeg små 14 dage tidligere i min prædiken havde kritiseret den senest valgte biskops teologi, og tilmed gjort mig lidt morsom på dens bekostning. Spøg til side, for det er en alvorlig sag, så alvorlig, at en del af mine kaldsfæller vil have lavet præsteløftet om. Det er 29 mænd og ingen kvinder, der står bag formuleringerne i løftet, og det er i sig selv slemt nok, men løftet er desuden fra 1870, hvilket må siges at være mere end »so last year«. Dog er det især denne regnskabsdag, der er faldet kritikerne for brystet.

»Trusselsteologi« kaldes det, og det er det da, men det er en teologi, man ikke kan komme udenom, for regnskabsdagen indgår ikke bare i Luthers lære, altså den der kommer til udtryk i vore bekendelsesskrifter, og som kritikerne af præsteløftet ikke bryder sig om. Det er en teologi, der er en del af Ny Testamentes egen forkyndelse, og den hører vi i dag: »Øgleyngel! Hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede?« spørger Johannes farisæerne og saddukæerne, to særdeles lov- og skrifttro fraktioner inden for jødedommen. Johannes mener, at de føler sig så sikre på frelsen, alene p.g.a. af deres slægtsskab med Abraham, jødefolkets stamfader, at det vil være lettere for Gud at opvække sande børn af Abraham af de sten, der omgiver dem. Og Abraham, skal vi huske, er troens fader.

Det interessante ved denne lille meningsudveksling er det, der er gået forud, hvor Johannes Døber prædiker omvendelse for folket; folket skal omvende sig, for Himmeriget er kommet nær. Himmeriget viser sig sammen med Jesus, og han kommer altså med den dom over de frommeste af jøderne, at øksen ligger ved træets rod. Bærer det ikke god frugt, skal det hugges om og kastes i ilden. Den hentydning forstod de godt, og den faldt ikke i god jord, så da Jesus dukkede op og med ham Himmeriget, ville de af med ham. Det kom de også for en stund, men det viste sig, at han ikke var så let at få has på, og sådan er det også i dag; man kan godt komme af med præsteløftet, men ikke med Jesus.

Nu er vi jo mange, der ikke bryder os om påtaget fromme mennesker, der skilter med deres godhed og rettroenhed, men hvad er det, der gør, at vi ikke kan lide dem? Rettroenhed og fromhed i dag er mangelunde; den religiøse fromhed mener at eje Gud og sandheden om ham. Den ateistiske, kulturradikale rettroenhed og fromhed har slet ikke brug for Gud, for den har nok i sig selv og mener at eje sandheden om mennesket. Begge parter ved præcis, hvordan verden hænger sammen, hvad enten det er et religiøst eller humanistisk verdensbillede, de har. De er selv på toppen og kender forskel på rette og forkerte handlinger og meninger, og de har i virkeligheden svært ved at tåle sandheden om mennesket, og hvad mennesket gjorde, da Himmeriget kom til det. For det siger også noget om dem. Da Gud besøgte jorden, blev han nemlig forstødt, og det blev han, fordi han viste ikke alene de rettroende, men os alle, hvor langt borte vi i virkeligheden er fra ham. Bare ved at være den, han var. Det er, når vi møder Jesu uskyld, godhed og barmhjertighed, at vi enten omvender os eller forhærder os, og når man vil af med regnskabsdagen i præsteløftet, så er det et udtryk for forhærdelse; at man i virkeligheden mener at kunne klare sig uden Gud.

Men det er altså, når vi møder Gud, at vi bliver klar over vort ansvar, og vi bliver særligt klar over det ansvar, vi svigtede. Det er selvfølgelig aldrig rart at blive gjort opmærksom på, men tænk bare på, hvordan et samfund, hvor folk ikke bliver stillet til ansvar, er at leve i; vi har i det forgangne år oplevet adskillige sager, hvor det ikke er lov og ret men et politisk flertal, der afgør, om en minister skal stilles til ansvar for forvaltningen af sit embede. Tænk, hvis regnskabsdagen også gjaldt vore politikere; den er ikke helt så let at flygte fra som grundloven. Men det gælder dog ikke bare vore politikere, det gælder os alle, og hvis vi tænker over det, så er teologien om regnskabsdagen til stede i vores hverdag. Vi vil hellere købe brød hos en bager, der sætter en ære i at bage godt brød, end hos en, der ikke gør sig umage. Vi vil hellere have en dygtig tømrer end en klamphugger til at ordne vort hus, vi bryder os ikke om pengespekulanter men forventer ærlighed, og sådan kan man blive ved. De fleste af os forsøger at leve hæderligt, men dykker vi helt ned i vore egne skabe, så er der nok også et og andet skelet der, vi ikke bryder os om at få frem. Og hvorfor gør vi ikke det? Det er jo fordi, vi er mennesker med ansvar for det, der blev os givet, og vi ved, at vi ikke altid lever op til det ansvar. Også vi lever med regnskabsdagen for øje, og jeg tror, vi ville blive kyniske, hvis vi ikke vidste, at den var der. Der er ikke noget så ubehageligt som et menneske, der benægter sin skyld, men vi kan tilgive mennesker, der angrer oprigtigt og forsøger at gøre bod.

Hver dag er derfor en bededag og en bodsdag. Når vi beder fadervor, beder vi om at Gud vil forlade os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Det beder vi om, fordi tilgivelse, syndernes forladelse, er lige så vigtig som det daglige brød. Vi kan ikke leve uden. Hver dag må vi indse, at vi var optaget af tusind andre ting end Jesus, ja, ikke bare det, at vi satte noget andet i stedet, fordi vi dybest set var mest optaget af os selv. For selv når vi er gode og vil frelse verden, så handler også dét rigtig meget om os selv, og det fører enten til storhedsvanvid, når vi har medvind, eller fortvivlelse, når det ikke lykkes os at frelse verden.

At have regnskabsdagen, den kommende vrede, for øje, gør, at man strammer sig an, sådan som ethvert menneske, om man er politiker, smed, bager eller præst, bør gøre. Det betyder imidlertid ikke, at man skal have blikket stift rettet mod alle de gode gerninger, man gør eller mener at gøre, ej heller handler regnskabsdagen om at have de rette holdninger til dette og hint. Regnskabsdagen handler om den daglige omvendelse, fordi Himmeriget er nær. Og Himmeriget er godt, for vi ved, hvem det er. Himmeriget er Jesus Kristus, og ham skal vi have i vore hjerter, for han er en rigtig hjerteven, der beder for os hos sin fader i himlen, den fader, der kan opvække børn af Abraham, troens fader, af sten. Det gjorde han, da han gav os sin egen søn, som vi kan kalde på og bede til. Og netop derfor kan vi udholde at have regnskabsdagen for øje. Vi har nemlig i Jesus en dommer, der lader nåde gå for ret.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

18-04-2021

Anden søndag efter påske 2021

Salme: Som forårssolen morgenrød, DDS 234

Joh 10, 11-16

Efter det seneste bispevalg i Helsingør stift fortalte vinderen af valget, at han til sin konfirmation havde fået skriftordene: »Vær tro til døden, og jeg vil give dig livets sejrskrans.« Han havde livet igennem tumlet en del med de ord og spurgt sig selv, om han kunne være tro til døden, og han kom frem til følgende tolkning: »Den kristne tro handler også om at stå ved sin uformåenhed og skyld. Det er sagt, at den kristne moral handler om at indse, at vi er umoralske og aldrig bliver skyldfri. Kristus er den, som var tro til døden, ham, der har fået livets sejrskrans, og derfor skal vi holde os til ham.« Det er godt nyt for borgerne i Helsingør stift, for den nye biskop vil næppe lukke svovlprædikanter ind. Kirkegængerne kan således slappe af, Kristus klarede skærene, og deres opgave er at stå ved, at de er syndere. Det er endda kristen moral. Ja, bare det var så enkelt. Biskoppen har til dels fat i noget, for sandt er det jo, at mennesker ikke er Gud og derfor hverken synd- eller fejlfri, men er mennesker nu så umoralske, som biskoppen lader ane? Og skulle Kristi eksempel ingen som helst konsekvens have for vort liv og færden her på jorden, ville vi så ikke være ilde stedt? Bare se på dagens tekst, hvor Jesus både siger noget væsentligt om os og vor opgave:

»Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene.« 

Det er sande ord, og det ved vi godt. Så længe fårene passer sig selv, og der ikke er fare på færde er det ingen sag at være hyrde. Det er, når ulven viser sig, at vi skal stå vor prøve, om vi er hyrder eller daglejere. I dag holder vi dåb, og alle forældre ved, at i forhold til vore børn skal vi være hyrder, vi må aldrig blive daglejere. Vi prøver også at opdrage vore børn til at være hyrder, d.v.s. gode kammerater, nogen, man kan stole på. Derfor er det gode, letforståelige ord, selv for os, der ikke længere lever tæt på naturen og bondelivet. Vi ved, at denne verdens hyrder gør livet bedre at leve. Men det kan også være ubehagelige ord. Ganske som biskoppens konfirmationsord minder de os nemlig om Guds krav til os, og at det er et krav, vi ikke altid lever op til. Var du tro til døden, var du en hyrde eller en daglejer, stod du fast, da du skulle, eller løb du din vej? Det er spørgsmål vi stiller os selv gennem det meste af livet, og ikke altid kan vi svare det, vi gerne ville: At vi var hyrder, at vi stod fast, da vi skulle. Det vil jeg fortælle en historie om.

For mange år siden, da jeg var ung, var der jævnlige optøjer på gaderne i København mellem politi og BZere i noget, man kunne kalde en systemkamp. Under en af disse kampe oplevede en gruppe politifolk, at føreren af deres bil gik i panik og stak af med nøglen til bilen. Der blev skudt med molotov-cocktails mod dem, og de øvrige betjente i bilen vidste, at hvis bilen gik i brand, kunne de ikke komme ud. Derfor forlod de den alle. En ung, helt frisk uddannet politibetjent, der var med i bilen den dag, fortalte senere, hvordan hun så en kollega ligge på alle fire, mens BZere tæskede løs på ham, og da hun forsøgte at komme ham til hjælp, blev hun selv slået bevidstløs. Hun blevet hjulpet af kolleger, men hun tog varig skade. I dag er hun bundet til en kørestol og har PTSD; efter de voldsomme oplevelser fortsatte hun og de andre betjente som intet var hændt, og der blev ikke talt om episoden uden for den gruppe, der havde oplevet den. Den kvindelige betjent fortalte senere, hvorfor hun mente, det var sådan:

»Jeg tror, ledelsen var bange for, at det ville skabe utryghed, hvis de andre kolleger fandt ud af, hvad der var sket. Men det var virkelig svært for mig, at man ikke måtte tale om det uden for gruppen. Man er så afhængig af hinanden og skal kunne stole på, at man har hinandens ryg. Min kollega skulle have haft hjælp dengang, for han må jo også have haft det skidt.« 

Ja, han, der stak af, må også have haft det skidt, for han vidste selvfølgelig godt, at i hans profession duer det ikke at være daglejer. Man skal være hyrde og ikke vige pladsen, når ulven kommer. Selv om vi måske ikke engang kender disse ord, som Jesus selv har sagt, så ligger det dybt i vor kultur og tænkemåde, at man ikke stikker af fra sit ansvar. Samtidig ved vi, at det gør vi af og til, og derfor taler betjentens historie til os: Vi kan sætte os ind i den både fra de svigtede betjentes og fra den svigtende betjents synspunkt.

Den unge betjent og hendes kolleger blev virkelig svigtet af ham, der forlod bilen og tog nøglen med, og det er utrolig flot, at hun har overskud til at tænke, som hun gør, men det er der også en årsag til; det er nemlig også en del af vor kristne kultur at vide, at mennesker kan fejle trods alle gode intentioner, for sådan er vi jo. Vi gør ting, som hele livet nager os, fordi de fleste af os har en samvittighed. Der, hvor biskoppen tager afgørende fejl, er, når han siger, at vi må indse, at vi er umoralske, for han gør det til en hvilepude. Vi har et velfungerende land, fordi vi mennesker generelt ikke er umoralske. Vi kender forskel på godt og ondt, vi ved, at vi skal være ansvarlige og prøve at leve op til vort ansvar. Der, hvor der virkelig er noget menneskeligt på spil, er, når nogen er tro til døden på trods af deres egen angst, på trods af deres erkendelse af, at de ikke altid har været fine i kanten. Det så man i tilfældet med betjenten og hendes kolleger. Der, hvor det går galt, er, når mennesker tror, at de selv er Gud, at de selv sætter moralen, sådan som tilfældet var med BZerne, hvor meget få har fortrudt, hvad de gjorde, og hvor de er blevet belønnet af samfundet på trods af deres handlinger og derfor nu besidder høje stillinger. Dette forhold havde den kvindelige betjent bemærket, og det var det tungeste at bære: At de ikke vedkendte sig deres skyld, og derfor heller aldrig angrede og sagde undskyld.

Hvorfor er det vigtigt at indse sin skyld? Det er vigtigt, fordi det ellers aldrig bliver bedre, hverken med en selv eller for ens omgivelser. Det er svært at leve med mennesker, der løber fra deres ansvar, men vi kan leve med en skyldner, der angrer oprigtigt, fordi vi ved, at tilgivelse er lige så livsnødvendigt som det daglige brød. Det var den erfaring, den kvindelige politibetjent gjorde, og det var derfor, hun kunne sige, at den, der svigtede, også havde brug for hjælp.

Og hvem skal vi vende os til, når vi er den, der svigtede? Ja, det hører vi i dag: »Jeg er den gode hyrde, jeg sætter mit liv til for fårene.« Det jeg, der taler, er Jesus selv, og han er den eneste gode hyrde, der nogensinde har været og vil være. For i ham fandtes der ikke svig. Når vi hører hans ord, hører vi kærligheden selv tale, den kærlighed, der troede alt, håbede alt og udholdt alt. Det er ham, vi blev døbt til at tilhøre. Det er ham alene, der kan bære vore svigt. Det er ham alene, der giver os en ny begyndelse. Og han gør det hver dag!

 »Kan jeg være tro til døden?« Sådan spurgte biskoppen sig selv, og han svarede, at det kunne han nok ikke, og derfor var han glad for, at han havde Kristus.

Enhver er salig i sin tro, kunne man sige, men han skulle snarere have svaret, at det vidste han ikke, om han kunne, at han flere gange i sit liv havde måttet indse, at det kunne han ikke, men at han aldrig ville holde op med at arbejde på det. »Bed og arbejd« sagde de gamle benediktinermunke, og sådan er livet. Vi kan kun leve det og gøre det efter bedste evne til gavn for vor næste, og det er vitterlig fast arbejde. Vi må også konstatere, at vi farer vild og snubler, men hver gang, vi angrer og beder, så er der en, der tager os ved hånden og leder os tilbage til den rette vej og det daglige slid, nemlig ham, der i dåben blev vor bror, den sande hyrde, han der var tro ikke bare til døden, men ud over den.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

11-04-2021

Salme: Stat op, min sjæl, i morgengry, DDS 224

Joh 20, 19-31

Jesus lever, graven brast! Amen.

»Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Sådan sagde Thomas, hvorefter den opstandne viste sig for ham, så han fik syn for sagn. Men Jesus sagde også til ham, at »salige er de som ikke har set og dog tror«. Den danske folkekirke har en tro, men hvem tror vi mest på – Thomas eller Jesus? Det er spørgsmålet. Jeg læste forleden en tragisk historie om en kvinde, hvis mand havde taget sig selv af dage. Han var ikke troende, men det var alligevel muligt at skaffe en præst, som »kunne holde en god bisættelse«. Jeg undrede mig lidt, da jeg læste det, for hvem var bisættelsen til gavn for? Den afdøde eller de efterladte? Havde de brug for en præst, der ikke stødte an mod den afdødes manglende tro? Det er ikke til at sige, men i hvert fald kunne man konstatere under læsningen, at der i hjemmet efter dødsfaldet foregik alt muligt, der modsagde døden. For straks nyheden om mandens død var blevet bragt til den rystede familie, blev der med det samme fyldt med liv. Den efterladte hustru og de to børn blev nærmest omringet af naboer, venner og familie, som hjalp. Ved deres hjælp viste de familien vejen tilbage til det liv, som deres mand og far ved at vælge døden havde været ved at trække dem væk fra. De mange mennesker omkring familien veg ikke tilbage fra den død og sorg, der herskede i hjemmet, og det var nok fordi den efterladte kone med det samme tog den beslutning, at mandens selvmord ikke skulle gemmes af vejen. Hun insisterede på det liv, som ikke havde givet mening for ham, og alligevel var det – som nævnt – hans manglende tro, præsten ved bisættelsen skulle imødekomme. Hun havde til gengæld behov for at døden skulle modsiges.

Nu ved vi ikke, hvad præsten sagde ved den lejlighed, men det er til hver en tid et aktuelt spørgsmål, hvad vi præster skal sige til dem, der ikke tror? Hvordan forvalter vi at være forkyndere i et samfund, der forventer, at kirken ikke alene skal rumme alle, dens præster skal også kunne tilpasse budskabet, så alle føler sig mødt uanset om de tror eller ikke? Det er ikke en ny problemstilling. Kaj Munk er nok den, der har formuleret det klarest i sit skuespil, Ordet, som er skrevet på baggrund af en anfægtelse, han selv havde efter at have begravet en ung kvinde, der var død i barselsseng. Jeg tror, at de fleste præster på et tidspunkt har tænkt, at det er et fattigt budskab, vi har, at noget, der skete for mere end tusind år siden skulle have nogen som helst afgørende virkning på noget som helst i dag. At alle vore ord om evigheden og hvor godt der er hos Gud kan blive en fondant, vi breder ud over de sørgende, en glasur, der pynter på en virkelighed, hvor døden er grim og endelig, og hvor alle kan se, at det er sådan det er. Det er den konflikt, Kaj Munks skuespil behandler.

Ordet har altid delt vandene; skuespillet handler om den gode og elskede Inger, som dør i barselsseng, og som vækkes til live ved et barns, hendes lille datters tro. En jævnligt fremført kritik af Ordet går på, hvordan vi skal forholde os, når den døde IKKE står op trods al tro og bøn, og om Kaj Munk således med sit drama stikker os blår i øjnene. Gud er jo ikke en julemand, der opfylder vore ønsker. Det er imidlertid heller ikke det, Kaj Munk påstår. Hans opgør drejer sig om en lunken kirke og kristenhed, der har lullet sig ind i noget, den selv kalder for tro, hvad enten det er den grundtvigske Mikkel Borgen, den indremissionske Peter Skrædder, den rationalistiske pastor Bandbul eller den ateistiske, psykologiserende amtslæge Houen. For Mikkel Borgen viser troen sig i den virkelyst og kærlighed, den livskraft, der udfolder sig på hans slægtsgård, for Peter Skrædder er det i omvendelsen, troen er synlig, for pastor Bandbul er det verdensordenen, der er det synlige tegn på Guds eksistens, en verdensorden, Gud endelig ikke må forstyrre med undere og derved bryde sine egne, fysiske love. Amtslæge Houen afviser naturligvis alt, hvad der har med tro at gøre, og forklarer det hele med psykologi. Den eneste, der ikke tror på noget og vedkender sig det, er Ingers mand, Mikkel, den ældste søn på gården.

At de alle er fortabte, kan kun Mikkels gale bror, Johannes, se. Johannes har selv mistet sin kæreste på voldsom vis, og tror, han er Jesus, lige indtil den aften, det går galt med fødslen, og Inger dør. Den nat forsvinder han, graver sig ned i en rævegrav og beder til Gud om, at han må få lov at opvække hende. Da hun ligger lig i hjemmet, og alle dramaets personer er samlet, kommer pastor Bandbul med den sædvanlige trøst; at Inger »er gået forud for sine kære hen til sted, hvor ukrænkeligheden bor«. Savnet af den elskede er ifølge præsten kun et bevis på Guds kærlighed, og han beder Gud om, at netop denne kærlighed må hjælpe familien igennem, så de lærer ret at takke for minderne om hende, der var, og for håbet om livet, der kommer i landet, »hvor aldrig med sorg igen fra sjælene sjælene vige.« I samme øjeblik kommer Johannes tilbage, han er ved sine fulde fem, og han skælder de tilstedeværende ud, fordi de har så fattig en tro og trøster sig med hedningespekulationer og selvlavet mennesketrøst, når de nu har så stor og rig en Gud: »Det var jo for jer, Kristus levede, døde og opstod, til jer, han hentede Ordet, som Prometeus ilden engang.« Hans far giver ham ret, men det er alligevel lidt svært, det hele, synes han, og den missionske Peter Skrædder minder Johannes om, at man ikke må friste Herren. Til det svarer Johannes, at de jo kunne have spurgt Herren, om de måtte opvække den døde. Det havde han gjort ude i rævegraven, og han var blevet ved med at spørge, til han lykkelig og varm havde fået lov, men nu står han kuet af familiens kummer, tvivl og opgivelse. Den gode, almægtige Guds jord ligger hen i elendighed, »fordi der mellem de troende ikke er én, der tror.«

Men der én, der tror, det er Ingers og Mikkels datter Maren. Hun er et barn, den største i Himmeriget, og på hendes ord byder Johannes Inger at stå op. Det får pastor Bandbul til at skride ind og forlange Johannes fjernet: »Et mirakel nu kan ikke ske« råber han. Johannes kalder ham hykler og spørger ham, om han går Satans ærinde i gudviet dragt, hvorefter han beder ham forsvinde. Men Bandbul nægter, han står i stuen »på embeds vegne.« Til det svarer Johannes: »Så bliv her på statens vegne, blot ikke på Guds. Hør mig da, min Far i det høje, ræk mig Ordet, Ordet, som Kristus har hentet til os fra himlen. Ordet, det skabende, levendegørende, ræk mig det nu.« Og henvendt til Inger siger han: »Hør mig, du døde! I Jesu Kristi Gravsprængerens navn: Så sandt Gud vil det: Vend tilbage til livet! Jeg siger dig kvinde: Stå op!«

Ingers mand kommer den dag – ligesom Thomas - til tro. Kaj Munk får på den måde fortalt noget afgørende om menneskers tro, både den, der mangler, og den, der giver sig ud for at være det, og det bliver en direkte kommentar til dagens evangelium. Da Jesus viser sig for Thomas, og han falder på knæ og bekender sin tro, svarer Jesus, at de er salige, der tror uden at have set. Hvad bevirker den rette tro så? At vi får livet skænket i Jesus Kristus. Evangelisten Johannes skriver: »Dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.« At have liv i Jesu navn er ikke selvlavet mennesketrøst eller hedningespekulationer, det er en tro på underet, at liv kan stå op af døde. Tror vi ikke, at de mirakler, Jesus udvirkede, da han var på jord, kan ske i dag, så kan vi heller ikke tro, at der bliver en påskemorgen for os. Jeg tror, at det var den tro, troen på underet, den unge enke trængte til at blive bekræftet i. At der blev talt sandt om, hvad hendes mand havde gjort, og at hans valg af døden blev modsagt. Jeg tror også, at det har været tungt for hende at vide, at hendes mand ikke troede, at det måske var den manglende tro, der fik ham til at gøre vold mod sit eget, gudsskabte liv.

Og det bringer os tilbage til kirkens opgave; Thomas en vigtig person, for han gemmer sig i os alle, men kirken skal ikke at omfavne hans manglende tro, kirken skal male Jesus Kristus, Gravsprængeren, med hans sårmærker frem for hans blik, så han kan slippe sin vantro og bekende: »Min Herre og min Gud!«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.