som mjød at drikke

1. jun, 2020

Salmer: Naturen holder pinsefest, DDS 723

Joh 6, 44-51

Jeg tror, at alle, der er tilstede her i dag, har leget som børn. Ikke bare stikbold og spark til dåse, men også fantasilege, hvor man forestillede sig, at enten ens dukker, Schleich-figurer eller hvad, man nu havde, var levende. Jeg husker i hvert fald selv, hvordan man i fantasien kunne opbygge sin egen verden, der føltes så virkelig, at det var forstyrrende, når de voksne kom og blandede sig. En dag voksede man fra legen, eller ens lege blev »forstandige«, som H. C. Andersen skriver i et af sine eventyr, og det mente H.C. Andersen ikke positivt. Nu er det selvfølgelig således, at man jo en dag skal blive voksen, og fra gammel tid handler konfirmationen om at træde ind i de voksnes rækker. De fleste skulle ud at tjene, man havde nu lov at gå til bal og til at ryge. Sammen med et pænt sæt tøj fik en del deres første gebis, fordi tandplejen ikke var videre udbygget i gamle dage. Så tog de sig ordentligt ud, når de skulle ud i verden. Og ud i verden skal man, voksen må man blive, men hvis man giver slip på sin forestillingsevne, sin fantasi, så mister man noget, der er helt afgørende ved det at være menneske. Dyr har ikke fantasi, f.eks. Og hvis man mister sin fantasi, så mister man også evnen til at sætte sig ind i andre menneskers situation, man forstår ikke musik eller H.C. Andersens eventyr f.eks., og man kan ikke forstå noget om Gud, og det er der en grund til.  

Her i kirken taler vi om, at mennesket er dannet af jord, som Gud blæste sin ånde i, derfor har vi ånd, som er det, der binder os til Gud. Nu er det pinse, og den højtid handler om, at Gud sendte sin ånd til jorden, for at være menneskene nær. I går hørte vi om, hvordan Helligånden gav Jesu disciple evnen til at tale alverdens sprog, så de kunne gå ud og fortælle alle folkeslagene om Gud, og den historie bliver fortalt endnu. Det er historien om, hvordan Gud skabte verden ved sin ånd og sit ord, hvordan han lod sig føde som et lille barn af fattige forældre, hvordan han gik omkring og gjorde godt mod alle, han mødte, og endelig, hvordan han gik i døden og besejrede døden. Det er den bedste af alle historier, og den er virkelig, vi kan bare ikke bevise det, vi kan kun fortælle den videre.

»Alle skal være oplært af Gud«, hørte vi i dag, og om ikke så længe skal I oplæres i den kristne tro – ganske vist ikke af Gud, men af mig. I skal lære gammeldags udenadslære, trosbekendelsen og fadervor og gerne lidt mere, men I vil forhåbentlig også få en forståelse for, hvad der ligger bag ordene og remserne. Når vi kommer i vore to smukke kirker, så er alt indrettet for at fortælle mennesker, at lige bag alt det, vi kan se, der befinder Gud sig, og nogle gange er det faktisk helt fjollet, man skulle ikke tro, at voksne mennesker kan falde for det. Når vi bliver døbt, er det med vand og helligånd, men vi kan kun se vandet, og alligevel får vi vore børn døbt, eller vi vælger selv at blive døbt. Jeg tror ikke, at der er nogen, der har stået ved en døbefont og tænkt, at det bare var en leg, nej, vi tror, det betyder noget for os, vi tror, at dåben er indgangen til det evige liv, en slags perron 9-3/4 eller et garderobeskab med en hel verden bag sig.

Vi hørte også Jesus sige, at det brød, han vil give, er hans kød, som gives til liv for verden. Det er hans måde at sige på, at han udgød sit blod og gav sin krop for os. Når vi går til alters, så får vi brød og vin, som vi siger er Jesu legeme og blod, og fordi han har lovet, at han vil være til stede i det, så tror vi på ham, selv om også det kan se ud som en underlig leg. Ikke desto mindre siger vi, at det er sandt, hvad Jesus har sagt om det.

Når vi sidder her, er vore ansigter vendt mod øst, for derfra skal Jesus engang komme tilbage og kalde os ved det navn, vi fik i dåben. Den forståelse kunne vi ikke have, hvis ikke vi som børn havde øvet os i at bruge fantasien. Tænk, hvor har den skænket os mange gode timer, den fantasi, så hvorfor skulle den ikke pege fremad mod den himmelske fader, som skænkede os den, da han gav os liv og ånde? Sådan tænkte mange af vore salmedigtere. Vi har allerede sunget en salme, der tog udgangspunkt i naturen, og vi skal også slutte med en salme, der i naturen ser tegnene på alt det, der skete i Jesu liv, og som er blevet lovet os; hvordan f.eks. kornet spirer frem på ageren som et tegn på opstandelsen, og hvordan både fugle og mennesker synger Herrens pris i det samme kor. De to salmedigtere, der skrev den slags, var jo voksne, men de tog imod indtrykkene fra verden, som var de børn, der så det hele for første gang. Sådan er det at være Guds barn, at have Guds ånd. Så ser man ham i alt, hvad der er skabt.

Når vi om ikke så længe skal lære hinanden at kende, så vil I blive fortalt mange historier om den Gud, der gav sit liv for verden. Så lad være med at blive alt forstandige, men gå til undervisningen med nysgerrighed og ånd, ellers bliver det hele en trist, forstandig trædemølle.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

31. mai, 2020

Salme: I al sin glans nu stråler solen dds 290

Jer 31, 31-34; ApG 2, 1-11; Joh 14, 15-21

»Jeg vil ikke efterlade jer faderløse« siger Jesus til sine disciple. Han forlader dem for at være der, hvor han har hjemme, nemlig hos sin fader i himlen, men den ånd, han vil sende, vil fylde dem i en grad, så de skal være ét med ham, ligesom han er ét med faderen. Altså vil også disciplene føle, at der ikke længere er noget, der adskiller dem fra Gud fader. Med åndens komme vil de få borgerskab i deres himmelske fædreland.

Fædreland er det ene af to centrale begreber, vi hører om i dag. Det andet er modersmålet. Da sandhedens ånd kom til disciplene, kunne de nemlig pludselig tale alle sprog, og det var et tegn på, at de skulle fortælle om ham, der er sandheden, vejen og livet til alle jordens folkeslag. I apostlenes gerninger er det afgørende, at Gud har skabt folkene og deres lande, for at de dér skal få en forståelsesramme for hvem Gud er. Da Paulus besøgte athenerne sagde han da også til dem:

»Af ét menneske har Gud skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo –  for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi.«

I ham lever og ånder og er vi. Det er en af de fineste måder hvorpå det siges, at Gud ved sin Ånd er, hvor vi er, og fordi han er det, har vi mulighed for at forstå, hvem han er. Gud er ikke så fin på den, at han kun vil tale ét sprog eller tilhøre ét land, nej, han er tilstede overalt, man kan næsten sige, at folkenes mangfoldighed er en del af hans plan for skaberværket, noget af det, der knytter os til ham. Jordiske ting får med åndens komme en ny værdi, fordi Gud vil fortælle os noget med dem. Vi ved f.eks. alle, hvad et fædreland er, og vi sætter det så højt, at vi har gjort det til en ret at have et. Vi forbinder altså generelt fædrelandet med noget godt, og selv om det af og til påstås, at vi selv har fundet på dem, så må vi dog konstatere, at der findes mange forskellige folk, og at de fleste af dem føler sig forbundne med et bestemt stykke land. Hvert folk har også sit eget modersmål, og det er på modersmålet, vi skal høre om Guds storværker, for kun på modersmålet kan budskabet nå vore hjerter. Det virker som et pædagogisk, næsten demokratisk, greb fra Guds side.

Det er gået op og ned for denne pædagogik, for Guds sendebud har ikke altid været enige med ham. Da kirken begyndte at få magt, blev det hellige sprog latin; der kom således noget mystisk over kirken og det budskab, den forkyndte, og det gjorde det umuligt for lægmænd at undersøge, om kirken og dens præster talte sandt. Martin Luther gjorde som bekendt op med denne tankegang; han oversatte bibelen til tysk, og det var en del af hans teologiske program, at alle folk skulle kunne læse den hellige skrift på deres eget sprog. Reformationen var på den måde et pinseunder. Træerne gror imidlertid ikke ind i himlen, for når folk nu i de protestantiske lande kom til kirke for at høre sproget på modersmålet, så var det ikke altid deres eget modersmål, men derimod fyrstens, de hørte. I Sønderjylland, hvor hertugerne var tyskorienterede og derfor talte tysk, blev kirkesproget derefter. Den lutherske hertug Christian, der senere blev dansk konge, gennemførte således reformationen i Tørning og Haderslev len allerede i 1525. Det hellige sprog i kirken blev for de mange dansktalende nu tysk, samtidig var det magthavernes sprog, og fordi sproget er afgørende for, hvordan vi tænker, drømmer og omgås hinanden, begyndte også kampen for og om den nationale identitet. Ser man på de tyske og danske valgplakater op til afstemningen i 1920, vil man bemærke hvor stor den kulturelle forskel på dansk og tysk er. I det, der engang var dansk kerneland begyndte nu to vidt forskellige identiteter at støde sammen.

For tiden går der på Danmarks Radio en serie om Sønderjylland og genforeningen. Efter sejren over Danmark i 1864 satte Preussen gang i et omfattende fortyskningsprojekt. Man var overbevist om, at kunne man få børnene til at tale tysk, så ville sagen være vundet i løbet af et enkelt slægtled. I Nordslesvig gik det imidlertid ikke så let, og der var en scene i det andet afsnit, som rørte mig meget. Man skildrede en klasse, hvor den særdeles tysksindede lærer, hr. Ravnsgaard bryder ind i en time, fordi han har hørt, at der er en dansk sangbog i omløb, og at børnene synger fra den. Det viser sig da også, at nogle af eleverne har gemt sangbogen i deres lærebøger, og straffen bliver, at der nu ikke må tales dansk overhovedet på skolen, heller ikke i frikvartererne. Ja, dengang gemte skoleeleverne ikke på mobiltelefoner, hvor hovedsproget i øvrigt er engelsk, nej, de gemte på hjertesproget, det, der kunne give deres tanker mæle. Tysk, derimod, var og blev for dem magtens sprog, og den voldsomme politik, danskerne blev udsat for med tvangsfjernelser, bøder og fængslinger, var et forsøg på at omforme den måde, de var skabt på.

Ved vilje og tålmodighed lykkedes det for danskerne i den nordlige del af Slesvig at blive genforenet med Danmark, de stemte sig hjem, som man siger. Det provokerer nogen, når man siger det, ikke desto mindre er det sådan det er; fædreland og modersmål hører sammen, de danner tilsammen et hjem, hvorfra vi kan søge Gud og famle os frem til ham, så vi med hjertet forstår, at vi har barnekår hos ham.

Der er den fare ved fædrelandskærlighed, at vi kan blive forgabte i vort eget, tro, at vort fædreland er bedre end andres. Da fjerner vi os fra Gud og vil ikke anerkende ham som fader og giver. Sandhedens ånd, derimod, bevirker, at vi bag det jordiske ser Guds virkelighed og forstår, at han har skænket os det alt sammen, og at vi derfor ikke er efterladt faderløse. Derfor kan vi leve i vort jordiske liv i taknemmelighed for det, der blev os givet, og det kan – som i sønderjydernes tilfælde – også betyde at skulle lide og kæmpe for det. Kampen endte så glædeligt, som den nu kunne, og i dag kan vi glæde os ikke alene over vort modersmål og det Danmark, der lige nu står så smukt derude, og hvor det vifter hjemligt gennem løvet, vi kan også glæde os over de mange andre fædrelande, hvor Guds ord forkyndes i dag, og hvor vi alle på verdens sprog kan sige »Abba«, Fader, med både hjerte og mund. Det kan vi, fordi vi ved, at vi ikke er efterladt faderløse. Vi har jo alle har den samme fader i himlen.

Glædelig pinse!

24. mai, 2020

Salme: Rind nu op i Jesu navn, DDS 739

Joh 17, 20-26

Vi har i dag hørt flere udsagn, som tilsyneladende modsiger enhver menneskelig erfaring. Jesus påkalder i det, man kalder hans ypperstepræstelige bøn, sin fader på følgende måde:

»Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«

Og Paulus spørger retorisk:

»Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?«

Gud er retfærdig og kærlig, han er for os, han skænker os alt, siger hhv. Jesus og Paulus. Og vi tænker: Nej, sådan er Gud ikke; vi kender alt for godt til verdens uretfærdighed, vi kender alt for mange tilfælde, hvor den angiveligt retfærdige og gavmilde Gud vendte ansigtet bort, da han skulle have grebet ind.

Men tænk, dette vidste både Jesus og Paulus alt om; ingen af dem kom gnidningsløst gennem livet. Vi kender Jesu skæbne ud og ind, han kendte den selv, da han bad denne bøn, og alligevel siger han: »den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« Jesus siger altså, at Gud er kærlig vel vidende, at han nu skal lide og dø.

Også Paulus måtte dø for sin tro, og de øvrige af Jesu udsendte endte med at vandre ad samme tornegroede stier og til sidst bøde med livet for at holde fast på dette: At når den retfærdige, gavmilde Gud er for os, så kan ingen være imod os. Og dette holdt de fast på, ikke fordi de fornægtede virkeligheden, men fordi de gennem Jesu Kristi offergerning fik del i en anden virkelighed, et mysterium, som fik deres lidelser til at være for fødselsveer at regne.

»Verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig« siger Jesus, og med det mener han, at han har været til hos Gud fra tidernes morgen, da Gud udgød sin ånd over verden og skabte den. Den ånd, der skaber, giver liv og bringer orden, havde Jesus del i, og han bad for, at også hans troende måtte få del i den. Hele Johannesevangeliet handler om, at Gud Fader og Jesus Kristus er èt, og at vi i troen er ét med dem; d.v.s. at Gud har vist sig som et menneske, og når vi tror, at dette menneske er Gud, så har vi også del i Ham og den vidunderlige virkelighed, der er hans. Det er Ånden, der formidler den forbindelse mellem Ham og os. Det er den sandhed, vi forkynder her i kirken.

Som jeg var inde på tidligere, så ved vi jo godt, at livets tilskikkelser kommer helt uden hensyntagen til fortjeneste. Nogle bærer tunge byrder, medens andre går gnidningsfrit gennem livet.

De sidste mange, mange år har der været talt meget om arv og miljø; at et menneske præges dels af sit biologiske ophav, dels af det omgivende miljø med normer, økonomi, uddannelsesforhold med meget mere. Jævnligt diskuteres det, hvor meget hhv. den biologiske arv og miljøet betyder for et menneskes færd i livet. I trediverne forsøgte staten med K.K. Steincke i spidsen at forhindre dårlig biologi i at blive videreført ved et omfattende sterilisationsprogram for åndssvage, som man udtrykte det dengang. Det er man siden gået bort fra, fordi man ikke skulle langt sydpå for at se, hvad den slags førte til, men ikke desto mindre har man stadig en blind tro på, at staten kan gøre meget for at forøge den samlede lykke og velfærd for folket, f.eks ved at udviske forskellene i miljø, således at vi har lige muligheder og lever lige længe. Måden, covid-19 er blevet håndteret på herhjemme, er da også udtryk for en blind tro på, at staten kan sørge for, at sygdommen ikke kommer ind i landet, og at den dermed kan holde døden fra døren. Det er bl.a. i lyset af det, man skal se regeringens angst for at slippe grebet ved genåbningen; man ønsker at stå som garant for borgernes lange, gode liv i velfærdsstaten. Det kan være forståeligt, men tankegangen lader Gud helt ude af ligningen.

Det interessante er, at end ikke den magthaver, der holder sit land i et jerngreb, kan holde Gud ude. Gud finder altid en smutvej, og da man lukkede Danmark ned, så gav man også mange en lille tænkepause, og i den tænkepause kan folk jo komme til at tænke mange ting, som ingen er herre over; min tænkepause gik med at læse teologi, min mand brugte pausen til at slægtsforske, og det var lidt at en øjenåbner, for man skal ikke langt tilbage, før det vrimler med fæstebønder, husmænd, der bryder al på heden, tjenestepiger, der bliver gravide uden for ægteskab, børn, der bliver sendt i pleje, fordi faderen dør, eller moderen ikke ville have dem; man fik et hav af unger, hvoraf en del døde. Dertil skal man lægge, at f.eks. en almindelig mellemørebetændelse eller lungebetændelse ikke bare sådan kunne kureres, for penicillinen blev opfundet sent. Smerter, som i dag kan fjernes, har man måttet bære uden at kny, almindelige sygdomme kunne have dødelig udgang. Og når man gik i døden, skete det efter et slidsomt liv, ofte uden udsigt til, at det skulle blive meget bedre for næste slægtled. Det har været utrolig hårdt, men der var ingen stat med en hær af behandlere, der kunne ynke vore forfædre, så vi skylder dem virkelig meget, fordi de holdt ud. Vi skylder selv at holde ud. Måske vi da endda kan lære af dem, for de havde kun sig selv og deres tro. Bibel og salmebog var det, de kunne hente trøst i. De har sikkert fra barnsben lært, at de ikke skulle flæbe, men der må altså også have været noget andet, der holdt dem oppe. For nogle af dem – tror jeg – har det været troen på, at der er én, der beder for os hos sin fader i himlen, der hvor al nød, sorg og pine, ja døden selv er forsvundet. Der er én, der altid er for os, så ingen kan være imod os. De gamle har altså troet på en, der kæmpede sammen med dem.

I torsdags talte jeg om, kristendommen omfatter vort liv totalt. I det ligger, at hele vort liv og alt, hvad der sker i verden, oplyses af Jesus Kristus, som jo altså er ét med sin fader. Når vi hører om Jesus, hører vi ofte om mirakler, der bryder naturlovene, vi hører om ånder, magter og dæmoner, som Jesus skræmmer væk, ja, han bekriger dem faktisk, og vi har det med at afskrive det hele. Men afskriver vi det hele, forstår vi ikke, hvad der er på spil, og vi kan ikke fatte rækkevidden af den styrke, Gud tilbyder os, hvis vi afskriver den. Vi præster vil helst uskadeliggøre Jesus, for vi regner med, at karsk kristendom jager kunderne væk fra butikken. Det billede, vi ofte fremmaner, minder meget om en vis tids altertavler, hvor Jesus, velplejet og – friseret, sidder bedende med blikket fromt vendt mod himlen. Han er ganske uskadelig, men det er bibelens Jesus ikke. Den bøn, vi har hørt i dag, er krigerens bøn, som han beder umiddelbart før, han iklæder sig harnisk og går ud i det afgørende slag. Jesus går til angreb på alt det, der ødelægger det gode, skabte liv, og det er lige fra menneskers magtbrynde, deres hykleri og udskamning af hinanden, over sygdom og onde ånder til døden selv. Jesus er således en person, der afkræver mennesker et svar, en reaktion, også i dag.

Vi har en klar opfattelse af, hvad der er godt i livet, og vi ved, hvad der ødelægger det. Når vi møder ødelæggelsen erfarer ofte, at vi ikke kan gøre noget som helst ved det, og til forskel fra vore forfædre, for hvem Gud var ikke var til at komme uden om, har vi mange flere valg i dag. Nogle afskriver Gud og mener, at vi må lære at leve i en tilfældighedernes verden. Nogle prøver at håndtere alt ad politisk vej ved at regulere borgernes færden fra vugge til grav, nogle bukker simpelthen under, fordi det hele bliver for tungt, nogle bærer sagtmodig de tunge byrder og går glade og taknemmelige gennem livet. Jeg hører ikke selv til de sidste, jeg er et brokkehoved, der ser mørkt på alt, men jeg nærer en stor taknemmelighed for de sagtmodige, fordi netop de – ganske som vore forfædre - vidner om, at når Gud er for os, så kan ingen være imod os, de vidner om, at Gud går sammen med dem og at alt er godt, hvor han er. Kunne vi bære det vidnesbyrd frem i verden, ville det være den fineste gave, vi kan give vore efterkommere.

Vore forfædre lærte, at de ikke måtte flæbe. Vi har ofte hørt, at Jesus græder med os og er tilstede i alt, hvad der sker os af frygtelige ting. Jeg har altid tænkt, at det var en ringe trøst, men kunne ikke sætte ord på, hvad det var, der var galt med den. Jesus kunne græde, han kunne ynkes, og det er bestemt vigtigt, at han nok har været der, hvor vi er, når vi er ulykkelige eller lider, men det allervigtigste er, at han har overvundet det alt sammen, og at vi skal sejre over det sammen med ham, fordi intet kan være imod os, når han er for os. Vi skal sejre, fordi vi er ét i Ham, ligesom Han er ét med faderen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

24. mai, 2020

Salme: Rejs op dit hoved, al kristenhed, DDS 274

Luk 24, 46-53

»Fyldt med glæde vendte [disciplene] tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.« Vi skal ikke være her i kirken frem til pinse, men vi skal lovprise Gud, fordi vi atter kan samles om hans guddommelige ord. Og det guddommelige ord, vi hører, er, at Jesus som sin sidste gerning på jorden løftede sine hænder og velsignede de mennesker, der skulle prædike omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.

Han velsignede dem, ja, og de havde brug for det, for det budskab, de skulle forkynde, var ikke en sællert. Mennesker kan nu engang ikke lide at høre, at de er syndere; det kunne de ikke dengang, det kan vi ikke nu, men dog er det et velsignet budskab, og det er det, fordi han, der kom til verden med det, i sig selv var en velsignelse, en velsignelse, der bliver ved med at flyde til alle, som trænger til den, og som derfor har øjne og øren for, at den findes. Vi kan vide, at den findes, fordi Gud på et bestemt tidspunkt i historien blev menneske. Han kom til os, for at vi skal kende hans sande, nådige og barmhjertige vilje. Alt i vort liv oplyses af det liv, han levede, da han besøgte menneskenes verden.

I denne verden, så fuld af tilfældigheder, lod han sig føde af det, vi ville kalde småkårsfolk, der var på rejse, en rejse, en tilfældig magthaver havde drevet dem ud på. Senere forlod Gud sit hjem for at række de fortabte sin broderhånd, og han gik sin smertensgang til Golgata, hvor han døde en forbryders død på korset. Gud tog del i menneskers glæde, deres sorg og lidelse, ja, selv i deres død, og han var ikke en almindelig tilskuer, sådan som vi mennesker er nødsaget til at være for hinanden uanset hvor meget, vi gerne vil hjælpe og dele alt med andre, nej, han tog det alt sammen på sig, fordi han ved sin opstandelse overvandt ikke bare sin egen smerte og død, men også vores. Den Gud lærte disciplene at kende i Jesus Kristus, og nu ser de ham altså fare til himmels med løftet om, at de skal blive iført »kraft fra det høje«. Jesus er efter sin himmelfart, hvor han skal være, hos sin fader i himlen, og derfra skal han engang vende tilbage som dommer over levende og døde. 

Det lyder igen ubehageligt; der er et regnskab, der skal gøres op, en bevidsthed om, at Gud ikke nødvendigvis nikker venligt til alt, hvad vi gør. Det er i virkeligheden meget enkelt: Vi kommer alle til kort, når dén historiske begivenhed kaster sit lys over vort liv, at den evige Gud blev menneske og levede dét eneste, sande menneskeliv, der nogensinde er levet. Der er der i princippet ingen forskel på bedsteborgeren og slynglen. Kristendommen omfatter på den måde vort liv totalt. Det opbyggelige er, at den gør os fri til at være dem, vi er, den gør os fri til at tage ansvar for det vi gør, og dermed rejser Gud »den fattige fra skarnet og den svage fra støvet«, som der står i en gammeltestamentlig salme. Han forædler det skyldige menneske ved at drage det til ansvar.

Erik Aalbæk Jensen, der selv deltog i modstandskampen og sad i KZ-lejren Dachau, har behandlet skylden og syndernes forladelse i sin mesterlige bog Kridtstregen, hvor han tegner et sjældent nuanceret portræt af besættelsestidens aktører, modstandsbevægelsen, samarbejdsregeringen og nogle danske nazister, der har kæmpet på østfronten. De sidstnævnte er bogens hovedpersoner. Den mindst sympatiske af dem er kaptajnløjtnant Bennedsen, der med den danske regerings tilladelse træder uden for nummer for at lade sig optage i Frikorps Danmark. Han ender som Obersturmführer i et vagtkorps, hvor han bl.a. medvirker til schalburgtage og tortur af danske modstandsfolk. Han bliver draget til ansvar for det efter krigen og erklærer sig skyldig i alle anklager undtagen én, nemlig anklagen for medvirken i tysk krigstjeneste som dansk officer. Her henholder han sig til justitsministeriets rundskrivelse fra 1941 om, at både befalingsmænd og hjemsendte værnepligtige kunne søge om optagelse i frikorpset. Derfor var Bennedsen i god tro. Den offentlige anklager fastholder, at Bennedsen ikke kunne være i god tro, for alle burde jo have forstået, at erklæringer, afgivet og rundsendt under tvang, ikke gælder.

Nu var regeringen ikke under mere tvang, end at den kunne være gået af, hvis tanken om et dansk frikorps var den for vederstyggelig, men det gjorde den som bekendt ikke, og da sejrherrerne skriver historien, gik de gamle politikere fri og vendte gnidningsfrit tilbage til deres dont, tyske forbrydere blev benådet efter få år, stikkerdrabene blev lagt ind i skabet til skeletterne, og frikorpsfolkene blev idømt hårde straffe. Få havde lyst til at forsvare deres rettigheder. Bennedsen er da også, hvad vi ville kalde »et dumt svin«, og han bliver i romanen dømt til døden. Han er til at begynde med bitter over dobbeltmoralen og hykleriet, som han føler sig som offer for. Han fører imidlertid samtaler med en præst, og under disse samtaler fordufter bitterheden langsomt, fordi Bennedsen bliver klar over, at han har brug for frelse, for syndernes forladelse. Han kan ikke tørre sit ansvar af på tilfældighederne. Det er i afskedsbrevet til den kvinde, han altid har elsket, men som han aldrig fik, Maggi, at Bennedsen endelig viser sig som et ordentligt menneske i sin omsorg for hende og i sin syndsbekendelse. Maggi var også svoren nazist og kommer selv på anklagebænken, dog ikke for samme forbrydelser som Bennedsen.

Han skriver til hende: »Jeg ønsker dig alt godt. Jeg har det selv godt og er rolig. Der var meget, jeg gerne ville tale med dig om. Især om dine børn, som jeg håber, du har hos dig igen. (…) Jeg mener selv, at da jeg valgte side, var jeg ikke forbryder i juridisk forstand, for usselryggenes love var på min side, men jeg erkender, at jeg begik forbrydelser og blev forbryder, og nu beder jeg dig forklare dine børn, hvor let det er, ikke for min skyld, men for deres.«

»Ikke for min skyld, men for deres.« Det er den dødsdømtes sidste ord til de mennesker, han holder af Bennedsen har ladet sit liv oplyse af den Gud, der tog et menneskes skikkelse på sig, og han erkender, at der ikke er plads til undskyldninger, for det var ham, Bennedsen, der traf valget, som gjorde ham til forbryder. Men den Gud, der dømmer ham, rækker ham samtidig også sin hånd og trækker ham op af skarnet, og derfor kan han gå døden i møde i troen på ham.

Verden er - som sagt – fuld af tilfældigheder, og vi kommer så let på afveje, sådan som Aalbæk Jensen lader Bennedsen bekende. Men Gud viser os en retning i alt dette; han viser os vejen i det liv, han førte, medens han var hos os, et liv levet i sandhed og kærlighed, han viser os vejen i sin død og sin opstandelse, men ikke mindst ved sin himmelfart, fordi vi siden da har kunnet kende os selv som Guds børn, skabt af ham. Også vi har en fader i himlen, og Jesus, vores bror, er hos ham. Det vil sige, at vi i troen på ham kan gå igennem livet og se Guds billede i alt, hvad der er skabt; i vore medmennesker, i det blad, Gud satte på en nælde, ja selv i den skål havregryn, som for mange af os indvarsler en ny dag, og minder os om, at vi får mad på bordet. Gud lod sig vanhellige for at gøre verden hellig for os, for at vi aldrig mere skulle føle os forladt af ham.

Vi er kommet til kirke for at høre om Gud og lovprise ham. Om lidt bevæger vi os ud i verden igen, og der vil lovprisningen fortsætte, for alt det, der lige nu pibler frem af jorden og vidner om sommeren, der er på vej, er en sang til skaberen. Den er vi med i, for Gud har velsignet os og forladt os vore synder, og vi går herfra som mennesker, der på én gang er dømt og frikendt, og tænk, vi har fået alt det derude skænket. Det kan vi da kun glæde os over og takke for, og det vil vi gøre:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

 

21. mar, 2020

Vi har atter lov at samles i vor kirke, men det er stadig med begrænset deltagerantal. Derfor fortsætter jeg lidt endnu med at lægge mine prædikener ud på bloggen Morgendug.

Navnet Morgendug kom til mig, da teksten til Midfaste, den første prædiken på bloggen, handlede om Guds folk, der samlede manna i ørkenen. Grundtvig bruger ordet morgendug om manna i sin flotte fædrelandssalme, Kærlighed til fædrelandet, og da manges tanker i denne tid nok kredser om, hvordan det altsammen skal gå herhjemme, tænkte jeg, at navnet var velvalgt. 

Derfor, Danmark! Frygt kun ikke!

Frygt er ej af kærlighed.

Morgendug, som mjød at drikke,

faldt til dig fra Himlen ned,

den dig midt i ragnamørke

skænker lys og liv og styrke!