Ottende søndag efter trinitatis

25-07-2021

Salme: Befal du dine veje DDS 36

Håb, o håb, mit hjerte. Vær trøstig, uforsagt.

Jer 23, 16-24; Rom 8, 14-17; Matt 7, 15-21

Vi er en menighed af døbte, og dåben er det vigtigste, der sker i et menneskes liv, for da får vi Gud til far og Kristus til bror. Vi bliver – som vi hørte fra alteret – Guds børn, vi podes på et godt og sundt træ, nemlig livstræet, som er Kristus selv. I ham bærer vi gode frugter, men vi skal lære at bære dem, så de ikke falder til jorden og rådner, og da Kristus og hans fader er i himlen, er vi overladt til vore jordiske forældre, som dermed er blevet betroet en ikke uanselig opgave. Mange af de gode frugter kommer med den almindelige opdragelse; vi lærer som noget naturligt vore børn, at de er elskede som dem, de nu engang er, vi lærer dem at kende forskel på godt og ondt, dit og mit, at være gode kammerater og meget mere, vi lærer dem tilgivelse, så de både kan modtage den og selv give den, taknemmelighed for det, de modtager, ja, faktisk alt det, vi beder vor himmelske fader om, når vi beder vort fadervor. Sådan lærer vore børn at begå sig blandt andre og dermed omsætte kristendommen i handling uden at skænke det en tanke. Og sådan skal det være.

Imidlertid er der et væsentligt punkt, hvor jeg fornemmer, at mange forældre har lænet sig tilbage, og det er det punkt, der handler om at tage sig i agt for falske profeter. I min barndom lærte vi, at vi ikke skulle gå med fremmede hjem, at vi ikke skulle lukke hvem som helst indenfor, og at vi ikke skulle tro på hvad som helst vi blev fortalt. Det var ikke for at vi skulle leve i frygt, det var bare almindelig sund fornuft i en falden verden, hvor ikke alle mennesker er gode, selv om de giver indtryk af at være det eller at ville det gode.Vi skulle lære at håndtere det onde uden at gå til i angst.

Jeg kom til at tænke på det for nylig, da jeg læste om en facebook-gruppe, som er blevet så populær blandt de unge, at den nu har over 34.000 medlemmer. I gruppen kan man lege, at man er en af de såkaldte »boomere«, og siden flyder med opslag, som på dårligt stavet dansk (jeg ved ikke, hvorfor »boomere« skulle stave dårligere end vi andre) enten beskæftiger sig med de nære ting, eller udtrykker tvivl overfor f.eks. klimaforandringerne. Det er jo bare for sjov, siger deltagerne, men der er et strejf af alvor bag, for gruppen er også drevet af angst, bl.a. angsten for de nævnte klimaforandringer, som jeg vil dvæle ved her. »Boomerne«, hævdes det, har slet ikke forstået, at det emne bare ikke kan diskuteres mere. De har spist røde bøffer en masse, kørt til Gardasøen i benzinslugende biler og fløjet til Mallorca i ét væk, og tænk, nu må vi andre betale regningen. Det er dog for galt.

Angst kan gribe os alle, og man skal være meget forbenet, hvis ikke man er blevet dybt berørt over synet af oversvømmelserne sydpå, som vi lige nu er vidne til. Grunden dertil er klimaforandringerne, siges det igen og igen, og det kalder på resolutte løsninger – politikere står og falder med viljen til at sige noget om klimaet, for flodbølgen ånder os i nakken, og angsten er til at tage og føle på. Men løser angst noget? Nej, kristeligt set gør den os til trælle for falske profeter; de kendes nemlig bl.a. på, at de forstår at tale enten til vor forfængelighed, vor magelighed, eller netop vor angst. Det kan godt være at »boomerne« og måske også en del af os andre er magelige, men angsten rider de unge som en mare, den  får dem til at sultestrejke foran folketinget, blokere trafikken på Kongens Nytorv, eller – som noget af det vildeste, jeg har hørt – lægge sag an mod en række lande, deriblandt bl.a. Danmark, ved den europæiske menneskerettighedsdomstol, fordi nogle klimaktivister er blevet så bange for at sætte børn i verden, at de mener, at de sagsøgte lande krænker retten til familieliv ved deres syndige klimapolitik. Nogen har bildt disse unge mennesker ind, at de således kan demonstrere og stævne sig til et politisk systemskifte, hvor landbruget bliver nedlagt, og vi får behovet for protein dækket af insekter eller bøffer frembragt i petriskåle.

At klimakampen har ubehageligt autoritære undertoner, er der ingen, der forholder sig til, og så er der spørgsmålet om effekten af aktivismen. Den er i mine øjne ringe. I Tyskland, hvor oversvømmelserne begyndte, nedlagde man f.eks. landets atomkraftværker efter pres fra den samme fløj, som klimaaktivisterne befinder sig på, medens man bevarede kulkraftværkerne og gjorde ikke bare sig selv men også det meste af Europa afhængig af russisk gas. Herhjemme hælder politikerne skyhøje beløb i vindmølleprojekter, der kun løser en promille af problemet, medens det skaber andre problemer. Imens verdens ledere skriver under på floromvundne aftaler om nedbringelse af CO2-udledningen og køber kvoter af hinanden og klimaaktivisterne ligger på gaderne, øges verdens befolkning, millioner og atter millioner af mennesker forsøger at opnå samme levestandard som vor, og rigmænd køber sig til en tur i rummet. Noget, der næppe dæmper den globale opvarmning, men det er de flintrende ligeglade med. Klimakampen er således spekulation i angst for alt det, vi dybest set ikke har nogen indflydelse på, og den fører ikke til andet end fortvivlelse hos dem, der forføres af dens falske profeter, for hvad stiller man op med alt det, man ikke kan gøre noget ved?

»Mester, Mester, vi går under!« råber disciplene fortvivlet en dag, hvor de er på søen sammen med Jesus, og en storm er ved at få båden til at gå ned. »Hvor er jeres tro?« spørger han dem, og det er spørgsmålet, alle, der opdrager børn, skal stille dem, når de er ved at bukke under for fortvivlelsen. Hvor er den tro, du fik i dåben, den tro, der siger, at Gud har skabt jorden og stadig opretholder den? Den tro, der siger, at du ikke må frygte, fordi du er lagt i den gode Guds hånd, den Gud, som kan binde stormen og som havet og bølgerne adlyder, hvis han befaler dem at gøre det? Kristendommens kur mod angsten er enkel: Luk ørerne for de falske profeter og ret blikket mod Kristus, så har du Gud. Se derefter på, hvad du selv kan gøre. Kristus giver dig troen på, at alt nok skal ende godt, og at du i hans navn derfor skal bære gode frugter, uanset om floderne går over deres breder. Den sidste tids oversvømmelser er jo ikke alene et tegn på klimaforandringer, for oversvømmelser og andre naturkatastrofer har der altid været. Det kan man f.eks. forvisse sig om ved stormflodssøjlen i Ribe. Oversvømmelser er også et tegn på, at mennesker forsøger at gøre sig til herre over naturen. Vi vil inddæmme både hav og floder for at indtage land, men det er bare ikke sikkert, vi så får lov at beholde det. Det er den slags forudseenhed, politikere er sat i verden for at have, ligesom de kan forsøge at forholde sig realistisk til klimaforandringerne; de kan gøre en indsats i de lande, hvor der er overbefolkning, med familieplanlægningsprogrammer, udvikling af bæredygtigt landbrug o.s.v. Personligt kan man også gøre noget: spare på strømmen, isolere sit hus, lad være med at tage bilen, når man kan gå eller cykle, spise grød eller grønt en, to, tre gange om ugen alt efter smag og behag og meget andet. Det hjælper alt sammen mere end at lægge sig ud foran bilerne på Kongens Nytorv. Resten er i den gode Guds hånd. Den hånd var usynligt tilstede i vor dåb, med den fik vi barnekår, i den råber vi Abba! Fader, og fordi Gud er vor fader, skal vi ikke frygte, men gå glade og fri ud i verden og virke til gavn for både den og vor næste.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

20-06-2021

Salme: Mægtigste Kriste, DDS 266

(Es 57, 15-19); 1 Pet 5, 6-11; Luk 15, 1-10

Normalt synes jeg, at evangeliet et evigt ungt og burde kunne sige alle noget til hver en tid, men i dag har jeg tænkt, at det er en vanskelig tekst, for den har mistet sin kant; vi er blevet så vant til, at Jesus tager sig af de udstødte, dem, de andre ikke vil lege med, og vi synes det er rigtig godt. En del af os ser det måske også som et bud til os selv om at gøre noget for andre, så de kan komme med i fællesskabet, for fællesskabet, ved vi, er vigtigt. Men typisk ser vi ikke, at vi selv – midt i det store fællesskab - kunne være den, Jesus leder efter. Vi tror os blandt de nioghalvfems får, der blev tilbage og havde deres på det tørre, ganske som farisæerne syntes, de havde det. Og så var det måske i virkeligheden dem, der havde mest brug for Jesus. At jeg tænker sådan er der en særlig grund til, som den seneste uges begivenheder har forårsaget.

Jeg læste for nylig, at en del af mine kolleger forrige lørdag havde set sig nødsaget til at skrive søndagens prædiken om p.g.a. den dramatiske hændelse under landskampen, hvor holdets anfører, Christian Eriksen, faldt om med hjertestop. Jeg må med skam melde, at det overhovedet ikke faldt mig ind at rette så meget som et komma, men nu vil jeg råde bod på det og fortælle lidt om mine tanker desangående.

Jeg så ikke kampen men blev selvfølgelig berørt at nyheden. Derefter tænkte jeg, at når det nu skulle ske, så var det lykkeligt, at det skete et sted, hvor Eriksen kunne få hjælp med det samme. Tid og sted reddede hans liv, tror jeg, og det glæder mig meget.

Det, der til gengæld overraskede mig, var, at episoden tilsyneladende blev ikke bare blev et nationalt, men også et internationalt traume, og det har jeg brugt ugen til at tænke over. For hvis vi skal se nøgternt på virkeligheden, så sker der lignende hændelser hver dag, hændelser, som folk overværer, men som slet ikke får samme opmærksomhed og betydning som denne. Og jeg tror, jeg har en del af forklaringen.

I over et år har ikke bare Danmark men det meste af verden haft den opfattelse, at den kunne holde døden fra døren. De fleste af verdens ledere har været af den overbevisning, at hvis bare den store, raske del af flokken holdt sig hjemme, iførte sig sprit, værnemidler og social afstand, så ville de svageste i flokken ikke dø, vaccinen ville komme, og vi ville alle kunne trække vejret frit igen og leve, som vi altid har gjort. Og man har i høj grad haft folkenes opbakning til det.

Herhjemme har man i en grad, der gang på gang har overrasket mig, dyrket en besættelsesromatik, hvor flokken, fællesskabet blev det bærende, selv om vi ikke måtte være sammen. Man har sunget alsang hver for sig, ønsket hinanden glædeligt nytår ved at se mod himlen på samme tid, sammenlignet mundbindene med mørklægningsgardinerne og følt sig lidt som en samlet modstandsbevægelse, der gik til kamp mod den invaderende fjende. Og nu, hvor smittetallene og antallet af indlæggelser faldt, skulle det fejres, at fjenden, sygdommen, var besejret, at vi kunne være sammen igen, glæde os og feste både som folk og som venner på tværs af grænser. Men så falder en sund, ung mand sammen for øjnene af hele verden og må hjælpes tilbage til livet.

Jeg tænker, at folk måske i det øjeblik blev mindet om, at døden ikke er så langt borte, som vi tror, og at vi ikke selv kan besejre den. Derfor var en hel verden ude af flippen. Men det, vi trænger til at få at vide, er, at livet heller ikke er så langt borte. For livet er i Jesus Kristus, og det er bare om at række ud efter ham, f.eks. som vi gør i dåben. Vi har i dag lige døbt en lille dreng til at tilhøre ham. I vor dåb får vi del i Kristi sejr over døden. Dét er da noget, skulle man synes. Men vi kan glemme det, vi kommer nok let til at glemme det, fordi vi elsker vort jordiske liv så højt, at vi tror, at alt står og falder med det.

Farisæerne, som Jesus taler til, havde glemt det. De burde have set hvem det var, de havde med at gøre, men de var så optaget af deres eget, deres gudsdyrkelse, deres renhed, at de havde nok i det. Og nok fornemmede de, at Jesus var noget særligt, men netop derfor syntes de ikke, at han skulle omgås toldere, som var besættelsesmagtens håndlangere, eller syndere, folk der levede et dårligt, et umoralsk liv. Sådan ville vi også have tænkt, hvis Jesus var kommet i dag, for den slags opdeling blandt mennesker findes altid, også i samfund, som ikke er videre religiøse; måske husker man den lille sætning, der blev lækket fra et af statsministerens talepapirer i begyndelsen af corona-krisen: »Udskam de, der ikke har været fornuftige.« Og det blev de så, alle de ufornuftige; hverken majestæten eller regeringen holdt sig tilbage med det i den første bevægende tid. Ord som »sølvpapirshat« og »anti-vaxxer« er blevet en del af sproget, det er negativt ladede ord, og det siger jeg ikke for at gøre det til en diskussion men for at vise, at mennesker har det med at dele hinanden op.

Dét, der er pointen i dagens fortælling er, at Jesus er kommet for frelse de fortabte, at han forlod englene i sin lyse himmelsal for at lede efter os. Og hans kriterium var ikke, om man havde levet et dadelfrit liv, nej, kriteriet var, om man kunne se, han var Gud, og at man holdt sig nær ham, fordi man blev klar over, at netop han er den eneste redning. Spørgsmålet dengang som i dag er dette: Vælger du dig selv og din egen verden, som slutter, når du dør, eller vælger du Kristus, som åbner porten til himlen, hvor Gud og hele hans englehær synger og klapper, fordi du kom hjem, hvor du hører til?

Vælger du Kristus, får du ikke nødvendigvis et lettere liv; til gengæld kan du kaste al bekymring over bord, for nu ved du, at han er al nådes Gud, som har kaldt dig til sin evige herlighed ved Kristus Jesus, og at han vil udruste, støtte, styrke, grundfæste dig, fordi magten er hans i al evighed!

I dag vil jeg bede for, at både fodboldlandsholdet og alle, som er ved at miste modet, må huske, at de i dåben blev døbt til sejr, og at det er dén tro, de skal bære ud i livet i alt, hvad de foretager sig, og derfor skal vi i dag forlade kirken med den ubekymredes trosbekendelse:  

Herren er min hyrde, mig skal intet fattes,

han lader mig ligge på grønne vange.

Til hvilens vande leder han mig, han kvæger min sjæl

Han fører mig ad rette veje for sit navns skyld.

Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal

jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din kæp og din stav er min trøst.

Kun godhed og miskundhed følger mig alle mine dage

og I Herrens hus skal jeg bo gennem lange tider.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

13-06-2021

Salme: Nu blomstertiden kommer, DDS 722

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 25, 6-9; 1. Joh 3, 13-18; Luk 14,16-24

»Alle mennesker tænker på sig selv. Den eneste, der tænker på mig, er mig« siger Dynamit-Harry i en af Olsenbandefilmene, og det har han ret i. Vi tænker på os selv, vi mennesker; vi vil helst bo sammen med nogen, der ligner os selv, vi stræber opad eller nedad alt efter, hvad der passer os, vi lever også helst uden indblanding i vore familiære forhold. Der findes imidlertid altid gode mennesker, der ikke tænker på sig selv, og de vil gerne have andre til at holde op med at tænke på sig selv. Derfor skal alle være lige, synes de. Kvinder og mænd skal være lige længe på barsel, der skal være lige mange af alle slags mennesker på landets gymnasier, der skal bo lige mange på land som i by, der skal helst være få, der har for meget og færre for lidt, og sådan kan man blive ved. Og vil man gerne sørge for, at det bliver således, så har man altid nok at lave. Så kan det blive et projekt i sig selv at lære folk at stå i kø, fordi det er godt for ligheden. Jeg er ikke i tvivl om, at den udbredte trang til at gøre alle lige, udspringer af kristendommen, sådan som den f.eks. kommer til udtryk i dag. Evangeliet er del af en samtale, Jesus har under middagen i en farisæers hus, hvor han netop giver dem en lektie i lighed; lad være med at tage de fineste pladser, vis ydmyghed, helbred de syge, også selv om det er på en sabbat, indbyd de udstødte, når du holder fest, for de kan ikke gengælde dig.

Der gemmer sig så meget af en socialdemokrat i os alle, at vi synes, det er rigtig fedt, det Jesus siger, ikke mindst fordi han siger det til farisæerne, der var højt på strå og ikke gik ind for lighed. Det er jo godt at have Jesus på sin side og med i projektet, men det er jo også således, at der aldrig er langt til den farisæer, der ligeledes gemmer sig i os alle, og Jesus tale kan derfor hurtigt vende sin brod mod det hjørne, hvor netop den indre farisæer sidder. Hvordan mon Jesus ville blive modtaget, hvis han viste sig i dag? Det kan man jo tænke over, medens vi ser på lignelsen.

I dag hører vi om manden, der ville holde festmåltid, men da han sendte sine tjenere ud for at hente de indbudte, havde disse alle mulige undskyldninger for ikke at komme; én skulle tilse sin nye mark, én skulle afprøve nogle okser, han netop havde købt, og én ville hellere nyde hvedebrødsdagene med sin kone. Hvad skulle der nu være i vejen med det, vi skal jo alle passe vor dont, få hjulene til at køre, så vi kan levere skattekroner til lighedsprojektet, og kærligheden skal plejes, så man ikke ender som et tal i skilsmissestatistikken.

Men manden ville altså holde fest. Han havde netop tænkt på andre end sig selv, og afslagene afslørede, at de indbudte bare var optaget af egne projekter. Manden ville holde fest, og nu inviterede han i stedet de fattige, de vanføre, de blinde og de lamme, og da de ikke kunne fylde salen op, blev tjenerne sendt ud på vejene og ved gærderne for at nøde dem, de mødte, til at komme til festen. Men ingen af de oprindeligt indbudte skulle regne med at blive inviteret igen.

Som sagt var Jesus sammen med en del farisæere under fortællingen, og de har nok forstået at udlægge det lille eventyr. Mon ikke de vidste, at manden, der indbød, var Gud, at de var de først indbudte, og at Gud nu vendte sig mod andre, de udstødte og tilfældige folk på vejene og ved gærderne? Det har ikke været rart at få at vide, slet ikke, når man er et gudfrygtigt og lovlydigt menneske. Jesus ville imidlertid fortælle dem noget helt afgørende om forholdet til Gud og næsten, og dermed til loven. Det kan man ikke altid gøre på en pæn måde, når man skal ruske op i folk. Når de indbudte i lignelsen valgte at hellige sig deres gerning i stedet for at komme til festmåltid, så viste det, at de havde nok i sig selv, at de i virkeligheden ikke behøvede Gud. Og det var netop det, der var sket med farisæernes gudsdyrkelse; de mente, at når de overholdt de hellige forskrifter, så opfyldte de den af Gud givne lov, så ærede de Gud. Dermed var alt, de gjorde - hvad enten det var rituelle bade eller godgørenhed - blevet midler til at komme Gud nær. Så har man krammet på Gud, og så behøver man ham egentlig ikke, når han endelig viser sig, for man ved jo, hvad man skal gøre og sige for at være på den rette side. Man ved sig allerede indbudt bare ved at være den, man er. Det er nok værd at tænke over i et samfund, hvor den hellige kult er blevet afløst af velfærdssamfundet og alle dets ingeniører. Behøver vi Gud? Klarer vi ikke tingene ganske godt selv?

For man kan godt gøre det, Jesus siger, man skal, og som vi i høj grad gør i vort samfund: indbyde de fattige, de vanføre, de lamme og de blinde, bruge al sin tid på sit lighedsprojekt, og derfor med god samvittighed sætte sig ved højbordet og gå til bal hos dronningen. Det er bare ikke sikkert, at Jesus vil se mere velvilligt på det, for man kan være lige så ensporet optaget af hellige projekter som af sit ægteskab, sin position eller sit jordiske gods. Hvis man ikke vil tage imod indbydelsen, når den falder, så skal man ikke regne med at blive inviteret igen.

Nøglen til forståelsen af lignelsen ligger nemlig i det udbrud en af gæsterne kommer med umiddelbart før, Jesus fortæller. »Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!« Gæsten så, hvad farisæerne ikke så, at manden, der ville holde fest, var tilstede iblandt dem, og at det var nu, de var indbudt. Guds rige var kommet til dem, og det var Gud, der indbød og kvalificerede de indbudte ved indbydelsen. Menneskene var jo hos Gud i begyndelsen, og på trods af syndefaldet ville han have os tilbage, han ville genoprette sit forhold til os ved at indbyde os. Derfor måtte og må han fortsat tale til farisæeren i os og få os til at forstå, at vi intet har at gengælde ham med andet, end hvad han giver os. Det er i virkeligheden os, der er de vanføre og lamme, vi er det bare åndeligt, fordi vi har nok i os selv, fordi vi tror, at det kun er os, der tænker på os eller fordi vi har travlt med at tænke på andre for andre.

Når vi takker nej til Gud og hans fest, fordi vi suser rundt og former verden i vort eget billede, så er det, fordi vi ikke vil anerkende, at hvad vi har, om det er meget eller lidt, så har vi fået det af Gud. I stedet vil vi tage livet selv, selv bestemme over det, indrette os, som det passer os, elske både Gud og næsten, som det passer os eller ligefrem gøre os til herre over næsten i vort projektmageri. Sådan kan vort eget liv eller vort forhold til næsten blive en guddom; at vi ikke elsker næsten for hans eller hendes skyld, men for at vi i stedet kan hævde os selv ved næsten. Bedst som vi tror, at vi passer vor dont og skaber lighed alle vide vegne, så viser det sig, at det i virkeligheden bare var noget, vi kunne hævde os på. Vi havde måske ikke engang ulejliget os med at spørge næsten, om han eller hun var interesseret i at være en del af projektet. Der kan også ske noget i vort liv, så vi ikke kan gøre det, vi havde sat os for, og hvor vi i stedet bliver klar over, at hele vort vidunderlige verdensbillede slår revner, og at andre sagtens kunne leve uden os, ja, måske har de det ligefrem bedre, fordi vi ikke længere rumsterer rundt med deres tilværelse. Og så kan man jo fortvivle som Dynamit-Harry og sidde blandt de tomme ølflasker og græde over, at det kun »er mig, der tænker på mig«, det kan også være, at man opdager, at det kan være helt befriende at lade Gud tænke for sig lige netop på dét område.

Det er en skræmmende tanke, sådan at lægge sit liv i Guds hånd, at lade ham kvalificere sig, for det kræver, at vi ser op fra vor selvtilfredse gerning eller vor selvmedlidenhed og lytter til ham. Men det bør slet ikke være skræmmende; det gode og opbyggelige i lignelsen giver os svaret på vor frygt: Gud vil selv give os alt uden at ønske gengæld. Vi skal gå ind til hans glæde, og i dette væld af uforskyldt kærlighed skal vi leve vort givne liv og tjene vor næste vel vidende, at hvad vi har fået for intet, skal gives videre for intet.

Det helt afgørende er, at ikke vi, men Gud skal være udgangspunktet for vort liv, for kun sådan kan vi i virkeligheden kun holde ud at leve. Kun sådan opfylder vi vor plads i skaberværket, som det var bestemt fra begyndelsen, og når vi kommer til den indsigt, man kunne kalde det tro, så ved vi også, at dér er der fryd og glæde alle dage. Dér drypper fedme fra himlen og vi har nok i at blive bespist med Guds ord.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

06-06-2021

Salme: Far verden, farvel, DDS 614

Gud, lad det under med os ske, vi altid må vor næste se! Amen.

Es 58, 5-12; 1 Joh 4, 16b-21; Luk 16, 19-31

Alle vil gerne ses. »Jeg blev set« eller »jeg blev aldrig set« er sætninger, der går igen, når mennesker skal fortælle om perioder i deres liv, der har været enten gode eller dårlige. For at være uset i en verden som vores, hvor synlighed er alfa og omega, er en tung byrde at bære. Usynlighed kan være flere ting; det kan være slet ikke at blive ænset af andre, det kan også være at skulle bære en maske, være på en bestemt måde, for at ikke at falde udenfor. Heller ikke sådan bliver man set som den, man er. Og det er vel egentlig det, vi alle inderst inde ønsker: at der er plads og anerkendelse til os, sådan som vi nu er, sådan som vi er skabt. Netop det var tilsyneladende ærindet for tykaktivisten Dina Amlund, da hun for nylig optrådte i Brorsons kirke i København med et digt – Fat Bible Oath medens et kamera panorerede fra Dina Amlund til den lidende Kristus i forskellige afskygninger.

Fat Bible Oath er ifølge Amlund selv »en troskabsed til tykhed og egen krop som skabt i Guds billede. Med en åbenlyst poetisk reference til den græske gudinde Kybele ønsker digtet at udvide vores forestilling om Gud. Kybele som mytisk poetisk figur har i feministiske fora været brugt til at symbolisere den utæmmede, kraftfulde femininitet, krop og spiritualitet, som har svære kår i folkekirken.« 

I kirken skal vi derfor tænke over de kropsidealer, vi forkynder: Kristus på korset er i virkeligheden udtryk for den måde, vi ønsker at se os selv: For Jesus afbildes altid som slank, muskuløs og hvid. Amlund hverken kan eller vil se sig selv i det kropsideal, og hun anklager kirken for ikke at se og anerkende hende, som den hun er.

Digtoplæsningen vakte en del debat; nogle mente, at den p.g.a. henvisningen til den frygiske gudinde Kybele var udtryk for hedenskab, andre igen fandt, at digtet var relevant, fordi det gjorde opmærksom på den måde, overvægtige mennesker bliver behandlet på i vort samfund. Spørgsmålet er, om Dina Amlund i virkeligheden ikke er vor tids Lazarus, som ganske vist ikke er fattig og sultende, men som ligger der lige uden for porten og trænger til at blive set? Men kirken ser hende ikke.

Jeg forsøgte at granske min hukommelse, og jeg kan ikke huske, at jeg har forment nogen adgang til kirken. Det har måske noget at gøre med, at jeg opfatter den som et sted, hvor vi netop kan være os selv, fordi vi alle er lige for Gud og tiltales af ham i lige grad, uanset hvilken kropsvægt eller synd vi bærer på. Når jeg ser den lidende Kristus på korset, så ser jeg ikke på, om han er udstyret med en six pack i forhold til mine egne deller. Jeg ser et martret menneske, der kalder på min medlidenhed. Jeg ser en Gud, der sætter sig selv ind på at få mig i tale. Den lidende Kristus og Lazarus er to sider af samme sag, for kan du ikke give plads til Jesus i dit hjerte med mindre han er en komplet udgave af dig selv, så er chancen for, at du kan give plads til andre, der ikke ligner dig selv, ikke særligt stor, og det bryder Gud sig ikke om. Det handler dagens fortælling om.

Den ubetænksomme rige straffes og den ydmyge fattige får lov at ligge i selve patriarken Abrahams skød. Den rige havde jo allerede fået det gode i livet, medens Lazarus havde døjet meget ondt. Den rige kunne dog ligeså godt være endt samme sted som den fattige, hvis han altså havde set ud over sin egen næsetip og bemærket, at der var en, der havde brug for hjælp. Lazarus trængte jo ikke - som Dina Amlund i kirken – ind til den rige, han ønskede bare »at spise sig mæt i det, der faldt fra hans bord«, som det siges. Lazarus ønskede at blive set i sin ulykke. Og den rige vidste et eller andet sted godt, at det var hans pligt som en god jøde at give den fattige lidt mad. Han kendte profeten Esajas, som vi lige har hørt sige, at det er vigtigt at dele sit brød med den sultne, at give den hjemløse husly og klæder til den nøgne, oven i købet skal man gøre det med et glad hjerte uden at hænge med hovedet som et siv. Men fordi den rige mand havde ladet hånt om pligten og ikke havde haft fantasi til at forestille sig, at hans overfladiske tilgang til livet ville få konsekvenser, så opdagede han det først, da det var for sent. Og han fik oven i købet den besked, at hvis ikke han og hans brødre kendte deres pligt i livet, så ville intet - end ikke et budskab fra det hinsides – kunne overbevise dem nu.

Også vi har skriften og ved, hvad Gud kræver af os, at vi skal elske næsten. Alligevel er vi bedre stillet end den rige mand og hans brødre. For den lidende Kristus på korset blev ikke hængende der, men opstod fra de døde, og han bliver ved med at tale til os. Vi har altså en person - Kristus – som ser os, det kan vi være sikre på, men dernæst peger han et andet sted hen, vender vort blik bort fra os selv – og hen til Lazarus. Kristus taler om, at »du skal elske«, og ikke nok med det, du skal elske i gerning og sandhed. Kristendommen er personlig tiltale, og du kan ikke smyge dig udenom, det forventes, at du ser verden, som den er, forholder dig til den i sandhed, det forventes, at du øser ud af dig selv, som f.eks. den fattige enke, der gav af sin fattigdom, alt det, hun havde. Og der er også tale om andet og mere end pligt, når der tales om at elske; vi elsker, som det siges af Johannes, fordi Gud elskede os først, og den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Kan vi ikke lide Kristus på korset, fordi han ikke lige ser ud, som vi synes, han skal se ud, så vil vi jo i virkeligheden selv skabe vor egen gud, og kan vi så overhovedet forstå hvilket offer, Gud bragte? Hvad der er nok så vigtigt: Kan vi elske andre, som de er, hvis selv Gud skal skabes i vort billede, før vi vil høre på, hvad han har at sige? Nej, for så ved vi ikke, hvad kærlighed er eller hvad det vil sige at elske.

Til forskel fra denne verdens aktivister gjorde Gud sig ingen illusioner om verden; han elskede den så meget, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver, som tror, ikke skal gå fortabt, og han kræver, at vi elsker på samme måde. Det er et ganske voldsomt krav, men tænker vi over det, ville vi ikke nøjes med mindre.  

Vi kan sammenligne det med et bryllup. Lige netop der skal der ingen forbehold være over for den anden. Vi vil love hinanden evig troskab, også selv om erfaringen siger os, at det kan være ganske vanskeligt, og at det ikke altid lykkes.

Gud – kan vi være sikre på - har ingen forbehold over for os, han ser os, som vi er, og det er ikke altid et kønt syn uanset hvor godt vi tager os ud i egne og verdens øjne. Alligevel lover han os evig troskab, og han holder, hvad han lover. Det er det, vi kommer til kirke for at høre, men tykaktivisten dømte ham ude, fordi nogen havde malet ham slank og muskuløs på korset. I stedet medbragte hun, da hun gik til kirke, sin egen sag om feminin og frodig kropskultur, og gjorde sig dermed til dommer over både Kristus og andre. Men sager kommer og går, Guds ord består. Det er en gammel erfaring, som Thomas Kingo har formuleret i den salme, vi skal synge om lidt; Den handler om alt det, verden og livet giver os, så vi tror, at den og vi er verdens navle, og derfor fylder verden med os selv. Men det skal alt sammen forgå; vi skal forlade både verden og livet en dag, og så er der ikke andet end tomhed tilbage og med den dommen: Hvordan handlede du over for din næste, der led nød? Så du ham, da han trængte til dig? I den henseende er vi alle på en og samme tid den rige mand og den fattige Lazarus; den rige mand, fordi vi godt ved, at vi gang på gang kom til kort med det, vi vidste, vi skulle; vi holdt fest i stedet for at se vor næste. Den fattige Lazarus, fordi vi har brug for, at den evigt rige Gud ser i nåde til os i vor armod med den store gæld, vi har, og vi kan ikke andet end bede til, at han må slette gælden og hver dag åbne vore øjne for den Lazarus, der altid ligger lige uden for døren. Kort sagt: bede Gud om, at vi må lære at elske Ham i vor næste. For i vor næste ser vi den lidende Kristus, der gav sig selv for os.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

30-05-2021

Salme: Du, som går ud fra den levende Gud, DDS 291

Kom, Herre Jesus. Amen.

4 Mos 21, 4-9; Rom 11, 32-36; Joh 3, 1-15

For nylig havde præsten ved Sankt Pauls kirke i Nyboder set sig gal på et par af folkekirkens biskopper, der var kommet for skade at udtale sig positivt om corona-tidens korte gudstjenester. Det skrev hun en klumme om, og ærindet var vist at slå et slag for den lange højmesse. Men den tanke kom til mig, at biskoppernes udtalelser i lige så høj grad af præsten blev grebet som en mulighed for at gøre opmærksom på sine egne, gode besøgstal til gudstjenester med både altergang og fyldige, lange prædikener. Og troede kirkegængerne i Sankt Pauls kirke, at de kan komme til deres kirke som Nikodemus til Jesus om natten, så kan de tro om, for præsten fortalte f.eks. om, hvordan flere af dem ikke ved »hvilken vej, alterbægeret skal vende«, når hun skal skænke vin. Præster er forpligtede både på tavshedspligten og på »ungdommens kristelige oplysning og vejledning«, de skal ikke skrive klummer om dem, men sørme om vi ikke i dag er vidne til en fortrolig samtale, hvor Jesus er den ene part, og den anden tager sig noget fjoget ud, nemlig Nikodemus. Men kender vi den, fordi Jesus siden skrev en klumme i Jerusalem Post, hvor han udstillede Nikodemus? Nej, jeg tror, at Nikodemus selv har fortalt historien videre, ikke mindst fordi han kom til tro på Jesus som frelser, dog ikke p.g.a. en lang og fyldig prædiken, for den prædiken, han fik, var kort og tilmed uforståelig for ham på det tidspunkt. Der skete simpelthen noget senere, som har givet ham forståelsen af den natlige samtale.

Nikodemus er ikke en hr. hvem som helst, han er medlem af det magtfulde jødiske råd, som på dette tidspunkt er i stærke overvejelser om Jesu person; er han Guds udvalgte, Messias, ham, der skal genrejse Israel? Han gør jo tegn og gerninger, der – som Nikodemus siger - kunne tyde på, at Gud er med ham. Og hvor Gud er, vil rådsmedlemmerne gerne være. Tilsyneladende, for senere viser det sig, at de nok helst er Gud foruden, da de begynder at tale om at få Jesus skaffet af vejen. Og når de vil af med Jesus, så er det fordi det bliver klart for dem, at han varsler undergangen af alt det, de vogter over, moseloven og jødefolket som det centrale udtryk for Guds vilje, og at hans vilje nu manifesterer sig på en måde, de hverken kan eller vil rumme. De vil m.a.o. have gudstjenesten for sig selv, selv være centrum for den. Nikodemus, derimod, lader sig føre af sin undren, og det, at han til at begynde med ikke fatter Jesu tale om at blive født på ny, skræmmer ham altså ikke væk. Det viser sig da også, at Jesu tale måske slet ikke er så uforståelig, som Nikodemus til at begynde med opfatter den.

»Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.«

Sådan siger Jesus til Nikodemus. Jesus er udgået fra sin fader og taler dermed om sit hjem og sin familie, når han fortæller om himmeriget, men ligesom han viste sig som et menneske for at blive vores bror, tager han altid udgangspunkt i de nære ting, når han skal fortælle om Himmeriget.

I forhold til Nikodemus drager Jesus en parallel mellem sig selv og den slange, Moses ophøjede i ørkenen, og som vi ser på alteret bag os. Det er en historie, Nikodemus kan relatere til, for den historie har han kendt. Den er blevet ham fortalt fra han var barn, og vi hørte den for lidt siden; israelitterne var blevet trætte af at vandre rundt ude i den ørken, Moses havde ført dem ud i, så de knurrede og ønskede sig tilbage til Egyptens kødgryder. Engang straffede Herren dem for deres ulydighed ved at sende dødbringende slanger til deres lejr. Da angrede de og henvendte sig til Moses, som bad til Gud for dem. Og for at de skulle få et tegn på, at Gud var Gud, herre over levende og døde, bad han Moses om at lave en slange af kobber og sætte den på en stang. De, der blev bidt, skulle bare se på slangen, som Moses således holdt frem, så blev de helbredt.

Måske det lige netop var her, Nikodemus blev klar over, at han stod over for noget, der var større end det, hans forfædre havde oplevet i ørkenen, at han i Jesus Kristus så den levende Gud. Eller også dæmrede det, da han så Jesus på korset ikke så længe efter. Det fortælles, at han forsvarede Jesus over for de andre i rådet, og sammen med Josef af Arimatæa tog han Jesu legeme ned fra korset og salvede ham med myrra og aloe, før de gravlagde ham. Dermed forberedte de to den altafgørende hændelse, som hele skabningen sukkede efter: At graven brast og dødens overmand vandrede ud af den.

»Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden« fik Nikodemus at vide af Jesus under den natlige samtale. Han hørte dermed noget, som førte ham hen et sted, han aldrig havde drømt om at komme til, nemlig at sætte sig selv, sin forstand og sin tryghed til side for at drage omsorg for et menneske, der var blevet henrettet som en gemen forbryder. Nikodemus så, at den frelsende kobberslange i virkeligheden havde peget fremad, og så forstod han, hvem Jesus var: At han var Gud, herre over levende og døde. D.v.s. den Gud, der p.g.a. menneskets ulydighed jog det ud af paradiset, bort fra livets træ, den Gud, der straffede israelitterne med døden for deres ulydighed. Men også den Gud, der lod sig røre af deres anger og bønner, så de fik livet igen ved kobberslangen, den Gud, der hørte skabningen sukke og til slut selv kom til jorden for at dø for os og dermed bane vejen for os tilbage til paradisets have.

Lad os nu sætte os i Nikodemus´ sted og høre, hvordan Gud viser sig og taler til os. Gud viser sig altså i Jesus, som altid tager udgangspunkt i jordiske ting; en dejlig have ved de fleste godt, hvad er, og der vil vi gerne hen. Jesu taler om Gud som en kærlig fader. Det ved vi også godt hvad er, om ikke andet så i længslen efter en sådan. Under nadveren er han sammen med os i brødet og vinen. Fællesskabet om måltidet kan vi også nemt fatte.

Men når vi nemt kan fatte det, er det fordi, der er sket noget afgørende i mellemtiden; Ånden er kommet til os og har givet os en overjordisk forståelse af de synlige ting. I dag taler Jesus om vand og ånd og om at blive født på ny, og Nikodemus svar er, at man ikke kan fødes som gammel. Det er jo sandt, men med Ånden kan vi forstå dåbens altafgørende betydning for os, og at det ikke handler om en jordisk genfødsel. Vand er både er farligt og livgivende; vi kan drukne i det, og vi har brug for det for at kunne leve. Og vand er der som bekendt også ved fødsler. Så når Jesus taler om dåben her, så er den både nær og fjern, konkret og åndelig. Uden Kristi ord og ånd er dåben bare vand, men med hans løfte om at blive født på ny, knyttes det jordiske til det himmelske, og døbefonten forvandles til en indgang til himmeriget. Det kaldes et mysterium, ligesom nadveren er det. Og i vor kirke har vi oven i købet under altergang mulighed for at fæstne blikket på både kobberslangen og Jesus på korset, og dermed betydningen af Jesu gerning.

Vi døber med vand og Helligånd, men det er med Helligånden som med vinden; vi hører dens susen, og dog ved vi ikke, hvor den kommer fra eller hvor den farer hen. Vi kan ikke holde på den eller gemme den til bedre tider. Dåben er indgangen til Guds rige, men vi ved alle, at der er dage, hvor vi synes, at døren er smækket i, eller vi kan måske slet ikke finde den. Og så har vi mest lyst til at blive inden døre, begrave os under dynen eller stikke næsen i I-pad´en. Lidt ligesom disciplene havde det, da Jesus var faret til himmels og de sad ene tilbage.

Sådan er det at være menneske; før eller senere bliver vi overladt til os selv, alligevel er vi ikke alene. Vi er bare – som Nikodemus – på en vandring mod Jesu grav uden altid at forstå, hvorfor vi skal derhen. Men ligesom noget bevæger vinden, så er der også noget, der bevæger Ånden, nemlig vor fader i himlen, som elsker os. Han er ikke hvem som helst, han er den, som leder os fra døden til livet, fordi han i sin søn, Jesus Kristus, besejrede døden.
Nikodemus var blevet ført af Ånden, og meget var dunkelt, for den førte ham tilsyneladende til Jesu mørke grav. Men netop den grav blev porten til himlen, den blev det sted, lyset kommer fra, og vandrer vi med Nikodemus, så er vi på rette vej. Om vi er mange eller få, om gudstjenesten er kort eller lang, bare den peger mod den tomme grav, for hvor den er, der er også opstandelsen, Himlens frydeskat. Således blev menneskesønnen nemlig ophøjet, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen