Tredje søndag i fasten

07-03-2021

Salme: 15

Luk 11, 14-28

Kom, Herre Jesus. Amen.

Nissen flytter med, plejer vi at sige, når nogen prøver at flygte fra en ubehagelig situation i stedet for at forsøge at finde ud, hvad problemet egentlig er. Dette ordsprog kunne også være overskriften til evangeliet, måske i en let omskreven form – Nissen vender tilbage.

Vi mennesker har det med at være optaget af at jage onde ånder bort som en løsning på diverse problemer. Gennem årene har den onde ånd for mange været kristendommen, som man har opfattet som undertrykkende eller ubekvem, men som regel ender forsøget på at drive den ud med, at man selv bliver den onde ånd eller inviterer en anden ind; i trediverne i Tyskland fik man Hitler, da man jog Kristus ud, og det førte til de rædsler af menneskelig brutalitet og fornedrelse, hvis lige vi kun har set i kommunistiske lande, hvor man også dyrkede afguderiet i form af ideologien. Da Hitler-Tyskland blev besejret, oplevede Europa en voldsom strøm af flygtninge fra de gamle tyske områder i Øst- og Centraleuropa, og vi lærte derfor dels, at racisme er grimt, dels at flygtninge kan og skal hjælpes. En form for kristelig humanisme overtog scenen i tiden efter anden verdenskrig, og det kan der være meget godt at sige om, men det er så sandelig heller ikke uden problemer; for nu, da nationalsocialismens eller nazismens onde ånd var jaget ud af det europæiske hus, fik man så travlt med at gøre rent efter den, at alt blev vurderet ud fra nazismen, således at det, der ikke var nazisme, var godt, medens det, der kunne lugte lidt af det, var dårligt. Det nationale blev således mistænkeliggjort, for var nazisterne ikke nationale ekstremister? Man glemte bare, at nationale var også de folkeslag, som blev angrebet af nazisterne. Samtidig er den institution, der beskytter mennesker bedst mod ondt, netop er nationalstaten, fordi den har en afgrænset opgave, nemlig at danne en tryg ramme for det folk, der bor inden for dens grænser. I modsætning til nazismen, som var grænseoverskridende.

Vi lever dermed i en fortælling skabt i opgøret med nazismen, hvor der ikke er forskel på folk, og hvor alle mennesker har umistelige rettigheder uanset hvor i verden, de kommer. Man hævede sig på denne måde op over kultur, og man så det som et absolut gode, at alle kan finde sig et helle mod forfølgelse eller bare bryde op fra deres hjemstavn for at få et bedre liv et andet sted.

På alle niveauer arbejdes der for denne grænseløse sag; i FN, EU og i noget, der kalder sig Churches´ Commission for Migrants in Europe, CCME. Det er en organisation, som den danske folkekirke netop er blevet medlem af via Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, og jeg var slet ikke klar over, at dette råd sådan kunne forpligte folkekirken på anden dagsorden end forkyndelsen af vor Herre Jesu Kristi død for vore synders skyld. Men det kan dette råd altså, og CCME arbejder for, at flygtninge og migranter skal have lettere ved at komme til Europa og ved at opnå familiesammenføring, som bør indbefatte mange flere familiemedlemmer end bare den nærmeste. CCME argumenterer teologisk for sit arbejde ved at tolke den verdensvidde kirke ind i et migrantperspektiv; det påstås således, at Adam og Eva brød op fra Paradisets have, idet man overser, at de blev smidt ud. Man henviser til Abraham og Sara, som rejste mod det land, der blev Abraham lovet, Josef blev bragt til Ægypten ved menneskehandel – trafficking, hungersnød bragte hans familie til Ægypten osv. osv. Frem til pinsedagen, hvor evangeliet selv bliver et »migrerende« budskab til alle verdens folk og lande.

Det er en tolkning, må man sige, og alt efter temperament kan det endda være en smuk tanke, der ville give mening, hvis alle forstod at forvalte den, men det gør de ikke. Mennesker tænker overalt i verden først og fremmest på sig selv, og vi synes alle sammen, at den kultur, vi selv har, er den bedste, for den føler vi os trygge ved. Man glemmer også, at nogen holder så meget fast i deres kultur, at de ser andre som fjender, og at dette fjendskab kan være lige så grænseoverskridende som det glade, kristne budskab. Tag f.eks. de tre syriske søskende, to brødre og en søster, som kom til Danmark fra Syrien i midten af 2010´erne, og som nu er sigtet i en omfattende terrorsag, som trækker tråde til både Sverige og Tyskland; de tre har deltaget i et integrationsforløb, gået på sprogskole, og den ene bror har været i erhvervspraktik. En nabo til familien udtalte, at »de er søde og dejlige mennesker. En rigtig rar familie. Det eneste, jeg ikke kan få til at hænge sammen, er, at de er flygtninge, men har så mange dyre biler, som de ofte udskifter.«

Der er nok meget i den sag, som er vanskeligt at få til at hænge sammen, men den er ikke den første af sin slags, og den bliver ikke den sidste. Hvorfor kan den syriske familie ikke lide Danmark, der dog har taget imod dem, da de kom fra et krigshærget land? Ja, det kan man kun gisne om, det kan muligvis være tonen i landets udlændingepolitik, det kan også være, at de tilbeder en Gud, der viser sin magt ved at ødelægge det skabte.

At arbejde for mere migration er derfor ikke så smuk og enkel en sag, som den umiddelbart kunne se ud. Hvorfor har Folkekirkens Mellemkirkelige Råd så meldt sig ind i CCME? Det er fordi, man gerne vil udveksle erfaringer om kirkeligt migrantarbejde, skrev formanden, Mogens S. Mogensen i Kristeligt Dagblad, for »mange regeringer i Europa ser kirker som meget væsentlige bidragydere til flygtningearbejde og integration.« Der er så sandelig noget at gå i gang med. Men måske Folkekirkens Mellemkirkelige Råd skulle se, om ikke nissen eller den onde ånd vendte tilbage, da man drev nazismens onde ånd ud, og at denne kan være så meget værre, fordi terrorens netværk er forgrenet i mange lande og kræver et omfattende politiarbejde med overvågning for at blive holdt i ave. En opgave, der i praksis er umulig.

Hvor hopper kæden af, for det gør den? Kristne ER forpligtede på næsten, uanset hvordan denne tager sig ud, det er sandt. Men gør man næstekærligheden til Gud, fornægter man i virkeligheden den Gud, der var den eneste, der nogensinde viste sand næstekærlighed, da han forbarmede sig over menneskeheden. Jesus siger det meget markant i dag:

»Hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.« Jesus uddriver dæmoner, det er ham, der står centralt i denne fortælling, han alene kan frelse os fra det onde, og det kan han, fordi han skaber liv og orden. Hvor han viser sig, bringer han godheden og glæden med sig. Det er Jesus, der kommer med Guds rige, og vi skal huske, at hadet til ham var så stort, at han blev udstødt af den verden, han kom til. Der er stadig mange, der hader Ham og dem, der tror på ham, og derfor kan man være sikker på, at hvis man vil føre kristelig indvandringspolitik, vil den blive en ligeså stor forbandelse for nogle, som den vil være en velsignelse for andre. Netop fordi vi som mennesker ikke er hævet over kultur og traditioner, som ikke altid fungerer sammen. Det er den erfaring, kirken burde forkynde over for de regeringer, der vil bruge den i migrantarbejdet, for et rige i splid med sig selv kan ikke bestå, og spliden er kommet, den har været her længe. Det er politikernes opgave at få standset terroren. Kirkens opgave er at fortælle terroristerne, at Gud er stor i selv den mindste ting, han har skabt, og at de derfor ikke har ret til at slå det ihjel, kirken skal fortælle dem om Kristus, som ved Guds finger drev dæmonerne ud, og at Guds rige derfor er kommet – også til dem – i Jesus Kristus. Og ham kan de ikke besejre.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

28-02-2021

Salme:Af dybsens nød, o Gud til dig, DDS 496

Kom, Herre Jesus. Amen.

Matt 15, 21-28

Der er kvindekamp og så er der en kvindes kamp. Der er forskel på de to, og det skal vi høre om i dag. Frem til kvindernes kampdag den 8. marts er der blevet lanceret en kampagne, der skal få kvinder til at tale om den skam, de føler. #deldinskam hedder kampagnen, som foregår på de sociale medier, og ganske som metoo-kampagnen er det alt godt fra havet, der bringes frem, stort og småt blandes sammen, men overvejende synes kampagnen at handle om skammen over strækmærker og kropsbehåring, til den unge kvinde, der skammer sig over, at hun ikke var lykkelig over at arrangere sit bryllup. Det er ikke let at være kvinde, men der kan jo være en grund til, at vi ikke taler om strækmærker og kropsbehåring, f.eks. at det ikke har alles interesse, og at vi siger til den unge kvinde, der ikke er lykkelig over at planlægge sit bryllup, at så har hun enten fundet den forkerte eller – hvis det ikke er tilfældet – at hun så må overlade planlægningen til en anden eller bede om at få et bryllup, der passer hende bedre. Det kan kort sagt ikke være andres problem. #deldinskam-kampagnen er en del af en abstrakt kvindekamp, hvor det i sig selv er synd for kvinder, og derfor tror jeg, at den ender med at blive ligegyldig.

Dog kan kampagnen give anledning til at tale om, hvordan skam af den ødelæggende slags opstår, og det vil vi gøre i dag. Den opstår bl.a fordi mennesker generelt har et stort behov for at passe ind i et fællesskab, og når de ikke bliver accepterede af det fællesskab, de søger, hvad enten det er p.g.a. nogle kulturelle konventioner eller p.g.a. almindelig modvilje fra fællesskabet, så kan det udvikle sig til skam. Sådan forholdt det sig for én af kampagnens kvinder, der stillede sig frem med sin skam. Hun var lige fra folkeskolen blevet valgt fra, det var nærmest en dæmoni, der forfulgte hende, og hele sit voksenliv havde hun skjult sin sorg og fortvivlelse, indtil hun opdagede, at det samme var ved at ske for hendes søn. Kærligheden til hendes søn - at han ikke skulle gennemgå det samme som hende - fik hende til at sænke alle parader og søge hjælp uden tanke for, at hun kunne blive fravalgt igen. Det blev hun heldigvis ikke; hun blev set som den, hun var, og fik hjælp. Men hvor længe har denne kvinde ikke gået i mørket og tænkt, at hun ikke var noget værd, og at ingen kunne hjælpe hende? Det er ikke rart at tænke på, men det er sundt at gøre det, for sådan kan vi også have det både i forhold til andre mennesker og til Gud, og begge dele er relevante i forhold til dagens fortælling, hvor vi hører om den kana´anæiske kvinde og hendes møde med Jesus.

Her taler vi om en kvindes kamp mod både dæmoner og rigide, ødelæggende normer. Vi skal huske, at samfundet på Jesu tid var præget af en udpræget skam-kultur. Der var skrappe regler for, hvad en jøde kunne gøre, og hvem, han måtte omgås; der var renhedskrav, der var forskel på, hvad mænd, kvinder og børn kunne tillade sig, og så var der generelt forskel på folk; retfærdige og uretfærdige, syndere og syndfri, jøder og hedninge. Dagens hovedperson var en hedningekvinde, og havde dermed alle odds imod sig, da hun opsøgte den retfærdige, jødiske mand, Jesus.

Ikke desto mindre sker der i mødet noget afgørende, som ikke engang Jesus er klar over, da den tager sin begyndelse. Han har lige haft et opgør med farisæerne og de skriftkloge om netop rent og urent, og nu er han og disciplene søgt bort til fjerne egne, hvor netop de urene bor, for her holder kana´anæerne til. Da opsøger dette fruentimmer ham altså og råber af dybsens nød på hans hjælp, for datteren plages af en dæmon. Hun burde skamme sig, hun burde være blevet hjemme, for hun har ingen ret til at henvende sig til Jesus. Men noget driver hende altså derhen, kærligheden til datteren. Imidlertid får hun ikke noget svar, men hun bliver ved med at råbe. Jesu disciple bliver pinligt berørte over hende og beder Jesus kyse hende væk. Så han fortæller hende, at han kun er udsendt til en eksklusiv flok, nemlig Israels hus, Guds udvalgte folk, som hun – underforstået - ikke tilhører. Nu burde hun trække sig tilbage, men sørme om hun ikke forsøger sig igen, hvorefter hun får et forfærdeligt svar: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Jesus sammenligner hende altså med en skabet køter, og man kan ikke forestille sig noget mere ondskabsfuldt svar over for en desperat mor. Da griber kvinden til det sidste, hun har, sit desperate vid, for – siger hun - selv hundene får lov at spise de smuler, der falder fra deres herres bord. Og så lyder forjættelsens ord: »Din tro er stor. Ske dig som du vil!« Gud var med disse ord ikke længere Gud for den udvalgte flok, Gud blev Gud for hver og en som tror ham. Alle kan komme til ham, og ingen har mere ret end andre, ingen er mere værdige end andre. Derfor husker vi denne kvinde efter 2.000 år, ikke bare fordi det hele endte lykkeligt, men fordi hun lærte os noget om menneskelivet, hvordan det kan føles at være Gudsforladt, og så pludselig kan der komme et gennembrud på en eller anden måde.

Jeg har tænkt på, hvordan den kana´anæiske kvindes liv forløb efter, at hun havde mødt Jesus, og datteren var blevet helbredt. Det kan næppe have været det samme, ikke bare p.g.a. den ånd, der var blevet fordrevet, men fordi både hun og Jesus havde sprængt alle grænser for det, man forventede af dem. Tilværelsen har sikkert stadig været en kamp for det daglige brød, men mon ikke der er kommet en ekstra dimension ind i den? Ikke alene havde hun selv kæmpet for kærligheden, men hun havde også formået at få Gud, som han tog sig ud i Jesus Kristus, til at forbarme sig over hende, selv om han egentlig slet ikke burde kunne forbarme sig over andre end sit eget folk. Var der mon plads til skammen, da han anerkendte hendes tro, der udsprang af hendes kærlighed til datteren? Det var jo denne kærlighed, der drev hende hen til godheden selv, som var den eneste, der kunne drive ondskaben bort. Hun så på forunderlig vis noget i Jesus, som måske endda var skjult for ham selv på det tidspunkt, hun så den Gud, der kunne velsigne et ellers forbandet liv. Dermed åbnede hun døren på klem til frelse for hele verden. For kvinden havde jo set rigtigt; hun havde i Jesus set den Gud, der selv ville gå til yderligheder for kærligheden til andre, han gik igennem lidelse og død for os for at besejre døden til liv og glæde for os. Strækmærker og kropsbehåring bliver underligt ligegyldige i den sammenhæng, synes jeg.

Jeg frygter, at #deldinskam-kampagnen vil ende i navlepilleri, fordi den ikke har fattet, hvad skam virkelig er, og hvordan den bekæmpes. Kirken har et budskab, der kan tale ind i skammen: det handler om at rette blikket væk fra sig selv og mod Kristus, som er den eneste, der kan forbarme sig og virkelig ændre dit liv. Tror du på Kristus, så har du ham, og selv om du skal skrige dig hæs for at få ham i tale, så skal du aldrig skamme dig over for ham, for han vil være din bror, og han vil jage enhver dæmon i dit liv på flugt. Som Guds elskede barn skal du slet ikke tænke på skammen mere, for du kan være den, du er. Og vide, at det er godt nok!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

14-02-2021

Salme: Alle mine kilder skal være hos dig, DDS 441

Kom, Herre Jesus. Amen

Matt 3, 13-17

Noget af det, der kan få folk op mærkerne, når folkekirkens dåbsritual diskuteres (og det diskuteres jævnligt) er denne formulering fra den indledende bøn: »Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn.« For hvad er den nu af? Var vi ikke allerede Guds børn, da vi kom til verden, nuttede og små, som spædbørn jo er? Det mener de fleste, og derfor har dele af kirken det vanskeligt med ordene, som de gerne vil have lavet om.

Det er ikke min opfattelse, at moderne forældre ønsker ændringer; nogle synes måske, at ritualets ordlyd kan virke lidt gammeldags, men de fleste er også glade for traditionen og sproget, som medvirker til at gøre dåbshandlingen højtidelig. Men der kan være god grund til at se på ordlyden, for den er ikke opstået ud af ingenting. Hvad vil det egentlig sige at være Guds barn; handler det om opførsel? Enhver kan se sig om i verden og erfare, at der findes døbte, som kan være de rene djævle, og udøbte, som minder om Guds engle, og det kan være ganske anfægtende for en dogmatiker. Her skal vi ikke så meget se på, hvordan vi hver især opfører os, og om dåben har indflydelse på vor opførsel, ej heller skal vi spekulere i, om Gud elsker de døbte i forhold til de udøbte, eller om han kun vil frelse de døbte; Gud elsker og frelser dem, han vil, men for mig at se er der noget ganske andet og ikke mindre vigtigt på spil i dåben.

For det første bliver vort navn nævnt over for Gud. Vi bliver dermed et ansigt, en personlighed, i Guds familie.

Den familie består -  med et lidt fortærsket, men dog sandt udtryk –  i, at Gud er vores far og Kristus vores bror. Dermed bliver vi placeret i en virkelighed, der er væsentlig større end den, vi umiddelbart kan sanse.

For det andet bliver vi gjort retfærdige i dåben; dåbsbønnen fortsætter nemlig med ordene om, at Gud »skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.« I dåben iklædes vi altså Guds retfærdighed, så vore synder ikke længere tilregnes os. Dåben gør os altså kendte for Gud som dem, vi er på godt og ondt, således at vi aldrig vandrer alene, og den gør os endvidere til frie mennesker, fordi vi altid har dåben at holde os til, når tankerne om synd og død plager os. Dåben giver et glad hjerte, fordi Gud i den har givet os sit ja, et ja, han holder fast i! Det har en enorm betydning for det dagligt levede liv, og det skal jeg vende tilbage til, men først til teksten:

Jesus ankommer til Jordanfloden, hvor hans slægtning, Johannes, kalder mennesker til omvendelse og bod og døber dem i floden. Det gør han, fordi himmeriget er nær. Johannes´ dåb er en renselsesdåb, altså en dåb, der skal rense synden af de angrende omvendte, men nu kommer himmeriget i skikkelse af Jesus, som også vil døbes. Problemet er, at Jesus ikke er en synder. Han er uskyldig, et pletfrit Guds lam, han er Gud i menneskeskikkelse, og det ved Johannes godt. Det er helt uantageligt, at Jesus skal døbes med Johannes´ dåb, og derfor vil Johannes forhindre ham i det. »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« siger Johannes, som er bevidst om den kvalitative forskel, der er på ham og Jesus. Så er det Jesus siger: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Hvilken retfærdighed er der tale om? Jo, Jesus træder frem i et samfund med store skel, ikke bare materielle, de er knap så interessante i denne sammenhæng, nej, det afgørende skel går mellem rene og urene, retfærdige og uretfærdige, syndfri og syndere. Det er disse skel, Jesus bl.a. kommer for at gøre op med. Da Jesus efter dåben stiger op af vandet, daler Helligånden ned over ham, og røsten fra himlen fortæller, at han er Guds elskede søn.

Al retfærdighed er fra det øjeblik Jesu retfærdighed, mennesker kan ikke længere påberåbe sig retfærdigheden, den får vi kun i troen på Guds søn. Når vi døbes, får vi del i denne retfærdighed og det evige liv. I dåben er himmeriget os ligeså nært som det var, da Jesus trådte frem for Johannes dengang for mange år siden. Og der er brug for at høre om det i disse tider, for vi er i stor fare for at indrette vort samfund som det jødiske var på Jesu tid.

Jeg kom til at tænke på det i ugens løb, da de mindste klasser langt om længe fik lov til at komme tilbage fra skolen. Det er for længst bevist, at børn i skolealderen smitter meget begrænset, men det har man altså ikke fra politisk side taget hensyn til. Nu fik de yngste dog lov til at komme tilbage til skolen, og der var naturligvis stor glæde at spore blandt børnene. Også regeringspartiet bød de kære små velkommen dels med et skolebesøg af en mundbinds-iklædt statsminister, dels med et opslag på de sociale medier, der viste en lille dreng iført mundbind. Eller man skulle snarere sige »påført«, for man havde i partiets PR-afdeling fundet et billede af en skoledreng af uvis oprindelse, men uden mundbind. Det havde man så til lejligheden påført ham. Billedet førte til et ramaskrig, for det blev for meget for mange. Essensen af de mange reaktioner var, at drengen - udover at udstråle ensomhed og anonymitet - jo netop ikke skulle være iført mundbind, fordi han var under tolv år. Var opslaget så et vink med en vognstang om, at kravet om mundbind ønskes gennemført på alle niveauer, at det skal til at være en identitetsmarkør? Det var der flere, der grundede over.

Jeg fandt selv billedet afskyeligt, for det viser, hvilket samfund vi får ved at fokusere så meget på sygdom. Mundbind kan afhjælpe spredningen af baciller, såfremt man har det på, når man nyser eller hoster, og derfor har mundbindet stor signalværdi: »Jeg passer på andre, hvis jeg bærer det.« Så er det lige meget, at det ingen dokumenteret effekt har, hvis man vil beskytte sig selv mod sygdom, eller at det i værste fald kan sprede sygdom, såfremt det ikke bruges rigtigt. Hvad det stort set aldrig bliver. Den sunde fornuft er forsvundet; væk med personligheden, som det åbne ansigt åbenbarer, og ind med samfundssinds-markøren og hykleriet! Med mundbind sikrer du din næstes overlevelse, hvis ikke vedkommende allerede er sygnet hen af tristesse over dødstal, smitteprocenter, kontakttal, ensomhed og skænderier i hjemmet, fordi man er sammen 24/7. Tænk, for ikke så længe siden var Danmark et land, hvor børn var elskede og ønskede. Børn i fri leg var noget af det bedste, vi vidste. Nu ses de som smittebærere og skal gå ensomme og anonyme rundt og føle skyld og skam over en samfundstilstand, de overhovedet ikke bærer noget som helst ansvar for.

Og netop hér bliver dåben vigtig, for hos Gud er du nogen, du har et navn, du har et ansigt, du er hans barn, og som sådan kan du trygt gå ud i verden, med hans retfærdighed i ryggen og forkynde for alle, der gider at høre det: »Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!« Jeg tror, vi er mange – store som små – der trænger til at høre det og mærke, at himmeriget er nær i Jesus Kristus, og at al retfærdighed i verden med ham er opfyldt, så ingen nogensinde igen skal komme og dele os op i retfærdige og uretfærdige, rene og urene, syndfri og syndere. 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

07-02-2021

Salme: Befal du dine veje, DDS 36

Ved sorg og selvskabt plage, du intet retter ud, thi intet kan du tage, alt kan du få af Gud! Amen.

Mark 4,1-20

I januar sidste år blev departementchefen i statsministeriet bekymret. Hun fulgte en virus, hvis navn, vi efterhånden kender alt for godt, og dens vej fra østen til vesten. Bekymringen blev snart til angst, og hun begyndte at træffe foranstaltninger for at imødegå virussens ankomst til Danmark. De danske sundhedsmyndigheder så ikke helt så sort på situationen som hun, og så havde de også den holdning, at en strategi måtte have proportioner, så man ikke kun fokuserede på én sygdom men havde helheden for øje. »Håb er ingen strategi« var den kommentar, de fik fra departementchefen, og resten er historie.

Jeg gentager lige ordene: »Håb er ingen strategi.« Det er sandt, at handling i forbindelse med en epidemi er vigtig, men problemet med departementchefens krisehåndtering er, at hun lukkede ned for alt muligt andet for at undgå, at virussen skulle forårsage dødsfald på dansk jord, og at hun troede, hun virkelig kunne forhindre det. I samme ombæring slukkede hun håbet for andre mennesker, der ikke led af akutte sygdomme, og hun plantede angstens frø i et folk, der lod det gro, og hvad der kom ud af det var en opdeling af folket i retfærdige og uretfærdige, dem, der ville frelse liv og dem, der i andres øjne ville lade stå til. Danmark har det seneste års tid ikke altid været et rart sted at være p.g.a. det. Det skal vi vende tilbage til, nu til Jesu lignelse.

Der er her et stort fokus på den jord, der bliver tilsået, og ikke så meget på det, der bliver sået. Det tror jeg, mange gennem tiden har fundet en vis glæde i, men måske også en uro: »Er jeg mon en af dem, der bærer mangefold frugt, eller er jeg at ligne med stengrunden, der ikke i længden kan danne grobund for afgrøden?« har folk spurgt sig selv gennem tiderne. Tilmed handler Jesu strategi med at fortælle alting i lignelser om – lader det til – at sætte skel mellem dem, der indenfor og dem, der er udenfor. Det kan jo lune dem, der mener sig indenfor mesterens sfære, men det giver ikke megen mening, hvis vi ser på lignelsen i sig selv, for den handler jo netop om en sædemand, der strør sit korn ganske ubekymret, så alle kan være med; det er bare ikke alle, der er det, ikke så meget fordi vi er at ligne med stengrunden, nej, vi er bare så fokuserede på øjeblikket, at vi glemmer det evige. Og når vi glemmer det evige, så lukker vi af for det, Gud vil fortælle os, vi lukker af for håbet. Det håb, Gud strøer om sig, er ikke et luftigt, uansvarligt eller urealistisk håb, nej, det er et håb, han har sat sig selv ind på at give os, og det gør det muligt at forholde sig til livets realiteter uden at bukke under i angst. Livets realiteter er bl.a. døden, som vi altså ikke kan undgå, men hvis vi bliver bange for den og prøver at flygte fra den, så kommer vi til at tage dårlige beslutninger. Holder vi os til gengæld evigheden for øje, indfinder der sig en ro, der giver os muligheden for at indrette os i en verden, der er fuld af forgængelighed.

Et synligt resultat af det håb, Gud bragte til verden i Kristus, er f.eks. hospitalsvæsenet; det er opstået ud fra tanken om, at vi ikke skal gå forbi mennesker, der lider nød, at vi skal hjælpe syge, hvor og når vi kan. I vor del af verden er det noget, vi betaler os fra, og det er penge, der er givet godt ud. På hospitalerne helbreder vi, vi lindrer smerter, og når døden viser sig, gør vi den værdig. Fordi vi ved, at den er uafvendelig. At få folk til at tro, at vi kan snyde den, er blændværk, for det bringer fortvivlelse med sig, når vi opdager, at det kunne vi ikke. Og vi ser nu resultaterne: Børnetallet falder, for folk har ikke lyst til at sætte børn i verden, unge mennesker enten mistrives eller fester uforsvarligt, for hvad skal de ellers, når der ikke er nogen udsigt til en fremtid, en landsbys velkomst til en hjemvendt håndboldhelt meldes til politiet, fordi nogen mente, at folk stod for tæt. Sådan et land er Danmark blevet at leve i.  

Men mod døden er håb den eneste strategi. Guds sejr over døden er den eneste trøst til fortvivlede hjerter, og hvis vi skal forstå lignelsen om den ubekymrede sædemand, så skal vi høre, hvad Jesus siger andetsteds:

»Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.« For mig har det altid været trøsterigt at tænke på menneskelivet netop ud fra dette billede. En stund er vi her i verden, men i det øjeblik, vi lægges i jorden, så er vi at ligne med et frø, der skal vokse sig stort og smukt i Guds rige, vort evige, himmelske hjem. Og grunden til, at vi kan tro det, er, at Guds egen søn gav sit liv for os. Han slog porten til Paradis ind og plantede et håb for den lidende jord om, at hvor han er, der skal vi også være.

Når ikke engang døden kan binde Gud, så kan et forhærdet hjerte det heller ikke. Når Gud vil så sit ord, så gør han det uden tanke for, om jorden er klar eller ikke. Vor visdom ser og ser, men forstår ingenting, den hører og hører, men fatter intet i det øjeblik vi tror, at vi selv kan holde døden fra døren og forsager håbet. Men håbets strategi kan overmande selv bange og lukkede hjerter, for den ødsle Gud sår, fordi han vil så, fordi han vil have den øde mark til at blomstre og bære frugt, tredive og tres og hundrede fold, og dermed er hans dårskab visere end mennesker, hans svaghed stærkere end mennesker. Og det kan man ikke regne sig frem til. Det må man tro, og når man tror, håber man. Og Guds kærlighed, som overgår al forstand, vil aldrig gøre dette håb til skamme.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

31-01-2021

Søndag septuagesima 2021

Salme: Sig månen langsomt hæver, DDS 769

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Amen.

Matt 20, 1-16

I Israel boede engang en mand, hvis navn var Simeon. Han var blevet lovet, at han ikke skulle se døden, før han havde mødt Guds salvede. En dag blev Simeon af Ånden ført til templet, hvor et lille barn blev fremstillet, efter at moderens renselsestid var ovre. Da tog Simeon barnet i sine arme og udbrød:

»Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.«

På tirsdag er det kyndelmisse, som normalt blev fejret i kirken 40 dage efter Kristi fødsel, svarende til den tid, en nybagt moder blev betragtet som uren efter en fødsel; Maria havde ikke født hvem som helst; det er hendes barn, vi møder i dagens tekst, hvor han fortæller os en lignelse om en vingård, hvis arbejdere gik til den samme løn, uanset hvornår på dagen, de var blevet hyret. Alle arbejdere tog altså fra vingården med samme, økonomiske udgangspunkt. Det er en lignelse, mange har forsøgt at indrette samfundet efter med større eller mindre held, også herhjemme arbejder de fleste politikere uanset partifarve på, at alle mennesker skal have det samme udgangspunkt og de samme muligheder.

Det kan få de pudsigste udtryk. I nogle år har man været meget optaget af børns fødselsvægt, fordi den indikerer, hvordan det kommer til at gå dem i livet. Hvis et nyfødt barn vejer 100 gram under den gennemsnitlige fødselsvægt, er der større risiko for, at barnet ikke klarer sig så godt som voksen. Den lavere fødselsvægt kan nemlig skyldes, at moderen har ført en usund livsstil under graviditeten. Usund livsstil har noget med social baggrund at gøre, og dårlig social baggrund kan være vanskelig at gøre sig fri fra. Derfor er der i den danske velfærdsstat stort fokus på mødre fra visse sociale klasser.

Hvordan det tager sig ud, når det offentlige begynder at interessere sig for mødre, fik jeg et indblik i, da jeg forleden så et par afsnit af TV-serien De unge mødre. Jeg fulgte to kvinder, der lige begyndelsen af graviditeten blev nøje iagttaget af kommunens sagsbehandlere, og det var et ubehageligt indblik. Jeg ved godt, at en fjernsynsudsendelse ikke afdækker alt, for der skal jo også underholdes. Jeg anfægter heller ikke, at det kan være nødvendigt for det offentlige at skride ind i et familieliv, der er til skade for barnet. Men det, der slog mig, var, at udgangspunktet for det offentliges indgriben på dette tidlige tidspunkt var en grundlæggende problematisering af, at en ung kvinde er gravid og vil have barnet. Glæden over, at et barn kommer til verden er ikke til stede, nej, der er bekymrede miner overalt, og endnu inden barnet er født, har den unge moder alle antenner ude for at opfatte hvilke krav, det offentlige stiller til hende. Efter at barnet er kommet til verden, stiller en hær af pædagoger, sygeplejersker og psykologer for at overvåge og diagnosticere samværet mellem mor og barn. »Moderen kender ikke sit barn ordentligt« var en af diagnoserne. Det kan måske også være svært at være naturlig med sit barn, hvis man konstant er overvåget og ved, at det kan blive taget fra en. Mon ikke de fleste forældre har oplevet mere end én episode under børneopdragelsen, hvor de tænkte, at det var godt, der ikke var fjernsyn på?

Jeg fulgte to forskellige kvinder, og der var nogle ganske bestemte overvejelser, der gik igen hos dem begge. De forsøgte at gøre alt, hvad kommunen bad dem om for at få deres barn tilbage; de samarbejdede både med sagsbehandlere og plejefamilier, de lærte at tøjle deres vrede, de boede på familiehjem, fik en ordentlig lejlighed, gik til fitness og kom punktligt til alle møder, vel vidende at afgørelsen om barnet alligevel var op til andre. Den gode stat havde m.a.o. hånd og halsret over dem udelukkende på den baggrund, at de unge mødres børn skulle have de samme chancer i livet som bedre stillede forældres børn.

Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg ikke, det virker; kommunen og dens sagsbehandlere vil grundlæggende det gode, men mange gange synes det at være deres egne holdninger til, hvad et godt hjem er, der er udgangspunktet for deres vurdering af mor-barn-forholdet. Egne normer er ikke altid grundlag nok til at fjerne et barn fra dets moder, og det kan gøre mere skade end gavn. Sådan er det, når vi mennesker vil være i vingårdsejerens sted, for så sætter vi magt og vilje bag det gode, vi vil, og da viser det sig ofte, at det, der skulle gro og bære frugt, visner.

Så er vi fremme ved dagens lignelse: Her en vingård, der bærer megen frugt. Vingårdsejeren har brug for folk til at pleje den og høste, og derfor går han tidligt på morgenen ud på arbejdsmarkedet og opsøger ledige; dem er der nok af – vi er i en verden uden socialt sikkerhedsnet – og de accepterer daglønnen, en denar, for at arbejde for ham hele dagen. Men der er hele tiden nok at lave, og der er nok af arbejdere, så vingårdsejeren går ud både i den tredje, den sjette, den niende og den ellevte time for at købe arbejdskraft. Da lønnen skal udbetales, får de senest ankomne først. De får en denar. Nu har de først indkaldte arbejdere øjne i hovedet, og da de kan se den åbenlyse forskel, kalder de på tillidsmanden, der gør vingårdsejeren opmærksom på problemet. Vingårdsejeren svarer frækt: »Har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?«

Her i landet har vi været kristne så længe, at vi godt ved, at vi ikke skal være som de først indkaldte arbejdere. Eller vi ved, at vi ikke må vise misundelse. Havde Jesus fortalt lignelsen i dag, havde han måske ladet de sidst indkaldte arbejdere blive socialt indignerede på vegne af de først indkaldte jf. velfærdsdebatten om de små børn med lavere fødselsvægt. Men svaret – tror jeg – ville være det samme: »Har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil med det, der er mit?«

Lad os vende tilbage til de unge mødre. Hvad nu kristendommen fik den betydning for os som folk, at glæde over barnet skulle være udgangspunktet for enhver sagsbehandling, glæde over, at en mor vælger at føde et barn i et land med fri abort? Så kunne det jo være, at man ville tænke på en anden måde. I stedet for at finde på alle mulige og umulige normer, de unge mødre skulle leve op til for - måske - at få deres barn tilbage, skulle man måske sige til sig selv: »Hvorfor er mit øje ondt, når Gud har været god og ladet et barn komme til verden? Skulle jeg så ikke gøre alt for, at denne mor bliver en god mor? Skulle jeg ikke prøve at lade hende vide, at hun er accepteret som den, hun er og så lade det være min opgave at give hende muligheden for at blive en god mor?«

Det er bare en tanke, som ikke kun gælder det offentlige, det kunne jo også være naboens datter, der kunne bruge en hjælpende hånd med den lille og et par anerkendende ord om, at hun egentlig gør det meget godt.

Jesus selv havde en ung, ugift mor, og var det sket i dag, så var kommunen skredet ind. Men der var ikke kommuner i Galilæa, så heldigvis tog Josef sig af Maria og giftede sig med hende, og da de kom til templet for at vise deres dreng frem for Gud og mennesker, blev de mødt af den gamle Simeon med ordene: »Mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.«

Vel var det Guds egen søn, men igennem ham blev vi Guds børn, og uanset hvem vi er og hvor vi er i livet, giver han os det samme udgangspunkt: at han er lyset og frelsen i vort liv, han giver os sin nåde, som er ens for alle. Det er på denne nåde, vi udfører vor gerning i livet, som forældre, naboer, venner, sagsbehandlere, sygeplejersker, bagere, tømrere og meget mere, og hvad vi skal gøre med den nåde hører vi også i dag. »Tag det, der er dit og gå.« Og hvor skal vi gå hen? Ud i Herrens vingård, hvor vi skal arbejde med glæde til gavn for vor næste og på den måde bære Herrens lys ud i verden.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen