Tyvende søndag efter trinitatis

17-10-2021

Salme: Min Jesus, lad mit hjerte få, DDS 217

Kom, Herre Jesus. Amen.

Jer 18, 1-6; Ef 5, 15-21; Matt 22, 1-14

Det er et ofte tilbagevendende samtaleemne i folkekirken, hvordan man undgår at jage folk væk, der forvilder sig ind i den. Løsningsforslagene er mange, og jeg skal nævne nogle få: man kan begynde med at fjerne den gamle og mest bastante dogmatik, den med arvesynd og den såkaldt objektive forsoningslære, og man kan gøre sproget i ritualerne lidt rundere. Det er jo alt sammen tænkt og skrevet for længe siden og har ikke nødvendigvis rod i biblen. Men så er der jo biblen selv, den har også visse afsnit, som kan virke frastødende og ikke inkluderende, ja, ligefrem fordømmende. Det problem håber man at løse ved at indføre valgfrihed i de ellers obligatoriske tekstlæsninger, så man f.eks. på dage med dåb kan vælge noget mere indbydende og dermed holde skeletterne i skabet. Den mulighed har vi ikke i dag, så både I og jeg har netop været tvunget til at forholde mig til en ret så fordømmende tekst, en lignelse, som er umisforståelig.

Der er nogle, der bliver ramt af Guds vrede og straf, medens andre bliver indbudt til hans fest, og atter andre kastet ud i mørket. »Mange er kaldet men få er udvalgt« siger Jesus, og hvis man skal give en hurtig, historisk forklaring på, hvad han kunne mene med lignelsen, så er Gud kongen, kongesønnen, der holder bryllup, er Jesus. De først indbudte gæster er jøderne, Guds eget folk, der ikke gad komme, da han inviterede men i stedet kom med dårlige undskyldninger eller ligefrem mishandlede hans sendebud, profeterne. De mange indbudte fra nær og fjern er de første menigheder, som også optog hedninger, fordi det kom an på troen og ikke etnicitet. Den frække gæst i hverdagsklæderne kunne være de falske troende, som har sneget sig ind blandt de sande troende. Vi skal jo huske på, at evangelierne blev til blandt de første menigheder, og de er derfor beretninger om Jesus – hvad han har gjort og sagt – udsat for menighedens egen tolkning og teologi.
Vi kan imidlertid ikke vide, hvad de egentlig har tænkt, vi kan kun sjusse os til det, og dermed kan vi let bortforklare alt, hvad Jesus har sagt, så det ikke kommer os ved. Derfor er det mere interessant at tage Jesus på ordet og prøve at forstå, hvad han vil sige, og det kan gøres endnu kortere: Alt er lagt i Guds hånd, som karret i pottemagerens hånd: Vort liv, vor død, vor dom, alt sammen er Gud herre over.

Det billede, Jesus bruger i dagens lignelse, er et, vi alle kan forholde os til. Vi kender alle følelsen af at stå over for en fed, dårlig undskyldning, en slet skjult måde at sige »Jeg gider ikke komme til din dødssyge fest« på, og vi ved, hvor sårende, den slags er, så vi kan alle godt forstå kongens vrede. Derfor er hans reaktion også fantastisk; han indbyder alle andre, revl og krat, gode og onde, til brylluppet. Og de kommer sørme. Vi ved dog også, at en fest uden regler er en dårlig fest. For enten vil den løbe ud i sandet, eller også vil nogle af de indbudte finde på regler, og det er ikke altid de rareste, der gør det. Jeg har netop læst om dengang, nogle unge mennesker besatte Abel Cathrines stiftelse, en smuk, fredet bygning i København. De unge mennesker gav sig til at bryde vægge ned og lægge madrasser ud, de indbød naboerne til fest, men inden længe var alt ude af deres hænder; for når gode og onde kommer til samme sted, så vil de onde overtage, og det gjorde de også her; handel med stoffer, hærværk og tyveri var dagens orden, og da bygningen blev rømmet nogle måneder senere, var den ødelagt ligesom en del af de unges drømme om en bedre verden. Så en fest uden regler skal man ikke ønske sig, og her i lignelsen er der da også en, der bestemmer, nemlig kongen, og reglen er, at man skal være klædt på til bryllup. Det er der så én, der ikke er. Da han ikke kan eller ikke vil forklare sig, bliver han smidt ud i mørket, hvor der er gråd og tænderskæren. Derefter falder ordene om de mange, der kaldet og de få, som er udvalgte. Typisk for mennesker vil vi enten tænke, om det nu er os – lille mig - , der ikke er klædt ordentlig på, eller vi vil afvise historien som ekskluderende og forlade festen. For hvorfor kan jeg nu ikke være her som jeg er? Regler for deltagelse i fester er kan være svære at sluge i en tid, hvor identitet er på dagsordenen.

Men før vi går fra festen, kunne det være interessant at se på, hvad der skete, da Jesus kom til jorden, for Jesu egen historie er et spejl på lignelsen: Hvis ikke Jesus selv skabte en fest ved sine vidunderlige gerninger, så gik han til fest, hvor han forvandlede vand til vin og spiste middag med syndere og toldere. Og netop fordi han gjorde det, var der nogen, der mente, at han ikke var rigtigt klædt på, ikke var, som han skulle være, nemlig alle dem, der administrerede religionen, den hellige lov, som var jødernes grundregel for deres private fest. Ypperstepræsterne og de skriftkloge syntes, Jesus gjorde alting forkert, og derfor skulle han bortvises. Så tog de ham til fange og smed ham ud i mørket - til romerne, til lidelse og døden på et kors. Og her er det så, dogmatikken kommer ind i billedet, for den kan vi ikke undvære. Ligesom de første menigheder havde en fortolkningsnøgle til Jesu ord og gerninger, er vi også nødt til at have det, og vi behøver ikke at bevæge os uden for bibelen. Vi har nemlig Paulus. Med hans ord lod Jesus sig forbande, blev en forbandelse for vor skyld. Guds søn endte med at lade sig kaste ud i mørket på vore vegne, og det vendte hele historien om. Da Jesus hang på korset viste det sig nemlig, at ingen var klædt på til at følge med ham undtagen én, den røver, som blev korsfæstet sammen med ham, og som kunne se, at han var uskyldig. Den dag blev røveren frelst, og dermed kan vi sige, at den rette påklædning til Jesu fest er troens dragt. Den får vi skænket i dåben. Dér får vi nemlig løftet om at tilhøre den korsfæstede Jesus Kristus, dér bliver vi kaldet og udvalgt på samme tid. Det er det, vi kalder korsets gåde, den, der bringer os til Paradis, og hvor indbydelsen siden påskemorgen har været stående. Det er bare om at takke ja!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

10-10-2021

Salme: Nu fryde sig, hver kristen mand, DDS 487

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 44, 22-28; Ef 4, 22-28; Mark 2, 1-12

De gamle BZere havde et slagord: »Du har ikke en chance. Tag den!« Selv om jeg har et yderst anstrengt forhold til BZ-bevægelsen, synes jeg, at slagordet kan være ganske velvalgt i forhold til vort evangelium. Den lamme mand har ikke en chance, men han ender med både at få syndsforladelse og at blive helbredt for sin lammelse, og det skyldes i høj grad hans venner, der ikke slår sig til tåls med at blive holdt ude af den mængde mennesker, der hindrer adgangen til det hus, hvor Jesus befinder sig, nej, de formår på en eller anden måde at bringe den lamme mand op på taget af huset og fjerne så meget af det, at de kan sænke ham ned til Jesus. Det er et dramatisk højdepunkt, og jeg tror, at mange har tænkt, at nu skal Jesus helbrede den lamme. Hvorefter antiklimakset kommer, da han ikke gør det. Det er også sært. Andre gange betænker han sig ikke et sekund, før han rask væk helbreder, uddriver dæmoner eller vækker døde til live. Hvad er der på spil her? Jesus tilgiver blot den lamme hans synder. Hvad skal han bruge det til? Sådan tænker vi af to grunde: dels vurderer vi alt på sin umiddelbare nytteværdi; en helbredelse kan man se, måle og veje, dels mener vi, at en syndsforladelse nærmest i dette tilfælde må anses som en hån mod den syge. Skulle han selv være skyld i sin sygdom? Det er anstødeligt, men vi er nødt til at gribe fat i det anstødelige for at forstå, hvorfor Jesus gør, som han gør.

Derfor skal vi først lægge mærke til de skriftkloges forargelse, for hvad er de forargede over? Forarges de over, at Jesu prædiken er populær og at folk kommer til ham for at blive helbredt? Nej, det er netop da han tilgiver den lamme hans synder, at de forarges. Hvad er de oprørte over? De er oprørte, fordi kun Gud kan forlade mennesker deres synd, og er Jesus måske Gud? Det er, når vi begynder følge ledetråden i Jesu modstanderes evige forargelse, at vi ser, hvem Jesus er. De skriftkloge kan ikke tro, at han er Gud, men hvis han er, så har han magt og myndighed til at tilgive synder, og dermed er han en tikkende bombe under hele det system, hvor de skriftkloge spiller en afgørende rolle, nemlig som dem, der formår at fortolke Guds veje og vilje.

Når man på Jesu tid blev ramt af sygdom, tog man det som et tegn på Guds mishag eller straf, altså en personlig synd. Således skulle den syge både bære sin sygdom og Guds – og dermed omverdenens - dom.

Hvor tung en byrde har det ikke været for den sygdomsramte, og hvor befriende har det så ikke været at høre Jesu ord om syndernes forladelse? Det er vanskeligt at sætte sig ind i for os. Det er også vanskeligt at forstå dem, der ikke brød sig om det. Hvorfor glæder de sig ikke på den syges vegne? Forklaringen er imidlertid nærliggende; for hvis sygdom ikke er tegn på Guds mishag, så kan man heller ikke som rask bryste sig af, at man har Guds velbehag, og det ville de skriftkloge gerne. At have Guds velbehag blev således målet i livet, og kunne man ikke længere sole sig i at stå Gud nær f.eks. ved at kunne fremvise et godt og gnidningsfrit liv, så blev både guds- og verdensbilledet forstyrret. Jesus forstyrrer simpelthen den skønne orden, som de skriftkloge har haft det så godt med. Men for den lamme har han talt frihedens ord.

Der er gået et par tusind år, siden Jesus levede, og egentlig er der ikke sket så forfærdeligt meget siden da med menneskers måde at tænke på. De skriftkloges tankegang bevæger sig blot andre steder hen; i dag har vi andre måder at dele folk op i retfærdige og uretfærdige på, og én ting er helt den samme: Vi mennesker ønsker også i dag at blive raske, hvis vi er syge. Til forskel fra Jesu tid kan man i dag blive helbredt for mange sygdomme uden guddommelig indgriben, men vi lever stadigvæk under vilkårligheden, og det pålægger os en anden form for byrde. Hvis vi er raske, er vi bange for at blive syge, bliver vi helbredt for en sygdom, er vi bange for tilbagefald, og helt galt bliver det, hvis vi bliver syge, selv om vi har levet sundt, for når vi nu har gjort alt det rigtige, hvorfor skal vi så rammes? Sådan tænker vi, fordi vi vil hæve livets gevinst her og nu. Vi higer efter det lange liv, det gode liv, det gnidningsløse liv. Derfor kræver vi des mere af lægevidenskaben, jo mere den synes at kunne udrette. og vi bliver vrede og indædte, når den ikke kan redde os, når der ikke er et organ til os, når vi skal bruge det, eller når det offentliges midler ikke slår til. På den måde er vi lige så ilde stedt som de mennesker, der blev syge på Jesu tid. For tanken om sygdom som Guds straf er bare blevet erstattet af rettighedstænkningen, at jeg har ret til et godt liv, ret til behandling, og min verden går under, hvis jeg ikke får den, eller behandlingen ikke virker. Men sygdom og død er jo et vilkår i en falden verden, og kristeligt set hænger de to ting sammen med synd, altså den generelle synd, som menneskeheden pådrog sig ved syndefaldet. Vi kan ikke komme uden om nogen af delene. Det sår læges først ved tidernes ende, og Jesu virke i verden er en forjættelse om, at det vil blive lægt.

Lad os derfor se nærmere på den forjættelse. Når Jesus tilgiver den lamme hans synder uden først at helbrede ham, så siger han dermed, at hvad der end har ramt ham, så vil Gud være Gud for ham, også for ham. Helbredelsen er altså i første omgang ikke det vigtige. Derefter, som for at understrege, at han skam mener det alvorligt, helbreder Jesus den lamme og viser dermed, at han ejer Guds helbredende skaberkraft, at han får ting til at ske ved sit mægtige ord, og at han derfor også har myndigheden til at tilgive synder. Og når synden er tilgivet, så står døren allerede på klem til Paradis og det evige liv. Helbredelsen er altså ikke i første omgang det vigtige, helbredelser sker jo, ind i mellem på nærmest mirakuløs vis, nej, det vigtige er netop syndsforladelsen, som kun Gud kan give, fordi Jesus med den vil sige, at han er Gud for alle, også der, hvor de tror, han er borte, nemlig i sygdommen. Tilgivelsen af den lammes synd er et forvarsel om, at Jesus er kommet for at tage livtag med døden, fordi synden gik forud for døden.

De skriftkloge led af den vrangforestilling, at Gud elsker den raske og hader den syge, og det var et tungt åg for de syge at bære. I dag lider vi under den vrangforestilling, at livet kun er værd at leve, hvis det er et langt og raskt liv, og at vi derfor fra fødslen af har ret til det. I det øjeblik, den rettighed ikke bliver indfriet, så er livet et dårligt liv, et ikke udlevet liv. Men det er jo i virkeligheden et åg at lægge på syge menneskers skuldre, ganske som de syge på Jesu tid måtte gå med bevidstheden om, at de ikke havde Guds velbehag. Og dette åg kan vi ikke bære, det forkrøbler os, leder os ind i et åndeligt mørke, hvor vi kun kan se sygdommen og fraværet af livsudfoldelse. Det er et åg, der trækker os bort fra den levende Gud, der ellers netop vil være vores Gud og tage angsten og fortvivlelsen fra os. Han viste jo med sin egen lidelse, sin død og opstandelse, at vi aldrig mere skal frygte døden, for hvor end vi går hen, så går han med, hvor uransagelige, de veje, han leder os ad, end måtte forekomme, så ender vi hos ham.

 

Da Jesus tilgav den lamme hans synder tog han skyldens åg fra ham og anerkendte, at også han tilhørte Gud, var hans barn, at han m.a.o. ikke selv skulle bære skylden og ansvaret for sin sygdom. Skulle vi ikke også i dag glæde os over disse ord? Han siger jo det samme til os, stedt i vilkårligheden, som vi er: Hvad der end måtte ske os i dette liv, så er vi ikke overladt til os selv; om vort liv lykkes eller mislykkes er ikke op til os selv eller andre at vurdere, og derfor skal vi holde op med at måle og veje sætte værdi på livet, for så kommer vi til at trælle under bekymringens åg, rettighedstænkningens åg, som vitterlig er en sygdom til døden; i stedet skal vi hengive os til Gud, vide, at vi lever frit og under Guds nåde i alle livets forhold, at han med sin ånd møder os, som han mødte den lamme. Mødte os som den levende Gud, der gjorde os fri til at være sammen med ham, også når vilkårligheden rammer, fordi han overvandt synden og døden og gav os håbet om engang at skulle forenes med ham, sådan som det var bestemt fra skabelsens morgen. Han giver os hver dag chancen for et møde. Det er bare om at gribe den.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

03-10-2021

Salme: Hvad mener I om Kristus?, DDS 54

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 40, 18-25; 1 Kor 1, 4-8; Matt 22, 34-46

En lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter er kommet frem til, at der stort set ingen huller er i danskernes uvidenhed om kristendom og kirke. Og det er godt, synes han; der har nemlig gennem tiden været så megen dårlig og traumatiserende teologi i kirken om f.eks. arvesynd, om kroppen som en ormesæk, om gensyn med Gud i himlen som en hvidklædt skare. Det kan vi komme ud over nu, mener lektoren, vi kan trykke på den store resetknap og selv udtænke, hvorfor Jesus egentlig hænger der på korset. Kirkegængerne kan m.a.o. komme til kirken og spørge, »Hvad mener I om Kristus?« Og så kan vi finde på noget nyt, noget både vi og kirkegængerne kan lide at høre. Det er forjættende.

Jeg tror dog, det bliver en vanskelig opgave at give et ædrueligt svar uden at forholde sig til biblen, der kan indeholde stødende passager om netop synd, der går i arv, dødens uomgængelighed og gensynet med Kristus for den store, hvide flok, som det siges både i biblen og i en af vore smukke salmer.

Gået på klingen følte lektoren da heller ikke, at han bare kunne sige, hvad der faldt ham ind. Da han forklarede, hvad Jesus egentlig skulle på det kors, svarede han: »Jesus dør på korset for med sin opstandelse at besejre døden og for dermed at fjerne syndens forbandelse over menneskeheden.« Det vil sige, at selv lektoren er nødt til at forholde sig til, at mennesket af en eller anden grund mistede det evige liv, og at både død og synd blev en ubehagelig del af tilværelsen, som vi har - for at sige det mildt - meget vanskeligt ved at undgå, også selv om vi skulle mene, at vi er helt og aldeles fejl- og pletfri. Derfor kan det kristne budskab aldrig blive en rigtig kioskbasker, for de færreste bryder sig om at blive mindet om døden eller at høre netop om synd. I hvert fald ikke, når den angår os selv. Budskabet var ikke mere spiseligt på Jesu tid. Det hører vi i dag.

Vi er i evangeliet vidne til ét af mange opgør mellem Jesus og farisæerne. Farisæerne var en gruppe af jøder, som brugte deres fritid på at studere de hellige skrifter, særligt moseloven, som indeholder de ti bud, og profeterne, som havde spået om Guds salvedes – Messias´ - komme til sit folk. Farisæerne ikke bare studerede loven, de forsøgte at leve efter den og mente vel også, at de gjorde det, og så var de selvfølgelig optagede af spådommene om den Guds salvede, der skulle komme og befri Israel fra sit romerske fangenskab. Det er derfor, de er så interesserede i Jesus, for hvem er han dog? På tidspunktet for mødet har han gjort sit indtog i Jerusalem, renset tempelpladsen for købmænd, og både voksne og børn har tiljublet ham som Davids søn, d.v.s. Messias eller Kristus, som det hedder på græsk. Men er Jesus Davids søn? Måske han er noget mere, men det gør ham ikke mindre til Guds salvede.

En af farisæerne stiller så Jesus et spørgsmål om det største bud i loven. Det er ikke fordi, han er interesseret i at gøre det, Jesus siger til ham, for han mener allerede, at han gør alt det rigtige, at han selv lever et Gud velbehageligt liv. Spørgsmålet er en udfordring – for at afsløre, hvem Jesus er. Og så er det, Jesus svarer ham: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind« samt det sidestillede bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« Ud fra de to bud – det dobbelte kærlighedsbud - skal alt andet tolkes. Det lyder af lidt, men det er meget. Det betyder nemlig, at vi tilhører Gud, at vi skylder ham vort liv, og derfor skal vi give ham alt, hvad vi er og har. At give Gud alt, hvad vi er og har, betyder, at vi skal behandle vor næste, som mødte vi Gud i ham. Og netop her stilles den lovkyndige – uden at forstå det – overfor sin egen dom. For i Jesus ser han både Gud og næsten, og han skal elske dem begge. Det gør han ikke.

Det er der ingen der gør. Vi ville gerne, det ville farisæerne også, men de kunne ikke, og vi kan heller ikke. Vi må få kærligheden skænket. Det er meget vanskeligt for mennesker at holde af det budskab, for vi tror, at det er let at elske, at det er noget, man bare sådan kan. Lad mig give et eksempel på, hvor svært det er: Det er næppe en hemmelighed, at jeg af og til blander mig i udlændingedebatten, fordi jeg mener, at der skal føres en stram udlændingepolitik. Ikke sjældent bliver jeg spurgt, hvordan jeg kan mene det, når jeg er præst? Hvad med næstekærligheden? Men måske ved jeg mere end nogen anden, hvad næstekærlighed kræver, og vi kan jo prøve at gøre et lille tankeeksperiment ud fra dagens tekst, om det kan lade sig gøre at drive sand kristen udlændingepolitik. Vi har nu helt styr på, hvem Kristus er, og hvad vi skal gøre for at overholde Guds bud. Vi skal elske ham over alt og vor næste som os selv. Vor næste kan vi ikke selv vælge. Selv den vildeste IS-kriger er et Guds barn, som du skylder at elske, og slår han dig på den ene kind, skal du vende den anden til. Man kan selv forsøge at tænke over konsekvenserne, hvis vi gav los og sagde, at alle mennesker i hele verden var velkomne her. Vi ville da få stort besvær med at beskytte borgerne i vort land, og det ville være at svigte en anden næste. Alternativet er at udvælge dem, man godt kan lide, men det er heller ikke kristent, for det kan alle gøre. Det er jo let at elske de elskværdige.

Det er uomtvisteligt, at vor kærlighed til Gud skal udmønte sig i et helt fordomsfrit møde med vore medmennesker; vi skal elske IS-krigeren, hvis vi møder ham, og det gør vi ikke. Vi nærer fordomme om ham, og vi ved af erfaring, at det kan gå rygende galt, hvis ikke vi indimellem reagerer på vore fordomme. Det viser, hvor vanskeligt det er at leve Gud velbehageligt, for vi kan m.a.o. ikke give ham noget af det, vi skylder ham. Selv de rareste mennesker kommer af og til til kort i mødet med næsten. Den før omtalte lektor ville gerne imødekomme de kirkefremmede kirkegængere med et nyt gudsbillede, et knap så fordømmende gudsbillede. Alligevel kunne han ikke helt komme uden om døden og synden, og det er som sagt det, ingen af os kan lide at høre om, for vi vil gerne have en gud, som ikke udstiller os, og hvis krav til os er overkommelige.

Det ville farisæerne også. De troede, at de alene ved deres måde at leve på gav Gud, hvad de skyldte ham. De kunne og ville ikke forstå, at de aldrig ville kunne opfylde Guds lov. De kendte godt det dobbelte kærlighedsbud, de mente vel også at efterleve det, men hvem gav Gud alt, hvad han var og havde ved at tjene næsten? Det gjorde Jesus, og hvad blev konsekvensen? Han endte på korset, fordi hans godhed provokerede nogle mennesker så meget, at de ville af med ham, medens hans venner stak af. Korsfæstelsen er altså hverken rar for Jesus eller for os, fordi han hænger der som dommen over os. Men samtidig er korset også et frihedsbrev for den, der tror. For i troen på Kristi offerdød kan ingen anklage os for ikke at have gjort nok. Dommen er en sag imellem mig og Gud, og alt hvad jeg eller nogen anden har gjort og kommer til at gøre, er blevet korsfæstet og lagt i graven sammen med ham. Og der skal vi regne med, at det bliver. Hver dag er med Jesus er en ny begyndelse, en opstandelse, hvor han sender os bort fra graven, ud til næsten, ham eller hende, som vi konkret møder i det daglige, og som vi ofte har det svært med, fordi mennesker er, som de er, og nogle er mere elskelige end andre. Og det er bare lettere at elske mennesker, der er søde, end dem, der er kantede. Alligevel skal vi hver dag øve os i det, for ser vi os selv i lyset af Jesu kærlighedsgerning, som den kommer til udtryk i hans lidelse og død, ja, så har vi alle så meget kant, at det er utroligt, at han stadig elsker os. Men det gør han. Kristus blev vor næste i kors og grav, som vi skal synge om lidt, og derfor er det kun i ham, vi virkelig kan være næste for andre, for kun i kærligheden til ham kan vi overvinde os selv og møde andre mennesker med det samme blik, som Gud ser os med.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

26-09-2021

Salme: Dybt fornedres skal enhver, DDS 609

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 19, 2-7; Ef 4, 1-6; Luk 14, 1-11

Det er for tiden svært ikke at høre om Christiania, da det er 50 år siden, nogle unge mennesker brød ind og bosatte sig i de tomme bygninger, som de straks forgrimmede med hæslig, barnagtig kunst, visuelt såvel som auditivt, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det dog har kunnet lade sig gøre at man i en retsstat kan acceptere et ulovligt foretagende som fristaden. Da jeg læste evangeliet til i dag, gik det op for mig, at det jo i høj grad nok er fordi, christianitternes pr-strategi minder om Jesu egen. Lidt frækt sagt. De regnede meget hurtigt ud, at danske politikere ikke ønskede at blive udstillet som mavesure farisæere, når de glade, kunstneriske sjæle den ene dag lavede farverige happenings, den næste – som en anden David mod Goliat – rustede sig til kamp mod den onde ordensmagt. Ingen regering kan holde til, at billeder af tilsyneladende gode, uskyldige mennesker, der får tæsk af politiet, når ud til et dybt sentimentalt folk, som vi danskere jo er. Imidlertid var christianitterne ikke Jesus eller bare noget, der lignede; sandheden om fristaden er,  at nogle få stærke personligheder stjal et usædvanlig dejligt område, som snart blev arnested for omfattende handel med stoffer, og som derfor tiltrak både narkomaner og stærkt kriminelle, og hvor mange børn gik for lud og koldt vand, nogle blev endda misbrugt. Selv de børn, der klarede skærene, har i dag ar på sjælen, fordi de oplevede lidt for meget, sådan som det skildres i den fine film, Christianias børn. Fandtes der en regel på Christiania, så var det den, at man skulle holde mund med det grimme, der foregik bag den psykedeliske facade. Sådan går det, når mennesker forsøger at gøre sig til herre over evangeliet ved at udleve det uden Gud, så fortabes vi i os selv. At vore politikere ikke ville fremstå som farisæere, kan man godt forstå, for den slags har haft dårlig presse siden Jesu tid, men det fritager dem ikke for den ansvarsforflygtigelse, de har udvist i forhold til Christiania.

For der findes kun ét evangelium, ét glædeligt budskab, og det er Gud selv, personificeret i vor Herre Jesus Kristus, der er hovedpersonen i det. Derfor er der ingen ubehagelige overraskelser hér som i tilfældet med Christiania eller andre grupperinger, der har forsøgt at gøre Jesus kunsten efter. Når mennesket er i centrum hos Jesus, kan det nemlig kun lade sig gøre uden at udarte, fordi han er Gud og sætter grænserne. Han kender os ud og ind, og når han f.eks. gør op med love og magtens folk, så er det ikke et anarkistisk opgør med autoriteter. Han sætter bare alting på sin rette plads, således også i dag, hvor vi lærer noget om god opførsel samt om religiøse love, og hvad de er til for.

Jesus er indbudt til fest hos de ledende farisæere på jødernes hviledag, sabbatten, og han ender med at opføre sig uhøfligt, sådan lidt Christiania-agtigt. Det er der imidlertid en grund til. Han er nemlig ikke blevet indbudt af ren og skær venlighed, nej, farisæerne – hører vi - holder øje med ham, og de øvrige gæster kommer muligvis af oprigtig interesse, muligvis af nyfigenhed eller bare fordi, de gerne vil ses til et fornemt selskab. Bedst som gæsterne går til bords, lader han dem vide, at de ikke skal vigte sig. Han har nemlig bemærket, at nogle af de indbudte har travlt med at udvælge sig de fineste pladser ved bordet. Han irettesætter dem og siger til dem: »Når du bliver indbudt til bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet, for måske er der indbudt én, der er fornemmere end du.« Og netop i denne forsamling er der en til stede, der er fornemmere end dem alle, nemlig Jesus selv. Gud er kommet på visit hos farisæerne, og han fortæller dem, hvad gudstro indebærer: »Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld.« Og det er jo sandt. Vi mennesker holder ofte regnskab med, hvem der skylder hvem en fest, medens vi – hånden på hjertet – sjældent tænker på at indbyde de hjemløse til vort private hjem. Det kan der selvfølgelig også være andre grunde til end deres manglende mulighed for at gøre gengæld, men pointen er jo ikke til at overse; vi gider ikke se andre end dem, vi i forvejen godt kan lide. Sådan er det også på Christiania. Det er ikke alle, der kan dumpe ind der.

Derfor bør vi tænke over, hvem der kom til vanføre, lamme og blinde, hvem der ydmygede sig selv og gav alt uden at kræve noget til gengæld? Det gjorde Guds søn, og dermed slog han en pæl igennem gold, menneskelig beregning samt vore forestillinger om hvem, der er værdig eller særligt fornem. Jesus river dermed alle barrierer ned, for det betyder, at om du er rig eller fattig, højt på strå eller nede i bunden, sur konservativ eller glad christianit, så skylder du at behandle din næste som et menneske, skabt i Guds billede uden tanke for, om vedkommende er værdig eller kan give dig noget igen. Hos Gud er der ingen personsanseelse; han kom til kvinder og mænd, børn og voksne, trælle og frie, rige og fattige, retfærdige og uretfærdige. Det betyder til gengæld ikke et opgør med loven, sådan som mange har troet gennem tiden. Jesus sætter – som nævnt - bare loven på sin rette plads, så den ikke bliver guddommelig. Vi kan m.a.o. ikke leve uden love, for når de er bedst, beskytter de samfundets svage og sætter grænser for den ubehagelige side af menneskers virkelyst, den der ikke kender forskel på dit og mit.

Men love kan også udarte, så de bliver vigtigere end mennesker. På Jesu tid havde jødernes lovkodeks udviklet sig i den retning, og det er derfor, farisæerne holder ekstra godt øje med ham, da en mand med vand i kroppen tropper op under middagen. Vil Jesus helbrede ham, og vil han dermed bryde Guds bud om at holde hviledagen hellig? Jesus imødegår farisæerne med et spørgsmål: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« De formår ikke at svare ham, for de ved godt, at mennesket kommer forud for loven. Det er godt for mennesker at hvile ovenpå en hård arbejdsuge, derfor skabte Gud en hviledag, men nægter en læge at helbrede eller brandmand at rykke ud på en søndag, så svigter han sit medmenneske. Loven er altså ikke en vej til Gud, den er skabt for at beskytte mennesker mod hinanden og sig selv. Derfor helbredte Jesus manden uden, at nogen kunne sige noget til det, og verden har ikke siden været den samme. For Gud var kommet til os for at vise os, hvor elskede vi var og er. I forhold til ham er vi alle vanføre, lamme og blinde, for vi har så vanskeligt ved at se ham og af os selv komme til ham, og vi kan på ingen måde give ham noget til gengæld. Alligevel har vi en stående invitation. Og hvor mennesker tørster efter hans kærlighed, tager de imod den, men hvor de har nok i sig selv, indretter de sig, som de vil, af og til med ubehagelige konsekvenser, som vi netop har set det med fristaden. Jeg begyndte med at sige, at christianitterne havde samme PR-strategi som Jesus, men derfra hører ligheden op. De var ikke rede til at ydmyge sig selv, endsige ofre sig selv, og resultatet blev et lovløst samfund, hvor den stærkes ret gælder. Jesus ydmygede sig indtil døden på et kors, for at vi med ham kan blive ophøjet, finde barnekår hos hans far i himlen. Hos ham er der kun en eneste lov, nemlig denne: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og din næste som dig selv.« Og hvis samfundets love bærer præg af denne ene lov, så vil det være gode love, der både beskytter og sætter grænser for mennesker, og det er det nærmeste, vi kan komme Guds rige førend Kristus kommer tilbage og indbyder os, der aldrig kunne give ham noget til gengæld.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

19-09-2021

Salme: Jesus lever, graven brast, DDS 233

Kom, Herre Jesus. Amen.

Job 19, 23-27a; Ef 3, 13-21; Luk 7, 11-17

Jeg læste forleden om en præst, som ikke brød sig om at gå i kirke endsige holde søndagsgudstjeneste. Han fandt ingen glæde i orgelspillet eller salmerne, som i hans øjne indeholder for meget landbrugsjord, og biblens tekster var ham mere eller mindre uvedkommende, fordi de var iklædt en bedaget sprogdragt. Kort sagt gjorde gudstjenesten ham mere fremmed for Gud, end den bragte ham nærmere. Til gengæld mente han at finde et svar på sin længsel, når han var til rockkoncert, for det var til syvende og sidst oplevelsen af »at forsvinde ind i et fællesskab«, han søgte. Den oplevelse gav kirken ham ikke. Han elskede ganske vist sit arbejde som præst, men det var nok mere fordi, han mente at have et fællesskab med de mange, der også føler sig fremmede i kirken, og for hvem gudstjenesten er det rene volapyk.

Jeg tror, at præsten har ret i sin opfattelse af, at kirken er fremmed for de fleste. Kirken er for mange den bygning, der tilfældigvis ligger på kirkegården, hvor de har nok i at komme, fordi fællesskabet med de kære afdøde er vigtigt for dem. Fællesskabet med de levende søger man andre steder, og sådan har det altid været. Jeg tror bare ikke, at det nødvendigvis har så meget med gudstjenesten at gøre; selv hvis jeg stod på hovedet eller sang det kristne budskab ud på slagermelodier, ville det ikke få flere til at komme i kirken. I hvert fald ikke i længden, og det er der en bestemt grund til.

Menigheden er ganske vist et fællesskab, men i modsætning til en koncert eller en fodboldkamp, er det ikke os selv, der skaber det. Det gør Kristus. Derfor er det ikke ligegyldigt, om det er kirken eller en sportshal, der ligger på kirkegården. For skal der være nogen mening i at pleje de kæres grave, så er det kun Kristus, der kan give den. Han er nemlig den levende Gud, og kun hos ham findes håbet om, at vi en dag atter at skulle mødes med de kære, genfinde fællesskabet med dem. Og hvordan det vil ske, hører vi om i dag.

Vi holder jævnligt begravelse her i Nørre Alslev kirke, og det, der altid ved de lejligheder slår mig, er, at verden udenfor kirkens mure går videre, som om intet var hændt, men indenfor murene sker der noget afgørende andet. Der er ikke bare sorg og tab og savn, der er også løftet om en glædelig opstandelse, og evangeliet til i dag viser os, at Kristus holder, hvad han lover, at Gud i ham møder os, hvor vi er, og at han vil have fællesskab med os. Og det er ikke det mindste volapyk. Lad os se nærmere på historien:

Alle, der har mistet og har gået med eller bag en kiste, kan se sig selv i sørgetoget, som vi netop har hørt om, hvor dramaet stilfærdigt foldes ud for vore øjne. Jesus og hans disciple ankommer til byen Nain, hvor de ser en død blive båret ud, han var sin moders eneste søn, og fortælles det: »hun var enke«. Udover at have mistet både sin mand og nu sit eneste barn, som man må gå ud fra, at hun elskede, så er enken ekstra udsat, fordi hun ikke længere har nogen til at forsørge sig. For der var ingen socialkontorer på Jesu tid. I denne udsatte og sørgende tilstand går enken sin sørgemarch, men hvad hun ikke ved, er, at den march ender lige lukt i himlen.

For med Jesu komme til jorden var Gud ikke længere en fjern tilbagetrukket Gud. Han kom til mennesker her på jorden, levede livet sammen med dem, glædedes med dem, og hvad der var det allervigtigste: Han ynkedes over dem, lod sig bevæge. Han så deres sorg og fortvivlelse, og dér, hvor sygdom og død tilsyneladende satte en stopper for al glæde, der mødte han menneskene med en kraft så stor, at de fik livet og glæden tilbage. Jesus gav dem en forsmag på, hvad der ventede dem, og det er vigtigt at holde fast i. Sørgemarchen slutter ikke ved graven, der er noget, der venter os, noget godt, nemlig mødet med og fællesskabet med Kristus.

Og fællesskabet med ham er ikke en anonymisering, hvor vi forsvinder i en buddhistisk tilstand, det store, grænseløse fællesskab, hvor »man bliver ét med alle«, sådan som den nævnte præst længtes efter, nej, det er et fællesskab, hvor vi kan være os selv, fordi Kristus kan rumme os, som vi er, og fordi vi i mødet med hans kærlighed bliver, som vi skal være.

Jesus ynkedes jo over enken, han vækkede hendes søn til live, og han gav ham tilbage til hende, hedder det sig. Gud velsignede dermed deres liv sammen, han bekræftede, at det var netop denne søn og det liv, de to havde sammen, der var noget kostbart, noget godt. Begravelsesfølget var da heller ikke i tvivl om, at de nu var til gudstjeneste i ordets bogstavelige forstand. Herren havde tjent dem med et under, og de svarede ham med lovprisning: »Gud har besøgt sit folk.«

Men hvad skal vi dog med denne snak, vil nogen måske sige. Det var jo dengang. De mødte Herren helt konkret, og det gør vi jo ikke men må gå til den kedelige gudstjeneste og få læst historien op. Og hvad fik enken og hendes søn egentlig ud af det? De skulle jo fortsætte med at leve et liv, hvor døden atter ville banke på deres dør, for sønnens vedkommende for anden gang. Så skulle de hver især igen miste, igen sørge, ligesom vi fortsat må miste og sørge. Ja vist, man kommer ikke uden om, at vi må leve med de glæder og sorger, der møder os, nogle gange så mange og så svære sorger, at livet synes at være en lang sørgemarch. Og det kan anfægte selv den, der tror stærkt. Men finder vi trøst i sportshallen eller til rockkoncerten? Dér kan vi se fodboldhold, der taber og vinder og forsvinder, eller vi kan synge med på melodier, der er glemt i morgen af bands, der ligeledes snart ryger ud i glemslen. Her i kirken til den kedelige gudstjeneste får vi derimod at vide, at noget afgørende er ændret; det var der for enken og hendes søn, det er der for os. Det afgørende er, at sørgemarchen er forbi, for den gang, vi nu går, den ender hos en, der er gået forud for os, nemlig hos Jesus selv. For at forstå storheden i det er vi nødt til at se på den vej, Jesus selv måtte gå, en vej, som i første omgang endte i lidelse og død, men som siden gav ham og os en påskemorgen. Gud besøgte sit folk og gav sig selv hen for os, ikke bare for menneskeheden som sådan, han gav et personligt offer for os alle hver især, som de enkeltpersoner, vi er, med det liv vi nu lever. Således gav han os et løfte om, at som han fremstod for enken og hendes søn, sådan skal han også fremstå for os som livets, lysets, glædens og nådens Gud.

Når Jesus – i den korte tid, han var på jorden - havde så travlt med at helbrede de syge og lade de døde genopstå, så var det en gerning af ren og skær kærlighed, og med den gerning fik vi et løfte om, at vor tid også kommer. Vore trængsler her på jorden er ikke forbi, vore anfægtelser heller ikke, fordi vi med vores ringe indsigt ikke forstår bredden og længden og højden og dybden af Guds kærlighed, som den kommer til udtryk i Kristi frelsergerning. Alligevel formår Gud i slægt efter slægt at lade troen på netop denne kærlighed vokse i os, og dermed gør han langt mere, end hvad vi beder om eller forstår.

Og den tro kan vi ikke fremtvinge, den må komme til os, ganske som Jesus kom til den fortvivlede enke. Mon hun troede, han kunne gøre det mindste, da han kom til hende? Vi kan bede til, at den vil komme til den kirkefremmede præst som til os, ganske som Paulus bad for sin menighed i Efesos: At Kristus »i sin herligheds rigdom med kraft vil give os at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i vore hjerter og vi være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at vi sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så vi fyldes, til hele Guds fylde nås.«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.