Anden søndag efter påske

18-04-2021

Anden søndag efter påske 2021

Salme: Som forårssolen morgenrød, DDS 234

Joh 10, 11-16

Efter det seneste bispevalg i Helsingør stift fortalte vinderen af valget, at han til sin konfirmation havde fået skriftordene: »Vær tro til døden, og jeg vil give dig livets sejrskrans.« Han havde livet igennem tumlet en del med de ord og spurgt sig selv, om han kunne være tro til døden, og han kom frem til følgende tolkning: »Den kristne tro handler også om at stå ved sin uformåenhed og skyld. Det er sagt, at den kristne moral handler om at indse, at vi er umoralske og aldrig bliver skyldfri. Kristus er den, som var tro til døden, ham, der har fået livets sejrskrans, og derfor skal vi holde os til ham.« Det er godt nyt for borgerne i Helsingør stift, for den nye biskop vil næppe lukke svovlprædikanter ind. Kirkegængerne kan således slappe af, Kristus klarede skærene, og deres opgave er at stå ved, at de er syndere. Det er endda kristen moral. Ja, bare det var så enkelt. Biskoppen har til dels fat i noget, for sandt er det jo, at mennesker ikke er Gud og derfor hverken synd- eller fejlfri, men er mennesker nu så umoralske, som biskoppen lader ane? Og skulle Kristi eksempel ingen som helst konsekvens have for vort liv og færden her på jorden, ville vi så ikke være ilde stedt? Bare se på dagens tekst, hvor Jesus både siger noget væsentligt om os og vor opgave:

»Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene.« 

Det er sande ord, og det ved vi godt. Så længe fårene passer sig selv, og der ikke er fare på færde er det ingen sag at være hyrde. Det er, når ulven viser sig, at vi skal stå vor prøve, om vi er hyrder eller daglejere. I dag holder vi dåb, og alle forældre ved, at i forhold til vore børn skal vi være hyrder, vi må aldrig blive daglejere. Vi prøver også at opdrage vore børn til at være hyrder, d.v.s. gode kammerater, nogen, man kan stole på. Derfor er det gode, letforståelige ord, selv for os, der ikke længere lever tæt på naturen og bondelivet. Vi ved, at denne verdens hyrder gør livet bedre at leve. Men det kan også være ubehagelige ord. Ganske som biskoppens konfirmationsord minder de os nemlig om Guds krav til os, og at det er et krav, vi ikke altid lever op til. Var du tro til døden, var du en hyrde eller en daglejer, stod du fast, da du skulle, eller løb du din vej? Det er spørgsmål vi stiller os selv gennem det meste af livet, og ikke altid kan vi svare det, vi gerne ville: At vi var hyrder, at vi stod fast, da vi skulle. Det vil jeg fortælle en historie om.

For mange år siden, da jeg var ung, var der jævnlige optøjer på gaderne i København mellem politi og BZere i noget, man kunne kalde en systemkamp. Under en af disse kampe oplevede en gruppe politifolk, at føreren af deres bil gik i panik og stak af med nøglen til bilen. Der blev skudt med molotov-cocktails mod dem, og de øvrige betjente i bilen vidste, at hvis bilen gik i brand, kunne de ikke komme ud. Derfor forlod de den alle. En ung, helt frisk uddannet politibetjent, der var med i bilen den dag, fortalte senere, hvordan hun så en kollega ligge på alle fire, mens BZere tæskede løs på ham, og da hun forsøgte at komme ham til hjælp, blev hun selv slået bevidstløs. Hun blevet hjulpet af kolleger, men hun tog varig skade. I dag er hun bundet til en kørestol og har PTSD; efter de voldsomme oplevelser fortsatte hun og de andre betjente som intet var hændt, og der blev ikke talt om episoden uden for den gruppe, der havde oplevet den. Den kvindelige betjent fortalte senere, hvorfor hun mente, det var sådan:

»Jeg tror, ledelsen var bange for, at det ville skabe utryghed, hvis de andre kolleger fandt ud af, hvad der var sket. Men det var virkelig svært for mig, at man ikke måtte tale om det uden for gruppen. Man er så afhængig af hinanden og skal kunne stole på, at man har hinandens ryg. Min kollega skulle have haft hjælp dengang, for han må jo også have haft det skidt.« 

Ja, han, der stak af, må også have haft det skidt, for han vidste selvfølgelig godt, at i hans profession duer det ikke at være daglejer. Man skal være hyrde og ikke vige pladsen, når ulven kommer. Selv om vi måske ikke engang kender disse ord, som Jesus selv har sagt, så ligger det dybt i vor kultur og tænkemåde, at man ikke stikker af fra sit ansvar. Samtidig ved vi, at det gør vi af og til, og derfor taler betjentens historie til os: Vi kan sætte os ind i den både fra de svigtede betjentes og fra den svigtende betjents synspunkt.

Den unge betjent og hendes kolleger blev virkelig svigtet af ham, der forlod bilen og tog nøglen med, og det er utrolig flot, at hun har overskud til at tænke, som hun gør, men det er der også en årsag til; det er nemlig også en del af vor kristne kultur at vide, at mennesker kan fejle trods alle gode intentioner, for sådan er vi jo. Vi gør ting, som hele livet nager os, fordi de fleste af os har en samvittighed. Der, hvor biskoppen tager afgørende fejl, er, når han siger, at vi må indse, at vi er umoralske, for han gør det til en hvilepude. Vi har et velfungerende land, fordi vi mennesker generelt ikke er umoralske. Vi kender forskel på godt og ondt, vi ved, at vi skal være ansvarlige og prøve at leve op til vort ansvar. Der, hvor der virkelig er noget menneskeligt på spil, er, når nogen er tro til døden på trods af deres egen angst, på trods af deres erkendelse af, at de ikke altid har været fine i kanten. Det så man i tilfældet med betjenten og hendes kolleger. Der, hvor det går galt, er, når mennesker tror, at de selv er Gud, at de selv sætter moralen, sådan som tilfældet var med BZerne, hvor meget få har fortrudt, hvad de gjorde, og hvor de er blevet belønnet af samfundet på trods af deres handlinger og derfor nu besidder høje stillinger. Dette forhold havde den kvindelige betjent bemærket, og det var det tungeste at bære: At de ikke vedkendte sig deres skyld, og derfor heller aldrig angrede og sagde undskyld.

Hvorfor er det vigtigt at indse sin skyld? Det er vigtigt, fordi det ellers aldrig bliver bedre, hverken med en selv eller for ens omgivelser. Det er svært at leve med mennesker, der løber fra deres ansvar, men vi kan leve med en skyldner, der angrer oprigtigt, fordi vi ved, at tilgivelse er lige så livsnødvendigt som det daglige brød. Det var den erfaring, den kvindelige politibetjent gjorde, og det var derfor, hun kunne sige, at den, der svigtede, også havde brug for hjælp.

Og hvem skal vi vende os til, når vi er den, der svigtede? Ja, det hører vi i dag: »Jeg er den gode hyrde, jeg sætter mit liv til for fårene.« Det jeg, der taler, er Jesus selv, og han er den eneste gode hyrde, der nogensinde har været og vil være. For i ham fandtes der ikke svig. Når vi hører hans ord, hører vi kærligheden selv tale, den kærlighed, der troede alt, håbede alt og udholdt alt. Det er ham, vi blev døbt til at tilhøre. Det er ham alene, der kan bære vore svigt. Det er ham alene, der giver os en ny begyndelse. Og han gør det hver dag!

 »Kan jeg være tro til døden?« Sådan spurgte biskoppen sig selv, og han svarede, at det kunne han nok ikke, og derfor var han glad for, at han havde Kristus.

Enhver er salig i sin tro, kunne man sige, men han skulle snarere have svaret, at det vidste han ikke, om han kunne, at han flere gange i sit liv havde måttet indse, at det kunne han ikke, men at han aldrig ville holde op med at arbejde på det. »Bed og arbejd« sagde de gamle benediktinermunke, og sådan er livet. Vi kan kun leve det og gøre det efter bedste evne til gavn for vor næste, og det er vitterlig fast arbejde. Vi må også konstatere, at vi farer vild og snubler, men hver gang, vi angrer og beder, så er der en, der tager os ved hånden og leder os tilbage til den rette vej og det daglige slid, nemlig ham, der i dåben blev vor bror, den sande hyrde, han der var tro ikke bare til døden, men ud over den.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

11-04-2021

Salme: Stat op, min sjæl, i morgengry, DDS 224

Joh 20, 19-31

Jesus lever, graven brast! Amen.

»Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Sådan sagde Thomas, hvorefter den opstandne viste sig for ham, så han fik syn for sagn. Men Jesus sagde også til ham, at »salige er de som ikke har set og dog tror«. Den danske folkekirke har en tro, men hvem tror vi mest på – Thomas eller Jesus? Det er spørgsmålet. Jeg læste forleden en tragisk historie om en kvinde, hvis mand havde taget sig selv af dage. Han var ikke troende, men det var alligevel muligt at skaffe en præst, som »kunne holde en god bisættelse«. Jeg undrede mig lidt, da jeg læste det, for hvem var bisættelsen til gavn for? Den afdøde eller de efterladte? Havde de brug for en præst, der ikke stødte an mod den afdødes manglende tro? Det er ikke til at sige, men i hvert fald kunne man konstatere under læsningen, at der i hjemmet efter dødsfaldet foregik alt muligt, der modsagde døden. For straks nyheden om mandens død var blevet bragt til den rystede familie, blev der med det samme fyldt med liv. Den efterladte hustru og de to børn blev nærmest omringet af naboer, venner og familie, som hjalp. Ved deres hjælp viste de familien vejen tilbage til det liv, som deres mand og far ved at vælge døden havde været ved at trække dem væk fra. De mange mennesker omkring familien veg ikke tilbage fra den død og sorg, der herskede i hjemmet, og det var nok fordi den efterladte kone med det samme tog den beslutning, at mandens selvmord ikke skulle gemmes af vejen. Hun insisterede på det liv, som ikke havde givet mening for ham, og alligevel var det – som nævnt – hans manglende tro, præsten ved bisættelsen skulle imødekomme. Hun havde til gengæld behov for at døden skulle modsiges.

Nu ved vi ikke, hvad præsten sagde ved den lejlighed, men det er til hver en tid et aktuelt spørgsmål, hvad vi præster skal sige til dem, der ikke tror? Hvordan forvalter vi at være forkyndere i et samfund, der forventer, at kirken ikke alene skal rumme alle, dens præster skal også kunne tilpasse budskabet, så alle føler sig mødt uanset om de tror eller ikke? Det er ikke en ny problemstilling. Kaj Munk er nok den, der har formuleret det klarest i sit skuespil, Ordet, som er skrevet på baggrund af en anfægtelse, han selv havde efter at have begravet en ung kvinde, der var død i barselsseng. Jeg tror, at de fleste præster på et tidspunkt har tænkt, at det er et fattigt budskab, vi har, at noget, der skete for mere end tusind år siden skulle have nogen som helst afgørende virkning på noget som helst i dag. At alle vore ord om evigheden og hvor godt der er hos Gud kan blive en fondant, vi breder ud over de sørgende, en glasur, der pynter på en virkelighed, hvor døden er grim og endelig, og hvor alle kan se, at det er sådan det er. Det er den konflikt, Kaj Munks skuespil behandler.

Ordet har altid delt vandene; skuespillet handler om den gode og elskede Inger, som dør i barselsseng, og som vækkes til live ved et barns, hendes lille datters tro. En jævnligt fremført kritik af Ordet går på, hvordan vi skal forholde os, når den døde IKKE står op trods al tro og bøn, og om Kaj Munk således med sit drama stikker os blår i øjnene. Gud er jo ikke en julemand, der opfylder vore ønsker. Det er imidlertid heller ikke det, Kaj Munk påstår. Hans opgør drejer sig om en lunken kirke og kristenhed, der har lullet sig ind i noget, den selv kalder for tro, hvad enten det er den grundtvigske Mikkel Borgen, den indremissionske Peter Skrædder, den rationalistiske pastor Bandbul eller den ateistiske, psykologiserende amtslæge Houen. For Mikkel Borgen viser troen sig i den virkelyst og kærlighed, den livskraft, der udfolder sig på hans slægtsgård, for Peter Skrædder er det i omvendelsen, troen er synlig, for pastor Bandbul er det verdensordenen, der er det synlige tegn på Guds eksistens, en verdensorden, Gud endelig ikke må forstyrre med undere og derved bryde sine egne, fysiske love. Amtslæge Houen afviser naturligvis alt, hvad der har med tro at gøre, og forklarer det hele med psykologi. Den eneste, der ikke tror på noget og vedkender sig det, er Ingers mand, Mikkel, den ældste søn på gården.

At de alle er fortabte, kan kun Mikkels gale bror, Johannes, se. Johannes har selv mistet sin kæreste på voldsom vis, og tror, han er Jesus, lige indtil den aften, det går galt med fødslen, og Inger dør. Den nat forsvinder han, graver sig ned i en rævegrav og beder til Gud om, at han må få lov at opvække hende. Da hun ligger lig i hjemmet, og alle dramaets personer er samlet, kommer pastor Bandbul med den sædvanlige trøst; at Inger »er gået forud for sine kære hen til sted, hvor ukrænkeligheden bor«. Savnet af den elskede er ifølge præsten kun et bevis på Guds kærlighed, og han beder Gud om, at netop denne kærlighed må hjælpe familien igennem, så de lærer ret at takke for minderne om hende, der var, og for håbet om livet, der kommer i landet, »hvor aldrig med sorg igen fra sjælene sjælene vige.« I samme øjeblik kommer Johannes tilbage, han er ved sine fulde fem, og han skælder de tilstedeværende ud, fordi de har så fattig en tro og trøster sig med hedningespekulationer og selvlavet mennesketrøst, når de nu har så stor og rig en Gud: »Det var jo for jer, Kristus levede, døde og opstod, til jer, han hentede Ordet, som Prometeus ilden engang.« Hans far giver ham ret, men det er alligevel lidt svært, det hele, synes han, og den missionske Peter Skrædder minder Johannes om, at man ikke må friste Herren. Til det svarer Johannes, at de jo kunne have spurgt Herren, om de måtte opvække den døde. Det havde han gjort ude i rævegraven, og han var blevet ved med at spørge, til han lykkelig og varm havde fået lov, men nu står han kuet af familiens kummer, tvivl og opgivelse. Den gode, almægtige Guds jord ligger hen i elendighed, »fordi der mellem de troende ikke er én, der tror.«

Men der én, der tror, det er Ingers og Mikkels datter Maren. Hun er et barn, den største i Himmeriget, og på hendes ord byder Johannes Inger at stå op. Det får pastor Bandbul til at skride ind og forlange Johannes fjernet: »Et mirakel nu kan ikke ske« råber han. Johannes kalder ham hykler og spørger ham, om han går Satans ærinde i gudviet dragt, hvorefter han beder ham forsvinde. Men Bandbul nægter, han står i stuen »på embeds vegne.« Til det svarer Johannes: »Så bliv her på statens vegne, blot ikke på Guds. Hør mig da, min Far i det høje, ræk mig Ordet, Ordet, som Kristus har hentet til os fra himlen. Ordet, det skabende, levendegørende, ræk mig det nu.« Og henvendt til Inger siger han: »Hør mig, du døde! I Jesu Kristi Gravsprængerens navn: Så sandt Gud vil det: Vend tilbage til livet! Jeg siger dig kvinde: Stå op!«

Ingers mand kommer den dag – ligesom Thomas - til tro. Kaj Munk får på den måde fortalt noget afgørende om menneskers tro, både den, der mangler, og den, der giver sig ud for at være det, og det bliver en direkte kommentar til dagens evangelium. Da Jesus viser sig for Thomas, og han falder på knæ og bekender sin tro, svarer Jesus, at de er salige, der tror uden at have set. Hvad bevirker den rette tro så? At vi får livet skænket i Jesus Kristus. Evangelisten Johannes skriver: »Dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.« At have liv i Jesu navn er ikke selvlavet mennesketrøst eller hedningespekulationer, det er en tro på underet, at liv kan stå op af døde. Tror vi ikke, at de mirakler, Jesus udvirkede, da han var på jord, kan ske i dag, så kan vi heller ikke tro, at der bliver en påskemorgen for os. Jeg tror, at det var den tro, troen på underet, den unge enke trængte til at blive bekræftet i. At der blev talt sandt om, hvad hendes mand havde gjort, og at hans valg af døden blev modsagt. Jeg tror også, at det har været tungt for hende at vide, at hendes mand ikke troede, at det måske var den manglende tro, der fik ham til at gøre vold mod sit eget, gudsskabte liv.

Og det bringer os tilbage til kirkens opgave; Thomas en vigtig person, for han gemmer sig i os alle, men kirken skal ikke at omfavne hans manglende tro, kirken skal male Jesus Kristus, Gravsprængeren, med hans sårmærker frem for hans blik, så han kan slippe sin vantro og bekende: »Min Herre og min Gud!«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

 

05-04-2021

Anden påskedag 2021

Salme: Vær du mig nær, DDS 541

Luk 24, 13-35

I mange af landets kirker er Emmaus-fortællingen et yndet motiv, enten med Jesus og de to disciple under deres vandring, eller det øjeblik hvor han bryder brødet. I vore dage ville især brødsbrydelsen have været en oplagt lejlighed til at tage en selfie med den opstandne, men dels havde de ikke den teknik dengang, dels forsvandt Jesus for disciplenes øjne, så snart de genkendte ham, så de kunne næppe have nået at forevige sig selv og ham på den måde, om de havde haft teknikken til at gøre det. Derfor er vi henvist til vor egen eller diverse kunstneres forestilling om, hvordan det mon var at møde den opstandne.

Men måske sammenligningen med vore dage ikke er helt ved siden af, for selfie-kulturen diskuteres jævnligt, og særligt på det seneste er politikernes brug af den blevet kritiseret. Dertil er der bare at sige, at politikerne dyrker selfie-kulturen, fordi det betaler sig for dem. Algoritmerne på de sociale medier boner ud, når man slår sit glade ansigt op på sin offentlige profil, og dermed er der større chance for at få sit politiske budskab ud. Imidlertid må man konstatere, at både politikernes ansigter og budskaber går i glemmebogen, medens Jesus, der aldrig tog én eneste selfie eller skrev så meget som et lille læserbrev, bliver husket. Enhver politiker sigter mod at nå sin karrieres tinde men ender altid på et eller andet tidspunkt med et nederlag. Jesus sigtede mod nederlaget, men sejrede i nederlagets time, så det gav genlyd over hele jorden. Hans disciple fattede ikke en brik af den plan, og det lille optrin på vejen til Emmaus vidner netop om et par slagne politikeres møde med den opstandne, om det håb, han indgyder dem, og den vej, han viser dem. 

Skal vi forstå, hvordan de to har det, og hvad deres tanker er optaget af, så kræver det en lille forhistorie. Kleofas og hans kammerat var jøder, og som en del af det jødiske folk betragtede de sig selv som Guds udvalgte, et folk, der havde udstået mange trængsler gennem mange, mange slægtled; omgivet af datidens stormagter som Israel var, havde man oplevet at blive rendt over ende flere gange, senest af romerne, der havde erobret og besat landet. Samtidig havde jødernes præsteskab gjort religionen til et spørgsmål om ydre gerninger, en praksis, der nok kan stive en af, når man skal udskille sig fra dem, man ikke bryder sig om, men sætte hjerter i brand gør den slags ikke. Nu ventede jøderne på Guds salvede, der skulle komme og genrejse landet og folket, og netop dér trådte Jesus frem som den, det betrængte folk kunne forlade sig på. Her talte en mand, som var myndig, som udførte mirakler, og som skabte glæde og gudstro, hvor han viste sig.

Men hvad blev enden på det hele? Denne mand, som alles håb beroede på, overgav sig selv til ypperstepræsterne, da det brændte på. Ypperstepræsterne udleverede ham til romerne, som pinte og korsfæstede ham. Og da kvinderne - og siden disciplene - kom til hans grav for at tilse den, så var hans lig også forsvundet. Altså havde de ikke engang dét. Oven i det har Jerusalem ikke været noget trygt sted for dem selv at være, de, som havde fulgt Jesus, var nu selv i fare for at lide samme skæbne som han. Alle, der havde tænkt, at de skulle være noget i det genrejste rige, kunne godt glemme det. Den politiske karriere blev der ikke noget af. Jesus havde tilsyneladende draget dem med sig i sit nederlag.

Alligevel savner de to disciple ham, de taler om ham, og da sker det ubegribelige: På deres vej møder de en mand, som de ikke kender, men som taler så forunderligt til dem om det, der er sket i Jerusalem, og hvordan det skal forstås; at Kristus netop skulle lide og i lidelsen gå ind til sin herlighed. Og da mørket falder på, og den fremmede lader til at ville forlade dem, beder disciplene ham så mindeligt om at blive hos dem. Det er først, da han bryder brødet ved aftensbordet, at det går op for dem, at han er Jesus, og netop da er han atter borte, men det er nok til, at de tror, og at deres håb vender tilbage. Fra at have håbet, at Jesus ville frelse Israel, et håb, de med hans grusomme død så knust, fandt de troen på, at selvsamme Jesus var genopstået, de oplevede, at frelseren selv så dem, kom til dem og trøstede dem, og med ét fyldtes de af glæde og mod, modet til at vende tilbage til Jerusalem og bringe det glædelige budskab til de tilbageværende og ligeså fortvivlede disciple.

I stedet for at komme med politisk taktik, sværd og soldater og feje romermagten ud af landet, havde Jesus besejret døden selv, og det er ganske ubegribeligt. Disciplene var så optagede af, hvad han IKKE havde gjort, fordi de ville, at han skulle opfylde deres ønsker. Men hvad fortalte Jesus dem, da han udlagde skrifterne? Han fortalte, at alle deres jordiske forestillinger om ham var gøgl og forfængelighed, han fortalte dem, at de var kommet væk fra den Gud, de var skabt til at leve sammen med, men også, at han ville have dem tilbage. Gud ville, at mennesket skulle leve for ham og sammen med ham, ganske som det havde gjort i begyndelsen. Derfor måtte han blive menneske, han måtte blive vores broder, for at vi i troen på ham kan blive ét med ham og blive Guds kære børn. Alle de ord, vi har hørt i påsken – om den sagtmodige konge, der skal komme til os ridende på et æsel, om brødet og vinen, som skulle være Jesu legeme og blod, den klagesalme, der ender i et sejrsråb, som Jesus selv råbte på korset, de ord forstod disciplene pludselig, og den bog, der syntes lukket for dem, blev åbnet igen, det stenskred, der havde spærret vejen og udsynet, blev fjernet.

»Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede skrifterne for os?« Sådan sagde disciplene til hinanden, da de erkendte, at de havde set Gud Herren i den opstandne Kristus. Pludselig var deres angst forsvundet, og sorgen over, at Israel ikke var blevet frelst på den måde, de havde forestillet sig, syntes borte. De skulle aldrig se Israel forløst, men noget større var hændt: Gud var blevet menneske, han var gået i døden for menneskene og havde til slut besejret døden. Dén tro og dét håb efterlod han i disciplene, der ikke kunne lade være med at forkynde det til alverden. Det, de forkyndte, er påskens budskab, og det brænder i vore hjerter den dag i dag.

For nu at vende tilbage til vore politikere. Jeg har let ved at føle foragt for dem, men ligeså ofte ynkes jeg over dem. For de er jo dybest set bare et spejl af folkesjælen, af det, vi alle har i os; de ville ikke lægge selfier ud og jage »likes«, hvis ikke det var blevet en fastgroet kultur, eller hvis ikke, der var nogen, der reagerede på det. Politik er blevet en folkesygdom, og det er en indkrogethed i sig selv, som aldrig fører nogen steder hen, mindst af alt fører det til noget, der gavner ret mange. Tværtimod politiseres efterhånden det mest private og intime, som ingen burde udstille eller røre ved. Vi ved, hvad politikerne spiser, hvad de læser, om de går i kirke eller tur i skoven, og intet af det kommer os egentlig ved.

Må denne påske blive det afgørende øjeblik, hvor frelseren møder os, alle os selvoptagede, politiserede og politiserende mennesker, på vor vandring, må den blive det øjeblik, hvor vi lægger telefonerne væk og lader ham tale i stedet for selv at tale. For vi trænger til, at vore hjerter må brænde, og at nye veje må åbne sig for os, veje, der peger bort fra os selv og vore egne projekter, veje, der fører til Gud. 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

 

04-04-2021

Salme: Krist stod op af døde, DDS 218

Mark 16, 1-8

Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk. Amen.

Det kan let komme til at lyde som en frase, når vi igen og igen siger, at Kristus påskemorgen sejrede over døden, og at vi derfor skal være glade. Vi siger det jo år efter år, og livet går sin gang, så alting – selv livets sejr over døden - kan blive så almindeligt, at det hele bliver en remse, man måske ikke engang tror på. Men så kan der ske noget, der får det til at gå op for en, at påskens budskab er sandt. Da kirkerne sidste påske var lukkede, var det en stor sorg for mig; tilmed var det store dele af kirken selv, der ønskede, at den skulle være lukket, og jeg tror aldrig, det vil høre op med at være en anfægtelse for mig. For da blev jeg klar over, at vi udelukkede os selv fra en glæde af kosmiske dimensioner, som vi i den grad trængte til. Vi var som kvinderne ved graven; bange, forfærdede, ude af os selv, for døden var blevet vor horisont, en horisont bag hvilken der ikke gemte sig noget. Påskens budskab blev på den baggrund nærmest en provokation, en agitation mod sundheden og folkefælleskabets kamp mod virus. Kirken troede ikke på sit eget budskab.

Men i år holder vi påske, og jeg vil i dag forsøge at indkredse, hvad påskeglæde er. Det kan jeg ikke gøre uden at tale om døden, og den, der kan tale om døden, har af gode grunde ikke oplevet den selv, men jeg tror, at jeg kan give en beskrivelse, for døden trækker jo sine spor i verden. Mennesker bærer den nemlig alt for ofte med sig. Det er en dyb sandhed, når Paulus siger, at synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden. Døden herskede dermed i verden.

Døden er ikke alene fravær af liv, den er fravær af håb, glæde, barmhjertighed, af alt, hvad der kendetegner livet. Da jeg for nylig så en række udsendelser om de sovjetiske arbejdslejre, Gulag, fandt jeg et klart eksempel på, hvad menneskets grundsynd er, nemlig at det vil gøre sig selv til Gud, og hvad der følger med denne synd.

Da Bolsjevikkerne ved den russiske revolution overtog magten, var de ikke særligt mange. Men da Zarstyret var ved at falde fra hinanden, var det en enestående mulighed for dem til at gribe magten, og de greb den med en hensynsløshed og brutalitet, som er næsten ubegribelig. Hele den gamle elite – embedsmænd, officerer og præster - blev nedkæmpet. Klostre blev omdannet til fængsler, og hvor der før lød lovsange til Gud, hørte man nu politiske fangers klagesange over den umenneskelige behandling, de blev udsat for. Gulag-systemet voksede støt især under Stalin; for ham handlede det ikke bare om konstituere sin magt, det handlede også om at skabe et nyt folk, rense det, så det kun så og tænkte på ham og det rige, han skabte, en familie af arbejdende folk. Al kritik – som f.eks. at sige, at sovjetborgerne var fattige, at bønderne blev underbetalt, at pressen ikke var fuldstændig objektiv – blev betragtet som anti-sovjetisk agitation og kunne koste adskillige år i Gulag, ja, en ung mand, der ved et uheld var kommet til at vælte en statue af Stalin, fik syv år i lejrene. I lejrene gik man ind som kriminel, blev det sagt, og kom ud som menneske, der gennem arbejde havde været med til at skabe store og strålende projekter. Projekterne var i mange tilfælde vanvittige som f.eks. at bygge en jernbane i områder med permafrost, eller at grave kanaler, der alligevel ikke virkede efter hensigten, fordi de var for smalle eller for lave. Det hele skete stort set ved håndkraft, og arbejderne døde som fluer af udmattelse, kulde og sult. Dertil blandede man de politiske fanger med kriminelle fanger, som var de eneste, der levede godt i lejrene; ved rå vold fik de deres vilje med alle, havde nok at spise og drikke og tilmed kvindeselskab, for de tog, hvem de ville i kvindelejrene, når de ville. Samtidig kørte propagandaen uden for lejrene løs; man viste film af orkestre, der spillede til tvangsarbejdet, af flammende talere, der malede den ny tid frem for arbejdere, der sad med håbløse, udmattede og tomme blikke. Der var tilsyneladende ingen ende på lidelserne; en straf på fem eller syv år kunne let blive til ti, femten eller tyve, »godgørenhed var som parfume i et slagteri« som en af de overlevende fanger fortalte, ingen havde lyst til eller overskud til at hjælpe andre. For at overleve skulle man ikke stole på nogen, ikke frygte nogen, ikke bede nogen om noget. Langsomt men sikkert mistede fangerne deres menneskelighed, de kunne ikke overleve, hvis de forsøgte at bevare den, alt i mens lejrene voksede, så de til sidst talte omkring 2,5 millioner fanger. Talte man sammen i lejrene om Stalin, regnede man med, at han nærmest aldrig ville dø, at der ingen ende ville være på hans regime. Stalin opførte sig da også, som om han var udødelig.

Men det var han ikke. Den 5. marts 1953 døde Stalin, og hans tro væbnere i lejrene, fangevogterne og officererne, modtog nyheden med alvorlige miner. Fangerne derimod, de lo, de klappede og råbte hurra, og jeg vil nævne de to mænd ved navn, Aleksej Prjadilov og Izrail Mazous, som havde oplevet det og fortalte om det mange år efter, for de fik stadig lys i øjnene over tanken om hans død. Aleksej Prjadilov lo en latter, som kom fra hans inderste, og som tydeligvis havde boet i ham lige siden. Stalin, og den synd og død, han bragte ind i verden med sine vilkårlige fængslinger, torturen, slavearbejdet og sin umenneskeliggørelse af fangerne, var død, og nyheden var et påskebudskab for fangerne.

Mange af dem blev også efterfølgende frigivet; lejrene var i stigende grad blevet urentable, så noget skulle gøres, og magtskiftet fra Stalin til Krustjov blev en lejlighed til at påbegynde en afvikling af dem. Men den glæde over tyrannens død, som afløste fortvivlelsen i fangerne, så de bar den med sig resten af livet, den – tror jeg – er at sammenligne med disciplenes. Også de havde med Jesu tilfangetagelse og død på nærmeste hold oplevet, hvordan forråelsen havde grebet alle mennesker, og den havde udstillet dem og deres manglende evne til at stå fast i nødens stund. De har været fortvivlede og tænkt, at der aldrig mere ville ske noget godt for dem i denne verden. Og fordi døden var blevet den horisont, bag hvilken der intet fandtes, blev de bange, da de så den tomme grav. Men da de var kommet sig over frygten og overraskelsen blev de glade. Synden var død. Døden var død. Besejret af mennesket Jesus, som gav afkald på magten og bragte liv, glæde, håb og barmhjertighed ind i denne verdens Gulag. Da Jesus døde den uskyldiges død, udstillede han mennesket, når det er værst, men samtidig gav han med netop denne død mennesket mulighed for med ham at lade livet, håbet, glæden og barmhjertigheden herske i sig, han vækkede en latter til live, som aldrig vil dø ud, latteren over dødens endeligt, den evige glædes latter.

Glædelig påske!

02-04-2021

Salme: Hil dig, frelser og forsoner, DDS 192

Mark 15, 20-39

Sig: »Vi går til Paradis!«. Amen.

Langfredag er en tragedie, og tragedien er som genre »en ædel foreteelse, jordens ædleste. Men en foreteelse, der hører jorden til, og som i sit væsen må forblive det guddommelige fjern. Tragedien er menneskets privilegium. Den kristne kirkes Gud var selv, da han gennem egen erfaring ville lære tragedien at kende, tvungen til at påtage sig menneskelig skikkelse. Og selv da blev hans tragedie ikke fuldt lødig, således som den ville have været, dersom han i sandhed havde været menneske. Kristi guddommelighed tilføjer hans historie et guddommeligt moment, et moment af komedie. Og den virkelige tragiske rolle deri tilfalder bødlerne og ikke ofret.« Således siger herremanden i Karen Blixens novelle, Sorg-Agre, til sin nevø under en samtale, de har om hhv. komediens og tragediens væsen i forhold til det guddommelige. Og herremanden har selv gang i et tragisk eksperiment; på en af hans marker udfolder der sig nemlig et drama på liv og død.

Historien er således: En ung mand, Godske er hans navn, er blevet pågrebet og anklaget for at sætte ild på en af herremandens lader. Han nægter sig skyldig i ildspåsættelsen, men et af Guds bedste børn er han ikke; han ligger i med konen til en af dem, der har pågrebet ham, som derfor har et motiv for at ville af med ham. Godskes moder, Ane Marie, har også et dårligt ry; man siger, at hun engang tog sit eget, nyfødte barn af dage, men nu henvender hun sig fortvivlet til herremanden og beder for Godskes liv. Også hun påberåber sig hans uskyld. Herremanden kan hverken bevise eller modbevise Godskes skyld, og rettelig bør han sende den unge mand til herredsfogeden, som sandsynligvis vil dømme efter sin egen formodning om, hvad herremanden måtte ønske. Nu nærer herremanden en vis godhed for Godske. Han har nemlig selv haft en søn, der døde ung, og den eneste, den søn nogensinde knyttede sig til, var netop Godske. I mødet med Ane Marie får herremanden den tanke, at hun skal få lov at løskøbe sin søn; hvis hun ene kvinde på én dag – fra solen står op, til den går ned - kan høste en mark, som ellers er tre mands dagsværk, skal Godske gå fri. Lykkes det hende ikke, må sagen gå sin gang, og så er det ikke sikkert, at hun nogensinde ser sin søn igen. Ane Marie takker herremanden ved at kysse hans støvle, og da solen står op på høstens første dag, står hun rede med sin segl.

Ane Marie går til arbejdet, der snart får karakter af en hellig handling, for alle gårdens folk, der burde være travlt optaget af at høste de andre marker, samles om hende, de ellers ikke bryder sig om. Herremanden lader dem gøre det, for han mener, at denne ene dag måske kan gøre dem mere godt end mange andre. Ud på dagen lader han Ane Maries søn hente, så han kan være hos sin mor. Da aftenen stunder til, klæder herremanden sig i de fornemme klæder, han havde båret, da han var ved hoffet, spiser andægtigt sit aftensmåltid og går ned til Ane Marie for at se hende færdiggøre sit arbejde. Hun er nu segnefærdig, men hele tiden har hun arbejdet, kun afbrudt af små pauser, hvor hun har drukket lidt vand. I samme øjeblik, hun har lagt sidste hånd på sit dagsværk, og hun ligger segnefærdig i sin søns arme, går solen ned. Herremanden tager i ærbødighed sin hat af for hende og siger: »Hendes søn er fri!« Kort efter udånder Ane Marie, og herremanden rejser en sten for hende på netop det sted til minde om hendes dåd.

Det er tilsyneladende en grusom historie om en brutal magthaver, herremanden, der leger med sine folk, som var de marionetdukker. Det synes hans nevø, der er kommet på besøg, også. Nevøen har været i udlandet i mange år og dér lært om alle de nye, rationelle og humanistiske ideer om menneskets iboende værdighed, og han er bestyrtet over sin farbroders kynisme, for farbroderen indrømmer, at intet ræsonnabelt menneske ville påtage sig en sådan opgave under normale forhold. Men forholdene er ikke normale; Ane Marie skal kæmpe for sit barns liv og ære, og så skal der ikke fuskes med lov og ret; det ved både hun og herremanden. Han giver hende med denne opgave muligheden for at vinde sin søns liv, en mulighed, døden har frarøvet herremanden at gøre med sin, og han giver hende endvidere muligheden for med sin gerning at hæve sig op over sit eget, dårlige rygte. Nevøen vil have, at farbroderen standser Ane Marie, men farbroderen holder sig til, at han har givet hende sit ord, og at ordet i sig selv har nærmest guddommelig karakter; »I begyndelsen var Ordet (…). Det er princippet i vor verdensorden, og dens tyngdepunkt« siger han. Som Gud er ordholdende og opretholdende i sit ord for hele verden, således er herremanden ordholdende og opretholdende i sit ord i den lille del af verden, der er hans. Ane Maries mulighed for oprejsning skal ikke tages fra hende p.g.a. en pludselig indskydelse fra hans side. For så ville han ikke tage hende alvorligt, og det ville være at gøre nar af hendes kærlighedsgerning.  

Sådan er det også med den tragedie, vi hører om i dag. Det er – i modsætning til, hvad herremanden måtte mene – en lødig tragedie; til forskel fra Ane Marie, som ikke havde noget godt ry, er Jesus uskyldig. Han er tilmed sandt menneske. Derfor er han angst, han lider ikke på skrømt. Netop i sin lidelse og død er der kun mennesket Jesus tilbage, for Gud har forladt ham og hører ham ikke. Men han udholder lidelsen, fører den til ende, ikke for at vinde sit eget liv eller redde sit eget rygte. Det er derimod vort - alle menneskers - liv og rygte, der er på spil. Dét er Guds store og afgørende dagsværk. Og fordi de færreste på Jesu tid så, at de gjorde vold mod Guds egen søn, så er det sandt, at de virkelige ofre i denne tragedie netop er bødlerne, for de pådrog sig dermed skyld, som de ikke selv kunne sone, ganske som alle mennesker gennem livet pådrager sig skyld, fordi vi både agtsomt og uagtsomt kommer til at gøre andre ondt. Men Gud har altså bestemt sig for at løskøbe os ved selv at gøre arbejdet og sætte sit liv ind på det, og fordi hans ord er tyngdepunktet for vor verdensorden, så kan han ikke fravige det. Havde han gjort, hvad spotterne bad ham gøre: Frelst sig selv og steget ned fra korset, havde han latterliggjort både os og sig selv. Men han mente det alvorligt, og derfor vender vi tilbage til denne tragedie år efter år, derfor bliver den ved med at ryste os, derfor ved vi, at det, der sker på korset, Guds dagsværk, er en hellig handling.

Herremanden og Ane Marie fuskede ikke med lov og ret, og hun frikøbte sin søns liv ved at sætte sig selv ind på det. Herremanden var ikke i samme situation som Ane Marie, for hans søn var død. Han kunne ingenting gøre for at vinde ham tilbage, det kunne og kan kun Jesus Kristus, fordi han satte sig selv ind i kampen mod synden og døden. Det var måske netop det, Herremanden – og Karen Blixen – havde svært ved at tro, og derfor historien om Ane Marie blev til. Karen Blixen havde behov for at vise, at mennesket kan hæve sig op over det sædvanlige. Og det kan mennesker heldigvis, men som selv Karen Blixen lader hun skinne igennem, så er det midlertidige gerninger; herremanden siger da også til Ane Marie, at hendes dagsværk er et, »som vi længe vil mindes.« Ane Marie frelste kun sin søn, Jesus frelste os alle, og korsets gåde er derfor det eneste, vi har at holde os til. P.g.a. denne gåde er der ikke længere noget forhæng, nogen adskillelse, mellem Gud og os, og stillet over for den må vi under korset i ærbødighed blotte hovedet og sige: »Sandelig, den mand har gjort et helligt dagsværk, som vi for evigt vil mindes. Vi er fri!«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.